Skal/skal ikke..

Hej igen..

Pas på, nu bliver I skudt på.. men I spørger jo selv:

- Først og fremmest er det et svigt at blive løjet overfor og ikke et svigt at bruge donorsæd. Valget om at bruge donor bevidner jo kun om, at I inderligt har ønsket hende! 

- For det andet;  Hvis der er de samme arvelige lidelser fra begge forældre gør det jo kun risikoen for at give sygdomme videre endnu større!! Der handler I ikke for hendes bedste ved at holde det hemmeligt

- For det tredje: Om 18 år foregår bekæmpelse af alvorlige arvelige lidelser vha kortlægning af gener i forbindelse med graviditet modsat i dag, hvor det sker fx. gennem scanninger af gravide og provokerede aborter. Der handler I igen ikke for hendes bedste ved at holde det hemmeligt.

- For det fjerde; Hvad med den dag, hvor hun opdager at hendes blodtype ikke matcher med den blodtype, som hendes far har? Eller lignende situationer. For den slags sker bare. Der handler I endnu en gang ikke for hendes bedste ved at holde det hemmeligt.

Det er selvfølgelig jeres valg og ansvar, men jeg synes I skal stole på at hun vil være i stand til at forstå at jeres omsorg og kærlighed betyder utrolig meget mere end en klat sæd.

- For det sjette: Tillykke med datteren! Det vigtigste er jo at det lykkedes og hun er der..

(Jeg ville nøjes med at kalde ham en anonym donor, når I er sikre på at han ikke ønsker kontakten)

Det er også det jeg har tænkt. Også fordi der ingen er i vores omgangskreds der ved at hun er kommet til ved hjælp, kun donoren. (Men af hvad jeg ved, har donoren "kun" de arvelige sygdomme i sin famile som vi har i vores)

Jeg synes virkelig i hårde, og at man burde se det lidt fra TS side.

Jeg forstår dig på en måde godt, jeg synes faktisk bare det virker som om at i vil beskytte hende, fra at føle sig afvist og uønsket, idet hun aldrig kommer til møde doneren. Og især når hun jo både er elsker og ønsket fra din kærestes side.

Jeg mener ikke man skal lyve for børn, men der er forskel på at lyve og fortie, så hvis datteren aldrig stiller spørgsmål omkring det, synes jeg faktisk det er okay, men kommer hun en dag og spørg, synes jeg hun fortjener at høre sandheden.

Håber ikke det blev al for roddet.

Jeg har lige et spørgsmål mere.. HVIS jeg fortæller hende det, kan jeg så ikke tillade mig at vente til hun bliver 18?

Nej, det kan du absolut ikke tillade dig.

Det skal være en integreret del af barnets historie.

Jeg kan ikke se grunden til at lyve for sit barn og efter mange år smide det ud i en krise. Man skal være ærlig og åben overfor sit barn lige fra start. Det andet er både forkert og fejt.

Hvis I starter med at fortælle jeres barn det allerede inden hun forstår vil det aldrig komme som et chok og det er efter min mening det bedste for barnet.

Derudover er der jo heller ikke noget galt i at have en far og en donorfar. Det er kun hvis I gør det til noget tabubelagt at jeres barn vil føle sig forkert.

Held og lykke med at tage den rigtige beslutning.

Stephanie3 skriver:

Jeg synes virkelig i hårde, og at man burde se det lidt fra TS side.

Jeg forstår dig på en måde godt, jeg synes faktisk bare det virker som om at i vil beskytte hende, fra at føle sig afvist og uønsket, idet hun aldrig kommer til møde doneren. Og især når hun jo både er elsker og ønsket fra din kærestes side.

Jeg mener ikke man skal lyve for børn, men der er forskel på at lyve og fortie, så hvis datteren aldrig stiller spørgsmål omkring det, synes jeg faktisk det er okay, men kommer hun en dag og spørg, synes jeg hun fortjener at høre sandheden.

Håber ikke det blev al for roddet.

 

nu er jeg bare nødt til at spørge dig...

Hvis et højt ønsket og elsket adopteret barn aldrig spørger om det er adopteret... Skal det så aldrig have det at vide?

TS: Jeg synes ikke man skal fortælle et 3 år gammelt barn at det er kommet til ved hjælp af en donor - det forstår man jo ikke i den alder , men jeg mener bestemt at man skal fortælle barnet hvordan tingene foregik, når det bliver så stort at det interesserer sig for sin familie, sin historie osv

Man behøver jo ikke gøre et stort nummer ud af det, men ganske enkelt forklare at "mor og far havde rigtig svært ved at få dig, men vi ville så gerne have dig at vi fik hjælp af en anden til at få dig" etc etc.. Så kan barnet spørge ind til det og man kan stille og roligt forklare løs. Tror ikke at barnet vil føle sig mindre elsket af den grund!? Men jeg ved det selvfølgelig ikke, da jeg ikke har stået i situationen...

Jeg kan sagtens forstå Jeres tanker, men jeg tror det var rigtig fornuftigt at spørge herinde, for man stirrer sig let blind ved den slags store beslutninger og det kan være rart at høre andre opfattelse!

RGN skriver:

 

Nej, det kan du absolut ikke tillade dig.

Det skal være en integreret del af barnets historie.

Jeg kan ikke se grunden til at lyve for sit barn og efter mange år smide det ud i en krise. Man skal være ærlig og åben overfor sit barn lige fra start. Det andet er både forkert og fejt.

Hvis I starter med at fortælle jeres barn det allerede inden hun forstår vil det aldrig komme som et chok og det er efter min mening det bedste for barnet.

Derudover er der jo heller ikke noget galt i at have en far og en donorfar. Det er kun hvis I gør det til noget tabubelagt at jeres barn vil føle sig forkert.

Held og lykke med at tage den rigtige beslutning.

Caroline86 skriver:

nu er jeg bare nødt til at spørge dig...

Hvis et højt ønsket og elsket adopteret barn aldrig spørger om det er adopteret... Skal det så aldrig have det at vide?

TS: Jeg synes ikke man skal fortælle et 3 år gammelt barn at det er kommet til ved hjælp af en donor - det forstår man jo ikke i den alder , men jeg mener bestemt at man skal fortælle barnet hvordan tingene foregik, når det bliver så stort at det interesserer sig for sin familie, sin historie osv

Man behøver jo ikke gøre et stort nummer ud af det, men ganske enkelt forklare at "mor og far havde rigtig svært ved at få dig, men vi ville så gerne have dig at vi fik hjælp af en anden til at få dig" etc etc.. Så kan barnet spørge ind til det og man kan stille og roligt forklare løs. Tror ikke at barnet vil føle sig mindre elsket af den grund!? Men jeg ved det selvfølgelig ikke, da jeg ikke har stået i situationen...

Jeg kan sagtens forstå Jeres tanker, men jeg tror det var rigtig fornuftigt at spørge herinde, for man stirrer sig let blind ved den slags store beslutninger og det kan være rart at høre andre opfattelse!

Caroline86 skriver:

nu er jeg bare nødt til at spørge dig...

Hvis et højt ønsket og elsket adopteret barn aldrig spørger om det er adopteret... Skal det så aldrig have det at vide?

TS: Jeg synes ikke man skal fortælle et 3 år gammelt barn at det er kommet til ved hjælp af en donor - det forstår man jo ikke i den alder , men jeg mener bestemt at man skal fortælle barnet hvordan tingene foregik, når det bliver så stort at det interesserer sig for sin familie, sin historie osv

Man behøver jo ikke gøre et stort nummer ud af det, men ganske enkelt forklare at "mor og far havde rigtig svært ved at få dig, men vi ville så gerne have dig at vi fik hjælp af en anden til at få dig" etc etc.. Så kan barnet spørge ind til det og man kan stille og roligt forklare løs. Tror ikke at barnet vil føle sig mindre elsket af den grund!? Men jeg ved det selvfølgelig ikke, da jeg ikke har stået i situationen...

Jeg kan sagtens forstå Jeres tanker, men jeg tror det var rigtig fornuftigt at spørge herinde, for man stirrer sig let blind ved den slags store beslutninger og det kan være rart at høre andre opfattelse!

 

Nej, Jeg mener ikke at man SKAL fortælle det, og det virker som om TS ikke har lyst til det, mener derfor at de jo kan fortie det, men hvis barnet stiller spørgsmål, er man nød til at være ærlig!

Nej, Jeg mener ikke at man SKAL fortælle det, og det virker som om TS ikke har lyst til det, mener derfor at de jo kan fortie det, men hvis barnet stiller spørgsmål, er man nød til at være ærlig!

Stephanie3 skriver:

Nej, Jeg mener ikke at man SKAL fortælle det, og det virker som om TS ikke har lyst til det, mener derfor at de jo kan fortie det, men hvis barnet stiller spørgsmål, er man nød til at være ærlig!

hold da op

Jamen vi har jo, heldigvis, allesammen forskellige holdninger!

Jeg har bare aldrig overvejet at fortie den slags hvis jeg en dag vælger at adoptere (hvilket vi overvejer når vi har fået de biologiske børn vi gerne vil).. hmm!

Nå.. skulle jo bare høre din mening

Caroline86 skriver:

hold da op

Jamen vi har jo, heldigvis, allesammen forskellige holdninger!

Jeg har bare aldrig overvejet at fortie den slags hvis jeg en dag vælger at adoptere (hvilket vi overvejer når vi har fået de biologiske børn vi gerne vil).. hmm!

Nå.. skulle jo bare høre din mening

Det ville jeg heller aldrig kunne....men da vi fik Jeppe i sin tid da var aftalen også at han intet skulle vide, men det ændredes efterhånden som den lille baby blev et rigtigt lille menneske....så da han skulle høre om bien og blomsterne, der blev det lige mor, far og en læge også..

Eva. skriver:

Det ville jeg heller aldrig kunne....men da vi fik Jeppe i sin tid da var aftalen også at han intet skulle vide, men det ændredes efterhånden som den lille baby blev et rigtigt lille menneske....så da han skulle høre om bien og blomsterne, der blev det lige mor, far og en læge også..

jamen lige præcis...

Men vi har alle vores holdninger, og det er vel det der gør det spændende at være menneske

(skisme da også kedeligt med et debatforum hvor alle er enige )

Har I det godt, søde?

Knus