MariaJ skriver:
Jeg er lidt sen til at blande mig i debatten, og vaklede længe om jeg skulle skrive i tråden, fordi jeg allerede har luftet mine meninger om emnet tidligere, og nok er uenig med mange herinde.
Jeg har svaret "ikke" i afstemningen, men synes faktisk ikke det er så sort/hvidt. I udgangspunktet kan jeg faktisk sagtens forstå at det kan være dejligt at være hjemme med sine unger i flere år, og er til dels også enig i at det er godt for børnene. Men det er i mine øjne simpelthen så dårligt for ligestilling i samfundet at jeg bare ikke ville kunne få mig selv til det. Jeg synes det er enormt problematisk at kvinder efter at have tilkæmpet sig ret til uddannelse, stillinger og personlig frihed gennem mange tiår, selv vælger at gøre sig økonomisk afhængige af deres mænd ikke bare nu, men mange år fremover. Jeg kan godt høre det virker lidt stivstikker og gå-med-livrem-og-seler agtigt, men jeg synes altså ikke det er en god ting at den ene part i et parforhold tjener pengene, optjener pensionsopsparingen, i nogle tilfælde ejer huset og bilen, mens den anden arbejder "gratis" for familien og står tilbage med ingenting, hvis parforholdet ikke holder. Jeg håber og tror da også at vores parforhold skal vare ved, men det har man bare ingen garanti for og samtidig vil jeg hellere vise min kærlighed ved at blive i et forhold, fordi det fungerer, selvom jeg godt ville kunne klare mig selv, end at man aldrig kunne vide om jeg bare blev fordi jeg ellers ville være fanget i et net af dårlig økonomi og dårlige muligheder.
Maria
Jeg synes bestemt at din mening præsenteres fint og sobert, og jeg kan sagtens forstå dine argumenter. Jeg tror at mange vil være enige med dig, netop frygten for ikke at være "selvstændig" er helt sikkert noget, som driver mange...sikkert også mænd for den sags skyld.
Jeg synes dog ikke at ligestilling tager skade - den er jo primært opnået, og jeg er overbevist om, at vi aldrig vil komme tilbage til de "gammeldags" tilstande, som vi havde engang.
Omvendt kan jeg indimellem føle, at mange kvinder påduttes "ræset" på arbejdsmarkedet i den moderne kvindes navn, og måske er det slet ikke det, som den enkelte kvinde ønsker.
Ligestilling for mig er helt klart, når kvinden på lige fod som manden har muligheden for helt selv at vælge hvad der giver livskvaliteten for hende....om det er lederjob, deltidsansættelse eller bare at være der ekstra tid for ungerne.
Nogen kvinder vælger jo også helt børn fra, og disse kvinder slås sikkert også hårdt for deres ret (fordomsmæssigt) til at vælge, hvad de føler rigtigst.
Men når det er sagt, så vil jeg bare sige, at det der med at man gør sig økonomisk afhængig og ikke længere kan være sikker på pension, hus og bil......sådan behøver det ikke at være.
I vores familie har vi alt fælles, og det gælder også pensionen.
Man opretter en ægtepagt, der sikrer, at man får det halve af pensionsudbetalingen, hvis ægteskabet pludselig skulle skride, så er man jo på den måde sikret.
Og med et testamente kan man ligeledes sikre, at ens ægtefælle får så meget arv som muligt, hvis der sker eksempelvis dødsfald. Dette kan evt. sikre, at den efterladte kan blive boende i det eksisterende hjem.
Vi synes, at det er en helt naturlig ting, at sikre hinanden, hvis der skulle ske noget uforudset. Vores intentioner er da klart, at vi skal bruge pensionen sammen, når den tid kommer, men det er da rart at vide, at jeg netop ikke står "på helt bar bund", hvis tingene skulle se anderledes ud til den tid.
Jeg føler dermed ikke at jeg stavnbinder mig på nogen måde økonomisk ved at vælge at være hjemmegående, og hvis ægteskabet en dag ikke længere fungerer, så må jeg jo ændre kursen.
Men det kræver nok, at man har en fælles holdning til dette...hvis min mand ikke var med på at "dele" , så ville jeg nok også tænke mig om en ekstra gang.
Jeg vil give dig ret i, at disse økonomiske "sikringsforanstaltninger" er noget, som man skal huske at se på INDEN man kaster sig ud i fuldtidshjemmegående. Det er absolut klogt.
