Skuffet over køn -hvor længe?

Selvfølgelig kan man blive skuffet over kønnet. Og følelser er følelser, og det er helt okay. 

Selvfølgelig skal man være glad for at få et sundt og rask barn, men derfor kan man jo godt have drømme om et bestemt køn. 
Det er altid nemt at bruge begrundelsen: jamen tænk på dem der ikke kan få børn. Og det er da også synd for dem, men de er ikke dig, og man føler nu engang som man gør. 

Da jeg ventede mit andet barn var jeg rædselsslagen for at det skulle blive en dreng, vi havde en pige i forvejen, og det var det jeg kendte, og var tryg ved. Jeg gik hele vejen indtil kønsscanning og bildte mig selv ind at det var en dreng, samt sagde det højt til folk fordi jeg ville prøve at snyde min hjerne netop fordi jeg vidste at jeg ville blive skuffet. Det blev så en pige, som jeg håbede. Men skammen over at føle som jeg gjorde inden da, var næsten lige så slem som jeg forestiller mig at skuffelsen over at få en dreng ville have været. 

Jeg tror der er mange flere der drømmer om et bestemt løn, end de fleste vil stå ved. Det er helt okay, og ganske naturligt. Vi skal stoppe med at sammenligne pærer og bananer. At en person bliver skuffet over et køb, gør det ikke lettere for ufrivillige barnløse at få børn, eller syge børn at blive raske. 

de fleste elsker deres børn i sidste ende når de kommer ud, uanset kønnet. Derfor kan man stadig godt have et ønske, håb og en drøm om noget andet. 

Skal man så også fordømme forældre der bor i en 1-værelses med 4 børn, der ønsker sig en større bolig? Fordi der findes hjemløse der ikke har tag over hovedet.. Sat på spidsen bevares, men man kan altid finde nogen der har det værre. Man må gerne være skuffet, og det bliver man mange gange i livet. Men man kommer videre, og en dag finder man ud af at det selvfølgelig ikke kunne have været anderledes. Men det hjælper ikke at føle skyld og skam oven i. 

Så kære trådstarter, tag dig tid til at være skuffet og ærgerlig. Bagefter kan du begynde at glæde dig, og skabe nye drømme fordi du nu ved hvad du har at forholde dig til. Det er ikke unormalt at føle som du gør, men det går over hvis du giver det lov :-) God vind fremover. 

Nu er jeg en som synes godt om det opslag du nok finder fordømmende og jeg vil gerne sige at jeg absolut ikke dømmer dig! Jeg synes det er befriende at du står ved dine følelser og at der er forummer hvor man har mulighed for ytre sig omkring sine følelser. Jeg er ej heller ikke i tvivl om at når du først står med dit barn i armene at alt om køn fordufter og heldigvis for det.

Men jeg er derfor også af den holdning, hvorved jeg var enig i opslaget, at køn for mig er underordnet. Jeg er simpelthen så lykkelig og taknemmelig for at kunne få lov til at opleve og være mit barns mor at jeg er ligeglad hvad jeg er mor til og den holdning er ikke mere rigtig end din holdning, det er bare en anden holdning.

Der er mange mange mange kommende forældre som drømmer og forestiller sig køn og det er dejligt, selvom der måske kommer modsat af det man drømmede om, indtil det bliver ens nye drøm.

Her er plads til os alle, uanset hvad vi drømmer ikke drømmer.

Stort virtuelt kram til dig! Følelser er nogle sataner, der løber om hjørner med én. Uanset hvor meget man prøver at tøjle dem, så har følelser deres eget game. Så det er helt normalt at føle de følelser du gør. 

Ift køn, skuffelse osv, så handler det mange gange om ens forestiller, forventninger og erfaringer: at noget man har oplevet i sit eget liv er man bange for gentager sig. Fx hvis man ved at ens bror har et virkelig dårlig forhold til sin mor, så er man bange for at man som mor til en dreng også får et dårligt forhold til sin søn. Det kan udefra virke helt irrationelt men hvis man er vant til én måde tingene er på, så kræver det tilvænning at se det fra andre vinkler. 

Jeg oplevede, at jeg ved første barn var 100% sikker på det var en dreng. Jeg ville ikke høre tale om andet, havde valgt navn og troede ikke på scanningerne da de sagde det var en pige, og jeg var bare sikker på at det var en lille fyr der gemte sig i maven. Men altså, ud kom en pige. Skuffelsen lagde sig dér nok først da jeg fik barnet i armene. Så var køn fuldstændig ligegyldigt. Med andet barn ville jeg så gerne have en pige mere - nok egentlig fordi jeg har/havde en idé om, at to søstre eller to brødre har et bedre forhold til hinanden end bror/søster baseret på egne erfaringer og observationer - så dét blev jeg ked af da det viste sig at være en dreng. Jeg brugte noget tid på at mærke efter hvorfor jeg var skuffet og det netop mere handlede om det bånd jeg troede to søstre eller to brødre havde end egentlig kønnet som sådan og gav mig til at iagttage søskendepar i min omgangskreds. Og måtte jo så sande at der er mindst lige så mange søstre (og brødre) der ikke kan enes som bror/søster. På den måde fik jeg “talt min skuffelse ned” fordi det reelt set handlede om bekymringer og egne erfaringer, der ikke kunne lægges direkte ned på mine egne børn. Så jeg lavede en aftale med mig selv om at mine børn skal støttes og bakkes op i at få det bedste forhold til hinanden. Det gjorde jeg ret tidligt i graviditeten så der fyldte det ikke ret meget da det først kom på plads i mit hoved.
Måske er der noget i din familie, din fortid eller lignende som påvirker dine følelser og som er årsag til skuffelsen? Prøv at grave lidt i følelser og find ud af hvad der ligger bag. Hvis du bagefter kan forsøge at vende det om til noget positivt, noget du/I vil have fokus på at gøre anerledes eller tilsvarende så tror jeg du vil opleve at skuffelsen ganske hurtigt forsvinder når ens hoved lige bliver re-programmeret fra “sådan her har jeg set tingene er” til “sådan her kan tingene også være”. :-) 

Anonym skriver:

Tak til alle jer der har svaret relevant Jeg er slet ikke i tvivl om at det forsvinder når først jeg har mit barn i armene, og jeg er glad for at høre det også kan ske væsentligt før. Jeg nåede at blive rigtig bange for om det var et forkert valg at vide køn og om jeg nu skulle risikere at være ked af det resten af graviditeten. Har I kunne gøre noget bestemt i løbet af graviditeten for ligesom at kommelidt "tættere på"  jeres barn?

Til alle jer der har kommenteret fordømmende i mere eller mindre pæne vendinger. Tænk lige før I skriver -ville i skrive/sige sådan til en veninde? At antyde jeg ikke er glad og taknemmelig?! At anyde forkælethed? I aner INTET om hvad vi har været igennem for at nå til denne graviditet! Og jeg nægter simpelthen at forklare mig selv i detaljer, for det er ikke relevant for mit spørgsmål. Jeg har skrevet anonymt ud af skam. Jeg har grædt i smug og følt mig SÅ forkert. Jeg havde aldrig troet jeg ville føle sådan, netop fordi det aldrig har været givet at vi ville nå hertil. Til hver eneste scanning har jeg grædt af lettelse over at se liv trods diverse komplikationer, og det gjorde jeg også den dag vi fik køn at vide. Så jeg var dybt chokeret over pludselig at føle afsavn til det jeg havde forestillet mig. Jeg var helt sikker på det var det modsatte køn. Det var det jeg havde forestillet mig, ja jeg følte nærmest at baby have "kommunikeret" det til mig. Så som en så rigtig skriver skal man pludselig til at forholde sig til den "nye" virkelighed.

Jeg spurgte ind til hvor hurtigt den proces kunne gå. Jeg skrev ikke for at blive udskammet på mine følelser som jeg ikke har kontrol over..

Jeg er absulut ikke fordømmende, men jeg står ved at jeg synes det er ret så forkælet at blive skuffet over et køn.

Jeg tænker også at man må have en ret steotyp kønsforstilling. For vi er i 2022, så hvad kan en dreng som en pige ikke kan og hvad kan en pige som en dreng ikke kan? Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det for en dreng kan jo sagtens lege med dukker og en pige kan sagtens spille fodbold, det handler jo mere om at give plads til at barnet får lov selv at vælge.

Anonym skriver:

Jeg er absulut ikke fordømmende, men jeg står ved at jeg synes det er ret så forkælet at blive skuffet over et køn.

Jeg tænker også at man må have en ret steotyp kønsforstilling. For vi er i 2022, så hvad kan en dreng som en pige ikke kan og hvad kan en pige som en dreng ikke kan? Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det for en dreng kan jo sagtens lege med dukker og en pige kan sagtens spille fodbold, det handler jo mere om at give plads til at barnet får lov selv at vælge.

Det handler om et billede man har i hovedet. Et billede man har inden man bliver mor til det barn, man kommer til at holde i sine arme. Det er en forestilling, der bliver knust, og som heldigvis virker uendelig ligegyldig på bagkant. Men i situationen kan det føles som er barn, man har “tabt”, og man skal pludselig vænne sig til en ny forestilling. Det er der nogle der gør hurtigere end andre, og det har sjældent meget med stereotyper at gøre men mere ens egne erfaringer fra barnsben med mor/barn/søskende-relationer.
Og nu har du sagt, hvad du synes, og så kan tråden vel blive lidt mere konstruktiv for ts fremadrettet.

Anonym skriver:

Jeg er absulut ikke fordømmende, men jeg står ved at jeg synes det er ret så forkælet at blive skuffet over et køn.

Jeg tænker også at man må have en ret steotyp kønsforstilling. For vi er i 2022, så hvad kan en dreng som en pige ikke kan og hvad kan en pige som en dreng ikke kan? Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det for en dreng kan jo sagtens lege med dukker og en pige kan sagtens spille fodbold, det handler jo mere om at give plads til at barnet får lov selv at vælge.

Hvem siger at det har noget at gøre med HVAD en dreng og en pige kan?

Det kan handle om en drøm, at man altid har ønsket sig en pige og så får man en dreng.. Hvorfor helvede må man ikke være skuffet? Elsker man sin søn mindre? På INGEN måde.

Det kan være noget fra fortiden, der gør at man har svært ved at se sig som drengemof fx. 

Jeg ønsker mig da en dreng, men vil jeg elsker en pige mindre, aldrig. Men derfor har jeg stadigvæk det ønske og jeg vil ikke finde mig i at blive kaldt forkælet hvis jeg fik en rask pige, fordi jeg havde et ønske om en dreng.

At sidde og kalde folk forkælet.. Ville du sige det til en veninde? Til hendes ansigt, at hun sku bare er super forkælet.? 

Panther skriver:

Det handler om et billede man har i hovedet. Et billede man har inden man bliver mor til det barn, man kommer til at holde i sine arme. Det er en forestilling, der bliver knust, og som heldigvis virker uendelig ligegyldig på bagkant. Men i situationen kan det føles som er barn, man har “tabt”, og man skal pludselig vænne sig til en ny forestilling. Det er der nogle der gør hurtigere end andre, og det har sjældent meget med stereotyper at gøre men mere ens egne erfaringer fra barnsben med mor/barn/søskende-relationer.
Og nu har du sagt, hvad du synes, og så kan tråden vel blive lidt mere konstruktiv for ts fremadrettet.

Så enig.

Utroligt at man ikke kan have et ønske, før man bliver kaldt forkælet og man skal da bare ønske at man har et barn. 

Anonym skriver:

Undskyld jeg spørger, måske dumt. Men hvordan kan man være skuffet over kønnet på barnet? Jeg har også selv haft ønsker om køn men har aldrig haft følelsen af skuffelse. Min taknemlighed over at overhovedet at kunne blive mor og få et sundt og rask barn har altid været der. Kan ikke lade være med at tænke på alle dem som slet ikke kan få børn eller dem som kæmper i flere år. Ved godt der mange der får fødselsdepression og ikke kan knytte sig til baby i starten osv og det kan jeg godt sætte mig ind i. Men det med kønnet forstår jeg ikke helt. Er der vigtigste ikke bare at baby er sund og rask også være taknemlig for at man bliver velsignet med et barn? 

Intet ondt ment med min kommentar, prøver bare at forstå. 

 

Fordi man kan have haft en drøm, et billede af sig selv som mor. Tror der er mange der har ønsket sig et bestemt køn. Men elsker man sig barn mindre, hvis det bliver det andet? NEJ!! men hvorfor må man kndn være skuffet? Er man et dårligt menneske? Nej!!

Du ved jo ikke hvor meget mennesker har kæmpet for et barn? Hvorfor de ønsker sig et bestemt køn? Men der skal lige lidt dømmelse kastet ud..

Tusind tusind tak for nogle super relevante indlæg! Det har virkelig sat nogle ting i perspektiv og det giver så meget mening. Der er helt klart nogle ting i min fortid/familie der påvirker min forestilling om køn og familiedynamikker. Det havde jeg slet ikke tænkt på før. Og så har jeg gjort alt for at holde facaden for alle og ikke rigtig tilladt mig at reagere og være ærlig, end ikke for min partner. Det har jeg gjort i dag og jeg har virkelig tudet og hulket og hold nu op hvor var det rart og rart at dele alle de "bekymringer" jeg har gjort mig. På en måde letter det allerede lidt. Jeg er stadig lidt bekymret og ked af det, men jeg glæder mig også til at møde babyen (det har jeg hele tiden gjort) men jeg kan en lille smule forestille mig den med den "rigtige" køn, og det er stort fremskridt! Det hjalp virkelig at dele og blive mødt med forståelse. Jeg kan mærke det bliver en process og det kommer til at tage lidt tid, men bare det at jeg ikke går alene med det gør det en del lettere

Til dig den anonyme som bare fortsætter.. stop dig selv og hop ud af tråden. Du siger du ikke fordømmer og alligevel bliver du ved. Igen så er det slet ikke det her tråden handler om. Du kender mig ikke men har alligevel besluttet at det må handle om at jeg har kønssterotype forventninger til køn. Det har jeg så langt fra.. tænk hvad du vil, men bland dig uden om her når du ikke bidrager med andet end at få folk til at føle sig forkerte

Har jeg ret hvis du er skuffet over ikke at få en pige men en dreng? Slet ikke fordømmende overfor dig, men jeg tror rigtig mange mødre har en forventning/drøm/håb om at de venter en pige, da det er dét man kan forholde sig til. Man ved hvordan det selv er at være pige, hvilken verden der venter. 

Og det samme tænker mange mænd, bare omvendt. Mange mænd bruger flosklen "1. præmie" når der venter en lille dreng. De har en drøm om en søn som de kan dele deres interesse for fodbold, lego, fiskeri eller hvad end det nu er. 

Og ja, vi lever i 2022, så en dreng kan fint lege "pigelege" og omvendt, men det er jo ikke den forventning de fleste har når de drømmer om livet med det lille nye barn. 

Jeg havde selv en fornemmelse for at det var en pige ved den første, men det var nu altså en skøn lille dreng. Jeg skulle også lige vænne mig til tanken om at jeg ikke ville få en lille pige, men omvendt har det også været sjovt at lære en helt ny legeverden at kende fyldt med biler, lego, bolde osv. 

Da vi ventede nr to, vidste jeg bare fra start at det var en dreng mere, og det havde jeg det så fint med. Det er bare nemt at han kan arve alt, og så elsker jeg mine to vildbasser