Mobiler til børn > 10år

Langt :]

Vores ældste søn er 10 år og går i 3. klasse. Indtil nu, har de været to i klassen der ikke havde telefon. Nu er vores søn den eneste der ikke har. 

Sønnike er MEGET glad for skærme. Han har herhjemme netop fået en gamer-computer efter mange års ønske. Derudover har han sin skolecomputer, som han også kan spille på herhjemme og hos venner. 

Han går i skole og SFO/klub i byen hvor vi bor, dvs han bevæger sig max 1,5km væk fra vores hus (mindre by). Han dyrker sport i nabobyerne, så der kører vi ham. 

Han vil rigtig gerne have en telefon. Og nu hvor han er den eneste i klassen uden, så er ønsket endnu højere. 

Min mand og jeg er ikke enige om han skal have en, men vi har løbende en fredelig dialog omkring det. 

Jeg sætter foden i jorden og siger nej til telefon. Når han skal have en telefon, så bliver det når han får et behov for at ringe eller skrive rundt. Det behov er der ikke nu. Han låner skolens telefon ligesom de yngre børn. Og han må i øvrigt rigtig gerne lære, at løse pludselig opstået problemstillinger  uden at skulle have  mor og far som livline. Han skal altså tænke selv. 

Hele GPS-delen/overvågningen, har hverken min mand eller jeg brug for. 

Min mand synes han skal have en, bare fordi. Og jeg stejler fuldstændigt. Barnet skal tidsnok få en telefon. Jeg vil gerne have mine børn forbliver børn længst muligt tid. Spil og socialemedier kommer alligevel ikke på tale. 

Og at få en telefon fordi alle andre har, er bestemt ikke et argument. 

Men er jeg for standhaftig? Skal jeg bøje mig? Er der andre herinde med små-store børn, som har valgt telefon fra? Må jeg hører jeres tanker? 

Som jeg sagde til min mand; det behøver jo ikke være mig, som skal have min vilje. Det kan ligeså godt være min mand som bestemmer det her. Jeg har virkelig bare svært ved det. Og det er teknologi generelt. 

Kom med jeres erfaringer og tanker. Konstruktivt

Ja, han skal have en mobil Ellers risikerer han at være uden for fællesskabet i klassen.  Det behøver jo ikke at være en dyr ny telefon. Og I kan begrænse hvad den har af apps og skærmtid. Der er der sikkert også mange af de andre forældre der har gjort. Tag hellere en god snak med dem, så I er på nogenlunde samme linje i klassen. Så børnene ikke kommer for hurtigt på sociale medier.

Min søn der er ni bruge mest som to at ringe om legeaftaler. Min datter på 12, bruger den kun lidt til at spille på og meget til at læse på. Samt Google Maps, så hun selv finder hjem fra udflugter med klassen og venner.

Jeg kan da godt forstå at han vil have en telefon, så er han jo en del af fællesskabet i klassen. Han risikerer at gå glip af ting fordi han ikke har en telefon. De andre børn sender jo sms til hinanden. 
hvorfor mener du at man er mere barn når man ikke har en telefon?
da jeg var barn elskede jeg også at game. Det var bare på en gameboy istedet for en telefon. Når den ældste af mine har en legeaftale råhygger de på værelset og munden står ikke stille på dem. De sidder tit med telefon/tablet, men de er lige så tit ude og spille fodbold. 
nu er vi heller ikke skærmforskrækkede herhjemme da både min mand og jeg gamer. Vi elsker at spille ps5 og ungerne syntes det er fedt når vi spiller sammen eller de ser mor og far spille om hvem der kommer først eller er bedst i et givent spil. 

Jeg synes at 10 år er en alder, hvor man kan være gammel nok til at forstå en telefon og forstå hvordan og hvornår han skal bruge den. Jeg ville hellere investere energien i, at være sammen med ham om den telefon. Sætte jer ind i mulighederne for til- og fravalg (sociale medier er super no-go for mig) og lære ham, hvordan man opfører sig digitalt. Og ja, han risikerer at blive sat lidt udenfor fællesskabet.

Fie85 skriver:

Jeg kan da godt forstå at han vil have en telefon, så er han jo en del af fællesskabet i klassen. Han risikerer at gå glip af ting fordi han ikke har en telefon. De andre børn sender jo sms til hinanden. 
hvorfor mener du at man er mere barn når man ikke har en telefon?
da jeg var barn elskede jeg også at game. Det var bare på en gameboy istedet for en telefon. Når den ældste af mine har en legeaftale råhygger de på værelset og munden står ikke stille på dem. De sidder tit med telefon/tablet, men de er lige så tit ude og spille fodbold. 
nu er vi heller ikke skærmforskrækkede herhjemme da både min mand og jeg gamer. Vi elsker at spille ps5 og ungerne syntes det er fedt når vi spiller sammen eller de ser mor og far spille om hvem der kommer først eller er bedst i et givent spil. 

Hvad er det for et fællesskab, som han går glib af? Han er vellidt og har mange venner og en bred vifte af legeaftaler. Der er ingen der vælger ham fra, fordi han ikke har en telefon. Han inviteres med til alle mulige ting - helt uden at have en telefon. Er det, det fællesskab, hvor børnene sidder på gangen og kigger på en telefon? 

Nogle sms'er måske lidt med hinanden ja. Og de forældre der har fortalt om den del, er ikke begejstret for det der foregår. De skriver rigtig grimt til hinanden og om hinanden. Og der er sms'er til kl 23 om aftenen. 

Det er alment kendt, at en 10-årigs hjerne slet ikke er færdigudviklet nok, til at kunne konsekvensberegninge. At være barn, er blandt andet, for mig, at leve ubekymret. At leve I nuet. Og med en telefon kommer der et behov for at "være på" og at "tjekke ind". 

Samfundet begynder at tage afstand til brugen af skærme. Skærme og internettet kan rigtig mange gode ting. Men ikke når man er lille. 

Jeg lytter gerne til hvad i skriver �� 

PS. Jeg har heller ikke selv hverken Facebook, Snap eller instagram. Og jeg har et skønt socialt liv. 

Det lyder som om, I har en god dialog omkring dette emne, hvilket er meget positivt. Det er helt normalt at have forskellige synspunkter som forældre. Det vigtigste er at tage beslutninger, der er i barnets bedste interesse og passer til jeres families værdier. Det virker som om, du har nogle gode begrundelser for at vente med at give jeres søn en telefon, og det er vigtigt at stå fast på ens overbevisninger. Det kan være en god idé at fortsætte samtalen med din mand og lytte til hans perspektiver også. Måske kan I finde et kompromis, der fungerer for begge parter.

Jeg kan bestemt godt forstå dine tanker, jeg har facebook og Snapchat men bruger det stort set ikke(den eneste grund til jeg ikke har slettet fb er fordi det desværre er der man som studerende skriver sammen om gruppeopgaver mm).

Jeg har endnu ikke børn men tillader mig at komme med mine tanker alligevel. 

Den med det sociale som folk snakker om tror jeg godt jeg kan kommentere på. Da iPhonen kom frem gik jeg i 7 klasse og da vi nåede 8. var jeg den eneste der ikke havde en smartphone og jeg fik ikke en før jeg gik i 10.(Jeg skulle selv betale og var for nærig). Men sagen er at jeg følte mig hurtigt ude for fællesskabet når alle de andre sad og spillede Wordfeud og andre ting i frikvartererne og jeg kunne bare sidde ved siden af og kigge på. Men jeg håber da at tingene har ændret sig og børn ikke for lov at sidde og stirre på deres telefoner i frikvartererne efter at have siddet på en computer i timerne.

Dog synes jeg at det er interessant at han har en gamer pc men ikke må have en telefon. Men kan jo lave regler for hvor meget han har den mm så han ikke har den hele tiden og at den skla være i køkkenet eller andet når han skal sove(tænker i forhold til det med beskeder kl 23) 

Hvorfor har du behov for at være stejl.. og er det ikke en fuldstændig ligegyldig sag at have konflikt omkring. Vælg dine kampe med omhu. Det er meget normalt (som du også godt ved) at have en telefon ved 10 års alderen. 
min søn bruger ikke din telefon vanvittigt meget men har haft den siden 7 års alderen. Her er det så også en nødvendighed pga diabetes. Men han havde fået den på det tidspunkt alligevel. 
Jeg kan godt selv huske de ting hvor jeg var den eneste eneste der ikke måtte… det er virkelig træls. Så ja - jeg synes du er stejl og en lille firkant. 

libramarie12 skriver:

Det lyder som om, I har en god dialog omkring dette emne, hvilket er meget positivt. Det er helt normalt at have forskellige synspunkter som forældre. Det vigtigste er at tage beslutninger, der er i barnets bedste interesse og passer til jeres families værdier. Det virker som om, du har nogle gode begrundelser for at vente med at give jeres søn en telefon, og det er vigtigt at stå fast på ens overbevisninger. Det kan være en god idé at fortsætte samtalen med din mand og lytte til hans perspektiver også. Måske kan I finde et kompromis, der fungerer for begge parter.

Tak for input. 

Jeg ved godt at jeg er meget konservativ. Og at min egen stærke overbevisning, til en vis grad, ikke skal gå ud over børnene. 

Det er en balancegang. Føler mig ret alene med holdningen om at vente. Så begynder at tvivle. Men at komme i tvivl, kan jo også føre til noget godt med nye synspunkter. 

Vi bliver ved med at revurderer. Måske han har en telefon om 6mdr. Måske om 2 år. Det må tiden vise. 

Tak for input. 

Jeg ved godt at jeg er meget konservativ. Og at min egen stærke overbevisning, til en vis grad, ikke skal gå ud over børnene. 

Det er en balancegang. Føler mig ret alene med holdningen om at vente. Så begynder at tvivle. Men at komme i tvivl, kan jo også føre til noget godt med nye synspunkter. 

Vi bliver ved med at revurderer. Måske han har en telefon om 6mdr. Måske om 2 år. Det må tiden vise. 

Hvad har du imod at have en telefon..?

Det er jo også en måde at blive mere selvstændig på? Selv st kunne arrangere aftaler og skrive sms’er osv. Hvad er du bange for?