Advokater og anbragte børn

For et par måneder siden hørte jeg en radioudsendelse.

Der er mange, der tror, at hvis en advokat får medhold i retten og et anbragt barn bliver hjemgivet, så var det en fejlanbringelse.

Men en 15-årig anbragt dreng valgte at "stå frem" i en radioudsendelse, der gjorde opmærksom på et problem.

Nogle advokater kan finde på at presse forældre til anbragte børn til igen og igen at forsøge at få børnene hjemgivet. Og forældrene gør det, fordi de selv mener, at de kan tage vare på barnet og selvfølgelig vil have det hjem.

Drengen virkede utrolig moden af sin alder.

Han fortalte, at advokaten flere gange havde fået hans mor til at tage sagen op. Hun håbede selvfølgelig at få sin søn hjem.

Men sønnen sagde, at det stressede ham rigtig meget, og at han var bange for, at advokaten skulle finde et hul, så han ikke kunne blive hos sin plejefamilie.

Han sagde, at han elsker sin mor, som alle andre børn elsker deres forældre, men at han syntes, at hun skulle acceptere, at hun ikke kunne passe ham. Han sagde "Hun kan ikke passe mig" - han havde samvær med hende, og som jeg forstod det, var han også på weekender og ferier hos sin mor.  Han sagde i hvert fald, at det jo var forsøgt, men "hun kan ikke passe mig".

Han havde brug for den stabilitet, der var i familien.

Og han sagde: "Den eneste, der får noget ud af de, er advokaten"

Det var godt set af en 15-årig - det er nemme penge for advokaten, for han kender sagen. Han skal ikke sætte sig ind i en ny kompleks sag, så det er "små ændringer". Men moderen tror, at hun virkelig har en chance, og barnet er bange for at blive hjemgivet. Om advokaten så mener, at han kan få barnet hjem og godhjertet vil hjælpe moderen, er jo en anden sag. 

Drengen blev spurgt, om han vidste, om det var et udbredt problem, og han sagde, at han vidste, at det i hvert fald var et problem for flere anbragte børn.

Og som han sagde: "Det stresser os, så vi har svært ved at koncentere os om skolen"

Moderen var ikke glad for, at han medvirkede i udsendelsen. Hun var blevet forelagt det i forvejen. Og hun "var ikke enig med sin søn".

Når alt det er sagt, så er det også godt, at der findes gode advokater, der hjælper de forældre, hvor der virkelig er tale om en fejlanbringelse.

Tommelise skriver:

For et par måneder siden hørte jeg en radioudsendelse.

Der er mange, der tror, at hvis en advokat får medhold i retten og et anbragt barn bliver hjemgivet, så var det en fejlanbringelse.

Men en 15-årig anbragt dreng valgte at "stå frem" i en radioudsendelse, der gjorde opmærksom på et problem.

Nogle advokater kan finde på at presse forældre til anbragte børn til igen og igen at forsøge at få børnene hjemgivet. Og forældrene gør det, fordi de selv mener, at de kan tage vare på barnet og selvfølgelig vil have det hjem.

Drengen virkede utrolig moden af sin alder.

Han fortalte, at advokaten flere gange havde fået hans mor til at tage sagen op. Hun håbede selvfølgelig at få sin søn hjem.

Men sønnen sagde, at det stressede ham rigtig meget, og at han var bange for, at advokaten skulle finde et hul, så han ikke kunne blive hos sin plejefamilie.

Han sagde, at han elsker sin mor, som alle andre børn elsker deres forældre, men at han syntes, at hun skulle acceptere, at hun ikke kunne passe ham. Han sagde "Hun kan ikke passe mig" - han havde samvær med hende, og som jeg forstod det, var han også på weekender og ferier hos sin mor.  Han sagde i hvert fald, at det jo var forsøgt, men "hun kan ikke passe mig".

Han havde brug for den stabilitet, der var i familien.

Og han sagde: "Den eneste, der får noget ud af de, er advokaten"

Det var godt set af en 15-årig - det er nemme penge for advokaten, for han kender sagen. Han skal ikke sætte sig ind i en ny kompleks sag, så det er "små ændringer". Men moderen tror, at hun virkelig har en chance, og barnet er bange for at blive hjemgivet. Om advokaten så mener, at han kan få barnet hjem og godhjertet vil hjælpe moderen, er jo en anden sag. 

Drengen blev spurgt, om han vidste, om det var et udbredt problem, og han sagde, at han vidste, at det i hvert fald var et problem for flere anbragte børn.

Og som han sagde: "Det stresser os, så vi har svært ved at koncentere os om skolen"

Moderen var ikke glad for, at han medvirkede i udsendelsen. Hun var blevet forelagt det i forvejen. Og hun "var ikke enig med sin søn".

Når alt det er sagt, så er det også godt, at der findes gode advokater, der hjælper de forældre, hvor der virkelig er tale om en fejlanbringelse.

Det er jo svært at vurdere, om drengens opfattelse af advokatens pres på moderen er i overensstemmelse med virkeligheden. Moderen er jo i hvert fald uenig med ham. Hvis vi nu antager, at hun rent faktisk overfor advokaten har udtrykt, at han skal gøre alt for, at hun kan få sønnen hjem - vel vidende, at det ikke er, hvad sønnen ønsker - er det jo ikke sikkert, hun over for ham spiller med åbne kort. Så kan det være belejligt for hende at sige, at det er advokaten og ikke hende, der presser på. 

Uanset hvad, så er det ansvarsfralæggelse af moderen. Advokaten har ikke mandat til at handle uden hendes tilsagn, og hans opgave er jo nu engang, indtil hun giver udtryk for andet, at kæmpe hendes sag. Så er det da muligt, nogle advokater går for langt - det kan vi bare ikke konkludere på baggrund af en 15-årigs udsagn. 

At det skulle kunne føre til, at et barn bliver hjemgivet på forkerte præmisser - altså mod barnets tarv - synes jeg slet ikke, man kan konkludere. Man må da formode, at selv den mest emsige og insisterende advokat ikke kan påvirke afgørelsen alene ved at “mase på”. 

Det er et meget komplekst område, hvor grænserne mellem fejlanbringelse og hensigtsmæssig anbringelse ofte er udflydende, og hvor subjektive vurderinger nødvendigvis spiller ind. Advokaterne skal sådan set slet ikke tage personlig stilling til, om en anbringelse er berettiget eller ej. Han skal tilgodese forældrene og kæmpe deres sag.  

Mor og meget mere skriver:

Det er jo svært at vurdere, om drengens opfattelse af advokatens pres på moderen er i overensstemmelse med virkeligheden. Moderen er jo i hvert fald uenig med ham. Hvis vi nu antager, at hun rent faktisk overfor advokaten har udtrykt, at han skal gøre alt for, at hun kan få sønnen hjem - vel vidende, at det ikke er, hvad sønnen ønsker - er det jo ikke sikkert, hun over for ham spiller med åbne kort. Så kan det være belejligt for hende at sige, at det er advokaten og ikke hende, der presser på. 

Uanset hvad, så er det ansvarsfralæggelse af moderen. Advokaten har ikke mandat til at handle uden hendes tilsagn, og hans opgave er jo nu engang, indtil hun giver udtryk for andet, at kæmpe hendes sag. Så er det da muligt, nogle advokater går for langt - det kan vi bare ikke konkludere på baggrund af en 15-årigs udsagn. 

At det skulle kunne føre til, at et barn bliver hjemgivet på forkerte præmisser - altså mod barnets tarv - synes jeg slet ikke, man kan konkludere. Man må da formode, at selv den mest emsige og insisterende advokat ikke kan påvirke afgørelsen alene ved at “mase på”. 

Det er et meget komplekst område, hvor grænserne mellem fejlanbringelse og hensigtsmæssig anbringelse ofte er udflydende, og hvor subjektive vurderinger nødvendigvis spiller ind. Advokaterne skal sådan set slet ikke tage personlig stilling til, om en anbringelse er berettiget eller ej. Han skal tilgodese forældrene og kæmpe deres sag.  

Jeg er helt enig i, at moderen lægger ansvaret fra sig.

Mit "problem" er nok lige så meget, når en sag er imod barnets tarv.

Det er jo ikke det, der interesserer advokaten.

Det må han eller hun jo ikke interessere sig for.

Vi ved  alle sammen godt, at en retssag ikke altid handler om, hvad der er rigtigt, men om, hvor dygtig advokaten er. 

Det krænker min retsbevidsthed, og jeg kunne ikke selv arbejde som advokat.

Det er jo også derfor, at en del personer går fri eller får en lav straf, selv om deres advokat godt ved, at klienten er skyldig og har gjort noget forfærdeligt.

Eller at en person dømmes, selv om han eller hun måske er udskyldig.

Og sådan er det også nødt til være - for det er advokatens job, og han eller hun må ikke lade personlige følelser være afgørende.

Men man skal ikke altid undervurdere børnenes stemme (det ved du selvfølgelig godt med det job du har).

Selvfølgelig kan man ikke bare "konkludere", at barnet bliver hjemgivet imod dets tarv. Og du har ret i, at en 15-årig ikke kan overskue kompleksiteten.

Og moderen mangler stadig selvindsigt.

Det, er "irriterer" mig mest ved tvang og magt er, at det skræmmer mange mennesker.

Ganske almindelige mennesker, som "har hørt", at kommunen fjerner et barn udelukkende p.gr.a. en mors unge alder.

Du har måske også set spørgsmål herinde (eller er det må minmave? ) - hvor kvinder spørger:

"Jeg er gravid, men jeg har haft en depression ? Fjerner kommunen så mit barn?"

Eller kvinder der bliver helt vidt bange, hvis jordemoderen foreslår, at det måske var en god idé, hvis de kommer i kategorien "Sårbar gravid"

Og desværre så er der nogen, der bekræfter dem i, at de har god grund til at være bange.

Men heldigvis også mange, der siger "Nej kommunen fjerner ikke dit barn, udelukkende fordi du engang har haft en depression"

Jeg ved, at der sidder en plejemor herinde, der er lige så træt af "tvang og magt", som jeg nogle gange er.

Nogle siger: "Hvad ville du sige, hvis det var dit barn?"  og så får man næsten lyst til at svare. "Nu har jeg jo ikke opført mig lige så "dumt", som du har"

Jeg er helt enig i, at moderen lægger ansvaret fra sig.

Mit "problem" er nok lige så meget, når en sag er imod barnets tarv.

Det er jo ikke det, der interesserer advokaten.

Det må han eller hun jo ikke interessere sig for.

Vi ved  alle sammen godt, at en retssag ikke altid handler om, hvad der er rigtigt, men om, hvor dygtig advokaten er. 

Det krænker min retsbevidsthed, og jeg kunne ikke selv arbejde som advokat.

Det er jo også derfor, at en del personer går fri eller får en lav straf, selv om deres advokat godt ved, at klienten er skyldig og har gjort noget forfærdeligt.

Eller at en person dømmes, selv om han eller hun måske er udskyldig.

Og sådan er det også nødt til være - for det er advokatens job, og han eller hun må ikke lade personlige følelser være afgørende.

Men man skal ikke altid undervurdere børnenes stemme (det ved du selvfølgelig godt med det job du har).

Selvfølgelig kan man ikke bare "konkludere", at barnet bliver hjemgivet imod dets tarv. Og du har ret i, at en 15-årig ikke kan overskue kompleksiteten.

Og moderen mangler stadig selvindsigt.

Det, er "irriterer" mig mest ved tvang og magt er, at det skræmmer mange mennesker.

Ganske almindelige mennesker, som "har hørt", at kommunen fjerner et barn udelukkende p.gr.a. en mors unge alder.

Du har måske også set spørgsmål herinde (eller er det må minmave? ) - hvor kvinder spørger:

"Jeg er gravid, men jeg har haft en depression ? Fjerner kommunen så mit barn?"

Eller kvinder der bliver helt vidt bange, hvis jordemoderen foreslår, at det måske var en god idé, hvis de kommer i kategorien "Sårbar gravid"

Og desværre så er der nogen, der bekræfter dem i, at de har god grund til at være bange.

Men heldigvis også mange, der siger "Nej kommunen fjerner ikke dit barn, udelukkende fordi du engang har haft en depression"

Jeg ved, at der sidder en plejemor herinde, der er lige så træt af "tvang og magt", som jeg nogle gange er.

Nogle siger: "Hvad ville du sige, hvis det var dit barn?"  og så får man næsten lyst til at svare. "Nu har jeg jo ikke opført mig lige så "dumt", som du har"

 

 

 

 

Ift din sidste sætning, så ved du jo ikke hvor dumt folk har opført sig, og om de overhovedet har opført sig dumt. Jeg er enig i at man ikke får sit barn fjernet bare fordi man har haft en depression, men der kan være et hav af begrundelser som ikke nødvendigvis er helt i orden. Nogen nyfødte børn bliver for eksempel fjernet på baggrund af manglende øjenkontakt. I disse sager glemmer kommunerne, at det altså er meget forskelligt hvor længe så små børn kan holde øjenkontakten ad gangen, og at nyfødtes syn i øvrigt er meget sløret. Jeg kender sågar til en sådan sag, hvor det senere blev konstateret at barnet havde nedsat syn, men barnet kom ikke hjem af den grund. Så pas nu på med at skrive ting som at folk opfører sig dumt. Det er ikke okay at komme med den slags formodninger om forældre til anbragte børn, hvis man ikke kender baggrunden for anbringelsen.

Ift din påstand om at advokater tjener nemme penge på anbringelsessager, så holder den ikke helt vand. Advokaterne får kun løn for et bestemt antal timer pr møde, som ikke nødvendigvis dækker det antal timer de rent faktisk bruger på at gennemgå sagen. Altså møder med børn og unge udvalget, ankestyrelsen og retten. Jeg kan ikke huske det præcise antal timer, men det var i hvert fald ikke meget. Og der bliver jo sat en genbehandlingsfrist efter hvert eneste møde. Så der kan gå flere år imellem at advokaten repræsenterer forældrene. 

Ellos skriver:

Ift din sidste sætning, så ved du jo ikke hvor dumt folk har opført sig, og om de overhovedet har opført sig dumt. Jeg er enig i at man ikke får sit barn fjernet bare fordi man har haft en depression, men der kan være et hav af begrundelser som ikke nødvendigvis er helt i orden. Nogen nyfødte børn bliver for eksempel fjernet på baggrund af manglende øjenkontakt. I disse sager glemmer kommunerne, at det altså er meget forskelligt hvor længe så små børn kan holde øjenkontakten ad gangen, og at nyfødtes syn i øvrigt er meget sløret. Jeg kender sågar til en sådan sag, hvor det senere blev konstateret at barnet havde nedsat syn, men barnet kom ikke hjem af den grund. Så pas nu på med at skrive ting som at folk opfører sig dumt. Det er ikke okay at komme med den slags formodninger om forældre til anbragte børn, hvis man ikke kender baggrunden for anbringelsen.

Ift din påstand om at advokater tjener nemme penge på anbringelsessager, så holder den ikke helt vand. Advokaterne får kun løn for et bestemt antal timer pr møde, som ikke nødvendigvis dækker det antal timer de rent faktisk bruger på at gennemgå sagen. Altså møder med børn og unge udvalget, ankestyrelsen og retten. Jeg kan ikke huske det præcise antal timer, men det var i hvert fald ikke meget. Og der bliver jo sat en genbehandlingsfrist efter hvert eneste møde. Så der kan gå flere år imellem at advokaten repræsenterer forældrene. 

Hvor skriver jeg, at alle har opført sig dumt ?

Jeg tænker på helt konkrete sager og udtalelser fra forældrene.

Og i de konkrete sager var det SÅ tydeligt, at forældrene har opført sig dumt. Og så skal de ikke spørge mig, hvad jeg ville gøre, hvis det var mig.

For jeg ville aldrig have opført mig lige så uansvarligt.

Og hvor skriver jeg, at der aldrig sker fejlanbringelser ?

Hvor skriver jeg, at jeg "kommer med den slags formodninger om forældre til anbragte børn" ?

Jeg vil netop nuancere det.

Så de forældre, hvor der rent faktisk er fejlanbringelser, og hvor det er sket på et tåbeligt grundlag, ikke bliver slået i hartkorn med alle dem, der ingen selvindsigt har.

Den med advokaterne vil jeg godt medgive, at det ikke holder vand.

Ellos skriver:

Ift din sidste sætning, så ved du jo ikke hvor dumt folk har opført sig, og om de overhovedet har opført sig dumt. Jeg er enig i at man ikke får sit barn fjernet bare fordi man har haft en depression, men der kan være et hav af begrundelser som ikke nødvendigvis er helt i orden. Nogen nyfødte børn bliver for eksempel fjernet på baggrund af manglende øjenkontakt. I disse sager glemmer kommunerne, at det altså er meget forskelligt hvor længe så små børn kan holde øjenkontakten ad gangen, og at nyfødtes syn i øvrigt er meget sløret. Jeg kender sågar til en sådan sag, hvor det senere blev konstateret at barnet havde nedsat syn, men barnet kom ikke hjem af den grund. Så pas nu på med at skrive ting som at folk opfører sig dumt. Det er ikke okay at komme med den slags formodninger om forældre til anbragte børn, hvis man ikke kender baggrunden for anbringelsen.

Ift din påstand om at advokater tjener nemme penge på anbringelsessager, så holder den ikke helt vand. Advokaterne får kun løn for et bestemt antal timer pr møde, som ikke nødvendigvis dækker det antal timer de rent faktisk bruger på at gennemgå sagen. Altså møder med børn og unge udvalget, ankestyrelsen og retten. Jeg kan ikke huske det præcise antal timer, men det var i hvert fald ikke meget. Og der bliver jo sat en genbehandlingsfrist efter hvert eneste møde. Så der kan gå flere år imellem at advokaten repræsenterer forældrene. 

Og nu er det altså sådan, at jeg selv har haft en voldsom depression, hvor jeg godt vidste - at DEN skulle jeg have på afstand, inden jeg evt. skulle have børn.

HVIS jeg havde fået et barn på det tidspunkt - så var kommunen selvfølgelig blevet involveret. Det siger sig selv, og det ville jeg kunnet forstå.

Men mange andre ville ikke have fattet, at de kunne takke sig selv for, at kommunen blev bekymret.

Tommelise skriver:

Hvor skriver jeg, at alle har opført sig dumt ?

Jeg tænker på helt konkrete sager og udtalelser fra forældrene.

Og i de konkrete sager var det SÅ tydeligt, at forældrene har opført sig dumt. Og så skal de ikke spørge mig, hvad jeg ville gøre, hvis det var mig.

For jeg ville aldrig have opført mig lige så uansvarligt.

Og hvor skriver jeg, at der aldrig sker fejlanbringelser ?

Hvor skriver jeg, at jeg "kommer med den slags formodninger om forældre til anbragte børn" ?

Jeg vil netop nuancere det.

Så de forældre, hvor der rent faktisk er fejlanbringelser, og hvor det er sket på et tåbeligt grundlag, ikke bliver slået i hartkorn med alle dem, der ingen selvindsigt har.

Den med advokaterne vil jeg godt medgive, at det ikke holder vand.

 

 

Men det er ikke så sorthvidt, at man bare kan dele forældrene op i dem der mangler selvindsigt, og dem der er blevet uretfærdigt behandlet af kommunen. Det er faktisk tit en blanding af begge dele. Og så er der jo også dem der har gjort noget dumt, men som godt selv ved det, og som er villige til at tage imod hjælpen. De mangler jo ikke selvindsigt, selvom de har dummet sig. Og mange af dem får en lang næse når de opdager hvad "hjælpen" egentlig består af, men det er en anden diskussion. Jeg forstår ikke hvorfor kommunen ville blive involveret bare pga din depression, hvis du var blevet gravid mens du havde den? 

Ellos skriver:

Men det er ikke så sorthvidt, at man bare kan dele forældrene op i dem der mangler selvindsigt, og dem der er blevet uretfærdigt behandlet af kommunen. Det er faktisk tit en blanding af begge dele. Og så er der jo også dem der har gjort noget dumt, men som godt selv ved det, og som er villige til at tage imod hjælpen. De mangler jo ikke selvindsigt, selvom de har dummet sig. Og mange af dem får en lang næse når de opdager hvad "hjælpen" egentlig består af, men det er en anden diskussion. Jeg forstår ikke hvorfor kommunen ville blive involveret bare pga din depression, hvis du var blevet gravid mens du havde den? 

Jeg taler om dem, der IKKE kan se, at der har dummet sig.

Jeg har meget mere respekt for dem, der siger - "jeg ved godt, at det her ikke var så godt, og jeg vil gerne have hjælp"

Frem for dem, der lægger ansvaret fra sig og ser det som en personlig fornærmelse at blive tilbudt hjælp.

"Bare" p.gr.a en depression ?

Undskyld, men synes du virkelig, det er en god ide at blive gravid, når man er så syg, at man knap nok kan tage vare på sig selv ?

Ellos skriver:

Men det er ikke så sorthvidt, at man bare kan dele forældrene op i dem der mangler selvindsigt, og dem der er blevet uretfærdigt behandlet af kommunen. Det er faktisk tit en blanding af begge dele. Og så er der jo også dem der har gjort noget dumt, men som godt selv ved det, og som er villige til at tage imod hjælpen. De mangler jo ikke selvindsigt, selvom de har dummet sig. Og mange af dem får en lang næse når de opdager hvad "hjælpen" egentlig består af, men det er en anden diskussion. Jeg forstår ikke hvorfor kommunen ville blive involveret bare pga din depression, hvis du var blevet gravid mens du havde den? 

Depressioner findes i forskellige grader - fra de lette til de svære.

Og jeg håber da, du kan se forskellen på at blive graivd, MENS man lider af en svær depression.

Og så på at blive gravid, efter man har lagt depressionen bag sig.

Tommelise skriver:

Jeg taler om dem, der IKKE kan se, at der har dummet sig.

Jeg har meget mere respekt for dem, der siger - "jeg ved godt, at det her ikke var så godt, og jeg vil gerne have hjælp"

Frem for dem, der lægger ansvaret fra sig og ser det som en personlig fornærmelse at blive tilbudt hjælp.

"Bare" p.gr.a en depression ?

Undskyld, men synes du virkelig, det er en god ide at blive gravid, når man er så syg, at man knap nok kan tage vare på sig selv ?

Men hvad så med dem som godt kan se at de har brug for hjælp, men som stadig brokker sig over kommunens opførsel? Mange der selv beder aktivt om hjælp ender med at føle at de ikke bliver set og hørt, eller at de direkte bliver truet. Så det er muligt at være modstander af kommunens indblanding uden det nødvendigvis betyder at man mangler selvindsigt. Det er ikke nødvendigvis fordi man ikke ønsker at modtage hjælp, det kan også være fordi man rent faktisk har haft nogle virkelig dårlige oplevelser som man ikke ønsker skal gentage sig. 

Vidste du i øvrigt, at det faktisk ofte betaler sig at sige fra overfor kommunen? Mange tror at det bare er om at samarbejde fra ende til anden, og sige ja til alle de tiltag de iværksætter, men nogen gange skal man vitterligt bare sige nej, og så bliver sagen lukket - også selvom der er bekymring for forældreevnen. Kender flere der har sagt noget i stil med "wow, var det virkelig så let at slippe af med dem?". Fordi det rent faktisk bare krævede at de sagde nej. Men mange tør jo ikke sige nej hvis der er bekymring for deres forældreevne. Netop fordi de ikke vil risikere at kommunen tror de mangler selvindsigt. 

Hvorfra skulle jeg vide at du ikke kunne tage vare på dig selv?