Min datter lyver og taler grimt !!!

Loa skriver:

TS jeg må indrømme at jeg er lige så lidt perfekt som dig, i alle andres øjne herinde.

Jeg har svært ved at se hvordan en lang samtale er konsekvens nok for en 9 årig som har løjet og kaldt sin mor en luder.

I princippet forstår jeg godt det med straf og hvorfor det måske ikke er den bedste idé. Men i praksis, kan jeg virkelig ikke se hvordan man skal komme unoderne til livs, hvis man ikke må tage ting fra dem, så de bliver kede af det, eller skal undvære deres telefon eller klassefest.

Hvorfor skulle barnet stoppe med at gøre de ting der, de får alligevel lov til både at beholde telefonen og tage med til alt det sjove de gerne vil?

Jeg siger ikke jeg er 100% uenig, jeg forstår bare ikke hvordan det fungerer i praksis.

Så vidt jeg husker er vores børn nogenlunde lige store  

Jeg ser på det som at en evt konsekvens er nødt til at passe til handlingen. 

Hvis hun ikke kan styre det der med telefonen - så ville jeg lade telefonen få en pause, måske skifte koden (min datter kan slet ikke downloade apps uden voksengodkendelse) sige at telefon-dimseri kun sker i fx stuen eller andre steder...

-->til at starte med havde vi ikke mange regler for telefonbrug, men der ligger en masse uskrevne regler om hvornår man ringer og skriver, hvor og hvornår man må tage billeder - og af hvem ... hvem man må sende billeder af og til hvem og hvornår - og en masse konsekvenser ved den digitale verden som, hverken vi eller hun har kunnet se konsekvensen af. 


Men hvis det er telefonen, der er problemet så er det jo i min verden der, vi skal sætte ind ... så skal vi ikke sige at der kun er rugbrød til aftensmad i en hel uge - eller ingen lommepenge ... det hører jo ikke sammen... 


Da min datter sidste år havde brugt alle sine lommepenge på slik - var gået omveje hjem for at købe det her slik - og var begyndt at stjæle slik i skabet ... så var det logiske måske at straffe og ikke give lommepenge ...
I stedet dykkede vi ned i det. Vi forsøgte at finde ud af hvorfor. 

...hendes opførsel kom af at hun var SÅ bange for at de andre ikke ville lege med hende så hun mente hun var nødt til at købe/stjæle slik til dem ... hvis jeg ikke havde dykket dybere i det var hun måske i stedet begyndt at stjæle i butikken 
 ... Ja vi flyttede også slikket en overgang - og ja for nogle af hendes lommepenge erstattede hun noget af det slik hun havde hugget i skabet - fordi det havde været til fælleshygge.... Men hun gjorde det ikke igen .. hun var SÅ flov ... 

Og igen ... ja hun kom selvfølgelig med til klassefest i den uge .. hvad skulle det hjælpe på hendes angst for ikke at passe ind, at vi holder hende ude af fællesskabet? og det havde i øvrigt ingen sammenhæng med det slik hun havde købt eller stjålet. 

HVIS der skal være en konsekvens i min verden - så skal det hænge sammen med det der er sket ... det andet nytter ikke noget 

serinasmor skriver:

Så vidt jeg husker er vores børn nogenlunde lige store  

Jeg ser på det som at en evt konsekvens er nødt til at passe til handlingen. 

Hvis hun ikke kan styre det der med telefonen - så ville jeg lade telefonen få en pause, måske skifte koden (min datter kan slet ikke downloade apps uden voksengodkendelse) sige at telefon-dimseri kun sker i fx stuen eller andre steder...

-->til at starte med havde vi ikke mange regler for telefonbrug, men der ligger en masse uskrevne regler om hvornår man ringer og skriver, hvor og hvornår man må tage billeder - og af hvem ... hvem man må sende billeder af og til hvem og hvornår - og en masse konsekvenser ved den digitale verden som, hverken vi eller hun har kunnet se konsekvensen af. 


Men hvis det er telefonen, der er problemet så er det jo i min verden der, vi skal sætte ind ... så skal vi ikke sige at der kun er rugbrød til aftensmad i en hel uge - eller ingen lommepenge ... det hører jo ikke sammen... 


Da min datter sidste år havde brugt alle sine lommepenge på slik - var gået omveje hjem for at købe det her slik - og var begyndt at stjæle slik i skabet ... så var det logiske måske at straffe og ikke give lommepenge ...
I stedet dykkede vi ned i det. Vi forsøgte at finde ud af hvorfor. 

...hendes opførsel kom af at hun var SÅ bange for at de andre ikke ville lege med hende så hun mente hun var nødt til at købe/stjæle slik til dem ... hvis jeg ikke havde dykket dybere i det var hun måske i stedet begyndt at stjæle i butikken 
 ... Ja vi flyttede også slikket en overgang - og ja for nogle af hendes lommepenge erstattede hun noget af det slik hun havde hugget i skabet - fordi det havde været til fælleshygge.... Men hun gjorde det ikke igen .. hun var SÅ flov ... 

Og igen ... ja hun kom selvfølgelig med til klassefest i den uge .. hvad skulle det hjælpe på hendes angst for ikke at passe ind, at vi holder hende ude af fællesskabet? og det havde i øvrigt ingen sammenhæng med det slik hun havde købt eller stjålet. 

HVIS der skal være en konsekvens i min verden - så skal det hænge sammen med det der er sket ... det andet nytter ikke noget 

 

Jeg kan sagtens se det logiske/"nemme" i at lave en konsekvens med telefonen. Jeg tror det var det med at TS's barn havde kaldt hende en luder, jeg havde svært ved at se hvordan man kunne give hende en konsekvens der hang sammen med det? Forbyde hende at snakke?

Vi har heldigvis ikke selv været derude hvor vi skulle "straffe" eller ud i de helt store konsekvenser, endnu, men jeg kunne sagtens forestille mig at jeg selv ville blive i tvivl om, hvordan jeg bedst håndterede det...

Tak for din forklaring.

Jeg skrev netop fordi jeg ikke nødvendigvis ville vide hvordan jeg skulle håndtere en sådan situation. Nu har jeg heldigvis ikke været i en situation hvor en straf straf var nødvendig, men jeg ville ikke vide hvordan jeg skulle håndtere TS's situation. Og jeg ville måske ikke nødvendigvis være så langt fra TS.
Men folk herinde himler straks op, så snart man ikke følger flertallet eller den overpædagogiske curling agtige tilgang. I stedet for at accepterer at folk er forskellige og gør tingene forskelligt.

Jeg ville gerne have eksempler på hvordan situationen kunne håndteres anderledes, men synes også man må accepterer hvis TS ikke ønsker en masse anderledes opdragelsesforslag, hvis det er den måde TS ønsker at gøre tingene på. (Nu var det ikke lige møntet på dig, da du gerne forklarer dig og måden du gør tingene på - uden at være ultra dømmende)

Jeg synes ikke vi skal gøre tingene ens, men jeg synes det er vigtigt at reflektere over, hvordan gør jeg og hvordan gør andre og kan vi lære noget af hinanden. 

Jeg startede med ar være papmor som 18 årig , har siden selv fået lov at opdrage 3 børn, og jeg har lært nye ting igennem alle de år både ved at lytte til andre, men ikke mindst ved at lytte til mine børn.

Jeg ville så gerne at ts og andre forstår, at børn er mennesker og mennesker fejler ikke for at være onde, men fordi nogle behov går i modstrid med den "rigtige" handling. Jeg har lige været i Føtex efter theposer og pølsebrød til min syge søn, jeg vidste da godt, at jeg absolut ikke skulle købe boller til mig selv, min krop har det langt bedre med den salat der stod o køleskabet. Men ja tro det eller ej så kom der boller med hjem i posen, på samme.måde hver fredag når hånden ryger ned i ungernes slikskål, eller når jeg havde bestemt jeg skulle spare og så købte jeg nyt garn. Vi handler ikke altid korrekt, men som voksne ryger vi bare langt ud før nogle med magt fx lukker vores dankort, for ellers er der jo faktisk ikke mange konsekvenser ved at købte det garn i hvert fald ikke konsekvenser som er bestemt af andre. 

Jeg ville ønske ts og alle forældre for den sags skyld ville møde deres børn med en nysgerrig tilgang. Så hvad ville jeg gøre hvis jeg var få og min 9 årige der nu sidder med feber i sofaen, downloadede en app han ikke måtte, løj og bagefter kaldte mig en luder? Først og fremmest ville jeg fortælle ham, at alle tre ting var uacceptable - umiddelbart tror jeg ikke vi ville nå til luder tingen, for når jeg havde fortalt ham, at det var uacceptabelt at han downloadet og løjet, så ville der ikke falde en straf en den kaliber som hos ts. For jeg ville forstå, at det tiktok åbenbart var så vigtigt, at mit barn ville trodse en regel og endda lyve og det ville jeg være nysgerrig på og så opstille rammer og regler, hvor behovet for tiktok blev tilgodeset fx at vi lavede en konto på min telefon som jeg havde adgang til og det kun måtte bruges 20 minutter om dagen, alt hvad der blev lagt skulle først godkendes af mig og barnets egen telefon blev indstillet sender ikke kunne downloades app eller noget inden stil. 

Når jeg læser ts' straf så ja så bliver jeg det som nogle beskylder for at være blødsødent, men jeg ved bare, ar børn og unge i dag har enormt meget fællesskab og kommunikation via telefon og diverse platforme (vi har heldigvis undgået tiktok her hjemme). Og jeg tænker når man går så langt som 9 årig, så er det fordi det virkelig betyder noget, måske føler hun sig uden for, fordi der er et fællesskab om tiktok med vidoer til yndlingssangen og nu er både tiktok, telefon og klassefest taget væk, og så er der måske endnu mere grund til at gøre oprør og gøre det "forkerte". 

Nogen gange tror jeg, at vi voksne ville have stort gavn i at sammenligne med eget liv - tænk hvis vi blev overvåget fx video og de kom og tog min telefon fordi Line du har simpelthen ikke nok opmærksom hjemme med dine børn, fordi du skulle tjekke Facebook - og du gik på baby.dk, troede vi var blevet enige om at du ikke kunne styre det. 

Eller du hængte ikke vasketøjet op i går, så du må ikke få kage. Eller du kaldte din mand for en idiot da han nægtede dig at få fredagsslik, så nu må du ikke komme til julefrokost. Vores reaktion ville være: jamen, det var fordi..... Hvorfor vil vi så ikke høre vores børns fordi? Ikke at det undskylder, men det forklarer og så kan vi sammen finde en acceptabel løsning, som også er opdragende og guidende i forhold til st vores børn kommer ud på den anden side som mennesker med et selvværd, hele og med en forståelse af hvordan man opfører sig. 

Det blev langt, men det var det jeg ville gøre og gør. Og for mine børn er det altså "straf" nok ar jeg giver udtryk for, at det de har gjort ikke er acceptabelt (Det er så sandelignogså straf nok for mig, når jeg har opført mig uacceptabelt), men de ved også, at vi gerne vil lytte til dem, finde accetable løsninger og ja at jeg som voksen også lærer af dem. Og det lyder så rosenrødt og sukkersødt men tro mig, min stemme kan sagtens ende i det høje leje.

Loa skriver:

Jeg kan sagtens se det logiske/"nemme" i at lave en konsekvens med telefonen. Jeg tror det var det med at TS's barn havde kaldt hende en luder, jeg havde svært ved at se hvordan man kunne give hende en konsekvens der hang sammen med det? Forbyde hende at snakke?

Vi har heldigvis ikke selv været derude hvor vi skulle "straffe" eller ud i de helt store konsekvenser, endnu, men jeg kunne sagtens forestille mig at jeg selv ville blive i tvivl om, hvordan jeg bedst håndterede det...

Det giver mening  

Jeg synes også at sprogbrug kan være svært ... 

Men nogle gange (også når de er 9-12) så ved de reelt ikke, hvad det er de siger. 

Jeg er ikke sikker på at min datter ville vide, hvad en luder var. For hende kunne det sagtens være et ord hun havde hørt i skolen - og måske lød det sejt. 
Så der ville jeg snakke med hende om, hvorfor hun blev vred. Og hvad ordet betyder. Og hvorfor det ikke er nogen god ide at kalde andre en luder (eller andre ting) -- Hvad konsekvensen kunne være af at man kalder andre en luder. Hvad der sker med de personer man taler så grimt om og til - det ville hun sagtens kunne forstå .. men jeg tror ikke på at det ville hjælpe på sproget og brug af ordet at hun ikke måtte få legeaftaler i en uge eller ikke komme med til fødselsdag osv

Jeg kan sagtens se det logiske/"nemme" i at lave en konsekvens med telefonen. Jeg tror det var det med at TS's barn havde kaldt hende en luder, jeg havde svært ved at se hvordan man kunne give hende en konsekvens der hang sammen med det? Forbyde hende at snakke?

Vi har heldigvis ikke selv været derude hvor vi skulle "straffe" eller ud i de helt store konsekvenser, endnu, men jeg kunne sagtens forestille mig at jeg selv ville blive i tvivl om, hvordan jeg bedst håndterede det...

Men ordet luder er jo så sagt i total afmagt. Jeg siger ikke, at ens børn skal have lov at sige luder, kælling, idiot eller hvad ved jeg. Men Jeg siger, at vi voksne også skal reflektere over, hvad gjorde jeg som sendte min datter ud i den afmagt.

Og behøver der være anden konsekvens end en mor der siger: det accepterer jeg på ingen måde! Her hjemme er der ikke mere konsekvens end det og det virker - De taler ikke grint til mig og forhåbentlig heller ikke til andre. 

Når de er nået ud i den afmagt, så for det første har jeg lært noget, men jeg har også bagefter givet dem andre måder st udtrykke sig på. Så min skønsak af en dreng, der lige er fyldt 12, som har et indædt raseri. Han har lært at sige: du skal ikke tale til mig nu. Han har fortalt mig, hvor hårdt det er, at jeg altid har de rigtige ord og mange af dem, og jegvhsr lært at når han er frustreret så skal jeg ikke argumentere men blot sige det han ikke må og ikke gentage. Blev jeg ved, ændrede jeg ikke på mig selv, lyttede jeg ikke til hans ord og signaler, ja så kaldte han mig nok også noget grimt.

Så hvad skal ts i min optik. Hun skal selvsagt sige uden lyserøde stryge mod hårene od: det er uacceptabelt. Men derefter skal hun også reflektere over, hvordan  fik jeg min datter helt derud, glemte jeg at lytte, glemte jeg at læse signaler, glemte jeg at være nysgerrig, talte jeg for meget osv? 

Når jeg ser på den situation som TS beskriver, gætter jeg på, at det der er sket er, at pigen har handlet uden at tænke over konsekvenserne. Det kunne både min 9 årige og min 10 årige og engang imellem også jeg komme til. 

Så har fornuften endeligt indhentet hende, og hun ved ikke hvad hun skal gøre. Hun kommer så på at spørge, for hvis mor siger ja, så er det jo næsten som om hun ikke har gjort noget galt... og hun er jo allerede i problemer, TS lyder ikke som nogen der vil tage det pænt hvis hun kom og tilstod, så hvad sker der i virkeligheden ved at lyve? Det er nok ikke værre end de problemer hun allerede er i. 

Nu har TS pludseligt uden at ville det, skabt en situation der måske ikke direkte belønner at hun lyver, men som ihvertfald gør løgnen mere attraktiv end sandheden. 

Da pigen så bliver busted, og mister sin telefon, bliver hun vred og ked af det og har sandsynligvis dårlig samvittighed, og hun udtrykker sin vrede med det grimmeste ord hun kan finde på.

Og så ryger klassefesten...  hvis jeg var hende, ville jeg føle mig uretfærdigt behandlet, også selvom det i bund og grund er selvforskyldt  

Ovenstående er naturligvis bare mit gætteri, jeg aner ikke hvad pigen og TS tænker, men hvis jeg var TS ville jeg være virkeligt ked af at mit forhold til min datter var så dårligt. 

Jeg har haft et motto i mange år; “If you change nothing, nothing changes”. 
Kære TS, jeg kan sagtens forstå at du har nogle principper og idealer, og du opdrager i henhold til disse. Der er også en del mennesker, der har påpeget forskellige måder at gøre det anderledes på. Jeg synes du skal prøve at reflektere over tråden her, og prøve at se om den evt. kan inspirere dig til at finde nogle steder, hvor du kan gøre noget på en anden måde, der giver dig mere af hvad du gerne vil have ind i forholdet til din datter. 

En anden ting jeg ofte tænker over i forbindelse med mine døtre er, at man får det ud af et forhold, som man putter ind i det. Måske det kunne give mening at overveje hvad du putter ind i jeres forhold?

TS jeg må indrømme at jeg er lige så lidt perfekt som dig, i alle andres øjne herinde.

Jeg har svært ved at se hvordan en lang samtale er konsekvens nok for en 9 årig som har løjet og kaldt sin mor en luder.

I princippet forstår jeg godt det med straf og hvorfor det måske ikke er den bedste idé. Men i praksis, kan jeg virkelig ikke se hvordan man skal komme unoderne til livs, hvis man ikke må tage ting fra dem, så de bliver kede af det, eller skal undvære deres telefon eller klassefest.

Hvorfor skulle barnet stoppe med at gøre de ting der, de får alligevel lov til både at beholde telefonen og tage med til alt det sjove de gerne vil?

Jeg siger ikke jeg er 100% uenig, jeg forstår bare ikke hvordan det fungerer i praksis.

Så kan vi være uperfekte sammen

Jeg har heldigvis et godt og stærkt netværk der som du og jeg godt kan se pointen. Og det bliver udelukkende der jeg spare fremover. 

Men man kan jo heller ikke komme hele vejen rundt på en baby side, der er SÅ mange aspekter som ikke kommer med i første indlæg og jeg må indrømme at jeg har opgivet alle de "velmendende" råd. 

Men som info, vil jeg da sige at koden til mobilen er ændret, og tilbage hos mit afkom men klassefesten er og bliver aflyst. Og hun har i stedet vundet en aften i mit selskab og sådan er det bare. Hun har endda fortalt sine veninder hvorfor hun ikke kommer. Så lidt har hun nok fået ud af det 

Men jeg sætter pris på st du går imod strømmen og tør sige det højt 

Anonym skriver:

Så kan vi være uperfekte sammen

Jeg har heldigvis et godt og stærkt netværk der som du og jeg godt kan se pointen. Og det bliver udelukkende der jeg spare fremover. 

Men man kan jo heller ikke komme hele vejen rundt på en baby side, der er SÅ mange aspekter som ikke kommer med i første indlæg og jeg må indrømme at jeg har opgivet alle de "velmendende" råd. 

Men som info, vil jeg da sige at koden til mobilen er ændret, og tilbage hos mit afkom men klassefesten er og bliver aflyst. Og hun har i stedet vundet en aften i mit selskab og sådan er det bare. Hun har endda fortalt sine veninder hvorfor hun ikke kommer. Så lidt har hun nok fået ud af det 

Men jeg sætter pris på st du går imod strømmen og tør sige det højt 

 

Men vi er jo alle uperfekte? Jeg er da bestemt ikke en perfekt mor. Jeg har da nåede råbt og skreget, kommet til at tage for hårdt fat og sende på værelset. Men jeg ved også, hvad der virker på lang sigt. Det gør straf ikke. Det er en kortsigtet løsning, som ikke ruster dit barn til at reflektere over situationen, andet end at lyve mere og forsøge at komme afsted uden at blive straffet. Og jo, der ligger mange undersøgelser bag denne udtalelse.

Men det er klart, hvis man beder folk om råd, så får man dem. Vi vil jo gerne hjælpe. Især os med faglig funderet erfaring, som netop har det som mærkesag. 

Det er vel lidt som at gå ind i en skobutik, forklare at man har problemer med sine støvler, og så afvise hjælpen med henvisning til, at de butikken ikke vil anbefale de sko, man selv har på og problemer med. 

Det betyder jo ikke, at ekspedienten har de perfekte sko på altid. Men det fremstår måske sådan, fordi hun giver råd. Men igen - man har jo selv bedt om det. 

Det er helt fint, at du har fortrudt, at du har spurgt efter gode råd og i stedet vil have opbakning til din egen tankegang. 

Men synes det er uretfærdigt at kalde det “velmenende råd”, når folk faktisk gør det, du beder om. 

Anonym skriver:

Så kan vi være uperfekte sammen

Jeg har heldigvis et godt og stærkt netværk der som du og jeg godt kan se pointen. Og det bliver udelukkende der jeg spare fremover. 

Men man kan jo heller ikke komme hele vejen rundt på en baby side, der er SÅ mange aspekter som ikke kommer med i første indlæg og jeg må indrømme at jeg har opgivet alle de "velmendende" råd. 

Men som info, vil jeg da sige at koden til mobilen er ændret, og tilbage hos mit afkom men klassefesten er og bliver aflyst. Og hun har i stedet vundet en aften i mit selskab og sådan er det bare. Hun har endda fortalt sine veninder hvorfor hun ikke kommer. Så lidt har hun nok fået ud af det 

Men jeg sætter pris på st du går imod strømmen og tør sige det højt 

 

Du kan vist være uperfekt med os alle sammen, bare på forskellige måder. 

Jeg er uperfekt fordi jeg ikke altid kan leve op til mine egne idealer, fordi jeg får råbt selvom jeg ikke ville, fordi jeg kan være så træt efter en dag med 1. Klasses børn, så jeg dårligt kan rumme mine egne, fordi jeg også har stået i Tivoli og sagt: nu stopper du ellers tager vi hjem og Fuck så må man tage hjem eller gøre køb på princippet om ingen trussel uden konsekvens. 

Jeg har dage, hvor ungerne får lov til skærm uden afbrydelse  dage hvor vi spiser junkfood, dage hvor jeg bander så meget så det er løgn, dage hvor jeg har lyst til at kyle dem ud af vinduet.

Jeg tror bare forskellen er, at jeg ved at jeg ikke har fundet den perfekte måde at opdrage på - jeg ved jeg hele tiden skal justere efter, hvad der virker og hvad der hjælper mine børn bedst. Jeg skal lytte og reflektere over det andre siger, ikke mindst det mine børn siger både verbalt og nonverbalt. 

Og det er egentlig mit (næsten) eneste velmente (og det virkelig ment vel) råd til dig: tænk over, hvaf forhindrede dig i st finde løsningen med koden til mobilen med det samme, så du og din datter ikke skulle komme helt der ud, hvor hun kaldte dog luder og du valgte en straf der var meget hård? Hvad kan du (for det er dig der er den voksne) gøre anderledes næste gang, så I går ned af den berømte konflikttrappe og ikke op.

Og så det sidste som egentlig ikke er et råd og heller ikke er velment. Næste gang du skal vælge en straf, så vælg en der kun går udover dig og din datter. Klassefesten bør gave høj prioritet, det er blandt andet ved fester og komsammen fællesskabet styrkes, nu har du på din datters vegne fravalgt fællesskabet, du har takket nej til noget nogle andre bruger tid på at arrangere også for din datter, du sætter klassekammerater og lærere i en dum situation mandag morgen, når alle glade fortæller om en fantastisk fest vel vidende, at din datter ikke var med som straf. Så vælg dog en ting som du også havde glædet dig til, en ting de rkub var din datter og din. 

Må sige jeg synes i er noget stride i jeres udtalelser til ts nogle af jer og går mere efter manden end efter bolden. 

jeg forstår godt hun vælger at fratage klassefesten. Det kan lærer hende at tale ordenligt. Det havde en stor konsekvens at bruge er stort ukvemsord. 
Klassen går ikke glip af festen og får en dårligere aften pga ts datter ikke er med. 
på mandag sidder de og snakker og er glade. Og datteren kan sidde med en dårlig smag i munden og tænke “ok hvis jeg bare havde talt ordenligt ellers kunne jeg have været med” 

jeg kommer selv fra en opdragelse med disciplin og straf handlinger i form af fratagelse af ting og fornøjelser. Jeg lærte af det hver gang. Så vil jeg ærlig talt (undskyld mit franske) skide højt og helligt i hvad undersøgelser viser. At opdrage udfra bøger er i min optik helt hen i vejret og nudagens mødre har virkelig en tendens til at ikke børn ind i vat og bomuld synes jeg. 

i min optik lærer børnene ingenting af bare at få en lang moral prædiken med hv-spørgsmål. De ved jo godt det de gør er forkert og hvis de kan nøjes med en moral prædiken kontra en konsekvens. Så ville jeg også fortsætte med at lave ting man ikke må.