Chchch skriver:
De 32 uger, som man har udover de første 14 uger, de er til deling mellem mor og far som det passer dem. Mor kan tage det hele eller far kan tage det hele eller de kan dele den. Det er op til den enkelte familie.
Det kan godt være, at det oftest er kvinden, der tager barslen, men jeg nægter at tro på, at det er fordi, at manden ikke må for kvinden. Hvis det er fordi, at kvinden ammer, så gør hun det, fordi hun har lyst til det og fordi hun er biologisk bestemt til det og desuden anbefales det og det ikke kun de første 6 mdr. Jeg har ikke ord for, at man begynder at fratage en del kvinder den ret midt i en ligestillingskamp.
Jeg begriber ikke, at det er mor og barn, der skal betale prisen, fordi det på arbejdsmarkedet er besværligt for mænd at få barsel. Jeg mener helt enkelt, at det er forkerte, som betaler prisen. Som en anden skriver, så er mange forældre nødsaget til at sende halvsyge børn afsted i institution. Så smitter de de andre børn og så er det os andre, der skal til at være hjemme med syge børn og så kan det ellers køre rundt i ring.
Folk vil gerne have, at vi skal tage os af de børn, vi selv vælger at få. Det kan man bare ikke, som det er nu, uden at man bliver peget fingre af. Så forventer folk, at vi tilkalder bedster osv. (Som i øvrigt også selv tit arbejder) Men så skubber vi jo problemet væk fra os selv igen og der findes mange, som ikke har nogle, de kan ringe til i tilfælde af sygt barn og desuden mener jeg, at børn har ret til at være omgivet af en tæt omsorgsperson, når de er syge.
Jeg er klar over, vi lever i 2020, men jeg synes simpelthen, at ligestilling har taget overhånd, meetoo har taget overhånd og der er mange flere ting. Jeg er ked af, at det virker som om, at flere og flere lader som om, at biologien ikke findes og at instinkter er noget, der foregår i fantasien. Det er noget, der skal undertrykkes til fordel for arbejdsmarkedet.
Før fædrene fik deres 14 dages barsel, var ligestillingen gået for vidt, fordi det ikke lå til mænds natur at tage sig af spædbørn. Da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, var ligestillingen gået for vidt, fordi det ikke lå til kvinders natur ikke at være i hjemmet. Og stakkels børn, der skulle betale prisen, når mor ikke kunne tage sig af dem i arbejdstiden.
For hvert eneste skridt mod ligestilling har der været protester over, at nu var verden gået af lave, og forskellen på mænd og kvinder næsten udvisket. Hver generation mener tilsyneladende, at lige netop nu er vi dér, hvor kønnenes roller ikke må pilles mere ved. Ikke desto mindre ser de fleste af os det som et positivt fremskridt, at fædrene tager aktivt del i deres børns liv, fra de er helt små, ligesom de færreste kvinder drømmer sig tilbage til at være hjemmegående hele livet.
Først i 2002 blev barselsorloven forlænget til de 52 uger, vi kender i dag. Et kæmpe fremskridt i forhold til de hidtidige 24 uger. Dog var nogle kvinder skeptiske, fordi de ikke ønskede at være på barsel et helt år, og når man nu ikke kunne forvente at få plads til babyer på seks måneder i institution, skulle man så tvinges?
Det blev man, medmindre man fandt alternativ pasning - tvunget. Og med tiden er de kritiske røster mig bekendt forstummet, endda i et omfang, så mødre i dag finder tanken om at aflevere et barn på 8 måneder i pasning skræmmende.
Men tanken om at “tvinge” mænd til at tage en del af barslen - nøjagtigt, som kvinder efter samme logik bliver “tvunget” i dag - er helt uhyrlig? Endda i et omfang, så nogle mødre i fulde alvor ville acceptere, at deres børns fædre sagde “Nix, dét gør jeg bare ikke!” - og så det opfattes som et muligt scenarie, at så måtte barnet jo i institution før tid, for mennesker med en penis kan ikke “tvinges” til at tage sig af deres babyer en del af barslen?
Det kan de godt i andre lande, ganske vist, men ikke danske mænd. Fordi?
Jeg synes, det er historieløst at mene, at de nuværende forhold er så ideelle, at de skal være urørlige og uforanderlige. Og hvad sexisme har med sagen at gøre, forstår jeg ikke.
