Kan 7 mennesker bo sammen uden planlægning?

Min kæreste og jeg snakker om at flytte sammen han har 2 'weekend' børn og jeg har 3 'fuldtids' alle i alderen 7-13 år.

Jeg har adhd/autisme og 2 af mine børn har også.

I mit hjem har vi derfor faste rutiner da det giver ro og overblik for mine børn og mig.

Min kæreste er her efter sommerferien begyndt at få sine børn forbi nogle dage når de er færdige efter skole. Det er dog altid spontane aftaler .

Er jeg for streng når jeg har sagt til min kæreste at jeg helst ser den slags planlægges dagen før hvis vi skal flytte sammen ? Jeg har både brug for at forberede mig mentalt og praktisk i forhold til feks indkøb hvis de skal spise med osv.

Han vil ikke sige nej til dem. De kommer også selvom han er på arbejde og først er hjemme kl 22

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg snakker om at flytte sammen han har 2 'weekend' børn og jeg har 3 'fuldtids' alle i alderen 7-13 år.

Jeg har adhd/autisme og 2 af mine børn har også.

I mit hjem har vi derfor faste rutiner da det giver ro og overblik for mine børn og mig.

Min kæreste er her efter sommerferien begyndt at få sine børn forbi nogle dage når de er færdige efter skole. Det er dog altid spontane aftaler .

Er jeg for streng når jeg har sagt til min kæreste at jeg helst ser den slags planlægges dagen før hvis vi skal flytte sammen ? Jeg har både brug for at forberede mig mentalt og praktisk i forhold til feks indkøb hvis de skal spise med osv.

Han vil ikke sige nej til dem. De kommer også selvom han er på arbejde og først er hjemme kl 22

Min første tanke er ja, det er for strengt. Så snart i flytter sammen, så er hjemmet ligeså meget hans børns, som det er dit. Og har de brug for, spontant, at komme hjem til jer, så skal jeres dør selvfølgelig være åben. Så må du koge lidt ekstra ris, så alle kan spise med. 

Selvfølgelig kan far ikke sige nej til sine børn. 

Har du brug for at have så meget struktur, så er det måske ikke nu i skal flytte sammen? Blot en tanke. 

Men jeg forstår dig godt. Jeg har selv autisme og kan ikke døje ændringer. Men lige i denne situation, bliver du nød til at åbne dit hjem op. Du må tage en familiesnak. Fortæl at børnene altid er velkomne. Men de skal vide, at hvis du virker sur eller stresset, så er det din autisme der spiller ind og det er altså ikke noget med børnene at gøre. 

Ja det synes jeg du er, det er hans børn og dem skal han ikke sige nej til fordi du ikke kan arbejde med det på den måde.

Og det er fair nok, men så skal i bare ikke bo sammen synes jeg.

Du sørger for dsr altid er mad til ekstra, længer er den vel lkke

Jeg tror ikke, du har tænkt det helt igennem, men vend den om og forestil dig, at dine børn ikke længere var velkomne på spontane besøg i dit hjem, fordi din kæreste ikke ville have det - mens hans børn var der hele tiden. Det er den direkte vej til jalousi, oplevelse af svigt og vrede mod den nye partner, som vil begrænse kontakten mellem forælder og børn.
Det allervigtigste at sikre sig er, at alle børn oplever at være lige velkomne og vigtige i deres respektive forældres hjem. Og du har ikke lyst til at være den nye bonusmor, som er skyld i, at børnene ikke må dumpe ind, når de har lyst. 

Synes da ikke helt det giver mening at de kommet forbi for at være sammen med far hvis han slet ikke er hjemme? Hvad laver de så i huset? 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror ikke, du har tænkt det helt igennem, men vend den om og forestil dig, at dine børn ikke længere var velkomne på spontane besøg i dit hjem, fordi din kæreste ikke ville have det - mens hans børn var der hele tiden. Det er den direkte vej til jalousi, oplevelse af svigt og vrede mod den nye partner, som vil begrænse kontakten mellem forælder og børn.
Det allervigtigste at sikre sig er, at alle børn oplever at være lige velkomne og vigtige i deres respektive forældres hjem. Og du har ikke lyst til at være den nye bonusmor, som er skyld i, at børnene ikke må dumpe ind, når de har lyst. 

Jeg laver ugeplaner med mine børn og den bliver der kun ændret på senest dagen før og kun hvis det er akut.

Det er utrolig hårdt hver gang jeg må sige nej, men min hjerne går i sort og hvis jeg ikke passer på og respektere mine egne grænser bliver jeg stresset og går ned med flaget. 

Det ville blive en konstant stress faktor ikke at vide hvad jeg kommer hjem til når jeg kommer træt hjem efter arbejde og skal samle energi til jeg skal være 'på' igen.

Hanspige skriver:

Synes da ikke helt det giver mening at de kommet forbi for at være sammen med far hvis han slet ikke er hjemme? Hvad laver de så i huset? 

De spiller, ser tv , har venner med hjem osv Og så får de hans dankort så de kan købe mad , da han aldrig har noget hjemme når de kommer spontant

Undskyld på forhånd men det her lyder som en udfordring du er nødt til at tænke rigtig godt igennem og beslutte om I overhovedet skal flytte sammen. Når det påvirker dig så meget, er jeg bange for det kan blive et uoverskueligt problem i samlivet hvis det ikke er noget du kan lære at leve med. Og det er ikke fordi jeg ikke forstår det. Jeg er bestemt heller ikke fan af spontane aftaler men det påvirker mig dog ikke i synderlig grad så det går nok. Og hans hjem skal naturligvis altid være åbent for hans børn, også selvom han ikke er der.

Kan man vende den om og spørge, hvorfor vil du egentlig gerne bo sammen med din kæreste og hans børn? Helt konkret?

Jeg forstår nok ikke helt, hvorfor mennesker (særligt sammenbragte familier) absolut skal flytte sammen. Og særligt når du har de udfordringer, du har (og dem kan man ikke bare lige lave om på ved at lave lidt ekstra ris) - er det så ikke den perfekte konstellation at køre COLA?