MariaJ skriver:
Jeg er lidt sen til at blande mig i debatten, og vaklede længe om jeg skulle skrive i tråden, fordi jeg allerede har luftet mine meninger om emnet tidligere, og nok er uenig med mange herinde.
Jeg har svaret "ikke" i afstemningen, men synes faktisk ikke det er så sort/hvidt. I udgangspunktet kan jeg faktisk sagtens forstå at det kan være dejligt at være hjemme med sine unger i flere år, og er til dels også enig i at det er godt for børnene. Men det er i mine øjne simpelthen så dårligt for ligestilling i samfundet at jeg bare ikke ville kunne få mig selv til det. Jeg synes det er enormt problematisk at kvinder efter at have tilkæmpet sig ret til uddannelse, stillinger og personlig frihed gennem mange tiår, selv vælger at gøre sig økonomisk afhængige af deres mænd ikke bare nu, men mange år fremover. Jeg kan godt høre det virker lidt stivstikker og gå-med-livrem-og-seler agtigt, men jeg synes altså ikke det er en god ting at den ene part i et parforhold tjener pengene, optjener pensionsopsparingen, i nogle tilfælde ejer huset og bilen, mens den anden arbejder "gratis" for familien og står tilbage med ingenting, hvis parforholdet ikke holder. Jeg håber og tror da også at vores parforhold skal vare ved, men det har man bare ingen garanti for og samtidig vil jeg hellere vise min kærlighed ved at blive i et forhold, fordi det fungerer, selvom jeg godt ville kunne klare mig selv, end at man aldrig kunne vide om jeg bare blev fordi jeg ellers ville være fanget i et net af dårlig økonomi og dårlige muligheder.
Maria
Ingen meninger er upopulære, hvis de blot ytres sobert, hvilket du gør.
Vi har diskuteret pension herhjemme, hvor jeg skal til at gå hjemme, og da det kun er et år, så har jeg valgt ikke at indbetale til pension. Men det ville jeg helt sikkert skulle gøre, hvis der var tale om flere år.
Vores mødre kæmpede for ligestilling, måske skal vores generation kæmpe for retten til at leve som det passer os? Hvis ligestilling bliver et pres på kvinden om at præstere på jobbet, mod hendes ønske, så er det jo ikke længere en gode. Jeg vælger at gå hjemme, min mand følger egentlig bare med. Det gør jeg bl.a. for at få øget livskvalitet. En af de samme grunde til at min mor kæmpede for ligestilling.
Det er ikke alle som har lyst til at være hjemmegående, og så skal man bestemt heller ikke gøre det. Mener heller ikke at de mange udearbejdende mødre alle er ulykkelige ,børn som oplever afsavn. Når man har truffet sine valg bevidst og overvejet konsekvenserne for en selv og familien, så lever man jo lige præcis det liv man gerne vil.
Mvh Marianne
