Skuffet over køn -hvor længe?

Anonym skriver:

Jeg er absulut ikke fordømmende, men jeg står ved at jeg synes det er ret så forkælet at blive skuffet over et køn.

Jeg tænker også at man må have en ret steotyp kønsforstilling. For vi er i 2022, så hvad kan en dreng som en pige ikke kan og hvad kan en pige som en dreng ikke kan? Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det for en dreng kan jo sagtens lege med dukker og en pige kan sagtens spille fodbold, det handler jo mere om at give plads til at barnet får lov selv at vælge.

Omg altså……. Bliver helt træt

Undskyld jeg spørger, måske dumt. Men hvordan kan man være skuffet over kønnet på barnet? Jeg har også selv haft ønsker om køn men har aldrig haft følelsen af skuffelse. Min taknemlighed over at overhovedet at kunne blive mor og få et sundt og rask barn har altid været der. Kan ikke lade være med at tænke på alle dem som slet ikke kan få børn eller dem som kæmper i flere år. Ved godt der mange der får fødselsdepression og ikke kan knytte sig til baby i starten osv og det kan jeg godt sætte mig ind i. Men det med kønnet forstår jeg ikke helt. Er der vigtigste ikke bare at baby er sund og rask også være taknemlig for at man bliver velsignet med et barn? 

Intet ondt ment med min kommentar, prøver bare at forstå. 

 

Jeg tror ikke man som sådan er skuffet over det køn man får, men skuffet over det køn man ikke får - skuffet over en drøm som braser. 

Vi kan bedst lide orden og samler derfor i kategorier og har mange forestillinger baseret på tidligere erfaringer. Måske har man oplevet en kvinde som ingen kontakt havde med sine forældre pga en I egne øjne lille ting, måske har man selv haft et rigtigt svært forhold til sine forældre i puberteten mens ens bror havde et godt forhold osv. Og drt hsr gjort, at man drømmer om en dreng som hedder X, og nu skal man bpde sige farvel til drømmen om ham og goddag til drømmen om pigen Y - og ja det er måske first world problems, men det gør jo ikke følelserne mindre at vide det - måske endda tværtimod fordi de mixes med skammen over at have de følelser.

Jeg har selv været skuffet, eller rettere skuffet er et forkert ord, men ramt af jeg skulle have en dreng. Min historie er så helt anderledes for mit æske om en pige hænger sammen med, at jeg havde mistet min datter, og hade et irrationelt ønske om at kunne genskabe et billede af mine to piger sammen. Jeg har efterfølgende fået to drenge, og ved den første graviditet kunne jeg slet ikke forholde mig til en dreng, og graviditeten skulle bare overstås så vi kunne lave en pige - og nej sådan blev det slet ikke  og set i bakspejlet var det nok også en nåde at beskytte mig selv på, for så ville jeg jo ikke være ked af, hvis han døde.... i min sidste graviditet var det også en dreng, og jeg var skuffet i et døgns tid for tænk om det havde været en pige. Og derefter ja så var det overstået. 

Anonym skriver:

Tak til alle jer der har svaret relevant Jeg er slet ikke i tvivl om at det forsvinder når først jeg har mit barn i armene, og jeg er glad for at høre det også kan ske væsentligt før. Jeg nåede at blive rigtig bange for om det var et forkert valg at vide køn og om jeg nu skulle risikere at være ked af det resten af graviditeten. Har I kunne gøre noget bestemt i løbet af graviditeten for ligesom at kommelidt "tættere på"  jeres barn?

Til alle jer der har kommenteret fordømmende i mere eller mindre pæne vendinger. Tænk lige før I skriver -ville i skrive/sige sådan til en veninde? At antyde jeg ikke er glad og taknemmelig?! At anyde forkælethed? I aner INTET om hvad vi har været igennem for at nå til denne graviditet! Og jeg nægter simpelthen at forklare mig selv i detaljer, for det er ikke relevant for mit spørgsmål. Jeg har skrevet anonymt ud af skam. Jeg har grædt i smug og følt mig SÅ forkert. Jeg havde aldrig troet jeg ville føle sådan, netop fordi det aldrig har været givet at vi ville nå hertil. Til hver eneste scanning har jeg grædt af lettelse over at se liv trods diverse komplikationer, og det gjorde jeg også den dag vi fik køn at vide. Så jeg var dybt chokeret over pludselig at føle afsavn til det jeg havde forestillet mig. Jeg var helt sikker på det var det modsatte køn. Det var det jeg havde forestillet mig, ja jeg følte nærmest at baby have "kommunikeret" det til mig. Så som en så rigtig skriver skal man pludselig til at forholde sig til den "nye" virkelighed.

Jeg spurgte ind til hvor hurtigt den proces kunne gå. Jeg skrev ikke for at blive udskammet på mine følelser som jeg ikke har kontrol over..

Du skal ikke skamme dig over en følelse - en følelse er ikke rationel og kan ikke kontrolleres.

Jeg var skuffet (ville ikke bruge det ord), da jeg i min graviditet efter min datters død fik at vide, at baby i maven var en dreng. Skulle jeg ikke bare være glad for, at det så ud til, at han ikke havde samme hjertefejl - jo der burde jeg om nogen, men alligevel var jeg skuffet. Og jeg valgte ikke at skamme mig, og sige det højt til dem jeg vidste ikke ville møde mig med velmenende ord om, at jeg burde bare være glad for det gik hurtigt, at han umiddelbart syntes rask osv. Jeg ville have lov at tale om mine følelser, og var så meget i sorgen over min datter, så mit filter ikke var på. 

Det at sige det højt hjalp, for så fik jeg ord på følelser, og kunne også forholde mig til dem rationelt. 

Derudover så begyndte jeg at sy og strikke drengetøj - totalt ligegyldigt, men jeg kunne bare slet ikke lide der drengetøj man kunne købe, så måtte skabe min drøm om en dreng. 

Jeg må desværre erkende, der gik rigtig lang tid før min sorg over at drømmen om to levende piger fortog sig (hvis den nogen sinde har). Jeg fik ikke dem følelse af forelskelse, da jeg fik min dreng i armene. Jeg ydede den omsorg jeg skulle, jeg vidste jeg skulle møde ham med øjne, smil, lyde og det gjorde jeg men ikke med den alt opslugende kærlighed som jeg havde oplevet med mine to piger. Jeg har skrevet en masse ned i processen både som gravid og som nybagt mor pg derfor ved jeg meget præcist, at da han var 7 uger gammel var jeg solgt og dybt forelsket og vidste, at jeg ikke bare ville bytte ham for min døde datter, for nu elskede jeg dem lige højt. 

Da jeg blev gravid igen ved et uheld  var drt igen en dreng, og jeg blev igen små skuffet. Men drt gik over næsten med det samme.

Jeg mangler stadig en datter, og jeg kan stadig blive dybt misundelig på familierne med to piger - det er et vilkår i mit liv. Men jeg elsker mine to drenge så højt og er så taknemmelig for at de kom til mig. Den ene fik mig tilbage til livet og den anden tilbage til lykken. 

Hov skulle slet ikke have handlet om mig - ville egentlig bare skrive, at du ikke må skamme dig over dine følelser. 

Igen tusind tak for de mange brugbare svar det er virkelig rart at høre jeres erfaringer og gode idéer til hvordan jeg kan hjælpe mig selv til at "omkode" min hjerne. Jeg har brugt hele aftenen på at være ked af det og give mig selv lov til at "sørge" over den forestilling jeg må give slip på. Det har været super brugbart at forestille mig alle de ting jeg ellers har gjort men med at baby har det modsatte køn, også selvom det virkede lidt underligt først.

Som sagt har jeg været voldsomt ramt af skam over at have det sådan lige pludselig. Jeg har aldrig i udgangspunktet ønsket et bestemt køn. Jeg tror forestillingen er kommet langsomt snigende fordi jeg blev ved med at drømme om babyen med ét køn. Og det viste sig at min partner oplevede præcis det samme uden vi havde haft snakket om det først. Så på en måde blev det bare den forestilling der hang ved hos os begge. Og som sagt føltes det næsten som om at babyen selv havde kommunikeret det til os. Så det var dælme et chok pludselig at få det modsatte at vide. Jeg kan bedst sammenligne det med engang jeg fandt ud af at et nært familiemedlem ikke var biologisk beslægtet. Det er som om alt hvad man tror man har vidst bliver vendt på hovedet og det tager virkelig tid at "lande" igen. For helt objektivt set har det selvfølgelig ingen betydning for ens relation. Ligesom kønnet dybest set ikke betyder noget. Men det ændrer ikke ved at man godt kan have nogle følelser på samme tid der kan gå i modsat retning..

Som jeg har sagt til min partner så tror jeg slet ikke jeg ville havde haft alle de her bekymringer hvis først vi havde vidst det til fødslen.  Fordi der ville jeg have noget faktisk og reelt -en baby- at forholde mig til. Lige nu har vi kun håbet og drømmen om at vi når dertil og så vores forestillinger. Og der fylder det virkelig meget (åbenbart) hvad køn det er, i hvert fald lige nu.

Jeg er glad for at jeg har gode venner og en partner der ikke har kaldt mig forkælet op i mit grådopløste ansigt. Dem der ikke har prøvet det aner ikke hvor skamfuld en følelse det er. Jeg kunne knap nok få det over mine læber hvorfor jeg var så ked af det, fordi det føles forkert. Så jeg håber virkelig hvis man en dag oplever en ven eller veninde der er "skuffet" over noget der virker så basalt som køn, at man lige tænker sig om hvad man får sagt.

Jeg har aldrig kun ville have et barn af bestemt køn, som sagt blev jeg chokeret over min reaktion. Det har aldrig været et issue eller en motivation for at blive forældre. Jeg har end ikke "forlangt" et 100% sundt og rask barn. Jeg har ønsket og håbet på at få et barn, og at barnet "bare" er rask nok til at kunne leve og få et godt og anstændigt liv. Jeg kunne aldrig drømme om at vælge et barn fra pga "småfejl" og så sandelig ikke pga køn

Jeg har heldivis en god dialog med min jordemoder (jeg bliver fulgt lidt oftere pga vores historik) og jeg vil bestemt tage det op med hende næste gang, særligt hvis det stadig fylder en masse.

Jeg takker virkelig meget for jer der har sendt kærlige ord med på vejen og brugbare råd og erfaringer tusind tak Det er virkelig hjælpsomt og selvom jeg ikke har svaret individuelt har jeg læst alle jeres beskeder, også flere gange. Jeg er heldigvis slet ikke i tvivl om at i sidste ende skal det nok blive rigtig godt og om mange år vil jeg se tilbage og måske grine lidt over hvor stor en "krise" jeg syntes det var. 

Jeg hopper ud af tråden nu. Jeg gider ikke forholde mig til den mavesure debat der er ved at opstå og de ubehagelige beskyldninger der bliver ved at blive sendt af sted. Men tusind tak for hjælpen til alle jer andre

Anonym skriver:

Igen tusind tak for de mange brugbare svar det er virkelig rart at høre jeres erfaringer og gode idéer til hvordan jeg kan hjælpe mig selv til at "omkode" min hjerne. Jeg har brugt hele aftenen på at være ked af det og give mig selv lov til at "sørge" over den forestilling jeg må give slip på. Det har været super brugbart at forestille mig alle de ting jeg ellers har gjort men med at baby har det modsatte køn, også selvom det virkede lidt underligt først.

Som sagt har jeg været voldsomt ramt af skam over at have det sådan lige pludselig. Jeg har aldrig i udgangspunktet ønsket et bestemt køn. Jeg tror forestillingen er kommet langsomt snigende fordi jeg blev ved med at drømme om babyen med ét køn. Og det viste sig at min partner oplevede præcis det samme uden vi havde haft snakket om det først. Så på en måde blev det bare den forestilling der hang ved hos os begge. Og som sagt føltes det næsten som om at babyen selv havde kommunikeret det til os. Så det var dælme et chok pludselig at få det modsatte at vide. Jeg kan bedst sammenligne det med engang jeg fandt ud af at et nært familiemedlem ikke var biologisk beslægtet. Det er som om alt hvad man tror man har vidst bliver vendt på hovedet og det tager virkelig tid at "lande" igen. For helt objektivt set har det selvfølgelig ingen betydning for ens relation. Ligesom kønnet dybest set ikke betyder noget. Men det ændrer ikke ved at man godt kan have nogle følelser på samme tid der kan gå i modsat retning..

Som jeg har sagt til min partner så tror jeg slet ikke jeg ville havde haft alle de her bekymringer hvis først vi havde vidst det til fødslen.  Fordi der ville jeg have noget faktisk og reelt -en baby- at forholde mig til. Lige nu har vi kun håbet og drømmen om at vi når dertil og så vores forestillinger. Og der fylder det virkelig meget (åbenbart) hvad køn det er, i hvert fald lige nu.

Jeg er glad for at jeg har gode venner og en partner der ikke har kaldt mig forkælet op i mit grådopløste ansigt. Dem der ikke har prøvet det aner ikke hvor skamfuld en følelse det er. Jeg kunne knap nok få det over mine læber hvorfor jeg var så ked af det, fordi det føles forkert. Så jeg håber virkelig hvis man en dag oplever en ven eller veninde der er "skuffet" over noget der virker så basalt som køn, at man lige tænker sig om hvad man får sagt.

Jeg har aldrig kun ville have et barn af bestemt køn, som sagt blev jeg chokeret over min reaktion. Det har aldrig været et issue eller en motivation for at blive forældre. Jeg har end ikke "forlangt" et 100% sundt og rask barn. Jeg har ønsket og håbet på at få et barn, og at barnet "bare" er rask nok til at kunne leve og få et godt og anstændigt liv. Jeg kunne aldrig drømme om at vælge et barn fra pga "småfejl" og så sandelig ikke pga køn

Jeg har heldivis en god dialog med min jordemoder (jeg bliver fulgt lidt oftere pga vores historik) og jeg vil bestemt tage det op med hende næste gang, særligt hvis det stadig fylder en masse.

Jeg takker virkelig meget for jer der har sendt kærlige ord med på vejen og brugbare råd og erfaringer tusind tak Det er virkelig hjælpsomt og selvom jeg ikke har svaret individuelt har jeg læst alle jeres beskeder, også flere gange. Jeg er heldigvis slet ikke i tvivl om at i sidste ende skal det nok blive rigtig godt og om mange år vil jeg se tilbage og måske grine lidt over hvor stor en "krise" jeg syntes det var. 

Jeg hopper ud af tråden nu. Jeg gider ikke forholde mig til den mavesure debat der er ved at opstå og de ubehagelige beskyldninger der bliver ved at blive sendt af sted. Men tusind tak for hjælpen til alle jer andre

Ville ønske man kunne sætte hjerte på - hvor er jeg glad for at løse, at du siger det højt , græder og på den måde lægger skammen lidt væk. 

Og ville så egentlig bare knytte en kommentar til det at vide kønnet. For sjovt nok så mange af de jeg kender som fx mente kønnet var ligegyldigt, piger kan det samme som drenge osv. Ja de var utrolig optaget af at kende kønnet før baby blev født nej pjat til side, men er selv glad for, at vi ikke kendte kønnet til vores første to børn, og ville have ønsket  at vi kunne have rummet uforudsigeligheden med de næste to også for så som du skriver så er der en blød varm baby som er vidunderlig uafhængig af tap eller ej mellem benene. 

Jeg har skrevet to indlæg, så jeg fortsætter ikke ?

Men svarede blot dit indlæg, og du skal da slet ikke bestemme hvad jeg skriver

Jeg forstår stadig ikke hvordan man kan blive skuffet over et køn, medmindre man direkte forventer at ens pige skal gå i kjole og lege med dukker og ens dreng skal spille fodbold og klatre i træer og det er da kønssteotypisk

Men ja nogen mennesker lære jeg aldrig at forstå, og det har intet med at gøre at få dig til at føle dig forkert, men simpelt at jeg ikke kan læse hvorfor du synes det ene køn er bedre end det andet, hvis det ikke handler om kønssteotyp, hvad handler det så om? - og drop det der med fortiden, så ønsker alle kvinder sig jo piger  

Tænker egentlig det blot handler om at nogen kvinder har en forestilling om at de nemmere kan forholde sig til en pige fordi de selv er hunkøn. Jeg tror det er helt normalt. Sådan instinktivt er der måske en idé om at hun kan relatere til en pige bedre end en dreng. Tænker ikke det handler så meget om kjole kontra fodbold, men om at kunne spejle sig i sit eget køn. Det samme tænker jeg gælder for mænd. Jeg er sikker på hun vil elske sin baby og allerede gør det, tænker også alle de tanker forsvinder så snart hun står med baby i armene. 

Kære trådstarter. Det er helt normalt og mange oplever den følelse. Det betyder ikke at du ikke elsker din baby. Er sikker på det forsvinder så snart du har baby i armene. Jeg ved også godt at du elsker baby allerede nu, du har bare en forestilling om at du bedre kan relatere til det ene køn frem for det andet. Det er helt okay. 

Udover den her debat er kørt lidt af sporet, så synes jeg også, at den er et godt eksempel på, at man herinde kan gemme sig bag at være anonym. 

Jeg kan sagtens følge begge perspektiver, fordi jeg har været begge steder. Vi var i behandling i årevis for at få vores første, og så længe barnet var sundt og raskt, så betød kønnet ingenting. Hvorfor skulle det det, når vi havde mistet så mange babyer og forestillinger før det. Ved den næste var jeg skuffet (også selvom vi var i behandling) fra uge 14 til omkring MD scanning. Jeg kan faktisk ikke forklare, hvorfor jeg blev skuffet, fordi jeg havde allerede forestillet mig samme køn. Heldigvis mødte min omgangskreds mig med, at det måtte være hårdt at have det sådan eller forhåbentlig bliver det bedre og ingen kaldte mig forkælet. Sådan er det jo med følelser, når vi står i dem kan det være svært at se det fra andre sider eller at blive overbevist om man skal føle anderledes. Det er slet ikke andres opgave. Tænk hvis vi kunne have et mere støttende fællesskab herinde også selvom man undrer sig

Ja som nogen skriver, så hjælper det ikke at gå og skamme sig over det, alle følelser er ok og der er mange mennesker der har en trigger over at nogen bliver skuffet, enten fordi at de har kæmpet længe for at blive gravide, eller fordi de også har det svært ved at håndterer deres egen skuffelse generelt  

det hjælper at bruge tid på at være skuffet, og græde over det hvis man kan  skuffelsen vil komme nogen gange om dagen i en periode også bliver det mindre og mindre dag for dag, det er forskelligt hvor længe det tager fra person til person  men den forsvinder 100% en dag

Kære dig!

Vil bare lige sige tak! Tak fordi du er så modig og dele dine følelser som er helt naturlige!

Jeg venter mit andet barn (og sidste barn) som også bliver en lille gut, og hold op jeg er ramt af skuffelse, skam og dårlig samvittighed. Det er helt sikkert pga. forestillinger, at jeg har det sådan som jeg har det. Jeg er enormt tæt med min mors familie og har haft en far som altid har fortrukket sin svigerfamilie (mine forældre er skilt). Jeg har en bror som ikke deltager i nogle familiearrangementer, hvor min søster og jeg elsker at tilbringe tid med familien. Jeg har en onkel og nogle af mine forældres fætre, som har droppet familien, fordi der har været knas mellem deres koner og deres mødre. Jeg har veninder som næsten kun taler grimt om deres svigermødre. Jeg er 1000 gange tættere på min mormor end min farmor… Og det er det jeg frygter. Jeg sidder ikke og græder over, det med det lyserøde, håropsætning osv. (hvilket også er okay)- jo det kunne være hyggeligt, og jeg synes pigetøj er så sødt, men herre Gud, måske mine drenge skal have sat hår eller vil have kjole på x). Der føler jeg ikke, at jeg går glip af noget. Jeg er mere 20-30 år ude i fremtiden, frygter det med svigerdøtre og tanken om ikke at blive mormor knuser mig pga. mine egne erfaringer. Mit råd til dig er, at det er helt okay at være ked af det, men få talt om det. Jeg gik i 2 uger og virkelig gravede mig ned i et dybt hul, fordi jeg var skuffet og skammede mig over det. Gad ikke fortælle det til nogle, og ville slet ikke forholde mig til drengenavne. Overvejede faktisk at kontakte en psykolog, fordi jeg godt ved, at jeg bliver ovenud lykkelig, når jeg får mit barn op på brystet, men 5 måneder er længe at gå at have det sådan. Jeg valgte dog at åbne op over for en veninde og sjovt nok fortalte jeg det faktisk til min svigermor, som har været så forstående overfor mig. Det fik mig også til at fjerne fokus på alle de negative ting jeg frygter. Jeg har en mand, som elsker sin familie og prioritere dem højt (modsat mændene i min familie). Vi ser mindst hans familie lige så meget som min, og jeg elsker mine svigerforældre. Dvs. det kan jo også sagtens være anderledes, end de erfaringer jeg har fra egen familie. Jeg er nået frem til den konklusion, at mine sønner ikke er mine tidligere erfaringer med mænd, og jeg vil gøre alt for, at de også vil fortrække deres familie, når de bliver voksne og håbe på de finder nogle søde svigerdøtre til den tid .

Jeg har stadigvæk dage, hvor jeg kan blive ked af det (har 4 veninder som alle skal have piger - den gjorde lige lidt ondt), men jeg ved også at når jeg får lillebror op på brystet, så kan det slet ikke være anderledes. Og hvis han bliver bare halvt så kærlig, mild og sød som sin storebror, så bliver jeg sgu en heldig mor.

Ønsker dig alt held og lykke med graviditeten og håber du snart kan få vende skuffelsen og skammen til glæde. Prøv evt. at se det tøj Name it laver til drenge med dyre print - det er bare det sødeste .

Anonym skriver:

Jeg ville stadig sige der samme om det så var min veninde eller om det var min søster. Men det jo min mening. Jeg skriver jo intet ondt. Man bliver gravid på den ene eller anden måde, og at man ønsker sig et bestemt køn.., hmmm ja chancen er jo 50/50 så det burde ikke komme som et chok! Også er der også masse børn som mangler forældre, der kan man selv vælge køn og adoptere. Så hvis man ikke er mental installeret på at den kan blive det ene eller andet køn og man KUN ønsker sig et bestemt køn, så burde man sidde og tænke på hvorfor man har valgt at blive gravid.

Jeg håber inderligt at du “vender” dig til kønnet for det ændre sig ikke.  

Du har aldrig oplevet at reagere på en situation på en måde, du ikke havde forudset? Dine følelser er altid rationelt funderede, og du kan ikke blive ked af det eller skuffet over noget, som du logisk set burde have kunnet forudse kunne opstå? I så fald er du et meget sjældent og kontrolleret menneske. Måske kan du alligevel lære at rumme, at de færreste har disse egenskaber, og at andre nogle gange reagerer på en måde, du ikke fuldt ud kan sætte dig ind i. 
Noget andet er, at din viden om adoption synes meget begrænset, når du mener, det er muligt for enhver at få et barn af det ønskede køn på dén måde.