Loa skriver:
Jeg ved ikke hvad man skal gøre med de børn. Jeg er ikke fagperson eller ekspert på området.
Jeg er mor. Og har vel lov at udtrykke at JEG ikke bryder mig om, hvis mit barn er “offer” mens et andet barn skal lære at omgåes andre børn uden at slå.
Fint nok at du har det fint med det, men jeg bryder mig ikke om det.
Men forhåbentlig er det ikke kun pædagogernes opgave at hjælpe barnet på rette vej, forældre skulle vel også gerne gøre en indsats derhjemme. Og gerne så tidligt som muligt så barnet evt helt kunne undgå begynde at slå.
Men det er jo netop pointen, vi ved ikke hvad der skal og bliver gjort. Men vi kan have tillid til fagpersonerne og har vi ikke det, så bør vi måske overveje at flytte vores barn.
Man kan og må selvsagt som forældre altid udtrykke sin utryghed, men man har ikke krav på at blive informeret om tiltag især da disse kan være dækket ind af tavshedspligten. Står jeg med er barn, hvor vi venter på en udredning, hvor vi har større tiltag i gang og vi måske endda har lavet en underetning fordi der ikke er den forældreevne som du netop henviser til - så må jeg absolut intet sige. Og kom du med en bekymring ville det være uprofessionelt, hvis jeg mødte dig med: det kan jeg sørme godt forstå for den dreng er jo helt uden for pædagogisk rækkevidde, men vi har også sat en masse i gang.
Det er vigtigt med samarbejde mellem de professionelle og hjemmet, det er vigtigt at hjemme kommer med deres bekymringer, men det er også vigtigt at hjemmet forstår der både er faglighed, professionalisme og tavshedspligt.
Og det er ikke muligt at smide et barn ud af fx børnehaven, men det er muligt med indsatser, ppr osv. Men et barn ændres ikke med et trylleslag, selv med en støtteperson ændres situationen ikke på et splitsekund.
Anmeld
Citér
