Tror han er bange for at skælde ud

LSS skriver:

Det er den jo så overhovedet ikke.... måske den er det hjemme hos dig  

Jeg forstår slet ikke man ikke har styr på sine børns tandbørster. I øvrigt ville jeg kvæles langsomt af dårlig samvittighed hvis mit barn havde børstet tænder med sine fingre. Stakkels barn. 

Du godeste. Og hvad skulle dit barn så bruge din ligefrem kvælende dårlige samvittighed til? 
Masser af 11-årige har da sprunget tandbørstningen over en dag eller to - eller børstet tænder med fingrene, når de sov hos en ven eller var på spejderlejr og ikke kunne eller gad finde tandbørsten frem. Det er sgu ikke dét, der er synd for drengen - dét, der er synd, er, at han ikke har turdet bede om hjælp, og at det er et tilbagevendende problem. 
Jeg tænker lige - hvis TS var din kollega eller veninde i den virkelige verden og fortalte, hvad hun har berettet her, ville du så sige “Stop, stop!! - opdagede du virkelig ikke, at hans tandbørste manglede?” og fortælle, at det grænsede til omsorgssvigt? 
Det er nok ikke lige på den måde, man bidrager til, at et barn får bedre opvækstvilkår. 

mor:) skriver:

Er det ikke at tage ordet “heldig” væk fra konteksten. Hun skriver jo netop at han er heldig at der er nogen voksne der vil ham i hans ellers kaotiske liv. Han er selvfølgelig ikke heldig over at have det liv han ellers har. Selvfølgelig synes ts ikke han er heldig at han skal døje med selvtillid og selvværdsproblemer. Men hvor heldigt i hans tilfælde at han trods alt har en bonusmor og far der ser essensen af hans udfordringer og ikke fokusere på små ligegyldige ting. Det er jo skrevet i kontekst til hele “tandbørste angrebet”. 

Jeg ved godt hvad det er ment i forhold til. Jeg studsede bare over hvorfor et barn er heldigt hvis dets forældre kæmper for det. Hvis dine børn mistrivedes, ville du da så også kalde dem heldige fordi du kæmpede for de skulle få det bedre? For mig ville det være en selvfølge. 

Nielsen333 skriver:

Der er altså lige en del af dit ellers fine indlæg her som jeg har brug for at kommentere på - er et barn heldigt, fordi hans/hendes far kæmper for hans/hendes trivsel??? Det er da forhåbentligt hvad man kan forvente af en forælder. Hvis der er nogen der er heldige er det da de børn, som ikke skal slås med urimelige og sørgelige livsvilkår størstedelen af tiden. Og selv i disse tilfælde er der jo tale om helt basale børnerettigheder, som ikke burde være ekstraordinære. Misforstå mig ikke, jeg synes det er fantastisk at din bonussøn har jer, især når nu hans situation er som den er. Men jeg kan ikke forstå du synes han er heldig så længe han lever i hvad der lyder som armod størstedelen af tiden. 

Læs svaret fra mor, hun rammer hovedet på sømmet ift. Den kontekst brugen af ordet heldig skal læses 

Jeg ved godt hvad det er ment i forhold til. Jeg studsede bare over hvorfor et barn er heldigt hvis dets forældre kæmper for det. Hvis dine børn mistrivedes, ville du da så også kalde dem heldige fordi du kæmpede for de skulle få det bedre? For mig ville det være en selvfølge. 

Nej absolut ikke. Men ts forsvarer sig blot ift. at hun indirekte bliver kaldt for en dårlig mor for ikke at have opdaget at tandbørsten er væk - så det er jo skrevet i en kontekst af at hvor heldigt at hun ikke går op i det men går op i hans ve og vel. Det er jo et svar til den person der synes at hun ikke har gjort det godt nok som bonusmor fordi hun ikke opdagede det. 
du kan jo i alle andre svar se at hun er bekymret for drengen og synes han mistrives - så selvfølgelig synes hun ikke han heldig. Man er nød til at læse det i den kontekst den er skrevet i. 

Jesus.. Der bliver satme tit brugt ordet "omsorgssvigt" herinde, fordi man har lavet en fejl (og her synes jeg faktisk ikke engang, at TS har lavet en fejl - synes at hun og faren klarer opgaven til UG).. 

Men hold nu op med at give alle dårlig samvittighed ved at sige, at man omsorgssvigter sit barn i alle mulige situationer.. Det gør ikke andet end at få andre forældre til at føle sig som dårlige forældre, bare fordi de enten har lavet en fejl, eller som i det her tilfælde rent faktisk delvis opdrager under "frihed under ansvar".. En 11 årige kan bestemt godt børste sine egne tænder, og jeg vil ikke engang mene, at man behøver tjekke op på det, da barnet er så gammelt.. I hvert fald ikke hver eneste dag 

Men TS: som sagt så synes jeg, at I klarer opgaven fantastisk.. 

Som en anden nævner, så prøv måske med en notesbog til ham, hvis det måske er fordi, at han ikke tør sige ting ansigt til ansigt.. Så kan han skrive det derned, og så aflevere den enten med det samme, om aftenen eller dagen efter.. 

Dernæst (og beklager hvis det allerede er nævnt, eller du selv har nævnt det), så få ham til en psykolog eller noget.. Han har nogle gevaldige problemer både med sig selv og sin mor, samt måske også følelsen af svigt fra systemet.. Han har brug for at få snakket med nogle, hvis han ikke skal gå med de her ting resten af sit liv.. Så please find en terapeut eller psykolog til ham, hvis det selvfølgelig kan lade sig gøre med hans mor.. 

Og så kæmp videre! Som en anden nævner, så prøv at få en ny advokat på, for selvfølgelig skal I se, om I ikke kan få ham lidt mere, evt. endda få bopælsret på ham.. Det er barnets trivsel der kommer i første række, og han trives ikke hos sin mor 

mor:) skriver:

Herregud - at du ikke kan se helhedsbilledet og og de udfordringer drengen kæmper med. 
det handler da ikke om ts har tjekket at der står 6 tandbørster i kruset, men en 11 årig dreng bør da spørge: hvor er min tandbørste. Hvorfor gør han ikke det - det er essensen her. 
det er fuldstændig absurd at du fokuserer på at bonusmor ikke har opdaget at den er væk. Det er nok det mindste af det hele. 
hvad vil du egentlig med din kommentar? Give mor dårlig samvittighed, fortælle at du ville være en bedre mor ved at have opdaget at tandbørsten er væk? 

Næ, det ‘bør’ han ikke. De ved tydeligvis godt der er noget galt. Så det deres ansvar at være opmærksomme. 

Mor og meget mere skriver:

Du godeste. Og hvad skulle dit barn så bruge din ligefrem kvælende dårlige samvittighed til? 
Masser af 11-årige har da sprunget tandbørstningen over en dag eller to - eller børstet tænder med fingrene, når de sov hos en ven eller var på spejderlejr og ikke kunne eller gad finde tandbørsten frem. Det er sgu ikke dét, der er synd for drengen - dét, der er synd, er, at han ikke har turdet bede om hjælp, og at det er et tilbagevendende problem. 
Jeg tænker lige - hvis TS var din kollega eller veninde i den virkelige verden og fortalte, hvad hun har berettet her, ville du så sige “Stop, stop!! - opdagede du virkelig ikke, at hans tandbørste manglede?” og fortælle, at det grænsede til omsorgssvigt? 
Det er nok ikke lige på den måde, man bidrager til, at et barn får bedre opvækstvilkår. 

Ja det ville jeg. 

LSS skriver:

Næ, det ‘bør’ han ikke. De ved tydeligvis godt der er noget galt. Så det deres ansvar at være opmærksomme. 

Og du har tydeligvis ikke noget med udfordrede børn at gøre. Så egentlig tror jeg at ts og andre vil være fri for flere af dine indlæg, da de simpelthen ikke bidrager med noget, vitterligt intet.

Først bliv ved med det I gør = give en normalitet og et fristed. Det skal selvsagt også være er fristed, hvor mor ikke er en del heller ikke som noget man tal er om med.mindre han selv gør det. For som der er skrevet tidligere i tråden, så har han formodentlig en stor beskyttertrang over for sin mor, og vil føle et eget krav om at vælge hende foran jer. Det betyder ikke, st han ikke elsker jer og er så glad for det I giver, der betyder egentlig bare, at han også elsker sin mor og han oplever, at hun har meget brug for ham. Alt det ved I garanteret allerede.

Med hensyn til dit egentlige spørgsmål: Hvad kan vi gøre fx når han ikke tør skæld ud? 

Et af mine råd til forældre og til mig selv som lærer er at vise det svære selv - ikke så mange ord som er alt for abstrakte, men vise. Hver gang du mister noget, glemmer noget, gør noget forkert, så sig det højt: av nu har jeg igen mistet en vante, øv men det er der jo ikke noget at gøre ved. Bliv meget mere verbale omkring det I hjemmet når han er hjemme (overdriv endelig lidt og hvis I er perfekte så opfind lidt). Og kommentér også på hinanden: ej du er også en klovn, at du ikke kan holde på dine vanter, men jeg elsker dig alligevel. Børn og vel egentlig alle mennesker lærer fysisk og følelsesmæssigt godt ved at opleve og ikke kun med abstrakte ord.

Og forhåbentlig med tiden, har I givet ham et sundt forhold til det at lave fejl.