Kan 7 mennesker bo sammen uden planlægning?

Hvis børnene er så store så de kan komme på spontane besøg og selv købe mad så tænker jeg at der også er tale om en overskuelig årrække inden de flytter hjemmefra, men måske tager jeg fejl. Jeg tror i såfald at jeg ville vente med at flytte sammen for jeg tror faktisk ikke at dit og kærestens forhold kan overlever, eller i det mindste blive godt, hvis du begrænser hans samvær med hans børn på den måde. Så er det bedre at i som de voksne udsætter jeres behov for at bo sammen.

Jeg har selv vokset op med en stedmor som ikke var særlig imødekommende overfor mig og det har selvfølgelig skadet mit forhold til min far og mit forhold til hende er meget anstrengt nu. Det var enormt sårende at min stedmor kom i mellem min far og mig, og endnu mere sårende at min far lod det ske så det har helt klart påvirket mit liv negativt. Det ville jeg selv ikke ønske at være skyld i overfor andre, så jeg tænker at du ikke kan tillade dig at sætte den form for rammer når deres forhold fungerer på en anden måde nu. 

Jeg tænker at i nok ikke vil fungere hvis i flytter sammen. I er simpelthen ikke kompatible. Den struktur og forudsigelighed som du har brug for, vil gå udover hans børn og relationen til dem. Det er synd og han vil bære nag over tid. 

Enten må du arbejde på og acceptere at hvis du siger ja til at bo sammen, så inkluderer det også spontane aftaler hvor hans børn kommer forbi. Ellers må du indse at i ikke kan have en hverdag sammen og bo hver for sig og trives i det. Du kan ikke forvente alle besøgene fra hans børn skal planlægges. Børnene vil også blive ked af det. 

Anonym skriver:

Hvis børnene er så store så de kan komme på spontane besøg og selv købe mad så tænker jeg at der også er tale om en overskuelig årrække inden de flytter hjemmefra, men måske tager jeg fejl. Jeg tror i såfald at jeg ville vente med at flytte sammen for jeg tror faktisk ikke at dit og kærestens forhold kan overlever, eller i det mindste blive godt, hvis du begrænser hans samvær med hans børn på den måde. Så er det bedre at i som de voksne udsætter jeres behov for at bo sammen.

Jeg har selv vokset op med en stedmor som ikke var særlig imødekommende overfor mig og det har selvfølgelig skadet mit forhold til min far og mit forhold til hende er meget anstrengt nu. Det var enormt sårende at min stedmor kom i mellem min far og mig, og endnu mere sårende at min far lod det ske så det har helt klart påvirket mit liv negativt. Det ville jeg selv ikke ønske at være skyld i overfor andre, så jeg tænker at du ikke kan tillade dig at sætte den form for rammer når deres forhold fungerer på en anden måde nu. 

Tak for din historie.

Ønsker bestemt ikke at blive den onde stedmor. Vi må vente med at flytte sammen og værdsætte de dage/timer vi har 

Anonym skriver:

Jeg laver ugeplaner med mine børn og den bliver der kun ændret på senest dagen før og kun hvis det er akut.

Det er utrolig hårdt hver gang jeg må sige nej, men min hjerne går i sort og hvis jeg ikke passer på og respektere mine egne grænser bliver jeg stresset og går ned med flaget. 

Det ville blive en konstant stress faktor ikke at vide hvad jeg kommer hjem til når jeg kommer træt hjem efter arbejde og skal samle energi til jeg skal være 'på' igen.

Og derfor virker det ikke oplagt, at I flytter sammen, såfremt alle skal trives. 

Hanspige skriver:

Synes da ikke helt det giver mening at de kommet forbi for at være sammen med far hvis han slet ikke er hjemme? Hvad laver de så i huset? 

Slapper af.

Måske er der små børn hos moren og de har brug for ro.. hvorfor er børn alene hjemme? 

Anonym skriver:

Jeg laver ugeplaner med mine børn og den bliver der kun ændret på senest dagen før og kun hvis det er akut.

Det er utrolig hårdt hver gang jeg må sige nej, men min hjerne går i sort og hvis jeg ikke passer på og respektere mine egne grænser bliver jeg stresset og går ned med flaget. 

Det ville blive en konstant stress faktor ikke at vide hvad jeg kommer hjem til når jeg kommer træt hjem efter arbejde og skal samle energi til jeg skal være 'på' igen.

Så skal I ikke bo sammen, for hans børn skal have lov til at kunne komme spontant. Det er også deres hjem.. 

Det vil også være din partners hjem, og det er hans børn. 

Anonym skriver:

Jeg laver ugeplaner med mine børn og den bliver der kun ændret på senest dagen før og kun hvis det er akut.

Det er utrolig hårdt hver gang jeg må sige nej, men min hjerne går i sort og hvis jeg ikke passer på og respektere mine egne grænser bliver jeg stresset og går ned med flaget. 

Det ville blive en konstant stress faktor ikke at vide hvad jeg kommer hjem til når jeg kommer træt hjem efter arbejde og skal samle energi til jeg skal være 'på' igen.

Men så virker det, som andre skriver, som en super dårlig plan at flytte sammen. Det er jo super fair, at du kun trives under helt særlige rammer, men det vil være enormt konfliktfyldt (og urimeligt, synes jeg), at begynde at afkræve hand børn at rette sig ind i de rammer i deres eget hjem. 

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg snakker om at flytte sammen han har 2 'weekend' børn og jeg har 3 'fuldtids' alle i alderen 7-13 år.

Jeg har adhd/autisme og 2 af mine børn har også.

I mit hjem har vi derfor faste rutiner da det giver ro og overblik for mine børn og mig.

Min kæreste er her efter sommerferien begyndt at få sine børn forbi nogle dage når de er færdige efter skole. Det er dog altid spontane aftaler .

Er jeg for streng når jeg har sagt til min kæreste at jeg helst ser den slags planlægges dagen før hvis vi skal flytte sammen ? Jeg har både brug for at forberede mig mentalt og praktisk i forhold til feks indkøb hvis de skal spise med osv.

Han vil ikke sige nej til dem. De kommer også selvom han er på arbejde og først er hjemme kl 22

Det er virkelig godt at du tænker det igennem i den! Du er megey bevidst om dine egne begrænsninger og din stresstærskel ! Hvilke udfordringer har dine egne børn med autisme? Kan de klare de her spontane input? For er normalt teenageliv er at man kommer og går og forhåbentlig også har venner med. Og de larmer med musik, tv, diskussioner og latter. Og selvom man godt kan sænke lydniveauet lidt så er hjernerne ikke udviklet til et niveau hvor de oprigtigt forstår hvorfor og så glemmer de det. Men de har ogsp brug for at have et frirum! Ligesom du har! Og dine biologiske børn har. Det er virkelig svært at forene to familier og i mine ører er jeg bange for at det lyder til at I alle kommer til at brænde ud fordi I skal være så meget over med hinanden og tage alt for mange hensyn. Og det gælder begge veje  hans børn kan ikke blomstre i et miljø som ikke er frit for dem og med dine “strikse” regler så kommer de til at trække sig, men du skal også være ærlig overfor dig selv! Kan du holde til uforudsigeligheden?! Kan dine børn?! Der er jo en grund til at du har sat dine rammer snak ærligt om det og lad dine kæreste være ærlig. Er det realistisk for ham at bede hans børn planlægge deres besøg. Er din og sine børns livsstil realistiske for hans når de kommer i weekenderne? Larmer de for meget? Får dine børn mange nedsmeltninger og hvis de gør kan dine kæreste og hans børn så holde til den slags stress? Jeg følte som søster at jeg skulle bære rigitg meget over min søskende og være lidt en ekstra mor, fordi min bror ikke kunne rumme verdenen og han var autisme i en grad hvor han ikke fik en diagnose i sin tid så “velfungerende”. Men for dir barn uden autisme ville det måske være fedt at have nogle mennekser ifamilien der fungerede lidt mere som det barn jeg har forsøgt at se det hele vejen rundt. Og jeg håber det kan hjælpe lidt på tankerne og dialogerne i hjemmet. Hvis I fungerer godt sammen aom familie sp kan I måske have en dialog med teenagerne om hvad de kan trives med. Jeg kan godt lide den slags åben kommunikation - det kan min mand ikke. Teenagerne bestemmer ikke udfaldet! Men det er rart at blive hørt uanset hvilken alder man har og måske kan de sagtens planlægge besøgene hvis de ved at det er det der er brug for

Anonym skriver:

Det er virkelig godt at du tænker det igennem i den! Du er megey bevidst om dine egne begrænsninger og din stresstærskel ! Hvilke udfordringer har dine egne børn med autisme? Kan de klare de her spontane input? For er normalt teenageliv er at man kommer og går og forhåbentlig også har venner med. Og de larmer med musik, tv, diskussioner og latter. Og selvom man godt kan sænke lydniveauet lidt så er hjernerne ikke udviklet til et niveau hvor de oprigtigt forstår hvorfor og så glemmer de det. Men de har ogsp brug for at have et frirum! Ligesom du har! Og dine biologiske børn har. Det er virkelig svært at forene to familier og i mine ører er jeg bange for at det lyder til at I alle kommer til at brænde ud fordi I skal være så meget over med hinanden og tage alt for mange hensyn. Og det gælder begge veje  hans børn kan ikke blomstre i et miljø som ikke er frit for dem og med dine “strikse” regler så kommer de til at trække sig, men du skal også være ærlig overfor dig selv! Kan du holde til uforudsigeligheden?! Kan dine børn?! Der er jo en grund til at du har sat dine rammer snak ærligt om det og lad dine kæreste være ærlig. Er det realistisk for ham at bede hans børn planlægge deres besøg. Er din og sine børns livsstil realistiske for hans når de kommer i weekenderne? Larmer de for meget? Får dine børn mange nedsmeltninger og hvis de gør kan dine kæreste og hans børn så holde til den slags stress? Jeg følte som søster at jeg skulle bære rigitg meget over min søskende og være lidt en ekstra mor, fordi min bror ikke kunne rumme verdenen og han var autisme i en grad hvor han ikke fik en diagnose i sin tid så “velfungerende”. Men for dir barn uden autisme ville det måske være fedt at have nogle mennekser ifamilien der fungerede lidt mere som det barn jeg har forsøgt at se det hele vejen rundt. Og jeg håber det kan hjælpe lidt på tankerne og dialogerne i hjemmet. Hvis I fungerer godt sammen aom familie sp kan I måske have en dialog med teenagerne om hvad de kan trives med. Jeg kan godt lide den slags åben kommunikation - det kan min mand ikke. Teenagerne bestemmer ikke udfaldet! Men det er rart at blive hørt uanset hvilken alder man har og måske kan de sagtens planlægge besøgene hvis de ved at det er det der er brug for

De to ældste af mine har også adhd/autisme.

Så ja de har også deres begrænsninger og det gør feks at vi allerede spiser kl 17 og går i seng/der er ro kl 19. 

Hver morgen får de af vide hvornår de bliver hentet, hvad de skal have at spise osv. 

De har det også svært med ændringer og derfor er jeg også bekymret for hvordan de reagere på at de ikke ved hvad der venter dem. Og at jeg vil mangler overskud til at støtte dem da det også er en stress faktor for mig

Anonym skriver:

Min første tanke er ja, det er for strengt. Så snart i flytter sammen, så er hjemmet ligeså meget hans børns, som det er dit. Og har de brug for, spontant, at komme hjem til jer, så skal jeres dør selvfølgelig være åben. Så må du koge lidt ekstra ris, så alle kan spise med. 

Selvfølgelig kan far ikke sige nej til sine børn. 

Har du brug for at have så meget struktur, så er det måske ikke nu i skal flytte sammen? Blot en tanke. 

Men jeg forstår dig godt. Jeg har selv autisme og kan ikke døje ændringer. Men lige i denne situation, bliver du nød til at åbne dit hjem op. Du må tage en familiesnak. Fortæl at børnene altid er velkomne. Men de skal vide, at hvis du virker sur eller stresset, så er det din autisme der spiller ind og det er altså ikke noget med børnene at gøre. 

Jeg er 100% enig - godt svar