Støt ivf behandling til barn nr.2 I det offentlige

Man kan også spare sammen fra man går i behandling med barn nr 1 gratis, og så have råd til barn nr 2 når man når 5 år frem. Men måske vil folk heller have en ferie, bil mm.

Hvorfor skal andre betale for at folk kan få to børn og stadigvæk tage på ferie, købe nyt fjernsyn osv. og hvad med tre børn. Hvorfor er 2 det ultimative..?

Synes forslaget er mærkeligt.  

 

 

Lad os nu kalde en spade for en spade - selvfølgelig har egenbetaling på behandling en social slagside, ligesom det meste anden egenbetaling på sundhedsydelser har. Det kan man jo vælge at synes er fint - eller man kan afmontere dilemmaet med henvisning til “biler og ferie”, men det ændrer jo ikke på konsekvenserne for økonomisk svagere stillede.

Til selve forslaget: Selvfølgelig skal mennesker som lider af infertilitet have afgang til hjælp via det offentlige - flere gange. Vi behandler heller ikke de fleste andre lidelser med et engangs-klausul (“Desværre, Hr. Hansen - vi har behandlet deres sukkersyge én gang, nu må De selv klare resten) .

Når folk tillader sig en personlig (fremfor en lægefaglig) holdning til ovenstående, handler det i mine øjne ofte om en manglende anerkendelse af infertilitet som dét, det er: en sygdom, som i mange tilfælde kan behandles, og som i ubehandlet tilstand kan have enorme konsekvenser for den enkelte. Det gælder også sekundær infertilitet.

Mennesker omfattet af ovennævnte forslag omfatter fx manden som mellem barn nr. 1 og 2 fik ødelagt sin sædkvalitet af kemo, kvinden som gik i overgangsalderen som 23-årig, parret som mistede deres baby efter fødslen, osv. Og så alle de helt almindelige familier, som “bare” ønsker sig mere end et enkelt barn, for både deres egen og søskendes skyld.

Det handler ikke om at gøre det til en menneskeret at få børn. Det handler om at kunne  gøre det til en ret at kunne modtage hjælp til at få børn, så længe det ud fra en lægefaglig vurdering er meningsfyldt.

Ps: Skide spændende debat - Det er sgu da i øvrigt paradoksalt, at det herhjemme er mig, som grundet bortopererede æggeledere gør, at vi ikke kan få hjæp til flere børn. Men hvis manden og jeg går fra hinanden, kan vi begge få gratis hjælp? 

Lad os nu kalde en spade for en spade - selvfølgelig har egenbetaling på behandling en social slagside, ligesom det meste anden egenbetaling på sundhedsydelser har. Det kan man jo vælge at synes er fint - eller man kan afmontere dilemmaet med henvisning til “biler og ferie”, men det ændrer jo ikke på konsekvenserne for økonomisk svagere stillede.

Til selve forslaget: Selvfølgelig skal mennesker som lider af infertilitet have afgang til hjælp via det offentlige - flere gange. Vi behandler heller ikke de fleste andre lidelser med et engangs-klausul (“Desværre, Hr. Hansen - vi har behandlet deres sukkersyge én gang, nu må De selv klare resten) .

Når folk tillader sig en personlig (fremfor en lægefaglig) holdning til ovenstående, handler det i mine øjne ofte om en manglende anerkendelse af infertilitet som dét, det er: en sygdom, som i mange tilfælde kan behandles, og som i ubehandlet tilstand kan have enorme konsekvenser for den enkelte. Det gælder også sekundær infertilitet.

Mennesker omfattet af ovennævnte forslag omfatter fx manden som mellem barn nr. 1 og 2 fik ødelagt sin sædkvalitet af kemo, kvinden som gik i overgangsalderen som 23-årig, parret som mistede deres baby efter fødslen, osv. Og så alle de helt almindelige familier, som “bare” ønsker sig mere end et enkelt barn, for både deres egen og søskendes skyld.

Det handler ikke om at gøre det til en menneskeret at få børn. Det handler om at kunne  gøre det til en ret at kunne modtage hjælp til at få børn, så længe det ud fra en lægefaglig vurdering er meningsfyldt.

Ps: Skide spændende debat - Det er sgu da i øvrigt paradoksalt, at det herhjemme er mig, som grundet bortopererede æggeledere gør, at vi ikke kan få hjæp til flere børn. Men hvis manden og jeg går fra hinanden, kan vi begge få gratis hjælp? 

når man siger at selvfølgelig skal infertilitet behandles - også når et par allerede har et barn... så er det en manglende anderkendelse af, at der ikke er et pengetræ. Folk dør af kræft, sukkersyge mm. Man dør ikke af ikke af, at man ikke får to børn. Og hvad med dem der ønsker fire børn - det skal alle også betale til. Hvor er grænsen - for det betyder at færre bliver behandlet for kræft eller længere ventetider på behandlinger fx. Penge skal prioriteres og det er måske ikke lige barn nr.2..3 de fleste synes er det kritisk at kigge på!

ja selvfølgelig er der en slagside ved selvbetaling - men hvis du kigger over 5-6 år er mange altså i stand til at spare 50.000 kr sammen som par. Hvis man prioritere i privatforbruget.

Det koster også at have børn. Så en eller anden form for økonomi må man jo have for at tænke på at skulle have børn. 

Vi kommer i den grad til skulle drøfte prioriteringer i sundhedsvæsnet. Skal 80 årlige KOL patient ind og opereres før en 18 årig ikke ryger osv eller hvad med folk der har misbrug. 
vi kommer ikke uden om drøftelsen om hvem der giver mest mening at prioritere først - hvilke behandlinger osv. Og det er en diskussion mange bringer følelser ind ind i som forplumrer billedet. Faktum er at vi har færre penge til flere typer af behandlinger... prioriteringer foregår allerede og kommer i fremtiden til st blive endnu hårdere.

og ting der ikke er livstruende eller “nødvendige” kommer nok ikke til at stå øverst på listen.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Lad os nu kalde en spade for en spade - selvfølgelig har egenbetaling på behandling en social slagside, ligesom det meste anden egenbetaling på sundhedsydelser har. Det kan man jo vælge at synes er fint - eller man kan afmontere dilemmaet med henvisning til “biler og ferie”, men det ændrer jo ikke på konsekvenserne for økonomisk svagere stillede.

Til selve forslaget: Selvfølgelig skal mennesker som lider af infertilitet have afgang til hjælp via det offentlige - flere gange. Vi behandler heller ikke de fleste andre lidelser med et engangs-klausul (“Desværre, Hr. Hansen - vi har behandlet deres sukkersyge én gang, nu må De selv klare resten) .

Når folk tillader sig en personlig (fremfor en lægefaglig) holdning til ovenstående, handler det i mine øjne ofte om en manglende anerkendelse af infertilitet som dét, det er: en sygdom, som i mange tilfælde kan behandles, og som i ubehandlet tilstand kan have enorme konsekvenser for den enkelte. Det gælder også sekundær infertilitet.

Mennesker omfattet af ovennævnte forslag omfatter fx manden som mellem barn nr. 1 og 2 fik ødelagt sin sædkvalitet af kemo, kvinden som gik i overgangsalderen som 23-årig, parret som mistede deres baby efter fødslen, osv. Og så alle de helt almindelige familier, som “bare” ønsker sig mere end et enkelt barn, for både deres egen og søskendes skyld.

Det handler ikke om at gøre det til en menneskeret at få børn. Det handler om at kunne  gøre det til en ret at kunne modtage hjælp til at få børn, så længe det ud fra en lægefaglig vurdering er meningsfyldt.

Ps: Skide spændende debat - Det er sgu da i øvrigt paradoksalt, at det herhjemme er mig, som grundet bortopererede æggeledere gør, at vi ikke kan få hjæp til flere børn. Men hvis manden og jeg går fra hinanden, kan vi begge få gratis hjælp? 

Infertilitet handler om, at man ikke kan få børn. Det er en sygdom hos par, der ikke kan få børn.

Enlige kvinder er ikke infertile. Det er ikke en sygdom hos enlige kvinder. Det må man bare erkende.

Og hvis du tror, at alle andre sygdomme altid bliver behandlet, så tager du fejl.

Alkoholisme er også en sygdom, men det er ikke gratis at blive behandlet på et misbrugscenter. De kommunale tilbud er ikke altid gode nok.

Det har også helt uoverskuelige konsekvenser for kræftpatienter, når der nærmest intet fokus er på f.eks. senfølger af kemo. Det er et meget overset område.

Psykisk syge bliver udskrevet, selv om de ikke er færdigbehandlede, og en del af dem begår desværre selvmord.

Det er også lidt tankevækkende, at hvis man lider af paradentose, så skal man betale for behandlingen.

Hvis pengene var der til, at man kunne behandle alle, så gjorde man det.

Det er også frygteligt for den familie, hvor moren er terminal og får nej til livsforlængende behandling, så hun ikke når at opleve datterens konfirmation. 

Forældre får nej til behandling af et barn, fordi behandligen er for dyr.

Der er rigtig mange fokuspunkter, og hvis der skulle laves borgerforslag på dem alle, så kunne vi ikke lave andet end at skrive under.

Tjullehej skriver:

når man siger at selvfølgelig skal infertilitet behandles - også når et par allerede har et barn... så er det en manglende anderkendelse af, at der ikke er et pengetræ. Folk dør af kræft, sukkersyge mm. Man dør ikke af ikke af, at man ikke får to børn. Og hvad med dem der ønsker fire børn - det skal alle også betale til. Hvor er grænsen - for det betyder at færre bliver behandlet for kræft eller længere ventetider på behandlinger fx. Penge skal prioriteres og det er måske ikke lige barn nr.2..3 de fleste synes er det kritisk at kigge på!

ja selvfølgelig er der en slagside ved selvbetaling - men hvis du kigger over 5-6 år er mange altså i stand til at spare 50.000 kr sammen som par. Hvis man prioritere i privatforbruget.

Det koster også at have børn. Så en eller anden form for økonomi må man jo have for at tænke på at skulle have børn. 

Prioriteringen af “hvor mange og hvor længe”, er naturligvis en beslutning, som uanset hvor grænsen placeres, vil være arbitrær. Den slags beslutninger træffes hele tiden på samfundsplan - både i sundhedsvæsenet og andre steder. Debatten handler om at rykke denne grænse, fordi den nuværende grænse har store konsekvenser for dem den rammer, og fordi den sender et signal til folk som lider af infertilitet om, at der her ikke er tale om en “anerkendt lidelse”, men mere en slags privat problemstilling man ikke har krav på at få hjælp til.

Og ja, det handler lige netop om prioritering - ligesom vi prioriterer alle mulige andre behandlinger i sundhedsvæsenet, som ikke handler om liv eller død, men som handler om livskvalitet, trivsel, psykologiske konsekvenser, osv. I øvrigt er det jo - generelt set - en god forretning for DK at lave børn, så udgifterne til behandling overstiger langt af, hvad et gennemsnitligt menneske bidrager med over en livstid, hvis vi absolut skulle have de briller på.

Ps: Din forståelse af fattige familiers økonomiske situation forudsætter at der A) er noget at sparre op af og B) at der er råd til både denne opsparing og udgifter til et forhåbentligt kommende barn. Dette er ikke tilfældet.

Tommelise skriver:

Infertilitet handler om, at man ikke kan få børn. Det er en sygdom hos par, der ikke kan få børn.

Enlige kvinder er ikke infertile. Det er ikke en sygdom hos enlige kvinder. Det må man bare erkende.

Og hvis du tror, at alle andre sygdomme altid bliver behandlet, så tager du fejl.

Alkoholisme er også en sygdom, men det er ikke gratis at blive behandlet på et misbrugscenter. De kommunale tilbud er ikke altid gode nok.

Det har også helt uoverskuelige konsekvenser for kræftpatienter, når der nærmest intet fokus er på f.eks. senfølger af kemo. Det er et meget overset område.

Psykisk syge bliver udskrevet, selv om de ikke er færdigbehandlede, og en del af dem begår desværre selvmord.

Det er også lidt tankevækkende, at hvis man lider af paradentose, så skal man betale for behandlingen.

Hvis pengene var der til, at man kunne behandle alle, så gjorde man det.

Det er også frygteligt for den familie, hvor moren er terminal og får nej til livsforlængende behandling, så hun ikke når at opleve datterens konfirmation. 

Forældre får nej til behandling af et barn, fordi behandligen er for dyr.

Der er rigtig mange fokuspunkter, og hvis der skulle laves borgerforslag på dem alle, så kunne vi ikke lave andet end at skrive under.

 

Altså, det er jo generelt et dårligt argument for ikke at ville forbedre et område, at andre områder også fungerer utilstrækkeligt? Vel egentlig det man kunne kalde whatsboutism?

Og hvis vi ser ud over den nuværende Corona-situation, så holder pointen om at “hvis der var penge til det, havde man nok gjort det”, jo ikke hverken økonomisk eller historisk.

Sundhedsvæsenet er dybt beskåret efter en periode med voldsom økonomisk vækst. Psykiatriens problemer og manglende gratis tandlægebehandling handler ikke om at man ikke har haft råd, men om at man politisk har prioriteret anderledes, herunder skattelettelser med følgende stigende ulighed i befolkningen. Og det er jo fuldkommen fair, hvis man finder at dette er den bedste prioritering af samfundets midler - man man må stå ved konsekvenserne uden at købe ind på nødvendigheds-retorikken om at det handler om, at der ikke er råd.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Lad os nu kalde en spade for en spade - selvfølgelig har egenbetaling på behandling en social slagside, ligesom det meste anden egenbetaling på sundhedsydelser har. Det kan man jo vælge at synes er fint - eller man kan afmontere dilemmaet med henvisning til “biler og ferie”, men det ændrer jo ikke på konsekvenserne for økonomisk svagere stillede.

Til selve forslaget: Selvfølgelig skal mennesker som lider af infertilitet have afgang til hjælp via det offentlige - flere gange. Vi behandler heller ikke de fleste andre lidelser med et engangs-klausul (“Desværre, Hr. Hansen - vi har behandlet deres sukkersyge én gang, nu må De selv klare resten) .

Når folk tillader sig en personlig (fremfor en lægefaglig) holdning til ovenstående, handler det i mine øjne ofte om en manglende anerkendelse af infertilitet som dét, det er: en sygdom, som i mange tilfælde kan behandles, og som i ubehandlet tilstand kan have enorme konsekvenser for den enkelte. Det gælder også sekundær infertilitet.

Mennesker omfattet af ovennævnte forslag omfatter fx manden som mellem barn nr. 1 og 2 fik ødelagt sin sædkvalitet af kemo, kvinden som gik i overgangsalderen som 23-årig, parret som mistede deres baby efter fødslen, osv. Og så alle de helt almindelige familier, som “bare” ønsker sig mere end et enkelt barn, for både deres egen og søskendes skyld.

Det handler ikke om at gøre det til en menneskeret at få børn. Det handler om at kunne  gøre det til en ret at kunne modtage hjælp til at få børn, så længe det ud fra en lægefaglig vurdering er meningsfyldt.

Ps: Skide spændende debat - Det er sgu da i øvrigt paradoksalt, at det herhjemme er mig, som grundet bortopererede æggeledere gør, at vi ikke kan få hjæp til flere børn. Men hvis manden og jeg går fra hinanden, kan vi begge få gratis hjælp? 

Selvfølgelig er det nemmere for mig og min mand med gode indtægter at spare sammen til fertilitetsbehandling end det er for et par med mindre lønninger, men de fleste burde være i stand til at spare op til det, så et krav om egenbetaling forhindrer ikke nogle i at få børn, men det kan helt klart forlænge ventetiden.

Jeg er helt enig i, at der skal være adgang til hjælp, men jeg er ikke enig i, at det skal være os andre borgere, der skal betale for det. Der er egenbetaling på andre områder, og jeg synes, det er helt fint, at vi i vores samfund sætter grænser for, hvad vi skal betale for hinanden. Man sætter så fint op, at det er samfundet, der skal betale, men realiteten er, at enten skal jeg og mine medborgere betale mere i skat for, at andre kan få gratis børn eller også skal pengene tages fra andre patienter og benhårdt så vil jeg hellere redde liv, end jeg vil give ekstra børn til nogle, der ikke selv vil betale for det. Yderligere gratis fertilitetsbehandling er i praksis blot at bede andre om at betale for en, og det er jeg ok med til første barn, så barnløse kan få noget, der betyder øget livskvalitet for dem, men så mener jeg heller ikke, at man kan bede andre betale mere for en. Infertilitet er, som en anden skriver, ikke noget man dør, men de kan da helt klart forringe livskvaliteten, men så må man selv gøre noget ved det.

Jeg anerkender, at infertilitet i mange tilfælde skyldes sygdom, men konsekvenserne af noget sygom må desværre medføre en egenbetaling, ligesom min kollega selv måtte betale vist nok omkring 60.000 for nylig pga. paradentose. Vi har kun en vis pose penge og skal nogle have flere penge, vil det gå ud over andre områder.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Altså, det er jo generelt et dårligt argument for ikke at ville forbedre et område, at andre områder også fungerer utilstrækkeligt? Vel egentlig det man kunne kalde whatsboutism?

Og hvis vi ser ud over den nuværende Corona-situation, så holder pointen om at “hvis der var penge til det, havde man nok gjort det”, jo ikke hverken økonomisk eller historisk.

Sundhedsvæsenet er dybt beskåret efter en periode med voldsom økonomisk vækst. Psykiatriens problemer og manglende gratis tandlægebehandling handler ikke om at man ikke har haft råd, men om at man politisk har prioriteret anderledes, herunder skattelettelser med følgende stigende ulighed i befolkningen. Og det er jo fuldkommen fair, hvis man finder at dette er den bedste prioritering af samfundets midler - man man må stå ved konsekvenserne uden at købe ind på nødvendigheds-retorikken om at det handler om, at der ikke er råd.

Alting hænger sammen.

Jeg synes, du fokuserer for meget på, at lige netop fertilitetsområdet "selvfølgelig skal behandles" - mens du glemmer det andet.

Der er også ulemper ved at forhøje skatterne meget. Alting hænger sammen, og hvis man rører ved det ene område, så rammer det noget andet.

Der er social slagside på mange områder. 

Men vi kunne også spare en del penge, hvis alle holdt op med at begå socialt bedrageri, og hvis alle holdt op med at udnytte de systemer, som kan udnyttes, så dem, der rent faktisk har behovet, kan få hjælpen.

Der er altså nogen, der måske skulle tage et større ansvar.

Jeg er fleksjobber, og jeg kunne virkelig også godt tænke mig, at vi kunne få den tiltrængte reform på området, men det kan vi altså ikke lige nu.

Men jeg erkender også, at den gamle ordning var lidt for god. Fuld løn og fuld pension, selv om man kun kan arbejde 20 timer.

Vi er nødt til alle sammen at holde lidt igen og ikke bare fokusere på lige netop vores område.

Og vil du ikke være sød at fortælle mig, hvorfor enlige kvinder skal behandles gratis ?

Prioriteringen af “hvor mange og hvor længe”, er naturligvis en beslutning, som uanset hvor grænsen placeres, vil være arbitrær. Den slags beslutninger træffes hele tiden på samfundsplan - både i sundhedsvæsenet og andre steder. Debatten handler om at rykke denne grænse, fordi den nuværende grænse har store konsekvenser for dem den rammer, og fordi den sender et signal til folk som lider af infertilitet om, at der her ikke er tale om en “anerkendt lidelse”, men mere en slags privat problemstilling man ikke har krav på at få hjælp til.

Og ja, det handler lige netop om prioritering - ligesom vi prioriterer alle mulige andre behandlinger i sundhedsvæsenet, som ikke handler om liv eller død, men som handler om livskvalitet, trivsel, psykologiske konsekvenser, osv. I øvrigt er det jo - generelt set - en god forretning for DK at lave børn, så udgifterne til behandling overstiger langt af, hvad et gennemsnitligt menneske bidrager med over en livstid, hvis vi absolut skulle have de briller på.

Ps: Din forståelse af fattige familiers økonomiske situation forudsætter at der A) er noget at sparre op af og B) at der er råd til både denne opsparing og udgifter til et forhåbentligt kommende barn. Dette er ikke tilfældet.

Jeg forstår ikke, at folk ikke selv kan være i stand til at spare op til behandling. Vi har masser af familer i vores omgangskreds, der ikke har mange penge at gøre med og må prioritere mange ting, men jeg vil tro, at de alle kunne finde ud af at prioritere, så de kunne spare de penge op, som behandling koster. Hvis et barn koster 1000 kr om måneden i tøj, mad, og diverse, har familien forhåbentligt dette beløb til rådighed i deres økonomi, så frem til barnet er kommet til Verden, kan dette beløb gå til opsparingen til at få barnet. 

Som du skriver så skal der prioriteres, og gratis barn nr. 2 og flere har ikke en høj prioritet hos mig frem for så mange andre samfundsområder.

Jeg anerkender, at det er hårdt for de infertilie og, at der for rigtig mange er tale om en lidelse, men benhårdt jeg anerkender ikke, at det er mig, der skal løse deres problem med at få yderligere børn. Den del, synes jeg, det er ok at bede dem selv betale for. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Altså, det er jo generelt et dårligt argument for ikke at ville forbedre et område, at andre områder også fungerer utilstrækkeligt? Vel egentlig det man kunne kalde whatsboutism?

Og hvis vi ser ud over den nuværende Corona-situation, så holder pointen om at “hvis der var penge til det, havde man nok gjort det”, jo ikke hverken økonomisk eller historisk.

Sundhedsvæsenet er dybt beskåret efter en periode med voldsom økonomisk vækst. Psykiatriens problemer og manglende gratis tandlægebehandling handler ikke om at man ikke har haft råd, men om at man politisk har prioriteret anderledes, herunder skattelettelser med følgende stigende ulighed i befolkningen. Og det er jo fuldkommen fair, hvis man finder at dette er den bedste prioritering af samfundets midler - man man må stå ved konsekvenserne uden at købe ind på nødvendigheds-retorikken om at det handler om, at der ikke er råd.

Det er jo også et problem, at mange små virksomheder har svært ved at klare sig p.gr.a. f.eks. høje omkostninger ved generationsskife.

Og er du vimmer, hvor er elafgifterne høje for en stor produktionsvirksomhed.

Det er man også lige nødt til at have in mente. 

Der har godt nok været mange virksomhedskrak - også før corona.