Skal/skal ikke..

Anonym skriver:

Jeg har lige et spørgsmål mere.. HVIS jeg fortæller hende det, kan jeg så ikke tillade mig at vente til hun bliver 18?

Jeg tror at hvis i venter så længe vil hun føle som mange her skriver at hun er blevet løjet for i hele sin barndom og vil have svært ved at tilgive dette...

Jeg tror det er "nemmere" at snakke om fra hun er lille... og at det så vil blive en naturlig del af hende...

Ja, jeg synes at hun har ret til at vide det, men som en af de andre også nævner, når hun er gammel nok til at forstå det

roenlund skriver:

Jeg tror at hvis i venter så længe vil hun føle som mange her skriver at hun er blevet løjet for i hele sin barndom og vil have svært ved at tilgive dette...

Jeg tror det er "nemmere" at snakke om fra hun er lille... og at det så vil blive en naturlig del af hende...

Hvorfor fortælle hende det før hun bliver 18, når den biologiske far ikke vil have noget med hende at gøre før?

Hun har en far nu som elsker hende og det er kærligheden der er det vigtigst i verden, ikke hvor sæden kommer fra. Jeg ville ikke fortælle hende det med mindre hun fik en arvelig sygdom eller sådan noget.

merethe skriver:

Hun har en far nu som elsker hende og det er kærligheden der er det vigtigst i verden, ikke hvor sæden kommer fra. Jeg ville ikke fortælle hende det med mindre hun fik en arvelig sygdom eller sådan noget.

Det er også det jeg har tænkt. Også fordi der ingen er i vores omgangskreds der ved at hun er kommet til ved hjælp, kun donoren. (Men af hvad jeg ved, har donoren "kun" de arvelige sygdomme i sin famile som vi har i vores)

IAH skriver:

 

Jeg synes du skal fortælle det, når hun er gammel nok. Jeg tror hun opdager det en dag alligevel på en eller anden måde.. En blodtypetest, øjenfarve, en "løshængende øreflip" eller en sygdom kan jo fx nok afsløre at han ikke er faren.

Og når/hvis hun selv bliver gravid engang i fremtiden, vil der jo foregå meget mere forskning i gener.. Så er det vigtigt for hende at vide, hvem hendes biologiske far er/ikke er.  

Så fortæl det hellere..

Det er ret vigtigt hun kender til sine geners baggrund når hun blir ældre.

Det handler mere om sikrrhed og praktiske årsager som fx. Dem nævnt ovenfor.

Det kan måske virke retfærdigt at man er nødt til at skulle det, men med alle de børn der idag bliver lavet på et laboratorie, er det jo ikke en usædvanlig ting
- helt normalt, som at mor og far er skilt, eller mor og far er homoseksuelle.

Knus Jo
- sin slet ikke syns det er så slemt endda I vor tid har vi den form for teknologi, og det er da bare fedt!

Anonym skriver:

Hvorfor fortælle hende det før hun bliver 18, når den biologiske far ikke vil have noget med hende at gøre før?

Fordi det så bliver en naturlig del af hende og hendes identitet...fortæller du hende det som voksen så vil hun pludselig blive rystet i hvem hun er og ikke mindst føle i har holdt hende for nar...

merethe skriver:

Hun har en far nu som elsker hende og det er kærligheden der er det vigtigst i verden, ikke hvor sæden kommer fra. Jeg ville ikke fortælle hende det med mindre hun fik en arvelig sygdom eller sådan noget.

Kommer da helt an på i forhold til hvad...ja, i forhold til at føle sig elsket og rent følelsesmæssigt, men der er også noget der hedder arv og biologi og det er også en vigtig del.

Jeg tænkte som dig indtil jeg fik det tæt ind på livet og biologien er vigtig.

Det er ret vigtigt hun kender til sine geners baggrund når hun blir ældre.

Det handler mere om sikrrhed og praktiske årsager som fx. Dem nævnt ovenfor.

Det kan måske virke retfærdigt at man er nødt til at skulle det, men med alle de børn der idag bliver lavet på et laboratorie, er det jo ikke en usædvanlig ting
- helt normalt, som at mor og far er skilt, eller mor og far er homoseksuelle.

Knus Jo
- sin slet ikke syns det er så slemt endda I vor tid har vi den form for teknologi, og det er da bare fedt!

^{Til trådstarter: Ville I holde det hemmeligt for hendes eller jeres egen skyld?}

^{Jeg tror også, det vil betyde noget at vide den slags rent personligt for hende og det vil være et svigt at holde det hemmeligt i 18 år.}

^{Og som nævnt ovenfor af SpunkenJo er det jo ret almindeligt i dag at kernefamilien er noget helt andet end det var før i tiden. Hun kommer sikkert til at gå i klasse med 3-4 andre donorbørn, så normalen er alligevel rykket. Min mand var syv, da han fik at vide at han er adopteret. Det kunne han forstå og siden har han ikke tænkt videre over det, da han har haft en god tryg opvækst.}

Jeg synes det er meget egoistisk at holde det hemmeligt. Det er respektløst og at holde barnet for nar Sorry to say, men det er klart min holdning!