Min datter lyver og taler grimt !!!

Må sige jeg synes i er noget stride i jeres udtalelser til ts nogle af jer og går mere efter manden end efter bolden. 

jeg forstår godt hun vælger at fratage klassefesten. Det kan lærer hende at tale ordenligt. Det havde en stor konsekvens at bruge er stort ukvemsord. 
Klassen går ikke glip af festen og får en dårligere aften pga ts datter ikke er med. 
på mandag sidder de og snakker og er glade. Og datteren kan sidde med en dårlig smag i munden og tænke “ok hvis jeg bare havde talt ordenligt ellers kunne jeg have været med” 

jeg kommer selv fra en opdragelse med disciplin og straf handlinger i form af fratagelse af ting og fornøjelser. Jeg lærte af det hver gang. Så vil jeg ærlig talt (undskyld mit franske) skide højt og helligt i hvad undersøgelser viser. At opdrage udfra bøger er i min optik helt hen i vejret og nudagens mødre har virkelig en tendens til at ikke børn ind i vat og bomuld synes jeg. 

i min optik lærer børnene ingenting af bare at få en lang moral prædiken med hv-spørgsmål. De ved jo godt det de gør er forkert og hvis de kan nøjes med en moral prædiken kontra en konsekvens. Så ville jeg også fortsætte med at lave ting man ikke må. 

Ts er jo ikke interesseret i at få bredt sit perspektiv ud. Det er jo det som debat handler om ..?

og det er heller ikke at prøve at forsøge at forstå hvorfor ens børn lyver eller ikke er respektfulde. Man kan jo godt slå børn men det skaber ikke respekt - det skaber frygt (for at sætte det på spidsen).

at shame sin datter overfor resten af klassen ved at hun ikke må komme med er ikke at søge at forstå sin datter og udvise empati. Børn vil rigtig gerne  gøre det rigtige og gøre os stolte. Så vi skal reflektere hvis de lige pludselig handler uhensigtsmæssigt - og også kigge på hvad man selv gør der fastholder dem i et mønster med mange løgne. 

Jeg forstår ikke at man hårdnakket påstår st metoden virker, når datteren forsætter med st lyve. INGEN børn ønsker at lyve. Vi andre mødre er ikke perfekte men kommer med input til den konkrete situation, som er fastlåst.

AnoMor skriver:

Må sige jeg synes i er noget stride i jeres udtalelser til ts nogle af jer og går mere efter manden end efter bolden. 

jeg forstår godt hun vælger at fratage klassefesten. Det kan lærer hende at tale ordenligt. Det havde en stor konsekvens at bruge er stort ukvemsord. 
Klassen går ikke glip af festen og får en dårligere aften pga ts datter ikke er med. 
på mandag sidder de og snakker og er glade. Og datteren kan sidde med en dårlig smag i munden og tænke “ok hvis jeg bare havde talt ordenligt ellers kunne jeg have været med” 

jeg kommer selv fra en opdragelse med disciplin og straf handlinger i form af fratagelse af ting og fornøjelser. Jeg lærte af det hver gang. Så vil jeg ærlig talt (undskyld mit franske) skide højt og helligt i hvad undersøgelser viser. At opdrage udfra bøger er i min optik helt hen i vejret og nudagens mødre har virkelig en tendens til at ikke børn ind i vat og bomuld synes jeg. 

i min optik lærer børnene ingenting af bare at få en lang moral prædiken med hv-spørgsmål. De ved jo godt det de gør er forkert og hvis de kan nøjes med en moral prædiken kontra en konsekvens. Så ville jeg også fortsætte med at lave ting man ikke må. 

Og jeg er så opdraget efter “moral” og selvreflektion. Jeg har eksempelvis aldrig løjet, efter min mor tog mig i en løgn som 10-årig. Fik forklaret mig, at når man løj, så kunne ens forældre ikke hjælpe. Og hvis man nu en dag virkelig havde brug for det, så kom der ingen, for de troede ikke på en. 

Jeg er aldrig blevet straffet. Aldrig. Men konsekvenser har der masser af. Dog ikke noget som isolation.

Jeg har da fortiet en masse ting for mine forældre, men aldrig vigtige ting. Aldrig drukket mig så dårlig, at jeg ikke kunne styre mig. Aldrig taget stoffer. 

Jeg havde 3 veninder, som er opdraget efter straf metoden. De blev til sidst så ligeglade, at de bare gjorde det. Og jo ældre de blev, jo mere løj de. 2 af dem endte i nogle dårlige miljøer, hvor de tog stoffer og fortsatte langt op i voksenalderen. 

De reflekterede ikke synligt over deres liv og straf. De blev bare mere og mere hadske og ensomme. Jeg forstod dem slet ikke som barn. De gemte tequila i hegnet og røg cigaretter fra de va 12. (Deres forældre vidste det ikke). Og jeg kan faktisk huske, at jeg spurgte hvorfor de turde? (Jeg turde nemlig slet ikke og havde på ingen måde lyst heller). Min ene veninde sagde, at det de voksne ikke vidste var jo ligemeget. 

Netop fordi jeg har haft 3 veninder (den klikke jeg var i), så så jeg hvordan det også kan gå med straf og belønning.

 (De fik også karakterpenge. Og det var jeg meget sur over, at jeg ikke fik).

Den ene familie var meget ekstrem. Her blev der slået med forskellige remedier. (Og det er slet, slet ikke sammenligneligt med TS!!!).

Men hun havde bestemt ikke respekt af den grund. Som 14-årig stak hun af med en fyr på 19, som ingen kendte. Og hun sked flot og højt på (især) sin mor. Og hun fik virkelig straf og måtte ikke noget. Men som hun blev ældre, så skal jeg da lige love for, at den fik gas og hun gjorde præcis, hvad der passede hende. Hun var en topbegavet pige, som havde lært sig selv engelsk i en alder af 7, fordi forældrene lod hende se Discovery som det eneste i tv. 

Og nej, jeg siger ikke, at TS er en dårlig mor. For det synes jeg IKKE! Jeg siger bare, at man mister sin fortrolighed med sit barn - ligeså langsomt. Eller det er hvad jeg har erfaring med - og faktisk en af grundende til, jeg endte i erhverv, hvor jeg arbejder med mennesker og livssituationer.

. Barnet ender ikke med en dårlig smag i munden, når det er sket mere end 1 gang. De ender med at tænke “F*** det her. Min mor er dum. Og så er det lige meget” 

Anonym skriver:

Jeg er træt, træt med træt på.... 

Min datter på 9år lyver lige så stærkt som en hest kan rende. Det her er bare seneste eksempel på det. 

Hun spurgte mig i går aftes om hun måtte installere tiktok på sin telefon. Det svarede jeg nej til, fordi hun ikke tidligere har kunne administrere det. 

Her til.aften tjekker jeg hendes telefon, som jeg gør indimellem, for at have et øje på hende. Og der er tiktok så installeret. Jeg kan se at hun har gjort det i går morges og endda uploadet 3 videoer. Men det var allerede 12 timer før hun spurgte 

Hun benægter da jeg konfronterer hende, men jeg har jo beviser og indtager mobilen på ubestemt tid. Og her går det helt galt, for da jeg går ud fra værelset kalder hun mig luder

Jeg er så træt af ikke at kunne trænge igennem til hende. Hader at føle mig som en fiasko.. . 

Så hvis der er andre der har 9årige med samme tendenser modtager jeg gerne tips og tricks. 

Når Ja, for luder kommentaren røg hendes klassefest på fredag.... 

Det er ikke fordi jeg ikke mener der skal være konsekvens/straf når børn gør noget dumt, men jeg oplever ofte i mit arbejde som lærer, at de børn der er vandt til hurtig konsekvens har større tendens til at lyve og benægte, selv ved mindre forseelser. De børn der er vandt til, at blive talt mere med om deres handling har nemmere ved at indrømme en fejl og sige undskyld. 

Det er altså en lidt underlig holdning at have: det jeg gør virker ikke - så hvordan kan jeg gøre mere af det? 

AnoMor skriver:

Må sige jeg synes i er noget stride i jeres udtalelser til ts nogle af jer og går mere efter manden end efter bolden. 

jeg forstår godt hun vælger at fratage klassefesten. Det kan lærer hende at tale ordenligt. Det havde en stor konsekvens at bruge er stort ukvemsord. 
Klassen går ikke glip af festen og får en dårligere aften pga ts datter ikke er med. 
på mandag sidder de og snakker og er glade. Og datteren kan sidde med en dårlig smag i munden og tænke “ok hvis jeg bare havde talt ordenligt ellers kunne jeg have været med” 

jeg kommer selv fra en opdragelse med disciplin og straf handlinger i form af fratagelse af ting og fornøjelser. Jeg lærte af det hver gang. Så vil jeg ærlig talt (undskyld mit franske) skide højt og helligt i hvad undersøgelser viser. At opdrage udfra bøger er i min optik helt hen i vejret og nudagens mødre har virkelig en tendens til at ikke børn ind i vat og bomuld synes jeg. 

i min optik lærer børnene ingenting af bare at få en lang moral prædiken med hv-spørgsmål. De ved jo godt det de gør er forkert og hvis de kan nøjes med en moral prædiken kontra en konsekvens. Så ville jeg også fortsætte med at lave ting man ikke må. 

Når vi nu  er inde på personlige erfaringer fra egen opvækst, så kender jeg ikke mange, der har løjet og snydt så meget som jeg som barn. Selv i min høje voksenalder kan jeg være tilbøjelig til helt spontant at lyve om (dumme) ting, jeg har gjort eller sagt, og det har været befriende for mig at opleve, hvordan jeg vokser og får rankere ryg, når jeg går imod mine impulser og i stedet står ved det sagte eller gjorte. Den følelse fik jeg aldrig som barn og ung, for jeg vidste, at der vankede straf og absolut uvedkommende konsekvenser, hvis jeg ærligt stod ved, hvad jeg havde gjort. 
Jeg endte med at have absolut nul respekt for mine forældre og gøre, hvad der passede mig, for de lyttede ikke og forsøgte aldrig at sætte sig i mit sted. Bom! - du har gjort noget forkert, nu falder straffen - jamen, så kunne jeg da lige så godt lyve, så længe det holdt, og blev jeg afsløret, faldt straffen så bare med forsinkelse. 

Mine børn, som nu er voksne, har rørt og rører mig stadig gang på gang med deres kolossale fortrolighed og åbenhed. Jeg er nærmest vantro over, at de altid har turdet gå til os og bekende deres “synder”. Vi har et helt andet bånd, end jeg har til min mor, som jeg stadig føler mig usikker på - og som jeg slet og ret ikke lukker helt ind. 

Mine børn har da jævnligt overtrådt grænser og bl.a. kaldt mig lidt af hvert, men de har også besindet sig efterfølgende, undskyldt og ikke mindst sat ord på, hvorfor de handlede, som de gjorde. Og jeg har lyttet og til tider måttet erkende, at deres  version faktisk gav rigtigt god mening, og at jeg havde noget at lære af dem, ligesom de har lært af mig.
Der findes ingen bedre genopdragelse af én selv end at få børn. Men det kræver selvfølgelig, at man er lydhør og parat til at reflektere kritisk over egne handlinger og holdninger. 

Jeg kan faktisk ikke huske, om et af mine børn nogensinde har kaldt mig luder, men så har de kaldt mig noget andet grimt. Og jeg har med garanti aldrig brugt sådanne ord overfor min mor, men jeg har talt og tænkt grimt OM hende. Til gengæld har jeg engang imellem sagt virkeligt grimme ting til min mand i tryg forvisning om, at han rummede det og elskede mig til trods. Den tillid får jeg aldrig til min mor. Så vil jeg hellere være blevet kaldt noget grimt af mine børn og have deres tillid OG vide, at de ved, jeg elsker dem ubetinget.
Og tro mig: Ethvert barn, der råber luder til sin mor, ved udmærket, det er forkert at gøre, straf eller ej. Mine børn går ikke rundt og siger grimme ting i flæng til andre - tværtimod er de meget omgængelige. De kan godt give mig det glatte lag fra tid til anden, og jeg ved, at der ALTID vil ligge noget til grund for det. Nogle gange er det sågar mig, der har lagt grunden. 

Roselil skriver:

Det er ikke fordi jeg ikke mener der skal være konsekvens/straf når børn gør noget dumt, men jeg oplever ofte i mit arbejde som lærer, at de børn der er vandt til hurtig konsekvens har større tendens til at lyve og benægte, selv ved mindre forseelser. De børn der er vandt til, at blive talt mere med om deres handling har nemmere ved at indrømme en fejl og sige undskyld. 

Præcis min erfaring. Og det gør helt ondt i mig, når mine elevers forældre fremhæver deres (teenage)børn, som ikke drikker, ikke snyder, ikke lyver - mens jeg ved, at det er nøjagtigt, hvad de gør. Og de er gode til det! - at lyve og snyde - mens deres intetanende forældre kun har indblik i en flig af deres liv, fordi tilliden til, at de vil kunne lytte og rumme, ikke er til stede. De ved, at hammeren vil falde hårdt og kontant, hvis de bliver afsløret - men de bliver unægtelig også bedre og bedre til at undgå afsløringen, og går den, så går den, hvad den ganske ofte gør. 

Respekt kommer ikke af frygt for konsekvenser. 

Roselil skriver:

Det er ikke fordi jeg ikke mener der skal være konsekvens/straf når børn gør noget dumt, men jeg oplever ofte i mit arbejde som lærer, at de børn der er vandt til hurtig konsekvens har større tendens til at lyve og benægte, selv ved mindre forseelser. De børn der er vandt til, at blive talt mere med om deres handling har nemmere ved at indrømme en fejl og sige undskyld. 

Har ikke belæg for at sige at det altid gælder. Men som dig har jeg også en oplevelse af, at de børn der led det samme udbryder: det var ikke mig og har strategien "benægt, benægt, benægt", der er der oftere et sammenfald med en opdragelsesstil, hvor der falder en straf prompte. 

Jeg har egentlig aldrig rigtig forstået, hvorfor der er den opdeling opdragelse med konsekvens og uden, for der er vel aldrig en opdragelse uden konsekvens. En hver ting du gør har en konsekvens og vi som mennesker er faktisk ret gode til at læse og afløse hinanden. 

Så nej mine får ikke en straf, men der er så sandelig da konsekvens fx at mor er sur, eller stemningen u rummet falder 100 grader. Rydder man ikke sine magic kort op, ja så køber mor jo nok ikke flere, når man ikke kan passe på det man har - der behøver man da ikke bruge en masse ord på, der giver sig selv  

I skolen som lærer er det det samme, hvorfor straffe? Der er jo en konsekvens læreren fortæller dig, at du gør det forkert og du vil gerne gøre det rigtige. Selvfølgelig eksekveres en straf en gang imellem, men jeg kan da selv huske udeordning  den mest latterlige straf, der implicit fortæller det at være ude er en straf.

Så nej har aldrig forstået man enten skal straffe eller også opdrager man uden konsekvens.

Må sige jeg synes i er noget stride i jeres udtalelser til ts nogle af jer og går mere efter manden end efter bolden. 

jeg forstår godt hun vælger at fratage klassefesten. Det kan lærer hende at tale ordenligt. Det havde en stor konsekvens at bruge er stort ukvemsord. 
Klassen går ikke glip af festen og får en dårligere aften pga ts datter ikke er med. 
på mandag sidder de og snakker og er glade. Og datteren kan sidde med en dårlig smag i munden og tænke “ok hvis jeg bare havde talt ordenligt ellers kunne jeg have været med” 

jeg kommer selv fra en opdragelse med disciplin og straf handlinger i form af fratagelse af ting og fornøjelser. Jeg lærte af det hver gang. Så vil jeg ærlig talt (undskyld mit franske) skide højt og helligt i hvad undersøgelser viser. At opdrage udfra bøger er i min optik helt hen i vejret og nudagens mødre har virkelig en tendens til at ikke børn ind i vat og bomuld synes jeg. 

i min optik lærer børnene ingenting af bare at få en lang moral prædiken med hv-spørgsmål. De ved jo godt det de gør er forkert og hvis de kan nøjes med en moral prædiken kontra en konsekvens. Så ville jeg også fortsætte med at lave ting man ikke må. 

Det er så min erfaring, at jo det gør faktisk noget for de andre. Det er min erfaring både fra egne børn og børn i skolen.

Mine egne ville bruge en masse tanker på om hun nu var ked af det, passe på ikke at tale om festen for så bliver hun nok mere ked af det og mandag morgen ville det samme gælde. Lige præcis den dårlige smag du beskriver er der faktisk mange børn, der tænker over og ved hun får.

Som lærer er det også min erfaring af både dagen før festen og dagen efter, kan være svære dage for dem, der skal ikke med af forskellige årsager. Koncentrationen er ofte lidt ringere, og humøret lidt dårligere. Der kan være konflikter eller når det er de små flere gange der bliver grædt, de kan have brug for ekstra kram og voksen opmærksomhed. 

Derfor holder jeg fast uafhængigt af om det er efter bolden eller manden, vælg næste gange en konsekvens/straf som ikke påvirker andre. 

Om så ts vil reflektere over sin opdragelse er egentlig for mig hip som hap. Personligt tror jeg, at det i høj grad handler om at være autentisk - det kunne jeg ikke være med straf og ts kan måske ikke uden.

Børnene lærer hele livet også af hv-ord og moralprædikener (hvilket forresten også er en konsekvens, forskellen er ikke konsekvens versus ingen konsekvens, forskellen er straf versus ikke straf), de lærer også af straf. De lærer formodentlig forskellige ting, men de lærer alt har en konsekvens, årsag virkning sammenhæng, jeg kalder min mor en luder, min mor gør.... Så lærer de strategier til at undgå de dårlige konsekvenser, der kan være jeg lyver, jeg fortæller sandheden, jeg gør det ikke igen, jeg lærer ar sige stop før jeg bliver så sur, jeg smækker med døren, jeg gør hvad jeg vil osv.  

Så jo børn lærer hele tiden uafhængigt af om man har en tilgang, hvor straf bruges eller ikke. Og vi kan alle sammen fortælle, at vores børn er opdragede, at vi selv er og fortsat bliver af livet i er fællesskab. 

Mor og meget mere skriver:

Præcis min erfaring. Og det gør helt ondt i mig, når mine elevers forældre fremhæver deres (teenage)børn, som ikke drikker, ikke snyder, ikke lyver - mens jeg ved, at det er nøjagtigt, hvad de gør. Og de er gode til det! - at lyve og snyde - mens deres intetanende forældre kun har indblik i en flig af deres liv, fordi tilliden til, at de vil kunne lytte og rumme, ikke er til stede. De ved, at hammeren vil falde hårdt og kontant, hvis de bliver afsløret - men de bliver unægtelig også bedre og bedre til at undgå afsløringen, og går den, så går den, hvad den ganske ofte gør. 

Respekt kommer ikke af frygt for konsekvenser. 

Nu har jeg godt nok i øjeblikket de små, der gælder egentlig lidt det samme, men de er langt mere impulsive så det er lidt sværere for dem at holde. 

Men har så tit tænkt på, hvor svært det må være at køre det dobbelt spil, hvor svært det må være at vide, at den jeg er ikke accepteret af mine forældre. 

Kunne skrive en roman om, hvordan jeg selv har haft det inde på kroppen  men det vil undlade  det handlede dog ikke om at lyve og drikke, for det gjorde min far så sandelig selv i overmål, og derfor er det heller ikke en ren historie om at leve med er dobbeltspil, men en langt mere nuanceret historie, hvor dobbelt spillet og så spiller en rolle.

AnoMor skriver:

Må sige jeg synes i er noget stride i jeres udtalelser til ts nogle af jer og går mere efter manden end efter bolden. 

jeg forstår godt hun vælger at fratage klassefesten. Det kan lærer hende at tale ordenligt. Det havde en stor konsekvens at bruge er stort ukvemsord. 
Klassen går ikke glip af festen og får en dårligere aften pga ts datter ikke er med. 
på mandag sidder de og snakker og er glade. Og datteren kan sidde med en dårlig smag i munden og tænke “ok hvis jeg bare havde talt ordenligt ellers kunne jeg have været med” 

jeg kommer selv fra en opdragelse med disciplin og straf handlinger i form af fratagelse af ting og fornøjelser. Jeg lærte af det hver gang. Så vil jeg ærlig talt (undskyld mit franske) skide højt og helligt i hvad undersøgelser viser. At opdrage udfra bøger er i min optik helt hen i vejret og nudagens mødre har virkelig en tendens til at ikke børn ind i vat og bomuld synes jeg. 

i min optik lærer børnene ingenting af bare at få en lang moral prædiken med hv-spørgsmål. De ved jo godt det de gør er forkert og hvis de kan nøjes med en moral prædiken kontra en konsekvens. Så ville jeg også fortsætte med at lave ting man ikke må. 

Mht. klassefesten - Line4 har beskrevet nogle af konsekvenserne for de andre, men jeg kom i tanker om noget fra egen erfaring: Det er virkelig ikke rart, når ens klassekammerater synes, man har en dum og uretfærdig mor. Ligemeget, hvor vred man selv er på hende, har man jo en loyalitet over for hende, i hvert fald som 9-årig, og når man så ved, at klassekammerater, deres forældre, læreren sikkert synes, hun er “dum” og skrap, er man virkelig ramt. Man “må” jo altid gerne selv tænke og sige noget dumt om sine forældre, men andre skal ikke gøre det! - den er vist ret klassisk. Så får man alligevel den der følelse af omsorg for mor - eller far - og har det fx elendigt med at vide, at nu snakker alle de andre grimt om ens mor, som man jo elsker og et sted ønsker at forsvare og beskytte. 

Som mor ved jeg jo godt, og kan sagtens leve med, at andre kan mene, jeg har grebet noget forkert an over for mit barn. Men for barnet - at forestille sig, at de andre slet ikke kan lide ens mor, at de sikkert ikke snakker om andet til festen - det er en hård tillægsstraf, som man ikke skal underkende. Og ja, pointen med straffen er selvfølgelig, at barnet skal mærke, det gør ondt - men jeg tror ikke på, at man ønsker at sætte sit barn i en svær loyalitetskonflikt af denne art, for det er opslidende. Og en eller anden dag vil barnet lytte til de andre og tænke, at mor ER sgu nok helt forkert på den, selv ude om, hvad de andre tænker osv. - og så ligger det jo lige for at blæse på, hvad hun siger.