Skuffet over køn -hvor længe?

Jer der har oplevet det, hvor hurtigt gik der før I var okay og kunne begynde at glæde jer over det barn I skulle have og ikke det I havde håbet?

Jeg kan nemt finde beretninger om folk der oplever det samme, men jeg kan ikke helt finde ud af hvor hurtigt "skuffelsen" forsvinder

Når du har dit barn i armene ��

For mig gik der vist en måneds tid efter scanningen. Så havde jeg vænnet mig til at det var noget andet end jeg havde troet. Og da han først var født, så var fokus ikke på hans køn, men på at tage mig af ham og sove Og efterhånden som jeg har lært ham at kende, så er det overhovedet ikke vigtigt hvad køn han er. Han er mit barn, og det er det vigtigste

Vi fik kønnet af vide omkring uge 13 PGA moderkagebiopsi. Det var først efter MD jeg sådan rigtig havde vænnet mig til det. Nu er jeg 33+ og kan stadig blive ramt af en panik følelse over at jeg venter mig lige netop det køn tænker det først forsvinder 110% når jeg har baby i armene

Undskyld jeg spørger, måske dumt. Men hvordan kan man være skuffet over kønnet på barnet? Jeg har også selv haft ønsker om køn men har aldrig haft følelsen af skuffelse. Min taknemlighed over at overhovedet at kunne blive mor og få et sundt og rask barn har altid været der. Kan ikke lade være med at tænke på alle dem som slet ikke kan få børn eller dem som kæmper i flere år. Ved godt der mange der får fødselsdepression og ikke kan knytte sig til baby i starten osv og det kan jeg godt sætte mig ind i. Men det med kønnet forstår jeg ikke helt. Er der vigtigste ikke bare at baby er sund og rask også være taknemlig for at man bliver velsignet med et barn? 

Intet ondt ment med min kommentar, prøver bare at forstå. 

Anonym skriver:

Undskyld jeg spørger, måske dumt. Men hvordan kan man være skuffet over kønnet på barnet? Jeg har også selv haft ønsker om køn men har aldrig haft følelsen af skuffelse. Min taknemlighed over at overhovedet at kunne blive mor og få et sundt og rask barn har altid været der. Kan ikke lade være med at tænke på alle dem som slet ikke kan få børn eller dem som kæmper i flere år. Ved godt der mange der får fødselsdepression og ikke kan knytte sig til baby i starten osv og det kan jeg godt sætte mig ind i. Men det med kønnet forstår jeg ikke helt. Er der vigtigste ikke bare at baby er sund og rask også være taknemlig for at man bliver velsignet med et barn? 

Intet ondt ment med min kommentar, prøver bare at forstå. 

 

Nu er det ikke fordi jeg har været skuffet. Men jeg tror skuffelsen ligger i at man gør sig nogle drømme og forestillinger og de tanker man har forsvinder jo. Det er ikke fordi man er utaknemmelig. Man skal bare vænne sig til den “nye” fremtid.

Anonym skriver:

Undskyld jeg spørger, måske dumt. Men hvordan kan man være skuffet over kønnet på barnet? Jeg har også selv haft ønsker om køn men har aldrig haft følelsen af skuffelse. Min taknemlighed over at overhovedet at kunne blive mor og få et sundt og rask barn har altid været der. Kan ikke lade være med at tænke på alle dem som slet ikke kan få børn eller dem som kæmper i flere år. Ved godt der mange der får fødselsdepression og ikke kan knytte sig til baby i starten osv og det kan jeg godt sætte mig ind i. Men det med kønnet forstår jeg ikke helt. Er der vigtigste ikke bare at baby er sund og rask også være taknemlig for at man bliver velsignet med et barn? 

Intet ondt ment med min kommentar, prøver bare at forstå. 

 

Jeg forstår det virkelig heller ikke, jeg synes det er en forkælet måde at forholde sig til livet.

Her blev manden faktisk skuffet over kønnet på den sidste, han havde hele tiden kaldt maven det modsatte køn og jeg tror slet ikke at han tænker i de baner at barnet kunne fejle noget eller at det kunne være svært at lave børn (det er kommet let til os og alle er sunde og raske, så han har slet ikke de tanker).

Jeg var bare glad for at barnet var sundt og raskt, for det bekymre jeg mig altid om

Tror at den værste skuffelse lagde sig da barnet blev født, men han kan stadig godt drømme om endnu et barn med modsatte køn.

Som mor til en dreng, havde jeg et lille håb om en pige anden gang,  min kæreste havde et stort håb.

Vi fik først køn at vide til MD scanning, hvor de også fandt hjertefejl på barnet. Pludselig var køn underordnet og det hele drejede sig nu bare om at lægge en plan med lægerne om hvordan vi sikrede hans liv efter fødslen. Så for mig forsvandt det meget hurtigt.

Det var jo det barn i maven jeg ville have, havde mærket og ville beskytte uanset hvilket køn det var. Jeg tænker at så snart du får dit barn i armene så er du ikke skuffet, men lykkelig.

Tak til alle jer der har svaret relevant Jeg er slet ikke i tvivl om at det forsvinder når først jeg har mit barn i armene, og jeg er glad for at høre det også kan ske væsentligt før. Jeg nåede at blive rigtig bange for om det var et forkert valg at vide køn og om jeg nu skulle risikere at være ked af det resten af graviditeten. Har I kunne gøre noget bestemt i løbet af graviditeten for ligesom at kommelidt "tættere på"  jeres barn?

Til alle jer der har kommenteret fordømmende i mere eller mindre pæne vendinger. Tænk lige før I skriver -ville i skrive/sige sådan til en veninde? At antyde jeg ikke er glad og taknemmelig?! At anyde forkælethed? I aner INTET om hvad vi har været igennem for at nå til denne graviditet! Og jeg nægter simpelthen at forklare mig selv i detaljer, for det er ikke relevant for mit spørgsmål. Jeg har skrevet anonymt ud af skam. Jeg har grædt i smug og følt mig SÅ forkert. Jeg havde aldrig troet jeg ville føle sådan, netop fordi det aldrig har været givet at vi ville nå hertil. Til hver eneste scanning har jeg grædt af lettelse over at se liv trods diverse komplikationer, og det gjorde jeg også den dag vi fik køn at vide. Så jeg var dybt chokeret over pludselig at føle afsavn til det jeg havde forestillet mig. Jeg var helt sikker på det var det modsatte køn. Det var det jeg havde forestillet mig, ja jeg følte nærmest at baby have "kommunikeret" det til mig. Så som en så rigtig skriver skal man pludselig til at forholde sig til den "nye" virkelighed.

Jeg spurgte ind til hvor hurtigt den proces kunne gå. Jeg skrev ikke for at blive udskammet på mine følelser som jeg ikke har kontrol over..

Nu kan man jo ikke planlægge, hvad man får af køn, så jeg kan heller ikke forstå hvordan man kan blive skuffet, når det er ren 50/50

Når det er sagt, så kan jeg til dels følge dig, fordi jeg i nogle uger troede, at vi ventede en pige baseret på folks meninger inde i en FB gruppe med Nub teori. Jeg var egentlig “ligeglad” før, men da ALLE sagde pige, fik jeg jo indprentet det i mit hoved. Da en scanning så viste 3-4 uger senere, at det var en dreng, så skulle jeg da lige “sluge” den, men det var fordi at mit hoved skulle reprogrammeres til dreng. Jeg fik sindssyg dårlig samvittighed over for min dreng, at min første tanke var “what?”, men da man jo ikke kan planlægge køn - og dermed ikke blive skuffet - så var det virkelig vigtigt for mig at ændre tankesæt med alle de ting, vi nu kunne lave med en dreng og hvor fantastisk det bliver. Jeg fortryder at have brugt de Nub grupper, for hvis det ikke var for dem, så havde jeg aldrig fået skabt den forventning, som så påvirkede min reveal. At baby er rask, er jo det vigtigste, og man skylder helt klart sin lille baby at være glad for at den er, som den er - da du jo har skabt den sådan