Mobiler til børn > 10år

Dutelidut skriver:

Jeg skriver ikke, at du ikke sætter grænser - jeg er slet ikke efter dig personligt. Jeg ved jo ikke noget om dig og dine børn og din opdragelse.

Jeg kommenterer udelukkende på den holdning, jeg opfatter du har ud fra dine indlæg: At det er godt for børn at ‘lære tingene hjemmefra’/‘de skal jo lære det, så derfor kan de lige så godt få adgang…’ ‘det er synd at man ikke har adgang til det samme som de andre’  - hvadenten det så gælder slik, alkohol eller skærm. 

Jeg er uenig i de holdninger, og jeg gør opmærksom på, at en del af mit ståsted i forhold til det her er underbygget af forskning. 

For mig at se handler det her om en debat ang mobiler, grænser, opdragelse generelt. Ikke noget personligt i forhold til dig og dine børn - eller mig og mine børn. Jeg beklager, at mit opslag har givet anledning til misforståelser.

Ang børn og slik - så tror jeg faktisk stadig på, at børn, der er vant til at spise sødt ofte og ikke har store begrænsninger, vil vokse op og spise mere slik end børn, der har været vant til at slik hører særlige lejligheder til. Så kan det da godt være, at de sidstnævnte går amok i slik ved børnefødselsdagen en enkelt gang - det er jo børn. Lige så vel som min dreng sidder klinet til sin større fætter, når han sidder med telefonen, fordi det er så spændende. Men jeg er sikker på, at det på den lange bane vil vise sig, at de gode vaner og grænser fra barndommen vil skinne igennem. Det er dog min egen teori, da man kan se det i forhold til forskningen i alkoholvaner - men jeg kan ikke se, at det skulle være anderledes med disse ting.

Det er da også muligt, at den unge med stramme alkoholvaner vil drikke hjernen ud første gang han/hun får frie tøjler - men igen: Al forskning viser, at det ikke vil være noget, han/hun gør hver weekend. 

Men din analyse er forkert af hvad jeg siger:

”Ang børn og slik - så tror jeg faktisk stadig på, at børn, der er vant til at spise sødt ofte og ikke har store begrænsninger, vil vokse op og spise mere slik end børn, der har været vant til at slik hører særlige lejligheder til.” 

Min pointe var at der selvfølgelig bør sættes grænser, fx hvis indtaget af slik er for meget. Mine børn har adgang til slik (snack i køkkenskuffe). Men hvis det ikke er med mådehold, får det da konsekvenser. Men jeg ser da ingen grund til fx at have en regl om fredagsslik, skæretid, hvis det gennemsnitlige indtag af slik, skærmbrug ikke overstiger det acceptable. Pointe: hvorfor er regler relevante hvis der ikke er et problem?

Jeg bryder mig da også selv mest om frihed under på arbejde. Hvis det er hensigtsmæssig adfærd behøves der ikke strenge regler eller kontrol. Men det er klart det skal korrigeres hvis det ikke fungerer. Vi er fx meget mere over vores ene søn når han gamer end den anden.

Men din analyse er forkert af hvad jeg siger:

”Ang børn og slik - så tror jeg faktisk stadig på, at børn, der er vant til at spise sødt ofte og ikke har store begrænsninger, vil vokse op og spise mere slik end børn, der har været vant til at slik hører særlige lejligheder til.” 

Min pointe var at der selvfølgelig bør sættes grænser, fx hvis indtaget af slik er for meget. Mine børn har adgang til slik (snack i køkkenskuffe). Men hvis det ikke er med mådehold, får det da konsekvenser. Men jeg ser da ingen grund til fx at have en regl om fredagsslik, skæretid, hvis det gennemsnitlige indtag af slik, skærmbrug ikke overstiger det acceptable. Pointe: hvorfor er regler relevante hvis der ikke er et problem?

Jeg bryder mig da også selv mest om frihed under på arbejde. Hvis det er hensigtsmæssig adfærd behøves der ikke strenge regler eller kontrol. Men det er klart det skal korrigeres hvis det ikke fungerer. Vi er fx meget mere over vores ene søn når han gamer end den anden.

Det ligger nok i din sætning om pointen: du ser ikke de her ting som et problem. Jeg ser f.eks. kombinationen af mobiler og børn (eller alkohol og børn) som et problem i sig selv, og derfor vælger jeg aktivt ikke at bringe det ind i deres liv i første omgang og at afholde dem fra det så længe som muligt

Så det er jo et holdningsspørgsmål om hvordan man ser på det

Maricella skriver:

Det ligger nok i din sætning om pointen: du ser ikke de her ting som et problem. Jeg ser f.eks. kombinationen af mobiler og børn (eller alkohol og børn) som et problem i sig selv, og derfor vælger jeg aktivt ikke at bringe det ind i deres liv i første omgang og at afholde dem fra det så længe som muligt

Så det er jo et holdningsspørgsmål om hvordan man ser på det

Igen.. hvad er problemet, hvis det drejer sig om et opkald til sin mor eller en sms om at man er på vej hjem? Du har da ret i at jeg ikke i sig selv ser en telefon som det onde. Det er da noget man kan tilpasse og sætte en ramme for. Som forældre er det da også rart at kunne ringe til sit barn.. når de begynder at gå hjem selv. 

Mht alkohol.. så har du da ret i at jeg ikke ser et problem i en på 16/17 der drikker et halvt glad rødvin. Og det er naivt at tro at de ikke møder alkohol inden 18 år. Vi drikker ikke og inviteret ikke til det. Og jeg har af samme grund netop ikke haft behovet for at udtænke eller præsentere en regel for mine drenge. Netop fordi det ikke er en problematik endnu. De har ikke interessen overhoved.

Igen.. hvad er problemet, hvis det drejer sig om et opkald til sin mor eller en sms om at man er på vej hjem? Du har da ret i at jeg ikke i sig selv ser en telefon som det onde. Det er da noget man kan tilpasse og sætte en ramme for. Som forældre er det da også rart at kunne ringe til sit barn.. når de begynder at gå hjem selv. 

Mht alkohol.. så har du da ret i at jeg ikke ser et problem i en på 16/17 der drikker et halvt glad rødvin. Og det er naivt at tro at de ikke møder alkohol inden 18 år. Vi drikker ikke og inviteret ikke til det. Og jeg har af samme grund netop ikke haft behovet for at udtænke eller præsentere en regel for mine drenge. Netop fordi det ikke er en problematik endnu. De har ikke interessen overhoved.

Jeg og andre har prøvet at forklare hvad vi hver især ser som problemet At du og andre ikke er enige er jo bare vores forskellighed. De ting du siger her med mobil er ikke et problem i sig selv. Det er hele konceptet med at man skal "være med" at fællesskaber flyttes digitalt fra en tidlig alder. Når de begynder at gå hjem fra sfo kan man f.eks. have en fast aftale med personalet om at de lige tjekker at barnet går som aftalt. Eller de kan låne sfo telefonen lige og ringe. Eller man kan stole på at de kan holde en aftale. Der er mange muligheder. 

Mine børn må gerne låne min telefon til at ringe, og de kan få fat på deres venner ved at ringe til deres forældre

Jeg opponerer imod at man ikke kan være en del af et fællesskab uden mobil jeg opponerer mod at give dem et redskab, der bevist prøver at gøre brugerne afhængige/få dem til at blive så længe som muligt. Hvor der er skadeligt indhold i overflod. Jeg er bekymret for hvad det gør ved vores børn på lang sigt. Og derfor vil jeg gerne lære dem at være selvstændige tænkende mennesker, der kan begå sig analogt i verden før de får adgang til det digitale.

Mht alkohol igen.. de ved fint hvad alkohol er (kun for de voksne) det handler jo ikke om at de aldrig må se det/spørge til det eller snakke om det. Men derfor tror jeg det er sundere at afholde de så længe som mulig fra det. Det er decideret skadeligt for hjernen og ødelægger hjernecellerne. Og det får de at vide når de er store nok. Ligesom vi lytter når de vil komme og sige vi er de dummeste i verden fordi ... det gør de på et tidspunkt (UANSET hvad vi har opdraget dem med) og så har jeg jo heler ikke forbudt dem noget -jeg siger alting til sin tid: mobil når du er 14 (de ved ikke at jeg selvfølgelig revurderer det løbende) alkohol når du er 18. Det er for os ikke anderledes end at bilen kun kører når man er spændt, at cyklen ikke må bruges uden cykelhjelm og at man først kan tage kørekort når man er 17

Så for at komme ind til kernen: jeg oplever at en del af det som mange kalder "sædvane" og "kultur" og "sådan er det jo" er decideret dårligt for vores børn -og derfor vælger jeg ikke at tilbyde dem det. At du ikke kan se problemet er helt ok, måske er der slet ikke et problem i din verden -det er jo DIN holdning, og så agerer du ud fra den ligesom jeg agerer ud fra min holdning

Jeg er på en måde enig i, at det er fjollet at opstille regler, hvis ting er uproblematiske - og alligevel, så lyder det som om der er regelsæt. Fx med slikskuffe og tid på skærm - ‘hvis det bliver for meget’ - ‘hvis de ripper det hele’ osv. Så reglerne er der jo - de er bare underforståede. Og hvis børnene fungerer fint med underforståede regler, så er det da fint.

Skærmtid herhjemme er heller ikke under fast minuttal - det svinger lidt efter humør og overskud hos børn og voksne. Men regler er der jo alligevel - de er ikke formuleret skarpt og hængt op på et lamineret ark, for det har børnene egentlig ikke behov for. De ved godt, hvordan skærmtid fungerer her i huset.

Så nu hvor jeg skriver mig ind i det, så tror jeg, at den her diskussion også handler om, hvordan man opfatter ordene ‘regler’ og grænser - jeg forestiller mig egentlig ikke plancher og klare aftaler, som er mejslet i sten osv. men mere, at man som forældre selv ved, hvor ens grænser går, og formår at formidle dette til sine børn på den ene eller den anden måde. Derfor opfattede jeg ‘ingen regler’ som ‘alt er tilladt’ - men jeg forstår så nu, at det ikke er ment på den måde. Så vi er ikke så langt fra hinanden endda.

Hele min mission (om man vil) i denne tråd har egentlig været at sige, at det vigtige er, at forældre har holdninger og tør stå fast på dem, selvom andre er uenige. At man tør sætte de rammer for ens barn, som man selv tror på er de rigtige - fra slik i slikskålen til fredagstamtam over Snapchat og tiktok til alkoholkultur i 9.klasse.

Jeg mener, at for mange forældre bliver usikre og lader sig diktere af en eller anden ide om, at det værste der kan ske er, at ens barn ikke er med i fællesskabet - derfor får barnet mobil, kommer på SoMe, får lov at drikke tidligt - og så presser man andre forældre, som måske stod lidt mere fast - og så de næste og de næste. Og det er ikke sundt for børnene. Det er sundt at vokse op med forældre, der tør stå fast på deres principper og sætte grænser. Forældre, der har overvejet, hvad de synes er acceptabelt og som fortæller deres børn det - på den ene eller den anden måde. 

Vi kommer jo ikke til at sætte de samme regler, for vi er ikke ens og børnenes situationer er ikke ens. 
Jeg læner en del af mine holdninger og regler op af den forskning der tyder på, at regler til den stramme side kan give sundere vaner på lang sigt. Derfor tænker jeg, at 9-10 år er for lille til en mobil. Når mobilen kommer, så kommer vi til at overveje, hvordan vi vil sætte grænser og regler for den. For der skal være grænser - men det lyder nu heller ikke som om vi er uenige i det.

Tullebadulle skriver:

Igen.. hvad er problemet, hvis det drejer sig om et opkald til sin mor eller en sms om at man er på vej hjem? Du har da ret i at jeg ikke i sig selv ser en telefon som det onde. Det er da noget man kan tilpasse og sætte en ramme for. Som forældre er det da også rart at kunne ringe til sit barn.. når de begynder at gå hjem selv. 

Mht alkohol.. så har du da ret i at jeg ikke ser et problem i en på 16/17 der drikker et halvt glad rødvin. Og det er naivt at tro at de ikke møder alkohol inden 18 år. Vi drikker ikke og inviteret ikke til det. Og jeg har af samme grund netop ikke haft behovet for at udtænke eller præsentere en regel for mine drenge. Netop fordi det ikke er en problematik endnu. De har ikke interessen overhoved.

Når der ikke er noget behov for et opkald eller sms’er til mor, hvorfor så investere i en mobil til et barn? Det virker som totalt overkill at betone, hvor vigtig den er for børn at eje, når du så samtidig understreger, hvor lidt den reelt behøver at blive brugt. 

Jeg synes, det giver uendeligt god mening ikke at anskaffe ting til sine børn, som på ingen måde er nødvendige for dem - og at stå ved, at det er en beslutning, man som forælder træffer på sit barns vegne, også selv om “alle de andre” har en mobil. Alle børn vil - forhåbentlig! - opleve, at deres forældre siger nej til noget, som en masse andre får ja til. Et vice versa. 

Dutelidut skriver:

Jeg er på en måde enig i, at det er fjollet at opstille regler, hvis ting er uproblematiske - og alligevel, så lyder det som om der er regelsæt. Fx med slikskuffe og tid på skærm - ‘hvis det bliver for meget’ - ‘hvis de ripper det hele’ osv. Så reglerne er der jo - de er bare underforståede. Og hvis børnene fungerer fint med underforståede regler, så er det da fint.

Skærmtid herhjemme er heller ikke under fast minuttal - det svinger lidt efter humør og overskud hos børn og voksne. Men regler er der jo alligevel - de er ikke formuleret skarpt og hængt op på et lamineret ark, for det har børnene egentlig ikke behov for. De ved godt, hvordan skærmtid fungerer her i huset.

Så nu hvor jeg skriver mig ind i det, så tror jeg, at den her diskussion også handler om, hvordan man opfatter ordene ‘regler’ og grænser - jeg forestiller mig egentlig ikke plancher og klare aftaler, som er mejslet i sten osv. men mere, at man som forældre selv ved, hvor ens grænser går, og formår at formidle dette til sine børn på den ene eller den anden måde. Derfor opfattede jeg ‘ingen regler’ som ‘alt er tilladt’ - men jeg forstår så nu, at det ikke er ment på den måde. Så vi er ikke så langt fra hinanden endda.

Hele min mission (om man vil) i denne tråd har egentlig været at sige, at det vigtige er, at forældre har holdninger og tør stå fast på dem, selvom andre er uenige. At man tør sætte de rammer for ens barn, som man selv tror på er de rigtige - fra slik i slikskålen til fredagstamtam over Snapchat og tiktok til alkoholkultur i 9.klasse.

Jeg mener, at for mange forældre bliver usikre og lader sig diktere af en eller anden ide om, at det værste der kan ske er, at ens barn ikke er med i fællesskabet - derfor får barnet mobil, kommer på SoMe, får lov at drikke tidligt - og så presser man andre forældre, som måske stod lidt mere fast - og så de næste og de næste. Og det er ikke sundt for børnene. Det er sundt at vokse op med forældre, der tør stå fast på deres principper og sætte grænser. Forældre, der har overvejet, hvad de synes er acceptabelt og som fortæller deres børn det - på den ene eller den anden måde. 

Vi kommer jo ikke til at sætte de samme regler, for vi er ikke ens og børnenes situationer er ikke ens. 
Jeg læner en del af mine holdninger og regler op af den forskning der tyder på, at regler til den stramme side kan give sundere vaner på lang sigt. Derfor tænker jeg, at 9-10 år er for lille til en mobil. Når mobilen kommer, så kommer vi til at overveje, hvordan vi vil sætte grænser og regler for den. For der skal være grænser - men det lyder nu heller ikke som om vi er uenige i det.

Jep! For mig er det også tankevækkende at se, hvordan nogle forældre lægger pres på andre forældre ved at hævde, at det er synd for en 10-årig ikke at eje en telefon. Altså, en ting er, at børn oplever gruppepres fra jævnaldrende - og for nogles vedkommende derved kommer til at opleve det som liv eller død at få en mobil udelukkende for at have den - men at andre forældre decideret underkender en mors vurdering og holdning under henvisning til, at hendes barn endelig ikke må være udenfor som mobilløs, er da blot at tage gruppepresset et level højere. 
Det er kun sundt og relevant at stoppe op som forældre, før man investerer i en genstand, som man skønner aldeles unødvendig for ens barn, alene fordi “de andre har én” - næste forudsigelige udfordring er så, at det skam også er vigtigt at have netop dén model, som “de andre” har. 
Vi taler om dyr elektronik, som man som forældre “bør” købe til sit barn, reelt behov eller ej - med risiko for, at barnet mister eller ødelægger den ELLER ikke kan administrere brugen af den. På samme tid forsøger vi - håber jeg da - at tage vores forbrugsvaner og køb-og-smid-væk-kultur til revision og at lære børnene forskel på “need to have” og “nice to have”. 

Maricella skriver:

Jeg og andre har prøvet at forklare hvad vi hver især ser som problemet At du og andre ikke er enige er jo bare vores forskellighed. De ting du siger her med mobil er ikke et problem i sig selv. Det er hele konceptet med at man skal "være med" at fællesskaber flyttes digitalt fra en tidlig alder. Når de begynder at gå hjem fra sfo kan man f.eks. have en fast aftale med personalet om at de lige tjekker at barnet går som aftalt. Eller de kan låne sfo telefonen lige og ringe. Eller man kan stole på at de kan holde en aftale. Der er mange muligheder. 

Mine børn må gerne låne min telefon til at ringe, og de kan få fat på deres venner ved at ringe til deres forældre

Jeg opponerer imod at man ikke kan være en del af et fællesskab uden mobil jeg opponerer mod at give dem et redskab, der bevist prøver at gøre brugerne afhængige/få dem til at blive så længe som muligt. Hvor der er skadeligt indhold i overflod. Jeg er bekymret for hvad det gør ved vores børn på lang sigt. Og derfor vil jeg gerne lære dem at være selvstændige tænkende mennesker, der kan begå sig analogt i verden før de får adgang til det digitale.

Mht alkohol igen.. de ved fint hvad alkohol er (kun for de voksne) det handler jo ikke om at de aldrig må se det/spørge til det eller snakke om det. Men derfor tror jeg det er sundere at afholde de så længe som mulig fra det. Det er decideret skadeligt for hjernen og ødelægger hjernecellerne. Og det får de at vide når de er store nok. Ligesom vi lytter når de vil komme og sige vi er de dummeste i verden fordi ... det gør de på et tidspunkt (UANSET hvad vi har opdraget dem med) og så har jeg jo heler ikke forbudt dem noget -jeg siger alting til sin tid: mobil når du er 14 (de ved ikke at jeg selvfølgelig revurderer det løbende) alkohol når du er 18. Det er for os ikke anderledes end at bilen kun kører når man er spændt, at cyklen ikke må bruges uden cykelhjelm og at man først kan tage kørekort når man er 17

Så for at komme ind til kernen: jeg oplever at en del af det som mange kalder "sædvane" og "kultur" og "sådan er det jo" er decideret dårligt for vores børn -og derfor vælger jeg ikke at tilbyde dem det. At du ikke kan se problemet er helt ok, måske er der slet ikke et problem i din verden -det er jo DIN holdning, og så agerer du ud fra den ligesom jeg agerer ud fra min holdning

Hvad er forskellen i en telefon han kan spille på og en gamercomputer? 

mor:) skriver:

Hvad er forskellen i en telefon han kan spille på og en gamercomputer? 

For mig, ligger forskellen i at computeren står herhjemme, hvor vi bestemmer i hvilke situationer han må bruge den. Telefonen får han med sig, og selvom vi kan sætte alt muligt op med spærring osv, så er den stadig tilgængelig på tidspunkter, hvor jeg synes han skal lave noget andet. 

Jeg VED han kommer til at dimse med den. Om det så kun er klokken og kameraet han har adgang til, så vil han sidde og bruge det. Jeg forestiller mig, at han får problemer med at fordybe sig i sine lege, fordi han liiiiige skal se noget på telefonen. 

Vores børn er forskellige. Nogen kan glemme de har en telefon og andre vil være besatte den. 

Og nej, det er ikke fordi reglerne er strenge, at det så bliver mere interessant. Vi har forsøgt med ingen regler af flere omgange og han bliver ikke træt af skærme. 

GodKarma skriver:

For mig, ligger forskellen i at computeren står herhjemme, hvor vi bestemmer i hvilke situationer han må bruge den. Telefonen får han med sig, og selvom vi kan sætte alt muligt op med spærring osv, så er den stadig tilgængelig på tidspunkter, hvor jeg synes han skal lave noget andet. 

Jeg VED han kommer til at dimse med den. Om det så kun er klokken og kameraet han har adgang til, så vil han sidde og bruge det. Jeg forestiller mig, at han får problemer med at fordybe sig i sine lege, fordi han liiiiige skal se noget på telefonen. 

Vores børn er forskellige. Nogen kan glemme de har en telefon og andre vil være besatte den. 

Og nej, det er ikke fordi reglerne er strenge, at det så bliver mere interessant. Vi har forsøgt med ingen regler af flere omgange og han bliver ikke træt af skærme. 

Jeg var oprigtig bare nysgerrig - fordi herhjemme ville en gamercomputer trække så meget, at han ville foretrække det frem for legeaftaler mens telefonen oftest bare ligger herhjemme. Det ser vi med Playstation som vi måtte lave nogle regler for, fordi hvis han kunne, ville han spille hele dagen. 
Så konklusionen er vel at vi forældre må vurderer ud fra de børn vi har