Jeg holder ikke til det mere

Jeg er ved at smide håndklædet i ringen. Jeg er SÅ stresset og ked af det. Jeg har set en lignende tråd herinde, men kan ikke finde den igen, så nu må jeg spørge jer selv, for jeg aner ikke mine levende råd. 

Jeg elsker min mand højere end højt. Vi har et fantastisk liv sammen, og vi er smask forelskede stadig efter lang lang tid. Jeg har en søn, og han har en lidt ældre søn og så har vi et fælles barn. 

Problemet er, at jeg ikke kan få min bonussøn til at falde til. Det er ikke for at lyde som et offer, men jeg/vi har bogstavelig talt prøvet ALT. Jeg har sågar smidt tusindvis af kroner afsted til en psykolog for at finde ud af, hvad jeg kunne gøre.

Han synes min søn er irriterende. Min søn er 5 år. De søger hinanden præcis ligemeget, men min søn er åbenbart altid "for meget". De kan lege så fint sammen hele dagen, men om aftenen begynder han at græde og lukke en masse ud om min søn. Min søn elsker sin bror, og han trækker sig faktisk tit for at lege selv, hvor min bonussøn så søger ham og inviterer til leg. 

Han klager over alting. Jeg har det sidste lange stykke tid haft byttet weekend med min eks, så bonus kunne have far helt for sig selv, også selvom det har kostet flere weekender i træk med min søn. Men så keder han sig og gider ikke noget med sin far alligevel, sidder bare og spiller computer. Så beder han om min søn kommer hjem, men så er han for meget og det gør ham også sur. Jeg føler mig tvunget til at være over min søn hele tiden, selvom jeg virkelig ikke kan se, hvad han gør forkert. Hvis han får råbt for højt, som bonus hader, siger han undskyld med det samme. Ligesådan hvis han går over stregen på anden måde. Det gør bonus aldrig.

I går, da jeg for første gang længe havde holdt min søn hjemme efter bonussøns eget ønske, græd han efter at have været her i 2 timer! Alt var galt, min søn var for meget, jeg var dum og han ville have sin far for sig selv.

Jeg har hovedpine og hjertebanken af stress efterhånden. Det er ligegyldigt hvad jeg gør, så vil han ikke være her. Vi gør ALT hvad han kan lide, lytter og forstår og rummer, krammer, spiser hans livretter og sørger for en masse alenetid med os begge, som han afviser alligevel. 

Jeg fik nok i går og sagde til hans far, at hvis det var så frygteligt at være her, så måtte han blive hos sin mor! Jeg ofrer ikke min søn mere for det her, så må han selv blive væk! Han er for stor til det her! Jeg har det så skidt og er så ked af det. Jeg har virkelig gjort alt føler jeg, men det ender på samme måde hver gang. Han siger, at dagene bare skal gå når han er hos os, fordi min søn er irriterende. Det er som et slag i maven. Det skal lige siges, at denne ferieuge bliver min søn IGEN sendt til sin far, så de har 4 dage helt for sig selv.

Jeg vil IKKE længere acceptere den måde at omtale min søn på! Men hvad skal jeg gøre? Har nogen prøvet noget lignende? Jeg er villig til hvad som helst! 

Anonym skriver:

Jeg er ved at smide håndklædet i ringen. Jeg er SÅ stresset og ked af det. Jeg har set en lignende tråd herinde, men kan ikke finde den igen, så nu må jeg spørge jer selv, for jeg aner ikke mine levende råd. 

Jeg elsker min mand højere end højt. Vi har et fantastisk liv sammen, og vi er smask forelskede stadig efter lang lang tid. Jeg har en søn, og han har en lidt ældre søn og så har vi et fælles barn. 

Problemet er, at jeg ikke kan få min bonussøn til at falde til. Det er ikke for at lyde som et offer, men jeg/vi har bogstavelig talt prøvet ALT. Jeg har sågar smidt tusindvis af kroner afsted til en psykolog for at finde ud af, hvad jeg kunne gøre.

Han synes min søn er irriterende. Min søn er 5 år. De søger hinanden præcis ligemeget, men min søn er åbenbart altid "for meget". De kan lege så fint sammen hele dagen, men om aftenen begynder han at græde og lukke en masse ud om min søn. Min søn elsker sin bror, og han trækker sig faktisk tit for at lege selv, hvor min bonussøn så søger ham og inviterer til leg. 

Han klager over alting. Jeg har det sidste lange stykke tid haft byttet weekend med min eks, så bonus kunne have far helt for sig selv, også selvom det har kostet flere weekender i træk med min søn. Men så keder han sig og gider ikke noget med sin far alligevel, sidder bare og spiller computer. Så beder han om min søn kommer hjem, men så er han for meget og det gør ham også sur. Jeg føler mig tvunget til at være over min søn hele tiden, selvom jeg virkelig ikke kan se, hvad han gør forkert. Hvis han får råbt for højt, som bonus hader, siger han undskyld med det samme. Ligesådan hvis han går over stregen på anden måde. Det gør bonus aldrig.

I går, da jeg for første gang længe havde holdt min søn hjemme efter bonussøns eget ønske, græd han efter at have været her i 2 timer! Alt var galt, min søn var for meget, jeg var dum og han ville have sin far for sig selv.

Jeg har hovedpine og hjertebanken af stress efterhånden. Det er ligegyldigt hvad jeg gør, så vil han ikke være her. Vi gør ALT hvad han kan lide, lytter og forstår og rummer, krammer, spiser hans livretter og sørger for en masse alenetid med os begge, som han afviser alligevel. 

Jeg fik nok i går og sagde til hans far, at hvis det var så frygteligt at være her, så måtte han blive hos sin mor! Jeg ofrer ikke min søn mere for det her, så må han selv blive væk! Han er for stor til det her! Jeg har det så skidt og er så ked af det. Jeg har virkelig gjort alt føler jeg, men det ender på samme måde hver gang. Han siger, at dagene bare skal gå når han er hos os, fordi min søn er irriterende. Det er som et slag i maven. Det skal lige siges, at denne ferieuge bliver min søn IGEN sendt til sin far, så de har 4 dage helt for sig selv.

Jeg vil IKKE længere acceptere den måde at omtale min søn på! Men hvad skal jeg gøre? Har nogen prøvet noget lignende? Jeg er villig til hvad som helst! 

Vil lige tilføje, at hvis vi stiller krav og beder ham opføre sig pænt, løber han hjemmefra med det samme. Så det er også prøvet.

Jeg synes lidt de her situationer i sammenbragte familier kan være rigtig svære! Jeg er selv vokset op i sammenbragte familier. Det er virkelig svært at være barn og voksen i. Eller det kan det i hvert fald være. 
Jeg ved at hos børnsvilkår findes der noget der hedder forældretelefonen som er et gratis tilbud til forældre. Her kan man få råd og hjælp af professionelle der sidder med netop sådanne dilemmaer til dagligt. Derudover er der mødrehjælpen som også kan hjælpe og rådgive. Et andet forslag kunne måske være noget familieterapi til jer? Hvor mor og far får nogle redskaber til at støtte alle børnene. Det er ikke sikkert at børnene skal med i terapi men tænker det måske kunne give lidt hjælp fra nogen der kender til jeres udfordringer. 
Sådan som du beskriver jeres situation så lyder den i hvert fald på ingen måder holdbar. Jeg sender et stort kram og håber på i finder en løsning :-) 

Anonym skriver:

Vil lige tilføje, at hvis vi stiller krav og beder ham opføre sig pænt, løber han hjemmefra med det samme. Så det er også prøvet.

Hvor er drengenes mor i alt det her? Har i haft hende i tale ? Hvordan er jeres forhold/kommunikation med hende?  Måske hun også kan hjælpe på den ene eller anden måde. 

Det er jo tydeligt at jeres børn ikke trives i dette. Din mand og du trives heller ikke - og I virker til at have forsøgt alt.

Det er hårdt men måske er løsningen at I ikke er sammen mere .. eller flytter fra hinanden. I kan jo måske bo hver for sig og så ses som “kærester”. Det virker ikke til at nogen af jer få noget positivt ud af at I er sammen alle sammen.  Har bonus været til psykolog? Eller er det blot jer?

Tjullehej skriver:

Det er jo tydeligt at jeres børn ikke trives i dette. Din mand og du trives heller ikke - og I virker til at have forsøgt alt.

Det er hårdt men måske er løsningen at I ikke er sammen mere .. eller flytter fra hinanden. I kan jo måske bo hver for sig og så ses som “kærester”. Det virker ikke til at nogen af jer få noget positivt ud af at I er sammen alle sammen.  Har bonus været til psykolog? Eller er det blot jer?

Det bliver ikke aktuelt at splitte hele familien op på grund af bonus. Og det er min mand enig i. Så må løsningen være en anden, der skal ikke laves flere skilsmissebørn fordi han ikke er tilfreds. Han lider absolut ingen nød, og hos mor er han desuden enebarn og har fuld fokus fra alle parter. 

Det lyder nok hårdt, men jeg mener faktisk han malker den en del. Han har det strålende, griner og pjatter, og så lige pludselig når han trænger til opmærksomhed, så er alle onde ved ham. Han taler også dårligt om sin mor konstant.

Jeg har efterhånden lyst til at sætte en grænse overfor ham, og sige stop. Han skal tale pænt om os andre, lige så vel som min søn også skal.

Jeg synes du skal ringe til forældretelefonen ved børnsvilkår. 

Der sidder virkelig kompetente folk derinde - jeg havde selv fat i dem pga vores plejebarn .- Det er ikke "bare" frivillige ,men fx socialrådgivere ,psykologer ,advokater osv. Du kan komme til at tale med. Alt efter hvilken problematik du har , 

 Jeg fik den bedste hjælp ,støtte og vejledning. 

Og så har kommunerne også familierådgivning.- der kan du til at starte med være anonym . 

Ellers er jeg enig med dig i at din søn ikke skal bydes det her - om I så ender med at gå fra hinanden ,- så er din søns trivsel mere vigtig- 

Først hold da op en situation, det lyder som om den er gået i hårdknude og ingen trives i det, derfor vil jeg skrive som de andre;  tag fat i noget kompetent vejledning.

Nu ved jeg ikke hvor stor bonus er, men jeg kommer til at tænke på mine egne drenge. Der er næsten 3 år imellem, og en gang imellem (især tidligere nu er de 12 og 10). Der ville den store den lille og så alligevel ville han ikke i hvert fald ikke, hvis den lille ikke helt ville alt på den stores præmisser. 

Så skændtes de, så var det blod sved og tårer. Men dine drenge har ikke "lært" at skændes. Den yngste siger sågar undskyld for noget meget naturligt, nemlig at få råbt i en leg. Han er opmærksom på alle de sociale kodekser for at få der til at fungere og mon ikke den store også er det. Der er hårdt at være i en hel weekend, hvor man har en legekammerat på besøg, sådan en man ikke må og kan blive uvenner med, være urimelig over for, gøre forkert over for. 

Jeg aner ikke, hvordan man bryder den mur, men tænker lidt at når den store kommer: han råber hele tiden, jeg kan ikke holde ham ud. Så må det være et lille træk på skulderen og ja sådan er det jo. Og håber så han har et værelse han kan trække sig til, eller er tilbud om, så kom og lav mad med mig. Ikke flere ord, ikke mere analyse men bare et, forstår godt men sådan er det. For det er hans faktum, han er et weekend barn, og der er andre børn og hans far er sammen med en anden kvinde - det er ikke synd for ham, der skal ikke kompenseres, det er hans faktum. 

Var I et helt nyt par ville jeg nok ikke være så hård, men I er et par, I har et fælles barn, I vil hinanden og så.er det hans faktum. Jeg ville aldrig true med, at han ikke skulle komme (tænker også du ikke har gjort det hvor han eller andre børn kunne gøre det), men jeg ville være mere: ja sådan er det. Lad mig trøste dig, holde om dig og så skal vi videre. 

Og så skal han på ingen måde bestemme om din søn skal komme hjem, være væk eller.... Hvis I vurderer det er bedst at have dem separat, så er det igen faktum og siger han: gid han var her. Så må være svaret været: ja det  havde været hyggeligt, men sådan er det ikke.

Bliver til sidst lidt nysgerrig: har det altid været sådan fra den dag din mand og du mødte hinanden? Hvornår kom fælles barn? Og hvor gammel er han? For en del kan jo også.handæe om alder, det kan handle om jalousi og meget mere 

Hvad med professionelle samtaler til drengen. Det virker som om han skal bearbejde noget i forhold til at være en del af en “splittet” familie/ delebarn

Anonym skriver:

Det bliver ikke aktuelt at splitte hele familien op på grund af bonus. Og det er min mand enig i. Så må løsningen være en anden, der skal ikke laves flere skilsmissebørn fordi han ikke er tilfreds. Han lider absolut ingen nød, og hos mor er han desuden enebarn og har fuld fokus fra alle parter. 

Det lyder nok hårdt, men jeg mener faktisk han malker den en del. Han har det strålende, griner og pjatter, og så lige pludselig når han trænger til opmærksomhed, så er alle onde ved ham. Han taler også dårligt om sin mor konstant.

Jeg har efterhånden lyst til at sætte en grænse overfor ham, og sige stop. Han skal tale pænt om os andre, lige så vel som min søn også skal.

Jeg ville gøre det samme: altså sætte en grænse ift hvordan han taler om andre. Helt konsekvent sige ‘du skal tale pænt om din mor/bror, og det andet vil jeg ikke høre på’. Han skal jo rammesættes ift hvad der er acceptabel opførsel. 
Og opfører han sig dårligt, må han da ind og sidde og kede sig på sit værelse, indtil han siger undskyld. 
Men I voksne (også bio-mor) skal jo være enige om taktikken - lige nu bliver der taget alle mulige hensyn til ham, og det hjælper ikke. 
I skal i øvrigt også kommunikere det til ham selv: ‘Vi voksne har lagt mærke til, at det kan være rigtigt svært mellem dig og lillebror. Det er vigtigt for os, at vi herhjemme taler pænt til hinanden og om hinanden. Så det kommer vi til at snakke mere om - altså at tale pænt.’ Eller hvordan I nu vil sige det. 
Og selvfølgelig skal I da ikke skilles - det løser jo ikke noget for nogen.