Mor11 skriver:
Det er retorikken der ødelægger det. Ikke selve undringen.
Start indlægget ligger op til at folk med flere børn nærmest skal komme med en undskyldning for deres valg, fordi TS allerede har fastslået at det er lort at være barn i en stor flok og hele verden i øvrigt vil lide under ens valg.
Helt helt enig. Det er en lidt mærkelig måde at skabe en god dialog om noget, man udtrykker at være nysgerrig omkring. Jeg tænker mere, det lyder til, at trådstarter allerede fra start er dybt fordømmende omkring det. Det er da helt okay at have en holdning, men at skabe en debat er vel med henblik på at få nye perspektiver på den holdning, måske bliver der rusket lidt op i den, men jeg oplever ikke - måske tager jeg fejl - at trådstarter har lyst til at revidere sin holdning.
Jeg er gravid med nummer 4, de to første er fra et tidligere forhold. Jeg oplever ikke, at vi mangler tid til at prioritere børnene hver især eller have familieliv. Det er heller ikke noget med, at de store bliver udnyttet eller må tilsidesætte sig af hensyn til den yngste. Mine børn var vilde af lykke, da de fandt ud af, nummer fire er på vej. De glæder sig helt vildt, og de er mere end store nok til at forstå, hvad det er, der venter dem. Også med perspektiverne at et spædbarn i en periode kræver lidt ekstra. Der har de spurgt om de ikke godt må hjælpe med at skifte ble, give bad osv. Vi taler meget åbent om følelser og familieliv herhjemme. Jævnligt har vi små familiemøder, eller snakke med børnene hver især, hvor vi taler om, hvad der går godt herhjemme, om der er noget, de mangler. På den måde skabes der plads til alle kan dele deres behov.
Ift årsagen så er de to første fra et tidligere forhold som sagt og har et meget nært bånd, da det er pseudotvillinger. Med nummer tre var det et spørgsmål om, at min mand og jeg havde et stort ønske om et fælles barn, vi kunne ikke forestille os andet. Og vi mærker, at vores søn savner "sin egen søskende", og der er et afsavn i de store seje søskende forsvinder hver anden uge. Han mangler dem, så for os var et barn nr fire et naturligt valg. Som vi ikke føler er forkert.
I øvrigt mødte jeg en læge på fødegangen forleden som sagde, at hun var ud af en søskendeflok på 6, og det har hun altid elsket. Der vil være børn med mange søskende, der har hadet det. Nogen, der har elsket det. Nogen uden søskende der har elsket det og hadet det. Nogen med én søskende, der ville ønske de var enebarn eller ønske der var flere søskende. Enkeltstående dårlige oplevelser, eller sådan set gode, er jo bare anekdotiske personlige historier, og siger ikke noget generelt om, hvad der er bedst.