Skuffet over køn -hvor længe?

Babycrew skriver:

Jeg tror ikke du er skuffet over du får en baby med det køn du har i maven, jeg tror du er lidt ked af det køn du IKKE får.

Det er okay at sørge over at baby ikke bliver en pige (hvis det er det man har forestillet sig) Det betyder ikke man sørger over man får en dreng.

Det er tabet af den forestilling man havde inde i hovedet som gør lidt ondt. Og det er helt okay! Hvis det er en dreng man i stedet får, så er jeg sikker på man bliver verdens sejeste drengemor, med alt hvad dertil hører. Og at man på ingen måde vil kunne forestille sig at knægten skulle være en anden, end netop den han er! Og omvendt, hvis det modsatte kønsroller.

Jeg havde en drøm om en pige. Nok fordi jeg har været tæt med min mor, men havde et utrolig skidt forhold til min far. Jeg var dog sikker på jeg skulle have en dreng og glædede mig til at skulle have en bulderbasse, der elskede fart.

Ud kom en yndig lille datter. 14 måneder gammel nu, komplet fars pige fra dag 1 og bestemt en bulderbasse der allerede nu elsker fart og foretrækker at lege med biler frem for dukker.

Det lyder bekendt :-). Jeg var selv helt ligeglad med køn, men lidt bange for at få en pige fordi mit forhold til min mor er frygteligt. Men jeg fik en pige og har sagt til mig selv, at jeg jo ikke behøver gentage det. Det er jo som den voksne meget mit ansvar.

Min mand derimod sagde inden, vi kendte kønnet han helst ville have en pige. Ikke at han ville blive skuffet over en dreng. Men ja, det foretrak han bare . Og når jeg ser ham med vores datter idag er der ingen tvivl om, at han bare skulle have en datter. 

Jeg har 2 skønne drenge. Imellem dem ventede jeg en pige som vi desværre måtte sige farvel til 18+1 pga kromosomfejl. 

Da jeg så blev gravid efter fik vi lavet tidlig moderkagebiopsi og fik derfor også kønnet at vide tidligt (før nf).

Jeg indrømmer blankt at jeg var skuffet over at det var en dreng. Jeg havde jo sat næsen op efter en pige som jeg desværre ikke fik og derfor håbede jeg inderligt at det ville være en pige igen, men nej en sund og rask lillebror.

Der gik et par uger hvor jeg hvor øv over det for jeg ville jo gerne prøve begge dele.

Men som jeg kom længere hen i graviditeten var jeg glad for at det var en dreng jeg skulle have.

Min familie er en drenge familie (mine søskende har kun drenge og én enkelt pige som vi desværre ik ser) og storebror og ham leger bare så godt sammen til trods for 5,5 års aldersforskel.

Jeg gad virkelig godt prøve at ha en pige  men skulle der en dag komme en nr 3 som er en dreng mere tager vi glædeligt imod ham også 

En lille update herfra, særligt hvis folk i fremtiden finder tråden og mangler lidt afslutning på den:

Det er efterhånden 1,5 måned siden nu, og jeg er et helt andet sted Jeg har stadig dage hvor jeg savner det jeg ikke får, men det fylder ikke så meget og jeg er ikke ked af det når jeg rænker på det.

Det har hjulpet gevaldigt at snakke med andre mødre, både herinde og i virkeligheden. Det viste sig, da jeg først lukkede op, at rigtig mange i min omgangskreds har haft det på samme måde. Nogle af de ting jeg frygtede er dog også blevet en realitet, bl.a. familiens reaktion på kønnet og at der kun fandes "et rigtigt køn" for os. Det slog mig lidt tilbage til start. Men jeg har snakket både med min jordemoder og haft en samtale med en terapeut og det har været så gavnligt at blive mødt i mine bekymringer og at de faktisk er/var helt reelle.

Det begyndte for alvor at rykke da jeg mærkede babyen sparke jævnligt og den sidste rest af "skuffelse" forsvandt da vi blev frikendt til misdannelsesscanningen. Det hjalp nok også at få bekræftet kønnet en til gang så jeg kunne slippe tanken om "hvad nu hvis de bare ikke har set rigtigt første gang"

Det gjorde at jeg på en måde turde gå all in på at knytte mig til den her baby inklusiv køn. Og at jeg turde begynde at forberede mig og handle babyting, som jeg ellers har haft holdt ud i strakt arm pga frygt for at miste. Det hele bliver på den måde meget mere konkret