Skal/skal ikke..

Hun SKAL have det at vide..

Lad mig fortælle en historie for at give dig bare én grund...

Min søster har en veninde som mistede sin far da hun var helt lille. Han havde en blodtykningssygdom og døde af blodpropper...Hun havde heldigvis en "onkel" som hun har set rigtig meget i sin barndom og han har været en faderfigur for hende!

Som voksen fik hun konstateret sukkersyge og havde store problemer med at styre sit blodsukker. Derfor blev hun flere gange indlagt og én af gangene var det så slemt at hun ikke kunne se og ikke kunne gå! De troede først det var pga. sukkersygen, men det viste sig senere at hun havde fået en blodprop! Heldigvis fik de den opløst og hun fik syn og følelse i ben tilbage...

Hun blev naturligvis rigtig bange og tænkte straks at det måske kunne være samme sygdom som tog hendes far fra hende (den er arvelig).

Hun var igennem en masse undersøgelser (ikke alle lige behagelige) og hun var rigtig bange for svarene. En dag besøger hendes onkel hende på hospitalet og siger at han skal fortælle hende noget. Hendes far var ikke hendes far, og hun kunne derfor ikke have arvet sygdommen! Hendes forældre havde ikke kunnet få børn, så hendes mor havde haft et sidespring med en anden mand og var blevet gravid (som planlagt)...

Det var et KÆMPE chok for hende at få at vide. Hun havde faktisk haft en LEVENDE far i alle de år.. Og hendes mor havde holdt det hemmeligt for hende!

Tror stadig ikke helt hun har bearbejdet det....

Bare en historie, set fra barnets side..

Hun SKAL have det at vide..

Lad mig fortælle en historie for at give dig bare én grund...

Min søster har en veninde som mistede sin far da hun var helt lille. Han havde en blodtykningssygdom og døde af blodpropper...Hun havde heldigvis en "onkel" som hun har set rigtig meget i sin barndom og han har været en faderfigur for hende!

Som voksen fik hun konstateret sukkersyge og havde store problemer med at styre sit blodsukker. Derfor blev hun flere gange indlagt og én af gangene var det så slemt at hun ikke kunne se og ikke kunne gå! De troede først det var pga. sukkersygen, men det viste sig senere at hun havde fået en blodprop! Heldigvis fik de den opløst og hun fik syn og følelse i ben tilbage...

Hun blev naturligvis rigtig bange og tænkte straks at det måske kunne være samme sygdom som tog hendes far fra hende (den er arvelig).

Hun var igennem en masse undersøgelser (ikke alle lige behagelige) og hun var rigtig bange for svarene. En dag besøger hendes onkel hende på hospitalet og siger at han skal fortælle hende noget. Hendes far var ikke hendes far, og hun kunne derfor ikke have arvet sygdommen! Hendes forældre havde ikke kunnet få børn, så hendes mor havde haft et sidespring med en anden mand og var blevet gravid (som planlagt)...

Det var et KÆMPE chok for hende at få at vide. Hun havde faktisk haft en LEVENDE far i alle de år.. Og hendes mor havde holdt det hemmeligt for hende!

Tror stadig ikke helt hun har bearbejdet det....

Bare en historie, set fra barnets side..

Præcis.. og risikoen for den slags situationer bliver kun større i fremtiden, når genforskningen bliver endnu mere avanceret.

jeg mener at børn altid har krav på at vide hvor de kommer fra. for hvor sætter man ellers grænsen? skal man fortie det hvis faderen er en "skidt person" hvis det var et one night stand eller hvad?

nej, altid altid fortælle børn sandheden. selvfølgelig i den grad de har evne til at forstå.

Tak for svar. Jeg ved stadig ikke helt om hun skal vide det, men vi har heldigvis en del år til at beslutte os.

Laulund87 skriver:

 

Enig hun har ret til at vide det.

Kan du holde din datter for nar hele livet og når(for det sker en dag) at hun hører noget, nogen siger noget, eller hun opdager et eller andet, hvordan tror du så hun har det? Børn har en god intuition og det viser sig at børn der er vokset op med sådan en baggrund har kunne mærke noget var anderledes....så få det frtalt som en natulig del af hendes historie, for det er jo ikke noget stort, i hvert fald ikke når det bliver en naturlig del af hendes og jeres liv.

Som en anden skriver, så betyder klatten intet, så selvfølgelig skal hun vide det, for hvem vil have en løgn mellem sig selv og sit barn? Og så kan det godt være hun ikke mangler en social og omsorgsfar, men en dag er det måske meget rart at få set hvad hun kommer fra og hvem?

Jeg syntes helt sikkert i skal sige det til hende. Jeg er selv opvokset med en mand som ikke er min biologiske far. Min mor fortalte mig det da jeg har 12 år at min biologiske far bor i England.

Selvom din kæreste elsker hende ubetinget, vil der stadig være noget i hendes liv som mangler. Det er vigtigt at vide hvor man kommer fra.

Jeg har så den dag i dag fundet min biologiske far og vi har en okay forhold, men det var der jo ingen granti for. Men hvis det kommer nogle sygedomme når hun bliver ældre, er det meget godt at vide hvor hun er fra og at hun selv ved det, det giver altså en form for ro i sindet.

Go weekend :-)

Jeg synes helt klart at I skal fortælle hende, at hun er blevet til ved hjælp af donorsæd. Børn er ikke ret gamle, før det er ok, at fortælle dem det. Hvis/når hun finder ud af det ad omveje, er det for de fleste svært IKKE at føle, at de har levet på en løgn. Men en 3-4-5-årig vil efter al sandsynlighed ikke synes, at det er mærkeligt, for hun har jo sin far der hjemme. Find evt hjælp i nedenstående:

Astrid er donorbarn
Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse har udgivet den første bog, der kan hjælpe forældre med at fortælle deres donorbarn, hvordan det er blevet til. Bogen er udgivet på baggrund af et stigende antal henvendelser til foreningen fra forældre, der mangler hjælp til at tale om et emne, der tidligere har været en dyb hemmelighed for barnet. 'Astrid er donorbarn' handler, om hvordan Astrid og hendes lillebror er blevet til, og hvor svært det nogen gange kan være at blive en familie. Bogen kommer rundt om mange svære emner som barnløshed, donation og befrugtning. Den lægger vægt på familien og beskriver donoren som en udenforstående person. Bogen er skrevet i et let og forståeligt sprog og henvender sig til de 5-8-årige.
'Astrid er donorbarn' af Lone Løhde Rye, illustrationer af Jacob Kramer. Udgivet af Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse. Ekspedition: LFUB, Vendersgade 22, 1363 Kbh. K. Telefon 3312 2278. 24 sider, vejl. pris 50 kroner.

Held og lykke.

Kh Agnete

Jeg har lige et spørgsmål mere.. HVIS jeg fortæller hende det, kan jeg så ikke tillade mig at vente til hun bliver 18?

Når man får donor-sæd, kan så gå tilbage og spore hans DNA? Ift evt. sygdomme fx.

Altså, på et tidspunkt bliver I nok nødt til lige at fortælle, at der har været en anden inde over og aflevere noget genmateriale så din mand kunne blive far. Jeg ville nok vente til hun var gammel nok til at forstå det ordentligt. Men det er nok også farligt at vente for længe. Når der ikke er en anden mand lurende i kulissen, så synes jeg i hvert fald godt I kan vente et godt stykke tid.

Held og lykke med det hele