Er så skuffet...

Anonym skriver:

Jeg har forsøgt at vende den om. Men jeg er måske mere den personlighed, der ønsker at give hvad folk ønsker. Og børn er det bedste, der er sket i vores liv, så hvis det var omvendt ville jeg nok være let at overtale... Så med andre ord, har jeg virkelig svært ved at se det fra hans side. 

Jeg har endda tilbudt, at han kan gå på nedsat tid mens de er små, og jeg kan fortsætte på fuld tid. Netop for at give ham mere overskud.

Tak for dit syn på parterapien. Det havde jeg egentlig ikke tænkt over. Jeg tænkte måske, at sådan en kunne fungere som en slags mægler...

Men det er så her at man må accepterer hinandens forskelle. Det er jo ikk bare en ny bil der er tale om som man bare kan sælge igen. 

Mht parterapien. Så lyder det heller ikk om om i har brug for en mægler. Min opfattelse på dit indlæg er da at i kommunikerer godt sammen. Men at i ganske enkelt bare ikke ønsker det samme. Det vil en parterapeut aldrig kunne hjælpe med.

Men igen så synes jeg du skal overveje hvorvidt du virkelig er villig til at risikerer hele jeres forhold og ende som alenemor og rive ungerne ud af deres vante rammer. For det er jo også dem det vil påvirke. 

Hej, 

nu er det ikke for ar give din mand ret, men jeg kan sagtens sætte mig i hans sted. Jwg er også en mand, ved ikke om min profil viser det, og min kæreste og jeg har lige fået nummer to i sidste fredag. Vi havde også talt om en masse børn, men jeg har også valgt at sige stop efter nummer to. Jeg føler ikke jeg kan dele mig mere op og følelsen af ikke være der for nummer et er en utrolig stærk følelse. 

Så jeg synes helt sikkert det er noget at passe på med, så du ikke ender med at miste ham på det. 

Så blot for at sige at det ikke kun er din mand der har det på den måde ��

håber I finder en løsning i begge er glade for. 

Mvh. Far til to. 

Giv nu lige manden noget plads! Jeres børn er stadig så små endnu, vent nu lige nogle år og se om han skifter mening... det kan være at han bare vil nyde de næste år hvor børnene er sådan nogenlunde selvstændige  

Og brug prævention for helvede! 

Manden har meldt ud at han ikke vil have flere børn, så lad være at tvinge det ned over hovedet på ham. Og parterapi? Hvad skulle det hjælpe? Han har været ærlig omkring hvad han vil ... 

Manden kan da bare bruge kondom? Det går da begge veje?

M O R til J Vega skriver:

Manden kan da bare bruge kondom? Det går da begge veje?

True - men prævention er et fælles ansvar. DDT er ikke bare en “det skal du gøre, det er dit ansvar”-ting. 

at han har ubeskyttet sex med dig er dumt. Men ønsker du virkelig at stå og være gravid og så have tre børn alene. Som du måske skal dele 7-7 med ham fra en mindre bolig og dårligere økonomi. 

Du HAR et god forhold og to dejlige børn - det er godt nok ikke særligt gennemtænkt mht de børn der allerede er der. Tro mig de vil ikke være glade ved at blive skilsmissebarn pga dit egoistiske ønske om endnu et barn for at fuldende familiebilledet. For du er i stor risiko for at miste den familie du har nu (selvom du måske ikke synes den er optimal kun med to børn )

Anonym skriver:

Tja, umoden kan man godt vælge at se det som. Men der har været mange snakke frem og tilbage uden, vi er kommet nærmere en løsning.

Og efter lang tid, er jeg kommet frem til, at jeg er nødt til at handle på mit ønske. Jeg fik spiralen fjernet, jeg var hele tiden åben overfor ham. Han gjorde ikke noget.

Kondom er han da hjertens velkommen til at købe. Hvis han begynder med en mere sikker præventionsform end den nuværende, så vil jeg på den anden side gerne snakke med en professionel, om hvordan vi kommer videre.

Og ærligt så går tankerne da meget på, hvad prisen er i forhold til vores familie. Jeg ved det virkelig ikke. 

Fik du spiralen fjernet, fordi du ville have en til? Eller var der også andre grunde? 

Jeg kan godt forstå, det er hårdt, at han ikke vil det samme som dig. Men alligevel, så tænker jeg, du må tænke over de konsekvenser der kan være, hvis der kommer et barn til. 

Det er virkeligt dumt af jer begge to have ubeskyttet sex, nu hvor I ikke er enige. 

Bare fordi du har fået fjernet spiralen, så kan man vel godt sørge for man bruger kondom fx? (det ved jeg jo egentligt ikke om du har)

Det er i hvert fald noget rod I begge er ude i, når I ikke er enige. Jeg har det selv tæt inde på livet, og jeg kan fortælle dig, at det virkelig kan ødelægge en hel familie. Men det kan selvfølgelig også have en glædelig effekt.

Men tør du tage den risiko?

Hvorfor ikke tage den med ro? Jeres børn er små endnu.. Måske ændrer han mening? Men måske gør han ikke.

AnoMor skriver:

Men det er så her at man må accepterer hinandens forskelle. Det er jo ikk bare en ny bil der er tale om som man bare kan sælge igen. 

Mht parterapien. Så lyder det heller ikk om om i har brug for en mægler. Min opfattelse på dit indlæg er da at i kommunikerer godt sammen. Men at i ganske enkelt bare ikke ønsker det samme. Det vil en parterapeut aldrig kunne hjælpe med.

Men igen så synes jeg du skal overveje hvorvidt du virkelig er villig til at risikerer hele jeres forhold og ende som alenemor og rive ungerne ud af deres vante rammer. For det er jo også dem det vil påvirke. 

Ja, det vil påvirke hele familien. Men jeg har været sammen med min mand i mange år, og jeg tror virkelig, han har overskuddet. Han ved det bare ikke

Måske nogle vil mene, at jeg skal arbejde med mig selv, og acceptere. Men jeg synes, jeg har indgået ufattelig mange kompromiser i vores forhold. Og måske er jeg bare træt af, at han altid siger nej. Et barn er ikke bare en ny sofa, det er jeg godt klar over. Materielle ting er jeg ok med at skulle indgå kompromis omkring i forhold til tilvalg. Men et barn er bare ikke samme kategori. Og derfor har jeg også så svært ved at “bare” acceptere. For hvorfor er det “nej”-sigeren, der skal have ret? Hvordan finder man den bedste løsning? Hvor begge er tilfredse. 

Jeg må indrømme, at jeg bliver en lille smule mundlam. Din mand melder ud; jeg vil ikke have flere børn. Du melder ud, så smider jeg spiralen og tager dermed sagen i egen hånd, og krydser fingre for, at din mand er så lidt tænkende, at han tror at stå af i Roskilde er en sikker metode. 

Hvad så når du bliver gravid? Hvad tror du så der sker? Tror du han bliver jublende lykkelig og velvidende om, at det var han selv skyld i - du havde jo været ærlig?

Jeg har barn nummer 3 (4) som min mand ikke ønskede. Nej jeg gjorde ikke som dig, jeg blev gravid på p-piller regner med det var fordi jeg i den cyklus have kastet op pga sygdom. Jeg havde ønsket mig endnu et barn, men min mand havde været afklaret som din, og jeg var nået der til, hvor jeg var med på, at vi ikke skulle have flere og vupti så var jeg gravid. 

Min søn er nu 9 år, og selvsagt elsker vi ham over alt på jorden. Hans far har været verdens bedste far til ham, som han har til sine andre børn. Han vil ikke være ham foruden osv. Men og der er et men, for vores forhold ændrede sig pga den graviditet. Vores sexliv led, fordi min mand helt irrationelt gav min krop skylden, og da jeg i forvejen irrationelt gav min krop skylden for at min datter blev født med en hjertefejl og døde - så havde den intime del svære kår. 

Jeg oplevede, hvordan min mand trak sig fra mig - selvom han vidste jeg ikke havde snydt ham og aldrig ville snyde ham, at jeg havde anvendt prævention, så blev han gal på mig. Han ønskede ikke et barn, og han ønskede ikke at presse mig til en abort - så ligegyldigt, hvad der skete vidste han, at det var et dårligt valg. Og fordi jeg oplevede det, så blev jeg frustreret og jeg trak mig, for hvorfor kunne han ikke “bare”...?

Nu 9 år efter er der stadig efterdønninger, jeg kan stadig blive ramt af følelsen af, at han tager afstand fra mig, at han giver mig skylden. Han elsker sin søn, han elsker sine børn, men han ønskede ikke flere børn. Han ønskede ikke den del af loven som er forbundet med små børn - han vidste ikke om han kunne rumme mere. Han kunne rumme mere, og han kunne sikkert rumme 10 børn mere, men det var ikke hans ønske og det forandrede os.

Ville jeg ønske at kunne gøre det om, nej selvsagt ville jeg ikke for noget i verden vælge min søn fra - men stod jeg igen i situationen så ville jeg ikke risikere vores parforhold - vi ville ikke blive skilt (som min store datter siger, det er I blevet for gamle til), men der ville komme nye skår, skår som ikke kan klinkes. 

Så mit råd til dig er, tænk dig om - det er ikke uden omkostninger at presse et barn igennem. Og det kan godt være din mand ved, at I ikke er beskyttet, men vær voksne og tal om det. Fortæl ham, at jeres metode lige nu formodentlig betyder, at I har et barn mere om et par år - er han med på det? For ellers skal I bruge anden form for prævention. 

Anonym skriver:

Ja, det vil påvirke hele familien. Men jeg har været sammen med min mand i mange år, og jeg tror virkelig, han har overskuddet. Han ved det bare ikke

Måske nogle vil mene, at jeg skal arbejde med mig selv, og acceptere. Men jeg synes, jeg har indgået ufattelig mange kompromiser i vores forhold. Og måske er jeg bare træt af, at han altid siger nej. Et barn er ikke bare en ny sofa, det er jeg godt klar over. Materielle ting er jeg ok med at skulle indgå kompromis omkring i forhold til tilvalg. Men et barn er bare ikke samme kategori. Og derfor har jeg også så svært ved at “bare” acceptere. For hvorfor er det “nej”-sigeren, der skal have ret? Hvordan finder man den bedste løsning? Hvor begge er tilfredse. 

Jeg ville blive sur hvis jeg fik “påduttet” at jeg havde overskuddet men bare ikke ved det selv. For den der ved det bedst er netop en selv. 

Grunden til at det er “nej” sigerne der skal have ret er at det er en livsændrende ting at få et barn mere. Det er at gamble med det. Hvad hvis han virkelig ikke har overskuddet og i får det ekstra barn. Der er jeres forhold der bliver ødelagt, jeres i forvejen to børn der bliver påvirkede da overskuddet til dem også vil forsvinde, hele hverdagen for jer alle osv. For ikke at tale om den lille nye der risikerer at starte sin tilværelse i tumult og senere i livet kan få “skyldfølelse” fordi det var ham/hende der faktisk var grunden til at mor og far ikke er sammen mere.

Derfor er det i min optik altid nej sigeren der har sidste ord når det handler om børn der skal eller ikke skal bringes til verden.  

Hvad pokker skulle parterapi gøre? Manden ønsker ikke flere børn, det har da intet at gøre med at forholdet ikke køre. 

Men mit råd vil være, nu hvor du vil gøre alt for at få et barn mere ; GÅ FRA HAM. Jeg synes det virker som om du bare skal have et barn mere for enhver pris. Og så kan det godt være du mener i har alt hvad der skal til, men tro mig, du ved ikke hvad du går ind til. Du ved ikke hvilket barn du får. 

Hilsen fra en enlig mor til 4, hvoraf den yngste er ekstremt følsom og kræver så meget mere end de andre.