guggle skriver:
Mig og min mand var faktisk lige ved at gå fra hinanden for lidt over et år siden... Jeg flyttede faktisk også og det var en værre omgang - både for børnene og jeg. Ja også for manden iøvrigt- Eller det endte det ihvertfald med...
For ca. 2 år siden blev jeg rigtig gode venner med en kvinde på samme alder som jeg. Vores de store gik i klasse sammen og vores de små gik i børnehave sammen og var total perlevenner. De legede og sov sammen rigtig tit. Og da vi begge havde heste, båede tæt på hinanden osv. var vi meget sammen. Det blev også til mange hyggeaftener med god mad, vin dans osv. sammen med vores mænd samt et andet forældrepar.
En dag er jeg så ude at køre med min søn, hvor han så fortæller at ham og far har en hemmelighed... Jeg synes det lød lidt underligt og spurgte ind til det, samtidig med at jeg fortalte at nogle hemmeligheder, blev man nødt til at fortælle til en voksen. Det viste sig så at hende jeg troede var min gode veninde og mor til mine børns bedste venner, havde skrevet flirtende sms'er til min mand og han havde intet fortalt til mig..... Han havde åbenbart talt i tlf. med sin bror, hvor han havde snakket om det og det havde min søn hørt.....
Jeg gik helt amok, men efter noget tænken, besluttede jeg at det ikke skulle vippe mig af pinden. Jeg skrev en besked til hende.... -Om der ikke var noget hun burde fortælle mig??? Og manden flippede jeg helt ud på. Han mente at han ikke havde svaret så flirtende på de sms'er, men nok til at de var blevet slettet åbenbart!
Efterfølgende valgte jeg at vi alligevel tog til en høstfest i byen og vidste hun kom. Manden havde lovet at holde sig langt væk fra hende og ikke tale med hende eller noget. Det endte så med at jeg fandt dem udenfor stående og tale sammen. Hende og hendes mand ville fortsætte festen hjemme hos dem og min mand var fast besluttet på at tage med. Jeg blev gal, men det endte med at jeg også tog med derom (kørte med nogle andre, da manden var smuttet). Der fandt jeg dem så stående ude i køkkenet, hvor de talte sammen alene. Jeg blev sur, men de var ret ligeglade. Senere prøvede min kæreste endda at få hende med ud at danse, hvilket hun dog ikke turde pga. hendes egen mand - formoder jeg... Efter dette brokkede jeg mig og han endte med at slutte forholdet. Jeg var knust og skrev et brev osv til ham, men han var ligeglad, han gad ikke mere.
Jeg flyttede så ned i en skovhytte min mormmor havde med børnene og begyndte at have kontakt til en anden fyr... Og så skal jeg love for at manden vågnede op af sin forfærdelige opførsel og blev desperat for at få det til at blive os igen. Han græd konstant, skrev millioner af sms'er, breve, sendte blomster osv. Han beklagede sin nød til alle i min familie og græd ud hos dem, så de faktisk holdt med ham og synes jeg var forfærdelig, fordi jeg havde fået kontakt til en anden fyr.
Min mand fortalte så at han i forbindelse med sit arbejde og i forbindelse med noget arbejdsrelateret havde været i kontakt med en kvinde over et års til ca. Og hun havde skrevet mere og mere flirtende mails, sms og mødte også op i forretninngen i ny og næ, hvor de havde talt om alt muligt personligt.... Han fortalte at han til sidst havde bedst hende stoppe da han elskede mig og børnene og ikke ønskede at ødelægge noget. Grunden til at han fortalte mig det, var at overbevise mig om at han godt kunne sige nej til en kvinde og melde fra. Jeg valgte at give forholdet en chance og vi er stadig sammen....
Men det er utrolig hårdt! Tanken om det han gjorde mod mig, at han svarede på flirtende sms'er, sårade mig flere gange og faktisk også afsluttede vores forhold. Tanken om at han har talt om personlige og private ting med hende den anden kvinde og havde holdt det hemmeligt også.... Det hele- alt går mig på!!!! Jeg kan slet ikke rigtig få det ud af hovedet.....Jeg stolede på ham 110 procent engang og det gør jeg slet ikke mere. Prøver at se "spøgelserne" i tide, så jeg ikke igen bliver holdt for nar. Selvom han siger at vi betyder alt, blev klogere og fandt ud af at vi er det vigtigste, bedste og mest betydningsfulde i hans liv. Jeg har det forfærdeligt!!! Ønsker at det aldrig var sket...
Han var ikke utro som sådan - Han kyssede ikke nogen, var ikke i seng med nogen, men han har svigtet mig og det har såret mig dybt. Ham jeg troede jeg var så tæt med, ham jeg troede jeg kunne stole fuldt og fast på...............
Hvis der skete noget igen, ville jeg alligevel vide det, for så er han jo ikke værd at leve sammen med. Men klart burde manden selv fortælle det!
Jeg skal dagligt se både kvinden og hendes børn og vi kan ikke køre hjem til os selv, uden at passere deres ejendom, det er simpelthen så sårende og absolut ikke rart. Til forældremøder er vi tvunget til at tale med hende også og det er virkeligt frustrerende, når hun aldeles bevidst har flirtet med min mand og har såret mig. Og fortsatte selvom jeg bedte hende stoppe og holde sig fra ham....Jeg ønsker jo heller ikke det skal gå ud over børnene, så selvom det er svært, så leger de sommetider sammen alligevel, selvom jeg så må stå ansigt til ansigt med hende og gøre som intet er hændt....
Jeg hader utroskab!!! Min familie betyder meget for mig og derfor prøver jeg at leve med det skete, men det er bestemt ikke nemt. Og havde vi ikke børn sammen var jeg skredet øjeblikkeligt!
Men jeg synes man bør fortælle konen/kæresten det, for så har hun dog trods alt et valg. Og at holde moderen til ens kære guldklumper for nar på denne måde er simpelthen modbydeligt! En fra min gamle mødregruppe har 4 børn med en mand som havde været hende utro med en kollega igennem 1/2 år og mange vidste det godt, men havde ikke fortalt hende noget - Det synes jeg simpelthen er forfærdeligt!
Så jeg HADER kvinder der bevidst er sammen med eller er elskerinde til familiefædre. Jeg synes det er bund egoistisk. Det ødelægger så meget og stakkels stakkels børn...
