mor:) skriver:
Hvad er forskellen i en telefon han kan spille på og en gamercomputer?
Vores spiller ikke rigtig på computer endnu. Men vi spiller alle sammen rigtig meget playstation også gerne multiplayer. For os er gaming en aktivitet på lige fod med hvis vi hev et brætspil frem -vi sidder samlet i stuen, kommenterer, kommer med forslag og prøver at løse spillets udfordringer sammen. Også hvis det er singleplayer sidder vi tit sammen. Vi kan også sagtens bruge spil på den måde i stedet for at se en film 
Vi har en gamercomputer i huset (far spiller meget counterstrike når børnene sover) og den må de gerne bruge når de engang får lyst. De har begrænset siddet ved siden af os når vi har spillet der, men alene størrelsen på skærmen gør en kæmpe forskel i hvor meget "med" man føler sig om det er computer eller playstation.
Spil udviklet til computer/playstation er mere komplekse, grafisk smukke og med gode fortællinger, missioner og fokus på udvikling af færdigheder i spillet og nogle gange løsning af komplekse gåder. De spil jeg har set på telefon/tablet er designet til at fastholde opmærksomhed, blive udsat for reklamer og at "komme igen" for at få point/bokse/andet som så kan bruges i spillet. De er monotome og gentagende ofte uden indhold andet end at "gå ikke glip af" og bliv ved med at spille det samme igen og igen. De gange jeg selv har prøvet kan jeg mærke en fysisk forskel i min krop - man får hurtigt en følelse af at jage et fix ved næste level, næste boks, næste (whatever). En følelse som jeg slet ikke oplever ved "almindelig" gaming fordi der jagter man ikke et "high" men følger en historie. Og det ønsker jeg ikke mine børn skal udsættes for
Og ja så kan man banne alt spil, gaming osv på telefonen. Så kan man lige så godt give en gammel telefon, men med de behov der er for at komme i kontakt kan fint opfyldes gennem "husets telefon" altså alle må bruge min telefon f.eks. og jeg har en ekstra som er tilgængelig i hjemmet når de er alene hjemme i længere tid. Men derfra til at få sin egen er der et stort skridt. Og jeg tænker det dybest set er unødvendigt. Måske stammer det fra at vores generation er vant til at man altid kan få fat i alle og derfor er det svært pludselig at acceptere at det ikke er muligt? Og så giver man sine børn en telefon? Jeg ved det ikke
Anmeld
Citér
