Jeg holder ikke til det mere

Anonym skriver:

Problemet er ikke barnet, men jer 3 'voksne'.

Og med de tanker og følelser, du har omkring din mands barn, kan du være evig forvis om, at det udstråler du. 

Havde min mand ageret på den måde over for MIT barn, var hans kuffert blevet pakket for good. 

Mit barn skal være der, en ny partner kan være der. 

Men der arbejdes jo så hårdt på TS’s følelser - hun har endda brugt tid og penge på en psykolog. 
Jeg er enig i, at det er et voksenproblem i denne familie, at barnet får lov til at styre alt for meget - han mangler grænser, opdragelse og rammer. Så små børns adfærd ER de voksnes ansvar - men det er svært at opdrage et bonusbarn, som måske kun er i hjemmet 7/7 eller sjældnere. 
Hvis ikke de 3 voksne får korrigeret barnet i den ekstremt uhensigtsmæssige adfærd, bliver drengen kun mere og mere ulidelig for sine omgivelser - og ender med at være en ulidelig voksen. Og hvis de knapt så velmenende råd omkring skilsmisse følges, står familien da med endnu flere ulykkelige børn og voksne - for bonusbarnet bliver ikke gladere af at være årsag til en skilsmisse - og problemerne flytter i øvrigt med til næste familie og næste og næste... og med ind i voksenlivet, hvis han ikke lærer almindelige medmenneskelige hensyn og reglerne for almindelig opførsel. 

Anonym skriver:

Problemet er ikke barnet, men jer 3 'voksne'.

Og med de tanker og følelser, du har omkring din mands barn, kan du være evig forvis om, at det udstråler du. 

Havde min mand ageret på den måde over for MIT barn, var hans kuffert blevet pakket for good. 

Mit barn skal være der, en ny partner kan være der. 

Men det er da også ok, at man udstråler at det at låse et barn ind og løbe væk med et andet ikke er ok..? at hun er utilfreds med hvordan han behandler sin bror. Det virker som om at han har brug for professionel hjælp.

Hvorfor er du så meget imod at fortælle hans alder? Vi er flere, der rådgiver osv., men det er virkelig svært at give det rigtige råd, når du nægter at fortælle hans alder.. Og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor det er så vigtigt for dig at holde den hemmelig 

Hvorfor er du så meget imod at fortælle hans alder? Vi er flere, der rådgiver osv., men det er virkelig svært at give det rigtige råd, når du nægter at fortælle hans alder.. Og jeg forstår virkelig ikke, hvorfor det er så vigtigt for dig at holde den hemmelig 

Så vidt jeg kan huske fra en tidligere tråd er  det en dreng, der er over 10.

Jeg mener det var 12. ca., men jeg kan tage fejl.

Anonym skriver:

Så vidt jeg kan huske fra en tidligere tråd er  det en dreng, der er over 10.

Jeg mener det var 12. ca., men jeg kan tage fejl.

Altså hun skriver i startoplægget, at han kun er LIDT ældre end hendes egen.. Hvis han er 10-12 år, så er han jo meget ældre, og så skal der da bestemt gives et andet råd, end jeg havde tænkt!  Også derfor, at jeg virkelig godt kunne tænke mig at vide, hvad hans alder er..

Men tusinde tak for noget afklaring 

Anonym skriver:

Okay nu bliver jeg godt nok bekymret.. Hvordan kan to børn stikke af og den ene blive låst inde? Sorry to say, men bliver der ikke holdt øje med børnene? Undrede det jer ikke, at de alle pludselig var stille eller gik væk? 

Ting kan gå stærkt. Og forhåbentlig sidder vi vel ikke og overvåger vores børn hele tiden, mine tre kunne da også in et uopmærsomt øjeblik have gjort noget lignende (vi har ingen garage, men ). Fx lukkede storebror en gang lillebror ude på opgangen og der gik da nogle minutter før vi opdagede det, han havde jo lige siddet og leget. 

God-mor skriver:

HØRT  

Jeg er fuldstændig enig, og jeg syntes også det er trist, at flere i denne her tråd lægger ansvaret over på barnet. 

Er som udgangspunkt enig - børn vil som udgangspunkt det rigtige, men kan nogen gange stå i en situation, være udfordret, sat i svære rammer osv som gør de ikke kan gøre det rigtige, og det er os voksne som skal ændre noget for st gøre det muligt.

Og synes egentlig en del råd i denne tråd handler om det. Drengen har af forskellige årsager udviklet uhensigtsmæssige handlemønstre, formodentlig som strategier til st være i situationer som har været svære. 

Som voksen kan vi hjælpe med at få nye strategier, nye handlemønstre erstatte de uhensigtsmæssige med hensigtsmæssige. Det gør vi ikke ved at tale en dreng efter munden, flytte en paplillebror på kommando, ikke sætte grænser fordi vi er bange for at han stikker af osv. Det gør vi ved (som acacadabra også har skrevet nogle gange) ved ar sige, den opførsel ikke er acceptabel og give nye alternativer a la: når du bliver sur hvad kunne du så gøre, kunne du fx hoppe 20 gange på trampolin, kunne vi have et tegn du kunne give lillebror, så han ved nu vil du være alene osv. Men her i denne familie er det IKKE acceptabelt at tale grimt om hinanden, stikke af osv. 

Drengen skal guides og drengen skal ændre strategier for hans eget bedste og det er de voksnes ansvar i samarbejde med drengen. De voksne skal selvsagt også huske fokus på de gode strategier han har, de gode sider alt det gode han gør.

Men det er ikke at give drengen ansvaret (alene), st man fx vælger et sige stop, nu vil vi ikke mere. Nu skal der ske en ændring og den ændring starter helt sikkert hos de voksne, som må gro lidt hård hud og sige: jeg kan være du er sur, men luner det hørt, nu skal vi komme videre. 

Nielsen333 skriver:

Nu er det jo altså ret normalt, at børn bliver manipuleret eller bare overtalt til at gøre noget af deres ældre søskende. 

Normalt og normalt er vidst at overdrive. Jeg synes godt nok Ts køre meget hårdt på det er bonus der er ‘monstret’ her. 
Udover det skriver hun at det ikke bliver aktuelt at splitte familien. Hvis børnene ikke trives så skal man gribe ind og det kan være nødvendigt at gå hver til sit. Synes Ts virker egoistisk i den forstand at så må bonus holde sig væk. Stakkels barn! Virkelig! 

Er som udgangspunkt enig - børn vil som udgangspunkt det rigtige, men kan nogen gange stå i en situation, være udfordret, sat i svære rammer osv som gør de ikke kan gøre det rigtige, og det er os voksne som skal ændre noget for st gøre det muligt.

Og synes egentlig en del råd i denne tråd handler om det. Drengen har af forskellige årsager udviklet uhensigtsmæssige handlemønstre, formodentlig som strategier til st være i situationer som har været svære. 

Som voksen kan vi hjælpe med at få nye strategier, nye handlemønstre erstatte de uhensigtsmæssige med hensigtsmæssige. Det gør vi ikke ved at tale en dreng efter munden, flytte en paplillebror på kommando, ikke sætte grænser fordi vi er bange for at han stikker af osv. Det gør vi ved (som acacadabra også har skrevet nogle gange) ved ar sige, den opførsel ikke er acceptabel og give nye alternativer a la: når du bliver sur hvad kunne du så gøre, kunne du fx hoppe 20 gange på trampolin, kunne vi have et tegn du kunne give lillebror, så han ved nu vil du være alene osv. Men her i denne familie er det IKKE acceptabelt at tale grimt om hinanden, stikke af osv. 

Drengen skal guides og drengen skal ændre strategier for hans eget bedste og det er de voksnes ansvar i samarbejde med drengen. De voksne skal selvsagt også huske fokus på de gode strategier han har, de gode sider alt det gode han gør.

Men det er ikke at give drengen ansvaret (alene), st man fx vælger et sige stop, nu vil vi ikke mere. Nu skal der ske en ændring og den ændring starter helt sikkert hos de voksne, som må gro lidt hård hud og sige: jeg kan være du er sur, men luner det hørt, nu skal vi komme videre. 

Selvfølgelig skal der konsekvenser til. Drengen lider jo under, at han ikke har fået sat faste nok rammer. Han samarbejder vel på sin egen måde, for han er vant til, at den opførsel, han lægger for dagen, virker. Så ja, det kærlige er da uden tvivl at skifte tilgang og lære ham, at han ikke kan begå sig sådan, fordi det går ud over andre. 

Men at overveje at opgive ham helt, dér stejler jeg. Det er efter min mening at straffe et barn, fordi forældrene ikke har kunnet finde ud af at opdrage hensigtsmæssigt. 

(Jeg skrev også indlægget om ansvar fra i går; må være kommet til at klikke på anonym-knappen ved en fejl.)

Anonym skriver:

Det er fint og meget let ar sige at flere ligger ansvaret over på barnet. Dem som siger det modsatte har bestemt aldrig været i en sammenbragt familie helt ærligt!

Ja det kan være de voksne... Og ja det kommer sig af forældrene.. Men ikke nødvendigvis bonus moren. 

Der kan være mange ting i det. Men i min verden lyder det som en møgforkælet unge længere er dne ikke. 

Det handler jo tydeligvis om en eller flere voksne kan helt sikkert også være moren som ikke sætter grænser.. Så når de sætter grænser derhjemme så bruger drengen bare offer kortet!

Jeg har mange års erfaring både fra opvækst, egne, andres bonus familier mm. Det er mere kompliceret som bare at sige det lige præcis kan være hendes problem. 

Et barn 'trækker ikke offerkortet'. Det er simpelthen ikke i orden, at tale sådan om et barn, og tillægge barnet sådan motiver. Hvis et barn opfører sig uhensigtsmæssigt så ligger der altid noget til grund for det. Der er ingen børn som ønsker at være besværlige. Desto mere der bliver skabt en historie om at det er barnet som er den der er galt på den, og kilden til problemer, så vil det blot forstærke barnets negative adfærd. Lige nu forventer bonus mor at barnet opfører sig uhensigtsmæssigt, og det lever barnet op til. Man må som voksen vende bøtten. Tage ansvaret, for det er de voksnes ansvar. 

Børn opføre sig som de har det.