Skal/skal ikke..

Caroline86 skriver:

jamen lige præcis...

Men vi har alle vores holdninger, og det er vel det der gør det spændende at være menneske

(skisme da også kedeligt med et debatforum hvor alle er enige )

Har I det godt, søde?

Knus

Ja..

Tjo, her går det da...er ved at være lidt presset over det snart er praktiktid.. men sådan er det jo.

Hvad med jer, nyder I jeres ryk? Og kommer der snart billeder....

Eva. skriver:

Ja..

Tjo, her går det da...er ved at være lidt presset over det snart er praktiktid.. men sådan er det jo.

Hvad med jer, nyder I jeres ryk? Og kommer der snart billeder....

travle kvinde

jo, det er skønt... trods meget varm flytning som går knapt så stærkt med lillemus på armen der kommer billeder så snart vi kan komme ind ad døren uden at støde på en flyttekasse

Jeg synes hun skal vide det når tid er... Og hvornår det er, det kan kun I bestemme ud fra hvilket barn I har.. Der er mange måder og "niveauer" at fortælle et barn om det på..
Fx kender jeg en dreng, hvis far ikke er en del af hans liv. Moren fandt ud af graviditeten da de var gået fra hinanden og oplyste ham om det. Kort efter barnet var blevet født, fik moren en ny kæreste,som har været der siden. Drengen fylder 6 år til november, og sidste sommer fortalte han mig en dag - rigtig stolt - at han var mere heldig end mig. Jeg spurgte hvorfor og han fortalte, at han havde to "farere"   ´Ham der har lavet mig og ham der passer på mig!

Han kalder ikke mors kæreste for far, men er udmærket bevidst om kærestens "far"rolle, nok også fordi der er mindre søskende.

Men altså - enig med de andre i, at børn forstår og fornemmer mere end vi måske lige regner med!

Jeg synes i skal fortælle det, så det bliver en naturlig del af opvæksten. Kender en, der var over fyrre før han fandt ud af, at hans far, ikke var hans rigtige far. Hans adoptivfar havde måttet lyve sig ældre, før det overhovedet kunne lade sig gøre, at han var faderen. Come on altså! Så de har siddet og holde fyrre års fødselsdag for ham, hvor han i virkeligheden kun blev 37 - og alle i familien undtagen børnene har vidst de løj. Seriøst!!!!! Den dreng har aldrig følt sig som sin familie, og altid troet der var noget galt med ham, fordi han ikke var som de andre. Han nåede lige at møde sin rigtige far inden han døde og alle brikker faldt på plads. På trods af de aldrig har set hinanden -så var de som to dråber vand. Samme interesser, samme udseende, samme væremåde, samme bevægelser etc. Jeg synes det er synd for børn, hvis de ikke kender deres biologiske ophav - også selvom det kun var for klattens skyld vedkommende var en de af barnets historie. Vedkommendes dna har været 50% medvirkende til barnets gener.

Anonym skriver:

Hvorfor fortælle hende det før hun bliver 18, når den biologiske far ikke vil have noget med hende at gøre før?

Hvorfor vente til hun er 18? Hej skat tillykke med fødselsdagen, din far er ikke din biologiske far- god bytur i aften. Knus mor

ej vel? Så hellere gør det så naturlig en del af livet som muligt. På et eller andet tidspunkt spørger de små til hvordan man får børn. Der fortæller i så bare hvordan man normalt gør, men at far desværre ikke selv kunne få børn, så I fik en til at hjælpe jer, og forklarer sådan (børnevenligt) hvordan det hænger sammen. Det er jo efterhånden ganske normalt, at få en eller anden form for hjælp til at få børn. Jeg fortæller da også mine, når de spørger hvor børn kommer fra, hvordan tingene normalt ser ud, og hvordan de så er lavet. Børn er kun så dumme som forældrene gør dem til