Det lyder Meget som mig da jeg var barn, og kan til tider stadig være sådan.
Min mor var alkoholiker, hendes kæreste narkoman, ingen nærhed, tryghed, faste rammer. Men meget skæld ud og tæsk.
Min far helt modsat, masser af kærlighed, nærvær, tryghed, drak ikke, skældte aldrig ud.
Jeg ville ikke turde sige hvis min tandbørste var væk, var ældre end din bonussøn da jeg overhovedet turde spørge min far om jeg måtte sidde foran, turde ikke spørge hvor jeg måtte sidde, stod tavs ude foran bilen til han selv sagde hvor jeg måtte gå hen. jeg turde ikke gå ud af værelset når jeg vågnede uden de hentede mig, for hjemme ved mor fik jeg skæld ud og måtte ikke forlade værelset.
Jeg var urenlig pga kronisk forstoppelse, og gemte mit tøj til de selv fandt det efter jeg var taget derfra , for var ikke klar til at få stillet spørgsmål eller få skæld ud.
Han kunne ikke fortælle mig nok at han ikke ville skælde ud, det hjalp ikke, for hjemme ved mor kunne hun sige det samme, og skælde ud alligevel, fordi hun skiftede personlighed så ofte som hun gjorde.
Mit bedste råd vil være, i stedet for at sige at han ikke skal være bange for skældud, så vis ham det. I en periode vær med ham i alt han gør hele tiden. Når han kommer hav en tandbørste klar til om aften og spørg om I skal tage den frem til ham, spørg om han vil have den med ned. Sådan i alle de situationer der er problemer med, til sidst ved han hvor han har jer. Sådan gjorde min far indtil jeg var tryg nok til at gøre det hele selv.