Ville I gerne høre fra elskerinden...??

qp skriver:

Pyha en omgang du/ har været igennem! Jeg selv kunne ikke gøre det for jeg ved og tror på, at det altid vil være der selv om man måske tilgiver og forsøger, at komme videre.

Du er så blevet gravid igen liiiiiiiige efter eller?

Det du skriver mht, at du var skrevet hvis det ikke var for ungerne? Jeg tror at alle børn til enhver tid ville foretrække, at se mor og far hver for sig glade fremfor, at se dem sammen og kede af det.

Håber det bedste for dig/ jer.

Vi har fortsat forholdet hvor vi slap, hvis man kan sige det sådan. Ingen "prøveperiode", for valget er taget og vi bliver nødt til at leve videre som familie. Livet skal ikke stilles på stand by til jeg har fundet ud af om jeg kan leve med det eller ej. Beslutningen om at vi er sammen er taget og så skal dagligdagen ellers køre normal igen, så børnene kan føle sig trygge igen. Jeg valgte ham og familien, frem for at være selv med børnene og det er helt klart det der er bedst for mig og børnene. Jeg elsker ham jo også og vi har været sammen i mange år. På alle måder er han ellers den gode rare og perfekte mand. Jeg har haft flere forhold bag mig og vil klart mene at han er MANDEN, han er den rette for mig. Det er ham jeg vil have børn med, bo sammen med, græde og grine sammen med......... 

Jeg må blot erkende at sådan noget kan ske for selv den bedste og at det hele ikke behøver at være sort og hvidt. Mennesker fejler og undervejs i livet må man sommetider sluge kameler, men jeg tvivler på at man kan afskære sig fra alle problemer. Hvis jeg havde valgt at være enlig mor, havde jeg stadig følt at han var en af de mest perfekte mænd mand kan leve sammen med og jeg ville nok aldrig finde en bedre end ham, men måske altid søge ham i en anden.....hvis du forstår??

Så vi valgte at blive forældre igen og venter nu en lille dreng om 4-5 uger, hvilket er vidunderligt. Jeg fortryder bestemt ikke min beslutning og mit valg, men kan dog heller ikke lukke af for følelser og det skal man nok heller ikke. Det er jo helt naturligt at efter det svigt er man såret og bange for at miste. Men børnene ser ikke en trist mor der burde bo selv med dem. De ser en glad mor som elsker deres far, elsker dem og den familie vi er.

Tiden læger alle sår....

Ja, det synes jeg egentlig ville vaere ganske udmaerket hvis min partner intet selv havde naevnt.

Jeg ville til en hver tid også gerne have det fortalt. Helst at min mand selv fik sagt det i en fart, men hvis han ikke kan finde ud af det, så vil jeg håbe en anden vil.

For en ting er sikkert, ud af døren det ryger han, og han vil ikke kunne se sine egendele for bare røg, der vil følge ham samme vej ud af døren:0)

guggle skriver:

Mig og min mand var faktisk lige ved at gå fra hinanden for lidt over et år siden... Jeg flyttede faktisk også og det var en værre omgang - både for børnene og jeg. Ja også for manden iøvrigt- Eller det endte det ihvertfald med...

For ca. 2 år siden blev jeg rigtig gode venner med en kvinde på samme alder som jeg. Vores de store gik i klasse sammen og vores de små gik i børnehave sammen og var total perlevenner. De legede og sov sammen rigtig tit. Og da vi begge havde heste, båede tæt på hinanden osv. var vi meget sammen. Det blev også til mange hyggeaftener med god mad, vin dans osv. sammen med vores mænd samt et andet forældrepar.

En dag er jeg så ude at køre med min søn, hvor han så fortæller at ham og far har en hemmelighed... Jeg synes det lød lidt underligt og spurgte ind til det, samtidig med at jeg fortalte at nogle hemmeligheder, blev man nødt til at fortælle til en voksen. Det viste sig så at hende jeg troede var min gode veninde og mor til mine børns bedste venner, havde skrevet flirtende sms'er til min mand og han havde intet fortalt til mig..... Han havde åbenbart talt i tlf. med sin bror, hvor han havde snakket om det og det havde min søn hørt.....

Jeg gik helt amok, men efter noget tænken, besluttede jeg at det ikke skulle vippe mig af pinden. Jeg skrev en besked til hende.... -Om der ikke var noget hun burde fortælle mig??? Og manden flippede jeg helt ud på. Han mente at han ikke havde svaret så flirtende på de sms'er, men nok til at de var blevet slettet åbenbart!

Efterfølgende valgte jeg at vi alligevel tog til en høstfest i byen og vidste hun kom. Manden havde lovet at holde sig langt væk fra hende og ikke tale med hende eller noget. Det endte så med at jeg fandt dem udenfor stående og tale sammen. Hende og hendes mand ville fortsætte festen hjemme hos dem og min mand var fast besluttet på at tage med. Jeg blev gal, men det endte med at jeg også tog med derom (kørte med nogle andre, da manden var smuttet). Der fandt jeg dem så stående ude i køkkenet, hvor de talte sammen alene. Jeg blev sur, men de var ret ligeglade. Senere prøvede min kæreste endda at få hende med ud at danse, hvilket hun dog ikke turde pga. hendes egen mand - formoder jeg... Efter dette brokkede jeg mig og han endte med at slutte forholdet. Jeg var knust og skrev et brev osv til ham, men han var ligeglad, han gad ikke mere.

Jeg flyttede så ned i en skovhytte min mormmor havde med børnene og begyndte at have kontakt til en anden fyr... Og så skal jeg love for at manden vågnede op af sin forfærdelige opførsel og blev desperat for at få det til at blive os igen. Han græd konstant, skrev millioner af sms'er, breve, sendte blomster osv. Han beklagede sin nød til alle i min familie og græd ud hos dem, så de faktisk holdt med ham og synes jeg var forfærdelig, fordi jeg havde fået kontakt til en anden fyr.

Min mand fortalte så at han i forbindelse med sit arbejde og i forbindelse med noget arbejdsrelateret havde været i kontakt med en kvinde over et års til ca. Og hun havde skrevet mere og mere flirtende mails, sms og mødte også op i forretninngen i ny og næ, hvor de havde talt om alt muligt personligt.... Han fortalte at han til sidst havde bedst hende stoppe da han elskede mig og børnene og ikke ønskede at ødelægge noget. Grunden til at han fortalte mig det, var at overbevise mig om at han godt kunne sige nej til en kvinde og melde fra. Jeg valgte at give forholdet en chance og vi er stadig sammen....

Men det er utrolig hårdt! Tanken om det han gjorde mod mig, at han svarede på flirtende sms'er, sårade mig flere gange og faktisk også afsluttede vores forhold. Tanken om at han har talt om personlige og private ting med hende den anden kvinde og havde holdt det hemmeligt også.... Det hele- alt går mig på!!!! Jeg kan slet ikke rigtig få det ud af hovedet.....Jeg stolede på ham 110 procent engang og det gør jeg slet ikke mere. Prøver at se "spøgelserne" i tide, så jeg ikke igen bliver holdt for nar. Selvom han siger at vi betyder alt, blev klogere og fandt ud af at vi er det vigtigste, bedste og mest betydningsfulde i hans liv. Jeg har det forfærdeligt!!! Ønsker at det aldrig var sket...

Han var ikke utro som sådan - Han kyssede ikke nogen, var ikke i seng med nogen, men han har svigtet mig og det har såret mig dybt. Ham jeg troede jeg var så tæt med, ham jeg troede jeg kunne stole fuldt og fast på...............

Hvis der skete noget igen, ville jeg alligevel vide det, for så er han jo ikke værd at leve sammen med. Men klart burde manden selv fortælle det!

Jeg skal dagligt se både kvinden og hendes børn og vi kan ikke køre hjem til os selv, uden at passere deres ejendom, det er simpelthen så sårende og absolut ikke rart. Til forældremøder er vi tvunget til at tale med hende også og det er virkeligt frustrerende, når hun aldeles bevidst har flirtet med min mand og har såret mig. Og fortsatte selvom jeg bedte hende stoppe og holde sig fra ham....Jeg ønsker jo heller ikke det skal gå ud over børnene, så selvom det er svært, så leger de sommetider sammen alligevel, selvom jeg så må stå ansigt til ansigt med hende og gøre som intet er hændt....

Jeg hader utroskab!!! Min familie betyder meget for mig og derfor prøver jeg at leve med det skete, men det er bestemt ikke nemt. Og havde vi ikke børn sammen var jeg skredet øjeblikkeligt!

Men jeg synes man bør fortælle konen/kæresten det, for så har hun dog trods alt et valg. Og at holde moderen til ens kære guldklumper for nar på denne måde er simpelthen modbydeligt! En fra min gamle mødregruppe har 4 børn med en mand som havde været hende utro med en kollega igennem 1/2 år og mange vidste det godt, men havde ikke fortalt hende noget - Det synes jeg simpelthen er forfærdeligt!

Så jeg HADER kvinder der bevidst er sammen med eller er elskerinde til familiefædre. Jeg synes det er bund egoistisk. Det ødelægger så meget og stakkels stakkels børn...

 

Nej, sikke en historie og tak for aerligheden og tilykke med den lille ny.

Ja, tiden laeger maaske alle saar for nogle og det ville klart vaere det bedste

Det er meget muligt jeg selv ville have gjort som dig eller maaske ikke- det er svaert at sige hvis man ikke staar i situationen. Jeg er dog meget sikker paa at tiden ikke laeger alle saar for mit vedkommende og hvis en mand jeg elskede, var mig utro, saa ville jeg aldrig helt kunne stole paa ham igen, uanset hvis han brugte resten af sit liv til at modbevise det.

guggle skriver:

Vi har fortsat forholdet hvor vi slap, hvis man kan sige det sådan. Ingen "prøveperiode", for valget er taget og vi bliver nødt til at leve videre som familie. Livet skal ikke stilles på stand by til jeg har fundet ud af om jeg kan leve med det eller ej. Beslutningen om at vi er sammen er taget og så skal dagligdagen ellers køre normal igen, så børnene kan føle sig trygge igen. Jeg valgte ham og familien, frem for at være selv med børnene og det er helt klart det der er bedst for mig og børnene. Jeg elsker ham jo også og vi har været sammen i mange år. På alle måder er han ellers den gode rare og perfekte mand. Jeg har haft flere forhold bag mig og vil klart mene at han er MANDEN, han er den rette for mig. Det er ham jeg vil have børn med, bo sammen med, græde og grine sammen med......... 

Jeg må blot erkende at sådan noget kan ske for selv den bedste og at det hele ikke behøver at være sort og hvidt. Mennesker fejler og undervejs i livet må man sommetider sluge kameler, men jeg tvivler på at man kan afskære sig fra alle problemer. Hvis jeg havde valgt at være enlig mor, havde jeg stadig følt at han var en af de mest perfekte mænd mand kan leve sammen med og jeg ville nok aldrig finde en bedre end ham, men måske altid søge ham i en anden.....hvis du forstår??

Så vi valgte at blive forældre igen og venter nu en lille dreng om 4-5 uger, hvilket er vidunderligt. Jeg fortryder bestemt ikke min beslutning og mit valg, men kan dog heller ikke lukke af for følelser og det skal man nok heller ikke. Det er jo helt naturligt at efter det svigt er man såret og bange for at miste. Men børnene ser ikke en trist mor der burde bo selv med dem. De ser en glad mor som elsker deres far, elsker dem og den familie vi er.

Tiden læger alle sår....

 

 

Jeg håber også, at tiden læger alle sårene for jeres vedkommende.... Nogle vil kunne leve videre og "lade som ingenting" - men jeg ville ikke kunne leve sådan, jeg ville aldrig "nøjes" med en mand som havde såret mig og som jeg ingen tillid havde til.

Men jeg håber at i får en rigtig god fremtid sammen. 

For mig gælder ordsproget 'Det man ikke ved har man ikke ondt af' simpelthen ikke!! Jeg mener ikke man bør holde et andet menneske for nar på den måde!
I de allerfleste tilfælde vil jeg mene at manden (eller kvinden, hvis hun har været sin mand utro) skal fortælle det selv. Men gør han ikke det, og man har kendskab til det, bør man sige noget! Specielt hvis det er en decideret affære, hvor parterne har været sammen mere end én gang! Det er 'overlagt' og kan ikke undskyldes med fuldskab eller andet (ikke at det nogensinde kan undskyldes som sådan) og enhver fortjener at vide hvilket menneske de er sammen med og selv tage beslutningen om hvorvidt de ønsker at være sammen med en der har været/er dem utro!

For mit vedkommende ville jeg nok ikke acceptere utroskab, da jeg simpelthen ikke tror jeg ville kunne genfinde tilliden uanset hvor meget jeg ønskede at være sammen med den mand og uanset hvor meget jeg prøvede! Tror ikke det ville kunne lykkes (har oplevet at blive ført bag lyset, dog ikke utroskab, og selv det var virkelig hårdt at tilgive og tackle!). Tillid er noget man ikke skal misbruge, det er så svært at genoprette!

Jo, jeg ville gerne vide det !!!

Hvis min mand havde været udenom, så må der ganske givet være noget ufiksbart galt med vores forhold- ellers ville det aldrig komme så vidt! ....Og ja, så ville jeg ærligt talt gerne informeres fremfor at lalle rundt og tro at alting var i den fineste orden.
Og har han ikke selv nosserne til at være ærlig omkring det og snakke med mig (så vi enten kunne løse problemerne sammen, eller komme videre hver for sig) - ja, så ville jeg gerne at en anden agerede min mands nosser, og fortalte mig det...

Jeg vil ikke spilde mit liv på at leve på en løgn. Hvis min mand misbrugte min tillid og ikke kunne være ærlig overfor mig om det!

Men lidt dobbeltmoralsk, måske, så ville jeg nok alligevel aldrig selv kunne finde på at kontakte en fremmed kvinde, hvis jeg vidste at hendes mand var hende utro....

Det er svært at vide om man gør nogen en tjeneste eller om man i stedet helt unødigt ender med at smadre deres liv og lykke.
Men man må jo gøre som man selv føler mest rigtigt.
Jeg synes som udgangspunkt at man altid skal være ærlig !!
Men med det sagt, så er der også nogle områder som rager een, og andre som IKKE gør!

Hvis jeg personligt selv er indblandet i noget, så vil jeg være ærlig omkring det. For uærlighed nager mig så meget!
Men jeg kunne aldrig drømme om at være min mand utro, ever!

guggle skriver:

Mig og min mand var faktisk lige ved at gå fra hinanden for lidt over et år siden... Jeg flyttede faktisk også og det var en værre omgang - både for børnene og jeg. Ja også for manden iøvrigt- Eller det endte det ihvertfald med...

For ca. 2 år siden blev jeg rigtig gode venner med en kvinde på samme alder som jeg. Vores de store gik i klasse sammen og vores de små gik i børnehave sammen og var total perlevenner. De legede og sov sammen rigtig tit. Og da vi begge havde heste, båede tæt på hinanden osv. var vi meget sammen. Det blev også til mange hyggeaftener med god mad, vin dans osv. sammen med vores mænd samt et andet forældrepar.

En dag er jeg så ude at køre med min søn, hvor han så fortæller at ham og far har en hemmelighed... Jeg synes det lød lidt underligt og spurgte ind til det, samtidig med at jeg fortalte at nogle hemmeligheder, blev man nødt til at fortælle til en voksen. Det viste sig så at hende jeg troede var min gode veninde og mor til mine børns bedste venner, havde skrevet flirtende sms'er til min mand og han havde intet fortalt til mig..... Han havde åbenbart talt i tlf. med sin bror, hvor han havde snakket om det og det havde min søn hørt.....

Jeg gik helt amok, men efter noget tænken, besluttede jeg at det ikke skulle vippe mig af pinden. Jeg skrev en besked til hende.... -Om der ikke var noget hun burde fortælle mig??? Og manden flippede jeg helt ud på. Han mente at han ikke havde svaret så flirtende på de sms'er, men nok til at de var blevet slettet åbenbart!

Efterfølgende valgte jeg at vi alligevel tog til en høstfest i byen og vidste hun kom. Manden havde lovet at holde sig langt væk fra hende og ikke tale med hende eller noget. Det endte så med at jeg fandt dem udenfor stående og tale sammen. Hende og hendes mand ville fortsætte festen hjemme hos dem og min mand var fast besluttet på at tage med. Jeg blev gal, men det endte med at jeg også tog med derom (kørte med nogle andre, da manden var smuttet). Der fandt jeg dem så stående ude i køkkenet, hvor de talte sammen alene. Jeg blev sur, men de var ret ligeglade. Senere prøvede min kæreste endda at få hende med ud at danse, hvilket hun dog ikke turde pga. hendes egen mand - formoder jeg... Efter dette brokkede jeg mig og han endte med at slutte forholdet. Jeg var knust og skrev et brev osv til ham, men han var ligeglad, han gad ikke mere.

Jeg flyttede så ned i en skovhytte min mormmor havde med børnene og begyndte at have kontakt til en anden fyr... Og så skal jeg love for at manden vågnede op af sin forfærdelige opførsel og blev desperat for at få det til at blive os igen. Han græd konstant, skrev millioner af sms'er, breve, sendte blomster osv. Han beklagede sin nød til alle i min familie og græd ud hos dem, så de faktisk holdt med ham og synes jeg var forfærdelig, fordi jeg havde fået kontakt til en anden fyr.

Min mand fortalte så at han i forbindelse med sit arbejde og i forbindelse med noget arbejdsrelateret havde været i kontakt med en kvinde over et års til ca. Og hun havde skrevet mere og mere flirtende mails, sms og mødte også op i forretninngen i ny og næ, hvor de havde talt om alt muligt personligt.... Han fortalte at han til sidst havde bedst hende stoppe da han elskede mig og børnene og ikke ønskede at ødelægge noget. Grunden til at han fortalte mig det, var at overbevise mig om at han godt kunne sige nej til en kvinde og melde fra. Jeg valgte at give forholdet en chance og vi er stadig sammen....

Men det er utrolig hårdt! Tanken om det han gjorde mod mig, at han svarede på flirtende sms'er, sårade mig flere gange og faktisk også afsluttede vores forhold. Tanken om at han har talt om personlige og private ting med hende den anden kvinde og havde holdt det hemmeligt også.... Det hele- alt går mig på!!!! Jeg kan slet ikke rigtig få det ud af hovedet.....Jeg stolede på ham 110 procent engang og det gør jeg slet ikke mere. Prøver at se "spøgelserne" i tide, så jeg ikke igen bliver holdt for nar. Selvom han siger at vi betyder alt, blev klogere og fandt ud af at vi er det vigtigste, bedste og mest betydningsfulde i hans liv. Jeg har det forfærdeligt!!! Ønsker at det aldrig var sket...

Han var ikke utro som sådan - Han kyssede ikke nogen, var ikke i seng med nogen, men han har svigtet mig og det har såret mig dybt. Ham jeg troede jeg var så tæt med, ham jeg troede jeg kunne stole fuldt og fast på...............

Hvis der skete noget igen, ville jeg alligevel vide det, for så er han jo ikke værd at leve sammen med. Men klart burde manden selv fortælle det!

Jeg skal dagligt se både kvinden og hendes børn og vi kan ikke køre hjem til os selv, uden at passere deres ejendom, det er simpelthen så sårende og absolut ikke rart. Til forældremøder er vi tvunget til at tale med hende også og det er virkeligt frustrerende, når hun aldeles bevidst har flirtet med min mand og har såret mig. Og fortsatte selvom jeg bedte hende stoppe og holde sig fra ham....Jeg ønsker jo heller ikke det skal gå ud over børnene, så selvom det er svært, så leger de sommetider sammen alligevel, selvom jeg så må stå ansigt til ansigt med hende og gøre som intet er hændt....

Jeg hader utroskab!!! Min familie betyder meget for mig og derfor prøver jeg at leve med det skete, men det er bestemt ikke nemt. Og havde vi ikke børn sammen var jeg skredet øjeblikkeligt!

Men jeg synes man bør fortælle konen/kæresten det, for så har hun dog trods alt et valg. Og at holde moderen til ens kære guldklumper for nar på denne måde er simpelthen modbydeligt! En fra min gamle mødregruppe har 4 børn med en mand som havde været hende utro med en kollega igennem 1/2 år og mange vidste det godt, men havde ikke fortalt hende noget - Det synes jeg simpelthen er forfærdeligt!

Så jeg HADER kvinder der bevidst er sammen med eller er elskerinde til familiefædre. Jeg synes det er bund egoistisk. Det ødelægger så meget og stakkels stakkels børn...

 

Lige netop!! Man er for altid forberedt på hvis noget lignende skulle ske igen... eller man prøver.. Tilliden bliver aldrig den sammen, for chokket sidder i kroppen for altid og dengang stolede man jo på manden og blev alligevel holdt for nar og så er det jo naturligt at frygte HVIS nu det skulle kunne ske igen!

Eva skriver:

Bortset fra meget af det eller det meste har været en joke og jeg ikke har set nogen mand i næsten et år, så er det helt klart et valg fra min side at finde en mand som ikke ville mere end sex fordi jeg simpelthen ikke gad og gider bøvle med følelser og kærlighed i mit liv lige nu. Jeg har vidst nok i mit liv lige nu..

De gifte mænd hører min ungdom til, der var det jo virkelig interessant at score en voksen mand...

Og ja, det er nok mig der siger fra, men er det ikke også meget symptomatisk at mænd ønsker de kvinder som ikke gider?

Knus Eva..

Tror jeg har taget dig liiiiiiiidt for alvorligt til tider, Eva... Men ehm 1 år?? Kan du så komme i gang tøs... du skal da ud og bruge din nye krop til noget fornuftigt....  

For ca 8 år siden boede jeg udenfor Kbh og arbejdede inde i Kbh. Jeg var kommet sent op den morgen hvorfor jeg måtte ringe efter en taxa da jeg ikke kunne nå bussen.

 Det tog sin tid - og pludselig kom "den næste bus" - jeg sprang på og tænkte, at det kunne være lige meget med den taxa nu når den jo var så forsinket anyway! Sååååh ringer min mobil lige pludselig og det er søreme taxachaufføren som er pisse sur over, at jeg ikke står ved min opgang som aftalt. Det ender med at manden smider røret på?

Jeg syntes jo ikke, at han skulle slippe så let og skrev derfor en sms til det tlf nr der blev ringet fra. Jeg skrev noget med, at han burde tage en kursus i hvordan man kommunikerer med sine kunder. Det udviklede sig derfra og vi skrev sindsyg mange sms'er til hinanden som dagene gik.

Han var enlig far til en dreng på 11 - hans kone var død af kræft, han kørte taxa om aftenen for det meste hvor hans forældre passede knægten. Jeg måtte jo ikke møde hans søn da sønnen jo nok ikke ville kunne rumme, at "far har fået en ny dame" - hvilket jo egentlig var fair nok (i starten).

Pludselig en dag hørte jeg ikke mere fra ham, jeg skrev men fik ikke noget svar - han tog ikke tlf'en når jeg ringede og det hele virkede bare så underligt, jeg forstod ingenting.

Hmmmm så gik jeg ind og slo hans tlf nr op på nettet og kunne så se, at der også boede en kvinde på adressen. Jeg ringede til det nr og spurgte om hun havde en kæreste der hed X, hun sagde nej det havde hun ikke - men hun havde en mand der hed sådan!!!!!

Fåååååååårk??? Jeg anede ik hvad jeg skulle sige og smed bare røret på. Samme aften ringede han til mig og spurgte hvad det drejede sig om idet han jo nok har kunne gætte sig frem til, at det var mig der ringede.... Det endte med, at han fortalte mig at ja han var gift. Jeg endte med at se ham et pr gange efter det (sex)  men var ved, at brække mig over ham til sidst og så tog jeg en beslutning om, at ringe til konen og fortælle hende hvad han havde fortalt mig om sit liv.

Konen fortalte, at de sammen havde 3 børn og havde været gift i et pr år osv.... Hun troede simpelthen ikke på mig selv om jeg kunne nævne tidspunkter hvor vi havde været sammen - jamen der havde han jo været til træning osv osv... (havde han jo bildt hende ind).

Sick sick bastard!!