Hvad skal jeg gøre? Er så ked af det!

Anonym skriver:

Nej verden er ikke ens for alle. Men du udtaler dig selv sådan. Du læser virkelig, hvad du vil. Og skriver derefter....

 

 

 

Jeg siger ikke at det kan forhindres med alle børn. Jeg siger, at det kan lade sig gøre for mange. Du kender dine børn, ved hvad der kan lade sig gøre for dem. 

Jeg kommenterer de kommentarer, som siger "det kan ikke forhindres - de skal græde"... Nej... Det hedder tidlig indsats ved institutionstart. Det kan du jo evt. læse om, hvis du er den overbevisning, at alle børn bør græde.

Jeg "gik" ikke bare. Jeg brugte 60 min på aflevering i starten og skar langsomt ned. Var der altid minimum 15 min og satte min datter i gang med noget. Så sagde jeg farvel og så sad hun smilende og vinkede og lavede noget videre med dagplejen. Det var min ambition at få min datter til at stole på, at det her var et super fedt sted og en mega fed person hun var med. Det gør man ikke, hvis man kører " Her tag mit barn. Vinke vinke - farvel".

Mit barn er syg grundet en genfejl og har altid hængt på mig - meget. Så det var vigtigt for mig, at dagplejen var med på, at hun skulle kunne give tryghed ved eventuelle smerter.

De 2 gange jeg gået hurtigt, der har hun grædt! selvfølgelig.

Og at være glad og tryg er ikke det samme som ikke at reagere. Mit barn reagerede. Men det behøver ikke at være med gråd. Og hun var 100% tryg med dagplejemor. Så der var ikke gråd. 

Og jeg tager stilling til TSs børn. Og hun siger, at hendes barn ikke græder normalt, og det kan "forhindres" i andre situationer. 

 

Vil du ikke lige smide et link til det du refererer til? 'Tidlig indsats ved institutionsstart', jeg kan ikke finde det via google og vil gerne vide mere. 

Nej verden er ikke ens for alle. Men du udtaler dig selv sådan. Du læser virkelig, hvad du vil. Og skriver derefter....

 

 

 

Jeg siger ikke at det kan forhindres med alle børn. Jeg siger, at det kan lade sig gøre for mange. Du kender dine børn, ved hvad der kan lade sig gøre for dem. 

Jeg kommenterer de kommentarer, som siger "det kan ikke forhindres - de skal græde"... Nej... Det hedder tidlig indsats ved institutionstart. Det kan du jo evt. læse om, hvis du er den overbevisning, at alle børn bør græde.

Jeg "gik" ikke bare. Jeg brugte 60 min på aflevering i starten og skar langsomt ned. Var der altid minimum 15 min og satte min datter i gang med noget. Så sagde jeg farvel og så sad hun smilende og vinkede og lavede noget videre med dagplejen. Det var min ambition at få min datter til at stole på, at det her var et super fedt sted og en mega fed person hun var med. Det gør man ikke, hvis man kører " Her tag mit barn. Vinke vinke - farvel".

Mit barn er syg grundet en genfejl og har altid hængt på mig - meget. Så det var vigtigt for mig, at dagplejen var med på, at hun skulle kunne give tryghed ved eventuelle smerter.

De 2 gange jeg gået hurtigt, der har hun grædt! selvfølgelig.

Og at være glad og tryg er ikke det samme som ikke at reagere. Mit barn reagerede. Men det behøver ikke at være med gråd. Og hun var 100% tryg med dagplejemor. Så der var ikke gråd. 

Og jeg tager stilling til TSs børn. Og hun siger, at hendes barn ikke græder normalt, og det kan "forhindres" i andre situationer. 

 

Du skrev som om det var forkert at børn græder ved indkøring og det er nu det mest almindelige. Jeg udtaler mig ikke på ALLES bekostning, men fortæller hvad der er mest almindeligt.

og jeg håber virkelig ikke at du har brugt 60 min på at afleverer, med farvel on/off (en aflevering er der hvor man gør an til at gå) for det må godt nok være forvirrende for barnet. - Det er fint man er der sammen med barnet, men en aflevering er klart det bedste (efter alle anbefalinger), når det er farvel, kan du have en god dag. og så går man.

Jeg har i øvrigt aldrig hørt om "tidlig indsats ved institutionsstart" - Tidlig indsats plejer man at bruge omkring børn med speciellebehov - Så det vil jeg meget gerne se en kilde på

Anonym skriver:

Nej verden er ikke ens for alle. Men du udtaler dig selv sådan. Du læser virkelig, hvad du vil. Og skriver derefter....

 

 

 

Jeg siger ikke at det kan forhindres med alle børn. Jeg siger, at det kan lade sig gøre for mange. Du kender dine børn, ved hvad der kan lade sig gøre for dem. 

Jeg kommenterer de kommentarer, som siger "det kan ikke forhindres - de skal græde"... Nej... Det hedder tidlig indsats ved institutionstart. Det kan du jo evt. læse om, hvis du er den overbevisning, at alle børn bør græde.

Jeg "gik" ikke bare. Jeg brugte 60 min på aflevering i starten og skar langsomt ned. Var der altid minimum 15 min og satte min datter i gang med noget. Så sagde jeg farvel og så sad hun smilende og vinkede og lavede noget videre med dagplejen. Det var min ambition at få min datter til at stole på, at det her var et super fedt sted og en mega fed person hun var med. Det gør man ikke, hvis man kører " Her tag mit barn. Vinke vinke - farvel".

Mit barn er syg grundet en genfejl og har altid hængt på mig - meget. Så det var vigtigt for mig, at dagplejen var med på, at hun skulle kunne give tryghed ved eventuelle smerter.

De 2 gange jeg gået hurtigt, der har hun grædt! selvfølgelig.

Og at være glad og tryg er ikke det samme som ikke at reagere. Mit barn reagerede. Men det behøver ikke at være med gråd. Og hun var 100% tryg med dagplejemor. Så der var ikke gråd. 

Og jeg tager stilling til TSs børn. Og hun siger, at hendes barn ikke græder normalt, og det kan "forhindres" i andre situationer. 

 

Jeg kan godt forstå din situation med dit barn, der har en genfejl.

Men hvem er "man" ? Min søster siger, at et af de bedste råd, hun har fået af min mor, var at lade være med af trække afleveringen i langdrag. 

Så det er vel forskelligt.

Du skrev som om det var forkert at børn græder ved indkøring og det er nu det mest almindelige. Jeg udtaler mig ikke på ALLES bekostning, men fortæller hvad der er mest almindeligt.

og jeg håber virkelig ikke at du har brugt 60 min på at afleverer, med farvel on/off (en aflevering er der hvor man gør an til at gå) for det må godt nok være forvirrende for barnet. - Det er fint man er der sammen med barnet, men en aflevering er klart det bedste (efter alle anbefalinger), når det er farvel, kan du have en god dag. og så går man.

Jeg har i øvrigt aldrig hørt om "tidlig indsats ved institutionsstart" - Tidlig indsats plejer man at bruge omkring børn med speciellebehov - Så det vil jeg meget gerne se en kilde på

"Du skrev som om det var forkert at børn græder ved indkøring og det er nu det mest almindelige. Jeg udtaler mig ikke på ALLES bekostning, men fortæller hvad der er mest almindeligt."

Svar; Ja, det er mest almindeligt.....

ofte fordi folk måske tror, det skal være sådan og vigtigst (det er i hvertfald det jeg selv er stødt mest på - at sådan var det og det kunne man aldrig undgå

+  Forældre og institution har ikke tid til at bruge tid på indkøringen. Hvilket ofte giver grædende børn, der ikke nå at "reflektere" over situtationen i deres tempo.

Men for mig og vores barn var det alt afgørende, at barnet ikke fik flere nederlag grundet alvorlig sygdom og mange smerter. Derfor satte jeg mig ned og læse op og spurgte omkring mig. Heldigvis fandt jeg en dagplejemor, som var helt enig og som havde det som krav, at der var langsom indkøring med STOR forældre inddragelse.

"og jeg håber virkelig ikke at du har brugt 60 min på at afleverer, med farvel on/off (en aflevering er der hvor man gør an til at gå) for det må godt nok være forvirrende for barnet. - Det er fint man er der sammen med barnet, men en aflevering er klart det bedste (efter alle anbefalinger), når det er farvel, kan du have en god dag. og så går man."

Svar; Ved gud nej!! Og det kunne jeg aldrig finde på! Jeg siger kun farvel, når jeg mener det. Min ambition var, at barnet skulle se, at jeg kunne lide stedet.

Jeg brugte 60 minutter (og far i øvrigt også), fordi vi legede med, drak kaffe, talte med dagplejemor og de andre børn (Præcis som var vi på besøg hos vores egen familie). Langsomt gjorde dagplejemor flere og flere ting med os i rummet ved siden af osv. Det tog et par måneder. 

Svar til flere der vil vide mere om "indkøring uden gråd"
(Sætter i citationstegn da jo selvsagt ikke altid kan ungås 100%):

Odense kommune (mener jeg)har kørt et projekt, hvor man lavede en før indsats ved vuggestuebørn. Hvor børnene i perioden (3 måneder mener jeg), kom i vuggestuen nogle timer om ugen med deres forældre og var i legestue (Hvor forældrene bare var sammen med deres børn og legede). Overgang til at være alene i vuggestuen var en kæmpe succes. 

Det gør de også nu i vores børnehave (meget sparsomt - men dog lidt. Her kommer de to primære pædagoer ud ca 45 min og besøger barnet inden start, også viser barnet sit værelse og forældre taler lidt med pædagoerne og giver kaffe og viser barnet, at de her mennesker kommer ind i vores hjem. Dem stoler vi på).

Og jeg ved at flere i KBH er begyndt at gøre det. 

Derudover er lavet et projekt om det "tidlig indsats ved institutionstart". Jeg skal se, om jeg kan finde det. det ligger muligvis kun på mit universitetssøgebase. Men jeg tjekker det lige.

Jeg kan godt forstå din situation med dit barn, der har en genfejl.

Men hvem er "man" ? Min søster siger, at et af de bedste råd, hun har fået af min mor, var at lade være med af trække afleveringen i langdrag. 

Så det er vel forskelligt.

Og det er præcis den vi har også brugt.

For det skal man heller ikke.

Det er 2 forskellige scenarier, man ikke må blande sammen! Jeg har ALDRIG trukket i langdrag. 

Jeg sad og legede med mit barn og snakkede og gjorde det "hjemligt" i 60 min. Herefter sagde jeg farvel og gik og vinkede til et glad barn. (Så selve farvelsceancen tog ca 1 min. Og mit barn var klar til at sige farvel, fordi jeg havde leget og hygget og overdraget i et trygt miljø)

At trække i langdrag er at sige farvel, vende om og komme tilbage ved gråd, være usikker på om man går osv. Det er tortur for alle. 

Jeg ville selv blive møgfrustreret, hvis min kæreste gik og jeg ikke forstod det. Men bare sagde "jeg kommer tilbage" og jeg faktisk ikke vidste, hvornår det var.

Ikke bare frustreret - jeg ville føle mig afvist, hvis min kæreste gik og jeg sad og græd. Det er da en afvisning, der vil noget. Du græder - men jeg går. (Uanset hvor god grunden så er)
Den situation ville jeg gerne undgå at vise mit barn. Derfor går jeg ikke, hvis barnet græder. Derfor bruger jeg meget tid på indkøring. Har lige brugt 3 måneder børnehaven.

Og ja, nogen har børn hvor de kan gå efter 5 min og sige farvel også er barnet glad og trygt.

Og andre har brug for en 3 måneder indkøring, hvis det skal være på BARNETS præmisser. (Ikke de voksnes)

Hvis vi havde fulgt anvisningen for indkøring, havde vi nok fået et meget ked af det barn. Den chance ville jeg ikke løbe. 

Og inden nogen siger "børn må gerne græde".... jo det må de gerne og det er undgåeligt. Som når man siger nej til Is, og det var lige det de drømte om. Men det er noget helt andet - og ikke "mor efterlad mig ikke her-gråd"

Anonym skriver:

Og det er præcis den vi har også brugt.

For det skal man heller ikke.

Det er 2 forskellige scenarier, man ikke må blande sammen! Jeg har ALDRIG trukket i langdrag. 

 

Jeg sad og legede med mit barn og snakkede og gjorde det "hjemligt" i 60 min. Herefter sagde jeg farvel og gik og vinkede til et glad barn. (Så selve farvelsceancen tog ca 1 min. Og mit barn var klar til at sige farvel, fordi jeg havde leget og hygget og overdraget i et trygt miljø)

At trække i langdrag er at sige farvel, vende om og komme tilbage ved gråd, være usikker på om man går osv. Det er tortur for alle. 

Jeg ville selv blive møgfrustreret, hvis min kæreste gik og jeg ikke forstod det. Men bare sagde "jeg kommer tilbage" og jeg faktisk ikke vidste, hvornår det var.

Ikke bare frustreret - jeg ville føle mig afvist, hvis min kæreste gik og jeg sad og græd. Det er da en afvisning, der vil noget. Du græder - men jeg går. (Uanset hvor god grunden så er)
Den situation ville jeg gerne undgå at vise mit barn. Derfor går jeg ikke, hvis barnet græder. Derfor bruger jeg meget tid på indkøring. Har lige brugt 3 måneder børnehaven.

 

Og ja, nogen har børn hvor de kan gå efter 5 min og sige farvel også er barnet glad og trygt.

Og andre har brug for en 3 måneder indkøring, hvis det skal være på BARNETS præmisser. (Ikke de voksnes)

Hvis vi havde fulgt anvisningen for indkøring, havde vi nok fået et meget ked af det barn. Den chance ville jeg ikke løbe. 

Og inden nogen siger "børn må gerne græde".... jo det må de gerne og det er undgåeligt. Som når man siger nej til Is, og det var lige det de drømte om. Men det er noget helt andet - og ikke "mor efterlad mig ikke her-gråd"

Nej, det behøver ikke at være en afvisning. Da jeg var barn, havde min mor og far ung pige i huset. Min mor siger, at jeg havde en periode, hvor jeg græd, når mine forældre gik. Men de var altså nødt til at tage på arbejde. Og jeg har aldrig følt mig afvist som barn. Mine forældre viste mig, at det var helt ok, at de gik, for barnepigen var der - og hun boede hos os.

Tværtimod tror jeg ikke, man kan få en mere tryg opvækst, end jeg havde. 

Jeg har arbejdet i en vuggestue for år tilbage, og det er ganske normalt, at de græder, når de bliver afleveret. Så tager man dem op, og gråden holder hurtigt op. Jeg tror, det er de færreste medarbejdere, der har været i en vuggestue, der ikke har oplevet, at et barn græd. 

Det er altså ikke alle forældre, der kan bruge 3 måneder til at køre et barn ind i børnehaven. Det er ikke alle, der har flekstid og kan møde senere ind på arbejde.

Og jeg synes lidt, du nedgør de forældre, der godt kan takle, at barnet græder lidt. Du mener, at alle forældre, der accepterer lidt gråd ved aflevering, afviser deres barn.

Det er da lidt fordømmende.

Anonym skriver:

"Du skrev som om det var forkert at børn græder ved indkøring og det er nu det mest almindelige. Jeg udtaler mig ikke på ALLES bekostning, men fortæller hvad der er mest almindeligt."

Svar; Ja, det er mest almindeligt.....

ofte fordi folk måske tror, det skal være sådan og vigtigst (det er i hvertfald det jeg selv er stødt mest på - at sådan var det og det kunne man aldrig undgå

+  Forældre og institution har ikke tid til at bruge tid på indkøringen. Hvilket ofte giver grædende børn, der ikke nå at "reflektere" over situtationen i deres tempo.

Men for mig og vores barn var det alt afgørende, at barnet ikke fik flere nederlag grundet alvorlig sygdom og mange smerter. Derfor satte jeg mig ned og læse op og spurgte omkring mig. Heldigvis fandt jeg en dagplejemor, som var helt enig og som havde det som krav, at der var langsom indkøring med STOR forældre inddragelse.

"og jeg håber virkelig ikke at du har brugt 60 min på at afleverer, med farvel on/off (en aflevering er der hvor man gør an til at gå) for det må godt nok være forvirrende for barnet. - Det er fint man er der sammen med barnet, men en aflevering er klart det bedste (efter alle anbefalinger), når det er farvel, kan du have en god dag. og så går man."

Svar; Ved gud nej!! Og det kunne jeg aldrig finde på! Jeg siger kun farvel, når jeg mener det. Min ambition var, at barnet skulle se, at jeg kunne lide stedet.

Jeg brugte 60 minutter (og far i øvrigt også), fordi vi legede med, drak kaffe, talte med dagplejemor og de andre børn (Præcis som var vi på besøg hos vores egen familie). Langsomt gjorde dagplejemor flere og flere ting med os i rummet ved siden af osv. Det tog et par måneder. 

Svar til flere der vil vide mere om "indkøring uden gråd"
(Sætter i citationstegn da jo selvsagt ikke altid kan ungås 100%):

Odense kommune (mener jeg)har kørt et projekt, hvor man lavede en før indsats ved vuggestuebørn. Hvor børnene i perioden (3 måneder mener jeg), kom i vuggestuen nogle timer om ugen med deres forældre og var i legestue (Hvor forældrene bare var sammen med deres børn og legede). Overgang til at være alene i vuggestuen var en kæmpe succes. 

Det gør de også nu i vores børnehave (meget sparsomt - men dog lidt. Her kommer de to primære pædagoer ud ca 45 min og besøger barnet inden start, også viser barnet sit værelse og forældre taler lidt med pædagoerne og giver kaffe og viser barnet, at de her mennesker kommer ind i vores hjem. Dem stoler vi på).

Og jeg ved at flere i KBH er begyndt at gøre det. 

Derudover er lavet et projekt om det "tidlig indsats ved institutionstart". Jeg skal se, om jeg kan finde det. det ligger muligvis kun på mit universitetssøgebase. Men jeg tjekker det lige.

Min erfaring er det modsatte netop fordi vi i vuggestuerne ikke har tid og resurser til at stå med utrygge børn, men 60 min hver dag i 2 måneder lyder som unødvendig lang tid

Kan du linke til Odense kommunes projekt?

Jeg arbejder i odense kommune og har aldrig hørt om projektet

Min erfaring er det modsatte netop fordi vi i vuggestuerne ikke har tid og resurser til at stå med utrygge børn, men 60 min hver dag i 2 måneder lyder som unødvendig lang tid

 

Kan du linke til Odense kommunes projekt?

Jeg arbejder i odense kommune og har aldrig hørt om projektet

 

Det var også vores dagplejemors erfaring. Og derfor hun blev privat. :-) 

Vi brugte ikke helt 60 minutter alle dage. Det var meget op om ned. Nogle dage var det mindre. Det kom an på, hvordan vores barn havde det. Hun har mange smerte og har en masse medicin, så det kom også an på det. Men vi brugte 2 måneder på at få en "hel" dag.

Vi var visiteret til en specialplads. Men der var ventetid. Så vi fandt vores egen. Og det fungerede heldigvis.

Jeg kan se, om jeg kan finde det. Der var en fin udsendelse om det for nogle år siden. :-)

Tommelise skriver:

Nej, det behøver ikke at være en afvisning. Da jeg var barn, havde min mor og far ung pige i huset. Min mor siger, at jeg havde en periode, hvor jeg græd, når mine forældre gik. Men de var altså nødt til at tage på arbejde. Og jeg har aldrig følt mig afvist som barn. Mine forældre viste mig, at det var helt ok, at de gik, for barnepigen var der - og hun boede hos os.

Tværtimod tror jeg ikke, man kan få en mere tryg opvækst, end jeg havde. 

Jeg har arbejdet i en vuggestue for år tilbage, og det er ganske normalt, at de græder, når de bliver afleveret. Så tager man dem op, og gråden holder hurtigt op. Jeg tror, det er de færreste medarbejdere, der har været i en vuggestue, der ikke har oplevet, at et barn græd. 

Det er altså ikke alle forældre, der kan bruge 3 måneder til at køre et barn ind i børnehaven. Det er ikke alle, der har flekstid og kan møde senere ind på arbejde.

Og jeg synes lidt, du nedgør de forældre, der godt kan takle, at barnet græder lidt. Du mener, at alle forældre, der accepterer lidt gråd ved aflevering, afviser deres barn.

Det er da lidt fordømmende.

Ja, det er normalt at børn græder, når deres forældre går. Det skal de da! Og nej ikke alle føler sig afvist.

Min pointe er, at man kan (som i selvfølgelig ikke altid) undgå gråden ved at bruge mere tid på indkøringen. og NEJ ingen er så heldige at kunne bruge så meget tid, som vi gjorde. 

Jeg forsøger ikke at udskamme nogen, ved at fortælle om egne erfaringer og tanker.

(men sådan tages det ofte. At hvis jeg vælger alt gøre noget med mit liv, så må det være en kritik af andres.. Det er det ikke.)

Og jeg kan love dig for, at jeg har et barn der græder. Faktisk 2 timer af smerte hver dag. Og da hun var lille 6 -10 timer. 

Det har stået på i 3 år.

Og hun græder både fordi hun kan være træt, syg eller bare sur over, at hun ikke må få sin is. Men jeg trøster hende. Og ja, hun græder også af smerte, fordi det desværre er en forfærdelig genfejl, som giver hende muskel og nervesmerter samt vejrtrækningsbesvær. 

Min pointe var at fortælle TS, at hendes barn ikke behøver at være ked af det. At hun skal følge sin mavefornemmelse og give mine erfaringer med, som jeg faktisk synes er brugbare, på trods af meget dårlige odds med at sygt, sygt barn.

Jeg vil lade være med at dele flere af mine  "oplevelser med indkøring uden gråd". For hvis det opfattes som et "Du udskammer" og et "Du taler sort og hvidt" Så vil jeg ikke bruge min energi på det, for det har ALDRIG været hensigten. 

God aften til alle. Og især TS - det skal nok blive bedre :-) 

Jeg ville snakke med dp om det, inden jeg ville tænke på at flytte barnet. Det er nemlig et ret drastisk træk. Derudover ville jeg give det lidt mere tid. 

Var mavefornemmelsen stadigvæk dårlig, så ville jeg rykke barnet. 

Vi havde sat en måned af til indkøring med den ældste... hun havde så brug for 1 dag.... så var hun klar. Hun var ret tryg ved det hele. Er hun unormal? Nej det vil jeg ikke mene. (En kommentar til hvad en skrev tidligere i debatten)

min oplevelse var også, at det var virkelig vigtigt at man ikke trak afleveringen i langdrag... det kunne hun slet ikke finde ud af. MEN børn er nu forskellige, og nogle har netop det modsatte behov! 

Har jeg oplevet min datter sidde ved døren helt alene og græde, da jeg skulle hente hende? Ja, det har jeg et par gange.. der var heldigvis EB logisk forklaring på det... jeg blev nemlig selv lidt ked af det, da jeg oplevede det første gang. Men dp har altid været god til at forklare hvorfor. 

Kommunikation er bare så vigtigt! Og det lyder til  der mangler lidt kommunikation i den her situation. 

Få snakket med hende, så hun kan “forbedre sig”, hvis man kan sige det sådan. (HVIS hun er lydhør og villig til det) - men tænker der også sagtens kan være nogle logiske forklaringer på nogle af tingene. 

Derudover kender jeg flere med børn, hvor indkøringen har taget lang tid, men når de så er kørt ind, så har de det bare rigtigt godt