Tror han er bange for at skælde ud

Jeg har en bonus på 11 år, som jeg har kendt det meste af hans liv. En sød og dejlig dreng, der altid er hjælpsom og omsorgsfuld. Desværre også en dreng, der ikke tør sætte grænser, som finder sig i hvad som helst og som virker til at være bange for at få ballade. Og som ofte virker til at antage det værste.

Han har ikke haft, og har det ikke, nemt hos mor. Det er en hel lang historie, men kommunen er inde over hende, der har været flere underretninger, bonus har været i et gruppeforløb for børn af forældre med.... Udfordringer (vil ikke gå mere i detaljer). Og ja, vi har selvfølgelig gjort alt hvad vi kan og gør fortsat, men det er en helt anden snak.

Vi møder bonus med kærlighed, anerkendelse, tid og nærvær. Så derfor er det også til tider fuldstændig mindblowing vanvittigt de situationer der dukker op, hvor de ting jeg skrev først viser sig. Også selvom vi kender og forstår hans baggrund. Men vi ved ikke, hvad vi skal stille op, for det føles som om, at det ikke rigtig hjælper alt det vi forsøger for at hjælpe ham ud af følelsen af at frygte skæld ud eller tro det værste. 

Bare for at nævne et par eksempler alene her fra weekenden. 

- bonus og jeg skal ud at køre for at hente min mand. Han går om til forsædet, så jeg siger "hov, kan jeg få dig til at sætte dig om bagi? Din far har brug for at sidde foran, for der er mere benplads", hvorpå bonus tøver og siger "okay", går om og åbner bagagerummet og er ved at sætte sig op i det!?!? Jeg var fuldstændig mundlam og klargjorde straks, at jeg med bagi selvfølgelig mente bagsædet.

Jeg kan slet ikke forstå han kunne tro jeg mente, at han skulle ligge i bagagerummet! Eller hvorfor han så ikke sagde fra 

Anden episode:

- bonus været her i næsten 5 dage. Jeg går ud for at børste tænder og leder lidt efter den, da jeg pludselig studser over hvor bonus tandbørste egentlig er. Jeg spørger ham, hvor den er henne. Han siger, at det ved han ikke. Jeg spørger ham, hvad han så brugte til at børste sine tænder til aften. Han siger sin finger. Så spørger jeg ham, om han har børstet tænder med fingeren alle 5 dage han har været her, hvilket han bekræfter.

Igen fuldstændig målløs over, hvorfor han ikke har spurgt efter hvor den var henne 

Jeg har simpelthen så ondt af ham.. Men vi er ærlig talt også ved at være lidt opgivende, vi føler ikke tingene bliver bedre for ham, selvom vi fortsat kæmper for ham og ikke har tænkt os at give op.

Hvad kan vi gøre? 

Då tager man fat i kommunen og fortæller om jeres oplevelser. Og jeg ville meget meget hurtigt få flyttet søn til at bo mere fast hos jer. Hun lyder til at skulle have overvåget samvær næsten og kan åbenlyst ikke tage vare på hende. 
hvad siger skolen?

har mor ham det meste af tiden..? 

Har I en familievejleder koblet på?

Anonym skriver:

Jeg har en bonus på 11 år, som jeg har kendt det meste af hans liv. En sød og dejlig dreng, der altid er hjælpsom og omsorgsfuld. Desværre også en dreng, der ikke tør sætte grænser, som finder sig i hvad som helst og som virker til at være bange for at få ballade. Og som ofte virker til at antage det værste.

Han har ikke haft, og har det ikke, nemt hos mor. Det er en hel lang historie, men kommunen er inde over hende, der har været flere underretninger, bonus har været i et gruppeforløb for børn af forældre med.... Udfordringer (vil ikke gå mere i detaljer). Og ja, vi har selvfølgelig gjort alt hvad vi kan og gør fortsat, men det er en helt anden snak.

Vi møder bonus med kærlighed, anerkendelse, tid og nærvær. Så derfor er det også til tider fuldstændig mindblowing vanvittigt de situationer der dukker op, hvor de ting jeg skrev først viser sig. Også selvom vi kender og forstår hans baggrund. Men vi ved ikke, hvad vi skal stille op, for det føles som om, at det ikke rigtig hjælper alt det vi forsøger for at hjælpe ham ud af følelsen af at frygte skæld ud eller tro det værste. 

Bare for at nævne et par eksempler alene her fra weekenden. 

- bonus og jeg skal ud at køre for at hente min mand. Han går om til forsædet, så jeg siger "hov, kan jeg få dig til at sætte dig om bagi? Din far har brug for at sidde foran, for der er mere benplads", hvorpå bonus tøver og siger "okay", går om og åbner bagagerummet og er ved at sætte sig op i det!?!? Jeg var fuldstændig mundlam og klargjorde straks, at jeg med bagi selvfølgelig mente bagsædet.

Jeg kan slet ikke forstå han kunne tro jeg mente, at han skulle ligge i bagagerummet! Eller hvorfor han så ikke sagde fra 

Anden episode:

- bonus været her i næsten 5 dage. Jeg går ud for at børste tænder og leder lidt efter den, da jeg pludselig studser over hvor bonus tandbørste egentlig er. Jeg spørger ham, hvor den er henne. Han siger, at det ved han ikke. Jeg spørger ham, hvad han så brugte til at børste sine tænder til aften. Han siger sin finger. Så spørger jeg ham, om han har børstet tænder med fingeren alle 5 dage han har været her, hvilket han bekræfter.

Igen fuldstændig målløs over, hvorfor han ikke har spurgt efter hvor den var henne 

Jeg har simpelthen så ondt af ham.. Men vi er ærlig talt også ved at være lidt opgivende, vi føler ikke tingene bliver bedre for ham, selvom vi fortsat kæmper for ham og ikke har tænkt os at give op.

Hvad kan vi gøre? 

Det med tandbørsten synes jeg ærlig talt ikke du/i kan klandre ham for. Børster i ikke hans tænder da? 

LSS skriver:

Det med tandbørsten synes jeg ærlig talt ikke du/i kan klandre ham for. Børster i ikke hans tænder da? 

Nej, vi børster ikke hans tænder, det klarer han selv. Jeg forstår slet ikke, hvorfor du læser ud af det, at vi klandrer ham? Jeg prøver at formulere, at vi er enormt chokerede over at han er bange for at sige, at han ikke ved, hvor tandbørsten er. Han har sin egen herhjemme, jeg ved ikke, hvor den er blevet af. Denne gang har han en med hjemme fra sin mor, fordi han først har været på ferie hos farfar. Han fortalte her til formiddag, at han havde tænkt på at snige den nedenunder og bruge den, men han var bange for vi opdagede det og opdagede den anden var væk, fordi (og så brød han grædende sammen) han altid får skæld ud derhjemme, hvis noget bliver væk.. 

EKAB skriver:

Har I en familievejleder koblet på?

Mor har støtte og samtaler fra kommunen. Vi er ikke direkte involverede i samtalerne, mor ønsker ikke dette, idet omdrejningspunktet handler om de ting, hun kæmper med til daglig, og det vil hun ikke, at vi skal have indblik i. Vi bor heller ikke i samme kommune, ved dog ikke, om det har nogen betydning. 

Anonym skriver:

Jeg har en bonus på 11 år, som jeg har kendt det meste af hans liv. En sød og dejlig dreng, der altid er hjælpsom og omsorgsfuld. Desværre også en dreng, der ikke tør sætte grænser, som finder sig i hvad som helst og som virker til at være bange for at få ballade. Og som ofte virker til at antage det værste.

Han har ikke haft, og har det ikke, nemt hos mor. Det er en hel lang historie, men kommunen er inde over hende, der har været flere underretninger, bonus har været i et gruppeforløb for børn af forældre med.... Udfordringer (vil ikke gå mere i detaljer). Og ja, vi har selvfølgelig gjort alt hvad vi kan og gør fortsat, men det er en helt anden snak.

Vi møder bonus med kærlighed, anerkendelse, tid og nærvær. Så derfor er det også til tider fuldstændig mindblowing vanvittigt de situationer der dukker op, hvor de ting jeg skrev først viser sig. Også selvom vi kender og forstår hans baggrund. Men vi ved ikke, hvad vi skal stille op, for det føles som om, at det ikke rigtig hjælper alt det vi forsøger for at hjælpe ham ud af følelsen af at frygte skæld ud eller tro det værste. 

Bare for at nævne et par eksempler alene her fra weekenden. 

- bonus og jeg skal ud at køre for at hente min mand. Han går om til forsædet, så jeg siger "hov, kan jeg få dig til at sætte dig om bagi? Din far har brug for at sidde foran, for der er mere benplads", hvorpå bonus tøver og siger "okay", går om og åbner bagagerummet og er ved at sætte sig op i det!?!? Jeg var fuldstændig mundlam og klargjorde straks, at jeg med bagi selvfølgelig mente bagsædet.

Jeg kan slet ikke forstå han kunne tro jeg mente, at han skulle ligge i bagagerummet! Eller hvorfor han så ikke sagde fra 

Anden episode:

- bonus været her i næsten 5 dage. Jeg går ud for at børste tænder og leder lidt efter den, da jeg pludselig studser over hvor bonus tandbørste egentlig er. Jeg spørger ham, hvor den er henne. Han siger, at det ved han ikke. Jeg spørger ham, hvad han så brugte til at børste sine tænder til aften. Han siger sin finger. Så spørger jeg ham, om han har børstet tænder med fingeren alle 5 dage han har været her, hvilket han bekræfter.

Igen fuldstændig målløs over, hvorfor han ikke har spurgt efter hvor den var henne 

Jeg har simpelthen så ondt af ham.. Men vi er ærlig talt også ved at være lidt opgivende, vi føler ikke tingene bliver bedre for ham, selvom vi fortsat kæmper for ham og ikke har tænkt os at give op.

Hvad kan vi gøre? 

Altså jeg har da også oplevet at et barn gik til bagagerummet, når man sagde bagi... Lidt sjov.... 

Tandbørsten? Undskyld men tog det dig/jer 5 dage at opdage at han ikke har en tandbørste.?

Har I prøvet at snakke med drengen, han er 11. Hvordan han har det.. måske han skal have en støtteperson, der er neutral, der kan hjælpe ham i hans hverdag. Og måske har han brug for en ny base, han er vel snart så stor at han kan have en mening om hvor han vil bo. 

Hvad siger far til de ting du skriver her?

Anonym skriver:

Mor har støtte og samtaler fra kommunen. Vi er ikke direkte involverede i samtalerne, mor ønsker ikke dette, idet omdrejningspunktet handler om de ting, hun kæmper med til daglig, og det vil hun ikke, at vi skal have indblik i. Vi bor heller ikke i samme kommune, ved dog ikke, om det har nogen betydning. 

Men han er hans far, bør han ikke kunne kontakte kommunen og hører hvordan hans søn har det.? Hvad med i skolen? Snakker faren med andre end moren omkring hans søn?

LSS skriver:

Det med tandbørsten synes jeg ærlig talt ikke du/i kan klandre ham for. Børster i ikke hans tænder da? 

han er 11 - så det er han klar til at gøre selv

Tjullehej skriver:

Då tager man fat i kommunen og fortæller om jeres oplevelser. Og jeg ville meget meget hurtigt få flyttet søn til at bo mere fast hos jer. Hun lyder til at skulle have overvåget samvær næsten og kan åbenlyst ikke tage vare på hende. 
hvad siger skolen?

har mor ham det meste af tiden..? 

Pyha, jeg har lige skrevet nærmest en helt novelle, men slettede det igen. Skrev og forklarede hele historien, hvad vi har forsøgt, hvordan vi har kæmpet for at samarbejde, hjælpe, øge hans trivsel og med tiden møder og kontakt med kommune, skole, underretninger, samtaler med familieretsadvokat (som frarådede os at søge bopæl eller lignende, hendes erfaring er det ekstremt sjældent lykkes og kan resultere i det modsatte, altså at man i familieretshuset og kommunen opfatter det som mgl. Samarbejde og derfor laver sanktioner overfor fædre ift. Samværsret), jeg kunne blive ved. Jeg vil ikke dele hele historien, fordi jeg vil på mors vegne ikke risikere at hun kan genkendes, uanset hvad er det ikke rimeligt mod hende. Jeg kan kun forvisse at vi har kæmpet en opslidende kamp de sidste 6 år uden det har medført noget som helst.

Jeg ved godt, der er mange der stadig har troen på systemet, og de gør hvad der er bedst osv. Jeg må bare sige, at vi er en, af mange, der har oplevet, at systemet er tungt at danse med, og uanset hvor meget belæg, beviser, mistrivsel hos barnet og mors egne udtalelser om mgl. Kompetencer, møder, samtaler, underretninger, skolefravær, møder med familieretsadvokat, familieretshuset, så sker der ikke og en skid. Tro mig, det har været en utrolig modløs og sorgfuld proces, hvor vi begge har været super langt ned i følelsen af afmagt over, at alle kan se, der er seriøse problemer, men ingen vil tage den fulde konsekvens og handle på dem.

Jeg tror ikke, der er mere at sige end det. Andet end at vi HAR kæmpet.. Tro mig..