Min kone vil ikke gøre noget ud af sig selv mere.

Unicorn1 skriver:

Helt enig i ovenstående.. Jeg mangler også lidt mere information.. 

Dog vil jeg sige, at for os som slet ikke bryder os om at træne, der hjælper det ikke at blive presset til det.. Hun træner, hvis hun vil træne.. Hvis hun bliver presset til det - også selvom det skulle være sammen med dig, TS, så har det ingen effekt, da hun bare vil sløse med det..  

Synes i stedet at du kunne spørge hende, om hun vil gå til en aktivitet eller om hun vil gå en aftentur eller noget.. Og evt. kunne I alle sammen hver aften gå en tur efter maden.. Og så må du jo tage teten og lave sund mad hver dag

Men hvis man ikke bryder sig om at træne - skal jeg så acceptere det? Og acceptere, at jeg bliver mindre og mindre fysisk tiltrukket af hende?
Hun er jo skøn, en dejlig mor og så mange andre ting, men skal man acceptere, at ens partner så ikke vil gøre noget ved sin fysik?

Jeg står ofte for maden, jeg har tilbudt flere gange at tage børnene ud, så hun kan træne, jeg ordner mange af de huslige pligter, osv, osv. Så det er ikke fordi, jeg ikke giver hende muligheden.

Hun vil ikke. Og som du selv skriver, så er det bare svært at få nogen til at gøre noget, de ikke har lyst til. Og når jeg læser den sætning for mig selv, så er det, som jeg siger, at jeg føler mig utrolig egoistisk, men omvendt så.. ja.

fartil2banditter skriver:

Det er et par år siden og ja, kroppen har naturligvis ændret form (det er vel de færreste, der ikke oplever ændringer), men det har jeg det helt fint med.

At brysterne nu hænger og ikke sidder som før, gør mig ikke spor. At der kommer lidt fedt på maven, at vi begge ser lidt mere slidte ud efter utallige nætter uden søvn - det er bare sådan det er.

Den vægt, der blev taget på efter fødslen er ikke at sammenligne med nuværende.

Vi har forsøgt at træne sammen - hvor jeg tilpasser mig hendes træning, hvor vi laver zumba, dyrker pilates, går ture, styrketræner og andet. Men der er ingen af disse, hun er interesseret i eller har lyst til længere. Selv en halv times træning hver 2. dag, vil i mine øjne gøre en væsentlig forskel.

Jeg har også forsøgt at overtage nogle af pligterne i hjemmet - altså gøre mere, så hun kan få fri til at træne, men hun vil stadigvæk ikke.

Det er svært.

Jeg står helt af, når du skriver, du har forsøgt at overtage flere af pligterne derhjemme, så hun kan træne mere. 

Du har tilbudt at gøre mere derhjemme, så hun kan foretage sig noget, hun ikke selv har lyst til for at opfylde dine behov? 

Den ville jeg nok heller ikke være jublende lykkelig for herhjemme...

fehår skriver:

Jeg står helt af, når du skriver, du har forsøgt at overtage flere af pligterne derhjemme, så hun kan træne mere. 

Du har tilbudt at gøre mere derhjemme, så hun kan foretage sig noget, hun ikke selv har lyst til for at opfylde dine behov? 

Den ville jeg nok heller ikke være jublende lykkelig for herhjemme...

Det forstår jeg ikke. Hvis man fx ikke føler, der er tid eller overskud til at træne. Og jeg så - fx i stedet står for madlavningen, græsslåningen, putningen, etc, etc, så hun netop kan få tiden og måske overskuddet... 

Har lidt svært ved at se, at jeg er den onde mand her.

"Du har tilbudt at gøre mere derhjemme, så hun kan foretage sig noget, hun ikke selv har lyst til for at opfylde dine behov?"

Jeg er åben for bedre forslag. Jeg antager, at du også har børn og ved, at tid og overskud kan være knap.

Det forstår jeg ikke. Hvis man fx ikke føler, der er tid eller overskud til at træne. Og jeg så - fx i stedet står for madlavningen, græsslåningen, putningen, etc, etc, så hun netop kan få tiden og måske overskuddet... 

Har lidt svært ved at se, at jeg er den onde mand her.

"Du har tilbudt at gøre mere derhjemme, så hun kan foretage sig noget, hun ikke selv har lyst til for at opfylde dine behov?"

Jeg er åben for bedre forslag. Jeg antager, at du også har børn og ved, at tid og overskud kan være knap.

Jeg synes da, du i stedet skal foreslå at lave nogle af de ting, fordi det er fair at deles om opgaverne �� Så kan hun bruge tiden på noget, der giver hende glæde og overskud. Hvis hun er glad og har overskud, kan det være, hun får mere lyst til at pleje sig selv. 

Du er ikke den onde mand, men jeg forstår virkelig ikke logikken i, at du skal overtage fælles pligter for, at hun skal træne, hvis hun vitterligt ikke har lyst til at træne, og træningen så mest er dit behov. 

Og ja, jeg har børn. To styks, en i maven, et fuldtidsstudie og et arbejde. Når manden tager sig af det praktiske, og jeg har et sjældent roligt øjeblik uden lektier og arbejde, plejer jeg mig selv med alenetid. Det oplader mig gevaldigt og gør mig til et lykkeligere menneske, som så også passer bedre på mig selv.

Du kan ikke tvinge hende. 
Men hun kan jo heller ikke tvinge dig til at blive ved at elske hende og tænde på hende, hvis hun ikke vil gøre noget for det. 

Et ægteskab er en "2 way street" man skal begge gøre noget for det. også nogengange noget man ikke altid er lige glad for måske. 

Det lyder ofte pisse egoistisk at sige/skrive - jeg tænder ikke på X længere fordi han/hun ikke gør noget ud af sig selv længere. 

Men sagen er jo bare det er virkelighed, og du kan ikke gøre for det sådan du føler.
men der er selvfølgelig forskellige måder at formuleret det ud på til personen.

Måske parterapi kunne være en mulighed ? hvis ikke i har mulighed for at sætte jer ned, bare jer 2 og tale om det. uden det ender med den ene skal føle sig skyldig. 

Har du forsøgt at vende den lidt ? ikke at sige det fordi du tænder mindre på hende fx. 
men istedet bruge ting som - du tænker på hendes helbred.

Gør ting sammen. 
jeg synes heller ikke træning i et træningscenter er fedt. Men jeg går langt hellere en tur med min mand. 

det heller ikke altid lysten er til det - men når vi hanker op i hinanden, så det jo faktisk meget rart når man er kommet ud og gå. 


Jeg ville da heller ikke synes det var fedt, hvis min mand sagde til mig "skat, jeg har ikke lige så meget lyst til dig mere fordi, sådan og sådan." 

Det ville ingen vel synes var fedt. 

MEN. hvis det kom fra hjertet af min mand, som jeg elsker højt. og det var sagt på en god måde, og ikke nedladende. 
Så ville jeg nu tage det til mig og forsøge og ændre det. 
Muligvis nok havende brug for min mands hjælp og støtte, som jeg ikke er i tvivl om han ville give. 

Felguard skriver:

Du kan ikke tvinge hende. 
Men hun kan jo heller ikke tvinge dig til at blive ved at elske hende og tænde på hende, hvis hun ikke vil gøre noget for det. 

Et ægteskab er en "2 way street" man skal begge gøre noget for det. også nogengange noget man ikke altid er lige glad for måske. 

Det lyder ofte pisse egoistisk at sige/skrive - jeg tænder ikke på X længere fordi han/hun ikke gør noget ud af sig selv længere. 

Men sagen er jo bare det er virkelighed, og du kan ikke gøre for det sådan du føler.
men der er selvfølgelig forskellige måder at formuleret det ud på til personen.

Måske parterapi kunne være en mulighed ? hvis ikke i har mulighed for at sætte jer ned, bare jer 2 og tale om det. uden det ender med den ene skal føle sig skyldig. 

Har du forsøgt at vende den lidt ? ikke at sige det fordi du tænder mindre på hende fx. 
men istedet bruge ting som - du tænker på hendes helbred.

Gør ting sammen. 
jeg synes heller ikke træning i et træningscenter er fedt. Men jeg går langt hellere en tur med min mand. 

det heller ikke altid lysten er til det - men når vi hanker op i hinanden, så det jo faktisk meget rart når man er kommet ud og gå. 


Jeg ville da heller ikke synes det var fedt, hvis min mand sagde til mig "skat, jeg har ikke lige så meget lyst til dig mere fordi, sådan og sådan." 

Det ville ingen vel synes var fedt. 

MEN. hvis det kom fra hjertet af min mand, som jeg elsker højt. og det var sagt på en god måde, og ikke nedladende. 
Så ville jeg nu tage det til mig og forsøge og ændre det. 
Muligvis nok havende brug for min mands hjælp og støtte, som jeg ikke er i tvivl om han ville give. 

Mange tak for input

Jeg er helt enig - jeg har måske i starten været bedre til at formulere det, men som jeg også skrev tidligere, så nu, hvor det fylder mere og mere, og hvis vi er i en træls diskussion, så kan jeg godt komme til at formulere det mindre godt. Nogle gange for direkte...

Igen, mange tak for input - den ramte lige ind i

Altså du er bestemt ikke egoistisk, fordi du har svært ved at tænde på overvægt.. Jeg er selv overvægtig, men tænder alligevel ikke selv på decideret overvægt.. Og hvad man tænder på, er jo helt individuelt og fair .. 

MEN som Fehår siger, så skal du ikke overtage de fælles pligter med undskyldning for, at hun skal træne.. Hvis hun ikke har overskud til at gøre noget ud af sig selv, så overtag de fælles pligter i perioder, så hun kan gøre noget, der lader hende op..  Og nej det er nok ikke gåture eller noget, men måske bare at hun kan få lov til at sidde og stene TV en halv dag uden at skulle forholde sig til børn og mand.. Og når hun så om nogle måneder eller noget er ladet op, så kan det være, at hun automatisk gør noget for at tabe sig.. Men hun skal også have motivationen til det - ellers giver det bagslag.. 

Og så lad være med at have fokus på hendes vægt i LANG tid.. Men lav sund mad uden nogen forklaring.. Foreslå aftenture hele familien uden nogen forklaring (eller lyv og sig, at du gerne vil have kvalitetstid).. Så hun ikke føler, at du gør de her ting for at hun skal tabe sig

Hjælper du til derhjemme, så hun har plads til det. Fx siger nu puttet jeg lige ungerne og smøre madpakker, så kan du smutte i centret ?

Nu ved jeg selvfølgelig heller ikke hvor gamle de er, men gør det til et fælles projekt. Min mand og jeg har en crosser og han har sin racecykel og så træner vi ved siden af hinanden mens vi ser tv

Hvis ungerne er store og kan være alene . Tag sammen i centret eller ud og løbe .

Hvis hun ikke vil træne (jeg bliver fx heller aldrig den som synes det er fedt).

Så overtag indkøb og madlavning, så kosten bliver sund (det gør altså en kæmpe forskel)

At blive fri for at lave aftensmad for at skulle træne (som jeg virkelig ikke gider) er ikke frihed eller overskud for mig. Det ville bare føles som endnu en sur pligt, noget jeg gør for andre og ikke mig selv.

Jeg finder glæde i at kunne tilbringe tid med mine veninder engang imellem eller være alene og læse en bog og en masse andre ting. Når jeg er glad har jeg mere lyst til at tage det pæne tøj på og gøre noget ud af mig selv. Jeg bliver aldrig sådan en trænings elsker, måske hun har det ligesådan. Måske er hun glad for den måde hun ser ud på, men mangler glæde i hverdagen og derfor mister lysten til at gøre lidt mere ud af sig selv. ?? Jeg skal ikke kunne sige hvad der er rigtigt og forkert her for jeg kender jer ikke. 

Jeg kam kun sige at MÅSKE er hun glad for sin krop som den er, og det er selvfølgelig problematisk hvis du ikke er. Måske mangler hun glæde i hverdagen, måske betyder udseendet ikke så meget for hende. Måske går hun ikke så meget op i tøj og makeup mere fordi hun prioterer anderledes efter at være blevet mor. ? Jeg ved det ikke..... 

Måske du kan spørge hende hvad hun mangler og hvad HUN savner i sin hverdag, hvad ville gøre hende glad og give hende mere overskud? Med glæde kommer overskuddet til at tage den pæne trøje på. Det tror jeg er en god start

Træningen ville jeg nok skyde en hvid pil efter, det er at trække noget ned over hovedet på hende som måske føles som en rigtig sur pligt og dræner hende istedet for at fylde hende op. 

Håber i finder en løsning

fartil2banditter skriver:

Det forstår jeg ikke. Hvis man fx ikke føler, der er tid eller overskud til at træne. Og jeg så - fx i stedet står for madlavningen, græsslåningen, putningen, etc, etc, så hun netop kan få tiden og måske overskuddet... 

Har lidt svært ved at se, at jeg er den onde mand her.

"Du har tilbudt at gøre mere derhjemme, så hun kan foretage sig noget, hun ikke selv har lyst til for at opfylde dine behov?"

Jeg er åben for bedre forslag. Jeg antager, at du også har børn og ved, at tid og overskud kan være knap.

Jeg tror du vil komme længere med at være nysgerrig. Jeg synes du har alt for meget fokus på det træning. Giv hende overskuddet så hun får overskud til at træne.