Advokater og anbragte børn

Ellos skriver:

Men hvad så med dem som godt kan se at de har brug for hjælp, men som stadig brokker sig over kommunens opførsel? Mange der selv beder aktivt om hjælp ender med at føle at de ikke bliver set og hørt, eller at de direkte bliver truet. Så det er muligt at være modstander af kommunens indblanding uden det nødvendigvis betyder at man mangler selvindsigt. Det er ikke nødvendigvis fordi man ikke ønsker at modtage hjælp, det kan også være fordi man rent faktisk har haft nogle virkelig dårlige oplevelser som man ikke ønsker skal gentage sig. 

Vidste du i øvrigt, at det faktisk ofte betaler sig at sige fra overfor kommunen? Mange tror at det bare er om at samarbejde fra ende til anden, og sige ja til alle de tiltag de iværksætter, men nogen gange skal man vitterligt bare sige nej, og så bliver sagen lukket - også selvom der er bekymring for forældreevnen. Kender flere der har sagt noget i stil med "wow, var det virkelig så let at slippe af med dem?". Fordi det rent faktisk bare krævede at de sagde nej. Men mange tør jo ikke sige nej hvis der er bekymring for deres forældreevne. Netop fordi de ikke vil risikere at kommunen tror de mangler selvindsigt. 

Hvorfra skulle jeg vide at du ikke kunne tage vare på dig selv? 

 

Jeg har rent faktisk oplevet, at en person "ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke selv syntes, at jeg havde ret til at få et barn, selv om jeg var syg"

Selvfølgelig ved jeg, at det betaler sig at sige fra.

Vi er tilbage ved de ressourcestærke og de ressourcesvage - der er bare meget større risiko for, at der er tvivl om forældreevnen hos et ressourcesvage forældre.

Ellos skriver:

Men hvad så med dem som godt kan se at de har brug for hjælp, men som stadig brokker sig over kommunens opførsel? Mange der selv beder aktivt om hjælp ender med at føle at de ikke bliver set og hørt, eller at de direkte bliver truet. Så det er muligt at være modstander af kommunens indblanding uden det nødvendigvis betyder at man mangler selvindsigt. Det er ikke nødvendigvis fordi man ikke ønsker at modtage hjælp, det kan også være fordi man rent faktisk har haft nogle virkelig dårlige oplevelser som man ikke ønsker skal gentage sig. 

Vidste du i øvrigt, at det faktisk ofte betaler sig at sige fra overfor kommunen? Mange tror at det bare er om at samarbejde fra ende til anden, og sige ja til alle de tiltag de iværksætter, men nogen gange skal man vitterligt bare sige nej, og så bliver sagen lukket - også selvom der er bekymring for forældreevnen. Kender flere der har sagt noget i stil med "wow, var det virkelig så let at slippe af med dem?". Fordi det rent faktisk bare krævede at de sagde nej. Men mange tør jo ikke sige nej hvis der er bekymring for deres forældreevne. Netop fordi de ikke vil risikere at kommunen tror de mangler selvindsigt. 

Hvorfra skulle jeg vide at du ikke kunne tage vare på dig selv? 

 

Sikke noget vås

mor:) skriver:

Sikke noget vås

Jamen det er da dejligt at vide, at du åbenbart ved mere og bedre end folk der selv har stået i situationen samt folk der arbejder indenfor området  Må jeg spørge hvor din viden kommer fra? 

Tommelise skriver:

Jeg har rent faktisk oplevet, at en person "ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke selv syntes, at jeg havde ret til at få et barn, selv om jeg var syg"

Selvfølgelig ved jeg, at det betaler sig at sige fra.

Vi er tilbage ved de ressourcestærke og de ressourcesvage - der er bare meget større risiko for, at der er tvivl om forældreevnen hos et ressourcesvage forældre.

Jeg ved ikke lige hvad den sidste spalte har at gøre med resten af beskeden? Hvis du tror at det kun er ressourcestærke forældre der kan slippe afsted med at sige fra er det ikke rigtigt. 

mor:) skriver:

Sikke noget vås

Du her ret i at man ikke bare kan sige nej, hvis kommunen vil fjerne barnet.

Der hvor man kan sige nej, kan være:

Det, der - bl.a. ligger i det er - og her er det sat på spidsen:

To kvinder står begge i den situation, hvor de bliver tilbudt at komme i gruppen "sårbare gravide" 

Så vil den kvinde, der måske har haft en svær opvækst og måske har negative erfaringer med "systemet" nemmere se det som en trussel og som en risiko. Hun vil nærmest tage det som en personlig fornærmelse at blive tilbudt det, for hun synes ikke selv, hun er "sårbar gravid". Hun vil have "paraderne oppe"

Den kvinde, der er en helt almindelig ressourcestærk kvinde med uddannelse og job, som ikke har været i kontakt med "systemet"", MEN fik en efterfødselsreaktion, da hun fødte sit første barn se det som et tilbud om ekstra støtte. F.eks. ekstra besøg af sundhedsplejersken. 

Man kan frit vælge at sige nej til tilbud om ekstra støtte. 

Men vi må jo være ærlige - det er sværere for nr. 1 at sige nej, fordi kommunen måske vil være ekstra obs på hende.

Nr. 2 har nok nemmere ved at sige nej uden at være bange for "for meget " opmærksomhed.

Det er sat på spidsen - og yderpunkterne.

Ellos skriver:

Jeg ved ikke lige hvad den sidste spalte har at gøre med resten af beskeden? Hvis du tror at det kun er ressourcestærke forældre der kan slippe afsted med at sige fra er det ikke rigtigt. 

Det kommer meget an på, hvad du mener med ressourcestærke forældre.

For jeg taler ikke om forældre, der ikke har gode forældreressourcer.

Men som er ressourcesvage på andre områder.

Du må også gerne forklare, hvad du præcist mener med at "man bare kan sige nej"

Jeg ved godt, at nogle forældre uretmæssigt kommer frygteligt i klemme.

Ellos skriver:

Men det er ikke så sorthvidt, at man bare kan dele forældrene op i dem der mangler selvindsigt, og dem der er blevet uretfærdigt behandlet af kommunen. Det er faktisk tit en blanding af begge dele. Og så er der jo også dem der har gjort noget dumt, men som godt selv ved det, og som er villige til at tage imod hjælpen. De mangler jo ikke selvindsigt, selvom de har dummet sig. Og mange af dem får en lang næse når de opdager hvad "hjælpen" egentlig består af, men det er en anden diskussion. Jeg forstår ikke hvorfor kommunen ville blive involveret bare pga din depression, hvis du var blevet gravid mens du havde den? 

Nu ved jeg ikke, om du har læst den anden tråd.

En af mine rigtig gode veninder fik sit første barn tvangsfjernet - og fik det hjem igen.

Jeg tror ikke, at det kun er ressourcestærke forældre, der kan sige fra. Jeg gik i behandling (i dagbehandling) i et familiehus, det første halve år min søns liv for en fødselsdepression. Der lærte jeg en kvinde at kende, hvor både hun og manden kom fra socialtbelastede kår. Da forløbet var slut, blev det anbefalet fra familiehuset, at hendes familie skulle følges yderligere af en familiekonsulent (børnene var i øvrigt i aflastning hos bedsteforældrene hver anden weekend). Familien takkede nej og så var den potte ude. 

Ellos skriver:

Ift din sidste sætning, så ved du jo ikke hvor dumt folk har opført sig, og om de overhovedet har opført sig dumt. Jeg er enig i at man ikke får sit barn fjernet bare fordi man har haft en depression, men der kan være et hav af begrundelser som ikke nødvendigvis er helt i orden. Nogen nyfødte børn bliver for eksempel fjernet på baggrund af manglende øjenkontakt. I disse sager glemmer kommunerne, at det altså er meget forskelligt hvor længe så små børn kan holde øjenkontakten ad gangen, og at nyfødtes syn i øvrigt er meget sløret. Jeg kender sågar til en sådan sag, hvor det senere blev konstateret at barnet havde nedsat syn, men barnet kom ikke hjem af den grund. Så pas nu på med at skrive ting som at folk opfører sig dumt. Det er ikke okay at komme med den slags formodninger om forældre til anbragte børn, hvis man ikke kender baggrunden for anbringelsen.

Ift din påstand om at advokater tjener nemme penge på anbringelsessager, så holder den ikke helt vand. Advokaterne får kun løn for et bestemt antal timer pr møde, som ikke nødvendigvis dækker det antal timer de rent faktisk bruger på at gennemgå sagen. Altså møder med børn og unge udvalget, ankestyrelsen og retten. Jeg kan ikke huske det præcise antal timer, men det var i hvert fald ikke meget. Og der bliver jo sat en genbehandlingsfrist efter hvert eneste møde. Så der kan gå flere år imellem at advokaten repræsenterer forældrene. 

Du tolker rigtig meget på, hvad jeg "mener om forældre til anbragte børn"

Jeg holder f.eks. uendelig meget af min veninde, der fik tvangsfjernet sit første barn.

Det med den manglende øjenkontakt - sundhedsplejerskerne er meget opmærksomme på det, fordi det KAN være tegn på mistrivsel.

Kommunen "opdager" ikke, at der er manglende øjenkontakt, medmindre der er én, der underretter kommunen.

Og nogle sundhedsplejersker er mere emsige end andre - eller mere bange for at "overse" mistrivsel.

Så det handler også rigtig meget om, at sundhedsplejerskerne skal være bedre til at være opmærksomme på, at mangelende øjenkontakt kan skyldes andre ting.

Jeg har ikke læst den omtalte sag, og derfor er det umuligt for mig at vide, hvorfor barnet ikke kom hjem igen. 

Så jeg vil hverken dømme i den ene sag eller den anden uden at kende hele sagen.

Jeg ved altså godt, at der sker fejl.

Men hvis kommune fjernede "mange børn på et løst grundlag" - så var mange, mange flere børn fjernet.

Zhenzi skriver:

Jeg tror ikke, at det kun er ressourcestærke forældre, der kan sige fra. Jeg gik i behandling (i dagbehandling) i et familiehus, det første halve år min søns liv for en fødselsdepression. Der lærte jeg en kvinde at kende, hvor både hun og manden kom fra socialtbelastede kår. Da forløbet var slut, blev det anbefalet fra familiehuset, at hendes familie skulle følges yderligere af en familiekonsulent (børnene var i øvrigt i aflastning hos bedsteforældrene hver anden weekend). Familien takkede nej og så var den potte ude. 

Ja - men det er jo det.

Flere skal være BEVIDSTE om, at de kan takke nej.

Det blev jo kun ANBEFALET, at familien skulle følges. Det var ikke et KRAV.

Og jeg tror, at hvis man kommer fra socialtbelastede kår, så har man ikke nødvendigvis den samme bevidsthed om, at det er noget, man kan takke nej til.

Mere bange for, at blive "straffet" for at sige nej.

Men der er jo virkelig mange, der formår at bryde den sociale arv. Og de klarer sig fint uden ekstra støtte.