Jeg holder ikke til det mere

Jeg bed mærke i at du skrev, at din søn skynder sig at sige undskyld når han er kommet til at råbe. Jeg synes det er ret alarmerende, at han "pleaser" din bonussøn på den måde. Hvorfor laver I det ikke bare om til, at din søn er ved sin far når din bonussøn er hos jer, hvis de alligevel ser deres fædre ca lige meget? Det er ikke godt at din søn skal finde sig i så meget, han kan jo tilsyneladende ikke gøre noget som helst uden det er forkert i din bonussøns øjne. Som andre også er inde på er det ikke okay at han skal være i det. Jeg forstår heller ikke hvorfor du har kastet ham frem og tilbage alt efter hvad din bonussøn gerne ville have? Han skal jo ikke styre familien, og din søn ender jo med at lære at hans behov ikke er ligeså vigtige som din bonussøns. Hvis jeg var dig havde jeg for længst fået dem skilt ad, ikke for bonussøns skyld, men for hans. 

Abracadabra skriver:

Jeg ville gøre det samme: altså sætte en grænse ift hvordan han taler om andre. Helt konsekvent sige ‘du skal tale pænt om din mor/bror, og det andet vil jeg ikke høre på’. Han skal jo rammesættes ift hvad der er acceptabel opførsel. 
Og opfører han sig dårligt, må han da ind og sidde og kede sig på sit værelse, indtil han siger undskyld. 
Men I voksne (også bio-mor) skal jo være enige om taktikken - lige nu bliver der taget alle mulige hensyn til ham, og det hjælper ikke. 
I skal i øvrigt også kommunikere det til ham selv: ‘Vi voksne har lagt mærke til, at det kan være rigtigt svært mellem dig og lillebror. Det er vigtigt for os, at vi herhjemme taler pænt til hinanden og om hinanden. Så det kommer vi til at snakke mere om - altså at tale pænt.’ Eller hvordan I nu vil sige det. 
Og selvfølgelig skal I da ikke skilles - det løser jo ikke noget for nogen. 

Jeg er fuldstændig enig. Jeg er træt af hensynsbetændelse, og det hjælper tydeligvis ingenting alligevel. Han får lov at slippe afsted med en opførsel, min søn på 5 ikke engang ville få lov til. Det er strengt sagt, men sådan har jeg det efterhånden. Jeg har lyst til at lære ham, at vi taler ordentligt om hinanden og at her er plads til alle. Det synes jeg er rimeligt. Men så løber han hjemmefra, og så er bøtten vendt igen, for det er jo helt forfærdeligt og vi bliver bekymrede og så bliver han trøstet alligevel. 

Nielsen333 skriver:

Jeg bed mærke i at du skrev, at din søn skynder sig at sige undskyld når han er kommet til at råbe. Jeg synes det er ret alarmerende, at han "pleaser" din bonussøn på den måde. Hvorfor laver I det ikke bare om til, at din søn er ved sin far når din bonussøn er hos jer, hvis de alligevel ser deres fædre ca lige meget? Det er ikke godt at din søn skal finde sig i så meget, han kan jo tilsyneladende ikke gøre noget som helst uden det er forkert i din bonussøns øjne. Som andre også er inde på er det ikke okay at han skal være i det. Jeg forstår heller ikke hvorfor du har kastet ham frem og tilbage alt efter hvad din bonussøn gerne ville have? Han skal jo ikke styre familien, og din søn ender jo med at lære at hans behov ikke er ligeså vigtige som din bonussøns. Hvis jeg var dig havde jeg for længst fået dem skilt ad, ikke for bonussøns skyld, men for hans. 

Det er også det jeg siger. Det er slut. Hans søn er her faktisk  ret meget, så de kan ikke være delt hver gang. Det er derfor jeg bliver fristet til at sige, at hvis det er så forfærdeligt, så kan han selv blive væk. Det gøre jeg selvfølgelig ikke, men det er fristende.

Hvor gammel er drengen? Og hvad ligger der i løber hjemmefra?

for mig lyder det til en dreng, som har det rigtigt svært, men som samtidig ved præcis hvilke knapper han skal trykke på for at få de voksnes opmærksomhed og bestemme tingene. Men han trives jo tydeligvis ikke i den rolle han er endt i og i trives som familie hellerikke i den dynamik.

tilslutter mig koret om proffesionel hjælp og sæt grænser synes hele hans adfærd skriger på grænsesætning.

og hvor er far henne i det her?

Hvordan trives han hos mor og i skolen?

er det muligt at han kunne have legeaftaler med sine venner, når han er på besøg hos jer?

tænker bare det er en situation som kræver i ser på hele hans liv, og som ikke bare kan løses af jer.

Først: hvor gammel er bonussøn? Det er ret væsentligt at vide, synes jeg.. 

Dernæst: din bonussøn har nogle små problemer, som han vist ikke helt kan/vil sætte ord på mht. din søn.. Og det er jo helt normalt, da to personer ikke er ens.. Det er især helt normalt med søskende.. Det er især helt normalt med børn.. Og det er især helt normalt med to mennesker, der ikke er vokset op sammen.. Så det er altså HELT normalt, at der kommer lidt problemer.. Din bonussøn har bare svært ved at sætte ord på det, eller måske helt finde ud af det.. 

Mit råd er at få din bonussøn til en psykolog/terapeut, som kan hjælpe ham til at forstå og udforme hans tanker og følelser, så I alle sammen lige kan ændre de der småting, så alle fungerer.. I finder i hvert fald nok ikke ud af det selv, og det er jo ikke fordi, at der er noget galt med ham eller jer.. Han har bare lige brug for hjælp til at få tankerne og følelserne samlet, så han kan finde helheden i hans irritation.. 

Og til sidst, så skal I bestemt skynde jer at rette op på det der med, at din søn nærmest er "bange"/nervøs for sin bror.. En 5 årige skal ikke være på listefødder og hele tiden undskylde, fordi han hygger sig.. Man må gerne tage hensyn til alle omkring én, men det der ender jo med, at han bliver et nervevrag, når han er sammen med sin bror.. Så det skal stoppes nu! Og det er jer, der skal være mæglere.. Lær din bonussøn, at din søn også gerne må være der, og så må de skiftes til at forlade hinanden/rykke ind i et andet rum, hvis det hele bliver for meget.. 

Anonym skriver:

Det er også det jeg siger. Det er slut. Hans søn er her faktisk  ret meget, så de kan ikke være delt hver gang. Det er derfor jeg bliver fristet til at sige, at hvis det er så forfærdeligt, så kan han selv blive væk. Det gøre jeg selvfølgelig ikke, men det er fristende.

Nå okay, på den måde, men er din søns far ikke interesseret i at se ham noget mere da? Jeg tror virkelig det bedste du kan gøre er at give din dreng et frirum, hvor han bare kan være helt sig selv og ikke skal være nervøs for at gøre noget forkert. Går bonus' opførsel slet ikke ud over jeres fælles barn? 

Så er jeg i øvrigt helt enig i at din bonussøn da skal have noget hjælp. For eksempel noget familieterapi, og noget børneterapi til ham ved siden af? Men indtil det så forhåbentligt er blevet bedre synes jeg virkelig du skal få din søn væk fra situationen. I må lave helt faste aftaler for bonus' tid hos jer, så det ikke støder sammen med hvornår din søn er hos jer. 

Anonym skriver:

Jeg er fuldstændig enig. Jeg er træt af hensynsbetændelse, og det hjælper tydeligvis ingenting alligevel. Han får lov at slippe afsted med en opførsel, min søn på 5 ikke engang ville få lov til. Det er strengt sagt, men sådan har jeg det efterhånden. Jeg har lyst til at lære ham, at vi taler ordentligt om hinanden og at her er plads til alle. Det synes jeg er rimeligt. Men så løber han hjemmefra, og så er bøtten vendt igen, for det er jo helt forfærdeligt og vi bliver bekymrede og så bliver han trøstet alligevel. 

At han løber hjemmefra skal jo også rammesættes - det er jo både farligt og hans ultimative magtmiddel. Jeg ville nok både trøste og sætte varslede sanktioner op. Sige til drengen, at det er helt uacceptabel opførsel, og så må I finde på en konsekvens, der giver mening. Eventuelt spørge ham, hvad han selv synes er en passende ‘straf’ for den uacceptable opførsel? Miste skærmtid fx? Og hvor meget, han synes er rimeligt? Dertil snakke med ham om, hvad han kan gøre i stedet, når han er så vred. Hoppe 10 min på trampolinen fx. 
Han er i et elendigt mønster, hvor han styrer hele familien, og ingen af jer trives. Han skal hjælpes væk fra det mønster. 

Anonym skriver:

Det bliver ikke aktuelt at splitte hele familien op på grund af bonus. Og det er min mand enig i. Så må løsningen være en anden, der skal ikke laves flere skilsmissebørn fordi han ikke er tilfreds. Han lider absolut ingen nød, og hos mor er han desuden enebarn og har fuld fokus fra alle parter. 

Det lyder nok hårdt, men jeg mener faktisk han malker den en del. Han har det strålende, griner og pjatter, og så lige pludselig når han trænger til opmærksomhed, så er alle onde ved ham. Han taler også dårligt om sin mor konstant.

Jeg har efterhånden lyst til at sætte en grænse overfor ham, og sige stop. Han skal tale pænt om os andre, lige så vel som min søn også skal.

Det ville også være mit absolut sidste skridt .

I har jo også et fælles barn at tænke på .

Og når det nu " kun" er bonus der er  problemskaberen , må der kigges på ham.

Vi oplever i perioder det samme med vores pb.

Og fordi hele familien generelt  synes det er synd for ham pga hans situation   - er det rigtigt svært for dem at forstå , at vi er " hårde " og ikke accepterer at vores egne børn skal tilsidesættes hele tiden , og fx som din søn skal sige undskyld for ingenting. 

Og tænker lidt at det er der din mand er .

Dårlig samvittighed   og en form for angst for at hans søn ikke vil huske alt det gode,  men kun irettesættelse  - gør at han helst ikke vil sætte grænser .

Men I bliver nødt til at gå fælles vej  - især din søn har ret til at være der , og have hans plads .

Så sæt nogle fællles regler , og konsekvenser på et familie møde .

Det gjorde vi  - og nej alt er ikke rosenrød, ' - der er stadig konflikter,  og grænsesøgende adfærd.

Og kan jeg mon lige få min vilje ved at sige I ikke elsker mig ...

Men vi er kommet langt ,  - så det er kampen værd.

Nielsen333 skriver:

Nå okay, på den måde, men er din søns far ikke interesseret i at se ham noget mere da? Jeg tror virkelig det bedste du kan gøre er at give din dreng et frirum, hvor han bare kan være helt sig selv og ikke skal være nervøs for at gøre noget forkert. Går bonus' opførsel slet ikke ud over jeres fælles barn? 

Min eks og jeg har et godt samarbejde, og han er sat ind i problemet. Så min søn kommer derop og får masser af hygge og gode oplevelser, i stedet for at være her i dette kaos. Men nu må det have en ende, og jeg synes min søn og jeg har gjort alt hvad vi kunne. Det er derfor jeg er tilbøjelig til at sige, at hvis det bliver nødvendigt at skille dem ad, så må det være ham, der skal have færre dage. Det er enormt strengt sagt, og sagt ud af magtesløshed, men hvis jeg skal vælge.... Så bliver det sådan. Det kommer det forhåbentlig ikke til, men noget skal ske.

Vores fælles er så lille, at hun ikke opdager noget. Jeg tager hende med til mine forældre når de har brug for alenetid, og han tager hende med når jeg har hygget alene med bonus.