Gravid, aftalt abort, men i tvivl

Tommelise skriver:

Jeg kan ikke svare på, hvordan det foregår.

Men vil lige sende dig et virtuelt kram.

Tusind tak! Det betyder meget 

Jeg ved ikke om jeg kan komme med gode råd, men jeg kan kort fortælle vores "historie".

Jeg er nu gravid i uge 21 med vores tredje barn. Et barn som bestemt ikke er planlagt, og kynisk sagt heller ikke ønsket. Vi har to drenge, en på seks år og en der lige er fyldt et år. 

Vi var enige om ikke at skulle have flere og faktisk havde manden også fået tid til at blive steriliseret, men måtte udskyde det grundet anden operation. En måned før han skulle på sygehuset stod jeg med en positiv test. Manden meldte klart ud at han ikke ønskede flere og det gjorde jeg jo heller ikke, eftersom vi havde taget en beslutning om at han skulle steriliseres. Han sagde det var op til mig og ligemeget hvilket valg jeg tog, så ville han selvfølgelig være der. Jeg kom hurtigt frem til, at jeg ikke kunne få en abort. Jeg havde lysten (åbenbart) og vores tilværelse ville sagtens kunne klare det ekstra barn. Jeg har derfor valgt at beholde, hvilket jeg ikke fortryder. Manden er også begyndt at glæde sig og han snakker navne og deltager på samme niveau som med vores to andre drenge. 

Jeg er lykkelig for at omstændighederne er som de er, ingen tvivl om det! Jeg har dog svært ved at lægge en følelse af at jeg har "fravalgt" min mand ved at tage denne beslutning. Jeg har taget en beslutning som stritter imod alt hvad vi ville sammen og alt hvad han ville og det kan jeg indimellem have det svært ved. Jeg har helt alene taget et valg på hele familiens vegne, som vil påvirke alle. Jeg har snakket med manden om det flere gange og han siger, at jeg slet ikke skal tænke sådan, så jeg er virkelig heldig!

Jeg tror at ligemeget hvilket valg der tages, så vil det i en eller anden grad "spøge". Jeg håber det bedste for jer  

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar. 

 

Jeg har besluttet at jeg gennemføre den. 

 

Men er der nogen af jer der hvordan en medicinsk abort forgår? 

For midt vedkommende så kom jeg på sygehuset kl 10 og fik en 2 mands stue.. fik operations tøj på og et armbånd. Blev hentet kl 12.30 og kørt ned på operations stuen.

Og der fik jeg forklaret hvordan hele processen forgik og fik lagt et væskedrop og et smertestillende drop. Da de var klar til narkosen fik jeg af vide at jeg skulle begynde at tælle fra ti og inden jeg nåede 7 sov jeg.

Blev vækket 10 min senere og kørt op på stuen hvor jeg fik noget a spise og drikke og når de var sikre på at jeg kunne tisse og ingen større blødning måtte jeg tage hjem hvis jeg følte mig frisk nok. Vi kørte hjem igen kl 14.30 :)

CarinaSB skriver:

For midt vedkommende så kom jeg på sygehuset kl 10 og fik en 2 mands stue.. fik operations tøj på og et armbånd. Blev hentet kl 12.30 og kørt ned på operations stuen.

Og der fik jeg forklaret hvordan hele processen forgik og fik lagt et væskedrop og et smertestillende drop. Da de var klar til narkosen fik jeg af vide at jeg skulle begynde at tælle fra ti og inden jeg nåede 7 sov jeg.

Blev vækket 10 min senere og kørt op på stuen hvor jeg fik noget a spise og drikke og når de var sikre på at jeg kunne tisse og ingen større blødning måtte jeg tage hjem hvis jeg følte mig frisk nok. Vi kørte hjem igen kl 14.30 :)

Men det er en kirurgisk - og ikke medicinsk abort 

Kærlighedskartoflen skriver:

Men det er en kirurgisk - og ikke medicinsk abort 

Hov jeg læste det som kirugisk .. det beklager jeg :-)

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar. 

 

Jeg har besluttet at jeg gennemføre den. 

 

Men er der nogen af jer der hvordan en medicinsk abort forgår? 

Åh jeg tænker på dig ��

Soonmom skriver:

Jeg synes simplethen det er så fesen, da det efterhånden er mange gange man høre at hvis du får det bliver jeg nødt til at gå.

Det synes jeg simpelthen ikke er okay, hvis tingene bliver for presset er det en underlig mentalitet med at så går jeg bare fordi jeg er mand og det kan jeg bare .

Når men back to topic  

Lyt til egen mave fornemmelse og så ligegyldigt dit valg,  ville jeg tale en alvors snak med manden og overveje forholdet for hvis der skal så lidt til at han går, tænker jeg ikke at forholdet holder 

Deres ældste barn er 10 år - så at sige at forholdet ikke holder alligevel er da lidt langt ude. De har da som minimum været sammen i 11 år. Så de må have et fint forhold. 

De har børn på 7 og 10 - at starte forfra med en baby er ikke “lidt”. Jeg forstår godt han siger at det er hendes valg - men han ikke kan overskue det. 

Til ts: Jeg ville vælge abort - af den simple årsag at jeg ikke ville ønske at familien skulle gå i opløsning. 

NCB89 skriver:

Jeg ved ikke om jeg kan komme med gode råd, men jeg kan kort fortælle vores "historie".

Jeg er nu gravid i uge 21 med vores tredje barn. Et barn som bestemt ikke er planlagt, og kynisk sagt heller ikke ønsket. Vi har to drenge, en på seks år og en der lige er fyldt et år. 

Vi var enige om ikke at skulle have flere og faktisk havde manden også fået tid til at blive steriliseret, men måtte udskyde det grundet anden operation. En måned før han skulle på sygehuset stod jeg med en positiv test. Manden meldte klart ud at han ikke ønskede flere og det gjorde jeg jo heller ikke, eftersom vi havde taget en beslutning om at han skulle steriliseres. Han sagde det var op til mig og ligemeget hvilket valg jeg tog, så ville han selvfølgelig være der. Jeg kom hurtigt frem til, at jeg ikke kunne få en abort. Jeg havde lysten (åbenbart) og vores tilværelse ville sagtens kunne klare det ekstra barn. Jeg har derfor valgt at beholde, hvilket jeg ikke fortryder. Manden er også begyndt at glæde sig og han snakker navne og deltager på samme niveau som med vores to andre drenge. 

Jeg er lykkelig for at omstændighederne er som de er, ingen tvivl om det! Jeg har dog svært ved at lægge en følelse af at jeg har "fravalgt" min mand ved at tage denne beslutning. Jeg har taget en beslutning som stritter imod alt hvad vi ville sammen og alt hvad han ville og det kan jeg indimellem have det svært ved. Jeg har helt alene taget et valg på hele familiens vegne, som vil påvirke alle. Jeg har snakket med manden om det flere gange og han siger, at jeg slet ikke skal tænke sådan, så jeg er virkelig heldig!

Jeg tror at ligemeget hvilket valg der tages, så vil det i en eller anden grad "spøge". Jeg håber det bedste for jer  

Min histore fuldstændig om igen. Også med sterellationen. 

Vi er idag en familie med tre børn. Lillebror er bare snart halvanden år. Pøj pøj 

Anonym skriver:

Tak for alle jeres svar. 

 

Jeg har besluttet at jeg gennemføre den. 

 

Men er der nogen af jer der hvordan en medicinsk abort forgår? 

Da jeg fik en abort for ca. Et år siden, kontaktede jeg en Gynekolog, da jeg fik af vide af lægen at jeg hurtigere vil få en tid. 

Da jeg kom derop skulle jeg skannes indvendig, for at tjekke at jeg ikke var for langt henne. (Jeg var i uge 6) 

i mit tilfælde var fosteret allerede gået til. (Fik på det tidspunkt noget medicin der ikke er foreneligt med graviditet)

efterfølgende skulle vi loge snakke om jeg ville vente til min krop selv udstødte det eller jeg ville have den medicinske abort. Jeg valgte aborten. Så jeg fik en pille jeg skulle tage deroppe. (Den stopper graviditeten) og derefter fik jeg 2 stikpiller, jeg skulle bruge efter 2 dage, som skulle sætte det i gang. (Fik også lidt smertestillende) 

Du skal ikke forvente du kan lave noget den dag det går i gang, man skal bare give kroppen ro til at arbejde. Og det varede ca 1 døgn ved mig. 

mor:) skriver:

Deres ældste barn er 10 år - så at sige at forholdet ikke holder alligevel er da lidt langt ude. De har da som minimum været sammen i 11 år. Så de må have et fint forhold. 

De har børn på 7 og 10 - at starte forfra med en baby er ikke “lidt”. Jeg forstår godt han siger at det er hendes valg - men han ikke kan overskue det. 

 

Til ts: Jeg ville vælge abort - af den simple årsag at jeg ikke ville ønske at familien skulle gå i opløsning. 

Min mand er ikke far til sønnen, vi har været sammen i 8 år  

tak jeg har valgt aborten