Lidt for sarte og nervøse eller....

Det er sørme da ikke enormt mærkeligt af “prøve “ at sætte nogle regler / rammer for ens 15-17 årige børn, det er efter min mening mere mærkeligt ikke af gøre det. Mine unger er i dag 18 og 21, de er opvokset under rimelige frie forhold, men derfor fik de sørme nogle regler/grænser af vide. 

som jeg læser det du skriver, så skal man bare opdrage/ sætte regler til barnet indtil det bliver ca 12 år, også stole på af det holder de næste ca 6 år ?

Delvist. Det er ikke tænkt som “nu er du 12 - held og lykke” det handler mere om, at reglerne nu er blevet til mavefornemmelser, som den unge har med sig, fordi det giver mening og er en del af deres livsverden. For hvis det er regler som “fordi jeg siger det”, så er det svært at navigere i som sit eget værdisæt. 

Jeg er også vokset op med en masse “fordi jeg er den voksne og bestemmer. Også bestemmer du en anden dag” (Da jeg var 8 eksempelvis). Jeg er meget fællesskabsorienteret og mener, at man skal kunne rette ind i et fællesskab. Og jeg har enormt meget respekt for autoriteter - netop fordi, de var en naturlig del af min opdragelse de første 12/13 år agtigt.. 

De slap langsomt de der “regler” og havde omlagt dem til guides. En slags “how to do it by Heart” det handler da helt klart om barnet og hvor modent det er. Jeg har ikke gjort noget, fordi andre gjorde det. Ikke røget, Ikke drukket, ikke mobbet, ikke løjet osv. For jeg har lært hvad der var vores værdier som familie, og det havde jeg i min mave altid, også følte det som mit eget valg, når jeg sagde nej tak til cigaretter - og ikke fordi min mor havde sagt det og jeg ellers ville miste et kørekort. Jeg sagde nej, fordi jeg faktisk ikke havde lyst og vidste det var dumt og sundhedsskadeligt. Man synes jo altid, at ens forældre er gammeldags osv - så hvis det havde været “regler” for mig som 15 årig - så havde jeg nok brudt dem, for at “bryde” med mine forældre og blive voksen og træffe egne valg. Men i stedet følte jeg det som egne valg og ikke bare regler fordi mine forældre havde “bestemt”... 

Jeg skelner ved regler og guides i deres formulering. Jeg havde skam rammer - men ikke regler (som for mig er “du må drikke 2 øl, fordi jeg siger det” havde jeg ikke. Jeg navigerede efter min mavefornemmelse, som netop var de regler, som nu blev omformuleret som guides og rammer. Og de var ikke så frie da jeg var 12, som da jeg var 15 og 16. Som 16-årig var jeg eksempelvis i USA en hel sommer, uden at drikke mig skide fuld, ryge hash eller andet, som ellers lå lige til højre benet med den gruppe, jeg var med.

Jeg synes, det er problematisk at fortælle en 17-årig, at de skal være hjemme kl 02,  fordi man som forældre siger det, fordi der er skole næste dag. Om lidt er den 17-årige 18.. også kan man stikke sine regler et vist sted hen. så der skulle regler gerne havde været rammer et par år og en fornemmelse for, hvad der er godt og skidt for en - og ikke fordi ens forældre siger at kl 02 er bedst...

mine børn for bestemt at vide, at herhjemme er det et forældre diktatur på mange punkter. De få en masse bestemmelsesret og “ansvar” men der er godt nok også en masse ting, som vi ikke rafler om. Det er fordi, sådan er det! Men det er kun med de vigtigste ting - ellers mister det sin effekt. Og jeg vil have et barn, som vil fællesskabet og gør plads til andre og kan rumme andre og ikke mindst sig selv og egne valg.

Anonym skriver:

Delvist. Det er ikke tænkt som “nu er du 12 - held og lykke” det handler mere om, at reglerne nu er blevet til mavefornemmelser, som den unge har med sig, fordi det giver mening og er en del af deres livsverden. For hvis det er regler som “fordi jeg siger det”, så er det svært at navigere i som sit eget værdisæt. 

Jeg er også vokset op med en masse “fordi jeg er den voksne og bestemmer. Også bestemmer du en anden dag” (Da jeg var 8 eksempelvis). Jeg er meget fællesskabsorienteret og mener, at man skal kunne rette ind i et fællesskab. Og jeg har enormt meget respekt for autoriteter - netop fordi, de var en naturlig del af min opdragelse de første 12/13 år agtigt.. 

De slap langsomt de der “regler” og havde omlagt dem til guides. En slags “how to do it by Heart” det handler da helt klart om barnet og hvor modent det er. Jeg har ikke gjort noget, fordi andre gjorde det. Ikke røget, Ikke drukket, ikke mobbet, ikke løjet osv. For jeg har lært hvad der var vores værdier som familie, og det havde jeg i min mave altid, også følte det som mit eget valg, når jeg sagde nej tak til cigaretter - og ikke fordi min mor havde sagt det og jeg ellers ville miste et kørekort. Jeg sagde nej, fordi jeg faktisk ikke havde lyst og vidste det var dumt og sundhedsskadeligt. Man synes jo altid, at ens forældre er gammeldags osv - så hvis det havde været “regler” for mig som 15 årig - så havde jeg nok brudt dem, for at “bryde” med mine forældre og blive voksen og træffe egne valg. Men i stedet følte jeg det som egne valg og ikke bare regler fordi mine forældre havde “bestemt”... 

Jeg skelner ved regler og guides i deres formulering. Jeg havde skam rammer - men ikke regler (som for mig er “du må drikke 2 øl, fordi jeg siger det” havde jeg ikke. Jeg navigerede efter min mavefornemmelse, som netop var de regler, som nu blev omformuleret som guides og rammer. Og de var ikke så frie da jeg var 12, som da jeg var 15 og 16. Som 16-årig var jeg eksempelvis i USA en hel sommer, uden at drikke mig skide fuld, ryge hash eller andet, som ellers lå lige til højre benet med den gruppe, jeg var med.

Jeg synes, det er problematisk at fortælle en 17-årig, at de skal være hjemme kl 02,  fordi man som forældre siger det, fordi der er skole næste dag. Om lidt er den 17-årige 18.. også kan man stikke sine regler et vist sted hen. så der skulle regler gerne havde været rammer et par år og en fornemmelse for, hvad der er godt og skidt for en - og ikke fordi ens forældre siger at kl 02 er bedst...

mine børn for bestemt at vide, at herhjemme er det et forældre diktatur på mange punkter. De få en masse bestemmelsesret og “ansvar” men der er godt nok også en masse ting, som vi ikke rafler om. Det er fordi, sådan er det! Men det er kun med de vigtigste ting - ellers mister det sin effekt. Og jeg vil have et barn, som vil fællesskabet og gør plads til andre og kan rumme andre og ikke mindst sig selv og egne valg.

Der er mange punkter i det, du har skrevet, som virker som efterrationaliseringer - “Mine forældre gjorde sådan, derfor gjorde/blev jeg sådan - havde de gjort noget andet, havde jeg ikke gjort og var ikke blevet sådan.” Det er en meget forsimplet årsag-og-effekt-tilgang. Du har ikke gnisten af chance for at vide, om du havde ageret og udviklet dig på omtrent samme måde, hvis dine forældre havde udstukket visse regler. 

Du havde din families værdier som “guideline” - men havde de forbudt dig at drikke fem øl, ville du have trodset dem. Så det var ikke en familieværdi at gøre som forventet af dine forældre? - det var ikke imod jeres værdier at trodse et forbud og svigte deres tillid? Og dine forældre røg, men du lod være, fordi du havde lært hvad der var jeres værdier som familie? En værdi i det konkrete tilfælde, der gik på, at de voksne nok røg, men det var imod deres værdier? 

De “regler”, du lister op i det andet indlæg - herunder, at man ikke må gøre skade på sig selv eller andre - virker på mig så indlysende, at de knap er regler eller rammer, men helt basal dannelse. Og slutningen af dit indlæg her - “Og jeg vil have et barn, som vil fællesskabet og gør plads til andre og kan rumme andre og ikke mindst sig selv og egne valg” - tænker du, at forældre, der sætter regler op for deres 15-årige, ikke ønsker og/eller ikke får børn, der vil og kan dét? Jeg tror, det er ret udbredte ønsker - jeg bryder mig ikke om formuleringen “vil have” - for de fleste forældre. 

Helt basalt tror jeg, dine forældre har kunnet gøre, som de gjorde, fordi du havde den personlighed, du havde - ikke omvendt. 

Anonym skriver:

Så store børn kan ikke opdrages efter min mening de kan guides. At sætte regler for en på 15 og 17 er enormt mærkeligt. De er jo ikke små børn. Der må man stole på, at ens opdragelse indtil ca de 12 år er gået som den skulle.

Ingen “børn” overholder deres forældres regler, når de er sammen med deres venner. De er jo netop igang med at løsrive sig. 

Man kan som mor/far sige “altså, det kan være ret ubehageligt at drikke for meget. Så det skal man lige passe på. Jeg har flere gange kastet op af det og gået glip af de fedeste fester. Men jeg ved, at du ved bedre end mig” 

(Sådan er jeg selv opdraget - og jeg drak mig først meget fuld, da jeg nærmede mig de 20. Havde et “fornuftigt” forhold til alkohol osv.)

Mange af mine venners forældre havde samme tilgang til “alkohol osv” og de drak sig fra sans og samling, løj og gjorde stupide ting. Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg havde jo muligheden - men vidste også, hvad jeg ikke ville - og stolede på min egen fornemmelse for, hvad jeg kunne tåle - for det havde jeg jo lært hjemmefra. 

De to som hvad de mest rigide regler, er også de to jeg kender, som ikke kan styre sig i en alder af 30... de har ingen fornemmelser for hvad de kan - de går bare amok altid. Jeg siger ikke, at det er sådan og sammenhængen er på den måde vedr. Alt. Men jeg synes, det er påfaldende, at jeg altid var den mest ædru og ringede efter deres forældre, når jeg havde “frie” tøjler og de måtte drikke 2 øl...

Det går nu ganske godt med mine drenge, men mine regler og krav er heller ikke urimelige. De har overhovedet ikke haft behov for at gøre/ eller har gjort et oprør - endnu - måske det kommer, men det er også okay. Kald mine “regler” for guidning eller whatever, men det er stadig ikke til diskution, hvis deres måde at se tingene på er helt hen i vejret.

egentlig hvad jeg prøver at sige er, ordvalget er som sådan fuldstændig ligegyldigt, vi er ikke enige om alt og de ville fx ikke kunne overtale mig til .... ja fx min søn da han var 16 ville have en kæmpe tatovering på ryggen. Så der ville vi ikke kunne nå hen til en miste, der er nej et nej og forbliver et nej, til han selv bestemmer som 18 årig. 

Og ja, selvom jeg synes opdragelsen (også i ordets forstand) fortsætter længere end til de 12 år, så må man slippe og satse på man har præget dem godt, trods alle laver fejl her i livet. 

Der er mange punkter i det, du har skrevet, som virker som efterrationaliseringer - “Mine forældre gjorde sådan, derfor gjorde/blev jeg sådan - havde de gjort noget andet, havde jeg ikke gjort og var ikke blevet sådan.” Det er en meget forsimplet årsag-og-effekt-tilgang. Du har ikke gnisten af chance for at vide, om du havde ageret og udviklet dig på omtrent samme måde, hvis dine forældre havde udstukket visse regler. 

Du havde din families værdier som “guideline” - men havde de forbudt dig at drikke fem øl, ville du have trodset dem. Så det var ikke en familieværdi at gøre som forventet af dine forældre? - det var ikke imod jeres værdier at trodse et forbud og svigte deres tillid? Og dine forældre røg, men du lod være, fordi du havde lært hvad der var jeres værdier som familie? En værdi i det konkrete tilfælde, der gik på, at de voksne nok røg, men det var imod deres værdier? 

De “regler”, du lister op i det andet indlæg - herunder, at man ikke må gøre skade på sig selv eller andre - virker på mig så indlysende, at de knap er regler eller rammer, men helt basal dannelse. Og slutningen af dit indlæg her - “Og jeg vil have et barn, som vil fællesskabet og gør plads til andre og kan rumme andre og ikke mindst sig selv og egne valg” - tænker du, at forældre, der sætter regler op for deres 15-årige, ikke ønsker og/eller ikke får børn, der vil og kan dét? Jeg tror, det er ret udbredte ønsker - jeg bryder mig ikke om formuleringen “vil have” - for de fleste forældre. 

Helt basalt tror jeg, dine forældre har kunnet gøre, som de gjorde, fordi du havde den personlighed, du havde - ikke omvendt. 

Er der noget galt med efterrationalisering? Mit indlæg skal ikke læses som et angreb på andre måder at være forældre på. (Men det kan jeg godt se, at flere gør). Giv regler til jeres 17-årige, hvis det passer i jeres liv og de har brug for det. Jeg stiller mig bare kritisk og synes det lyder mærkeligt - for så når de er 18? Hvad så? Er der så stadig regler? 

Jeg går stærkt ud fra at de fleste ønsker, at dets børn skal være en del af fællesskabet. Jeg forstår blot ikke behovet for at formulere regler for en 17-årig. 

I øvrigt så var det samme opdragelse mine 3 andre søskende fik. Vidt forskellige mennesker. Min mor arbejder med børn med psykiske udfordringer og vi har altid talt meget om sammenhæng. Marte meo (anerkende pædagogik) var noget hun dyrkede ekstremt - det var i start 80’erne. Jesper Juul osv er også en del af den bølge som hun red med på. Hun var ekstremt bevist i sin opdragelse/rammesætning 

Er der noget galt med efterrationalisering? Mit indlæg skal ikke læses som et angreb på andre måder at være forældre på. (Men det kan jeg godt se, at flere gør). Giv regler til jeres 17-årige, hvis det passer i jeres liv og de har brug for det. Jeg stiller mig bare kritisk og synes det lyder mærkeligt - for så når de er 18? Hvad så? Er der så stadig regler? 

Jeg går stærkt ud fra at de fleste ønsker, at dets børn skal være en del af fællesskabet. Jeg forstår blot ikke behovet for at formulere regler for en 17-årig. 

I øvrigt så var det samme opdragelse mine 3 andre søskende fik. Vidt forskellige mennesker. Min mor arbejder med børn med psykiske udfordringer og vi har altid talt meget om sammenhæng. Marte meo (anerkende pædagogik) var noget hun dyrkede ekstremt - det var i start 80’erne. Jesper Juul osv er også en del af den bølge som hun red med på. Hun var ekstremt bevist i sin opdragelse/rammesætning 

Men dine “regler” er jo bare istedet “rammer”. Er der så meget forskel, andet end ordvalget. Du ved jo heller ikke hvordan jeg formulerer eller fortæller. Men helt korrekt jeg stadig lærer dem ting og at jeg kan sige nej. Det er mit ansvar som mor, og jeg slipper gradvist men aldrig helt. På et tidspunkt når den ældste er flyttet, så kan jeg kun råde, og selvfølgelig støtte uanset hvad.

Hvis dit barn gang på gang på plus 12, brød dine rammer som fx “du er klogere end jeg var, så du ryger selvfølgelig ikke cigaretter”, ville du så gå tilbage i tiden, og have præget ham anderledes. Eller vil du bare lade ham ryge. Tror du virkelig du har gjort det så “godt”, at du ikke vil møde et problem, hvor du må sige “nej”, bare nej. 

Jeg ser det som at jeg har haft rimelig succes med at præge mine drenge, fordi de er modstander af cigaretter og roder sig ikke ud i ting endnu. Men jeg ved udemærket at det kan ske, baseret på situationer de vil komme ud for, venskaber/miljø osv osv. Nogle gange tror jeg, at de har haft brug for mig til at sige nej, så har de kunne være lidt irriterede på mig, men lettede over de kunne give mig skylden.

Men dine “regler” er jo bare istedet “rammer”. Er der så meget forskel, andet end ordvalget. Du ved jo heller ikke hvordan jeg formulerer eller fortæller. Men helt korrekt jeg stadig lærer dem ting og at jeg kan sige nej. Det er mit ansvar som mor, og jeg slipper gradvist men aldrig helt. På et tidspunkt når den ældste er flyttet, så kan jeg kun råde, og selvfølgelig støtte uanset hvad.

Hvis dit barn gang på gang på plus 12, brød dine rammer som fx “du er klogere end jeg var, så du ryger selvfølgelig ikke cigaretter”, ville du så gå tilbage i tiden, og have præget ham anderledes. Eller vil du bare lade ham ryge. Tror du virkelig du har gjort det så “godt”, at du ikke vil møde et problem, hvor du må sige “nej”, bare nej. 

Jeg ser det som at jeg har haft rimelig succes med at præge mine drenge, fordi de er modstander af cigaretter og roder sig ikke ud i ting endnu. Men jeg ved udemærket at det kan ske, baseret på situationer de vil komme ud for, venskaber/miljø osv osv. Nogle gange tror jeg, at de har haft brug for mig til at sige nej, så har de kunne være lidt irriterede på mig, men lettede over de kunne give mig skylden.

Og det er en god pointe. Netop at det kan være rart, at en voksen tager skylden. Det spurgte min mor mig faktisk om et par gange - om jeg ikke vil og om det var nemmere, hun sagde nej. Det var det - også sagde hun nej. 

Den eneste grund til, at jeg stejler ved ordet regler, er at de ofte begrundes med “fordi sådan er det” hvor rammer er noget mere løssluppen og    (På mig) virker respektfuldt på et ungt menneske. En 17 årig og 350 dage gammel ung kvinde/mand der får regler a la “sådan er det”.. det finder jeg uretfærdigt. 

Jeg taler ikke om dine valg som mor eller den måde DU er mor på. Jeg aner intet om nogen af jeres måder at være mor på. Jeg taler om “regler” til brug af en 13-17 årig. Regler som bev definerer dem og forsøger at forklare mine tanker bag.

Jeg er med i en debat med mennesker, jeg ikke kender - og derfor udtaler jeg mig ikke om jeres konkrete situationer. Hvis nogen tolker det sådan, er det for egen regning. 

Vær gerne uenig - men tag ikke mine indlæg personlig. Jeg tager ikke jeres personligt. jeg synes de fleste lyder top normale og har skønne, kloge og dejlige børn - uanset regler eller ej

Jeg startede med at skriveå store børn kan ikke opdrages efter min mening de kan guides.

jeg skrev ikke: du er dum og dine børn er endnu dummere fordi du giver dem regler. - for det mener jeg ikke. 

Anonym skriver:

Og det er en god pointe. Netop at det kan være rart, at en voksen tager skylden. Det spurgte min mor mig faktisk om et par gange - om jeg ikke vil og om det var nemmere, hun sagde nej. Det var det - også sagde hun nej. 

Den eneste grund til, at jeg stejler ved ordet regler, er at de ofte begrundes med “fordi sådan er det” hvor rammer er noget mere løssluppen og    (På mig) virker respektfuldt på et ungt menneske. En 17 årig og 350 dage gammel ung kvinde/mand der får regler a la “sådan er det”.. det finder jeg uretfærdigt. 

Jeg taler ikke om dine valg som mor eller den måde DU er mor på. Jeg aner intet om nogen af jeres måder at være mor på. Jeg taler om “regler” til brug af en 13-17 årig. Regler som bev definerer dem og forsøger at forklare mine tanker bag.

Jeg er med i en debat med mennesker, jeg ikke kender - og derfor udtaler jeg mig ikke om jeres konkrete situationer. Hvis nogen tolker det sådan, er det for egen regning. 

Vær gerne uenig - men tag ikke mine indlæg personlig. Jeg tager ikke jeres personligt. jeg synes de fleste lyder top normale og har skønne, kloge og dejlige børn - uanset regler eller ej

Jeg startede med at skriveå store børn kan ikke opdrages efter min mening de kan guides.

jeg skrev ikke: du er dum og dine børn er endnu dummere fordi du giver dem regler. - for det mener jeg ikke. 

Jeg har slet ikke et problem med, at vi er uenige, hvor ville verden være kedelig hvis vi alle var ens. Det er skam bare, fra min side en debat, hvor jeg har respekt for andres meninger, men stadig diskuterer og argumenterer Det jeg egentlig mente var, at jeg tror i bund og grund ikke vi er så forskellige. 

Alle børn er efter min mening forskellige individer og skal opdrages/ guides whatever efter deres personlighed og miljø. Så jeg tror bare ikke man kan sætte det i boks, hvad man vil gøre præcist, før man er udsat for situationen. For nogle er løse rammer måske mere nok end for andre der ikke ville kunne håndtere dem, trods god prægning.

hav en dejlig aften

Anonym skriver:

Er der noget galt med efterrationalisering? Mit indlæg skal ikke læses som et angreb på andre måder at være forældre på. (Men det kan jeg godt se, at flere gør). Giv regler til jeres 17-årige, hvis det passer i jeres liv og de har brug for det. Jeg stiller mig bare kritisk og synes det lyder mærkeligt - for så når de er 18? Hvad så? Er der så stadig regler? 

Jeg går stærkt ud fra at de fleste ønsker, at dets børn skal være en del af fællesskabet. Jeg forstår blot ikke behovet for at formulere regler for en 17-årig. 

I øvrigt så var det samme opdragelse mine 3 andre søskende fik. Vidt forskellige mennesker. Min mor arbejder med børn med psykiske udfordringer og vi har altid talt meget om sammenhæng. Marte meo (anerkende pædagogik) var noget hun dyrkede ekstremt - det var i start 80’erne. Jesper Juul osv er også en del af den bølge som hun red med på. Hun var ekstremt bevist i sin opdragelse/rammesætning 

Efterrationalisering er jo, når man i eftertanken tillægger noget i fortiden en betydning/effekt, det ikke påviseligt har haft. Så nej, der er ikke noget galt med det, men det er heller ikke et validt argument for, at “Jeg blev/gjorde sådan, fordi ...” - og slet ikke for udsagnet “At sætte regler for en på 15 og 17 er enormt mærkeligt.” 

Mine hjemmeboende på 19 og 20 lever skam stadig med regler: Ring eller skriv, hvis du ikke som planlagt tager det sidste tog hjem, men overnatter i den store by. Når du låner min bil, skal du fylde benzin på, hvis den nærmer sig det røde felt. Hvis du har kæresten eller en ven på overnatning, så giv os et praj, så de ikke fx render på din splitternøgne mor eller far. Osv. osv. Der opstår løbende nye situationer, hvor vi lige må ridse op, hvad vi forventer, de indretter sig efter, så længe de bor her. Og det stopper altså ikke på deres 18-års-fødselsdag - men den dag, de flytter hjemmefra. 

Mine tre børn er hverken ubetænksomme eller uselvstændige, og de sætter såmænd også regler for os af og til - når man bor under samme tag, er det praktisk og hensigtsmæssigt at sætte “færdselsregler” op, præcis som i et bofællesskab eller kollektiv. Og i forældre-barn-relationen ses det ikke sjældent, at sidstnævnte - også som myndige - liiiige glemmer at tage samme hensyn og have samme omtanke for forældrene, som de ville gøre overfor en ny roommate. 

Hvad tænker du i øvrigt om efterskoler? Er det enormt mærkeligt, at der dér er masser af regler for de 15-17-årige? 

Efterrationalisering er jo, når man i eftertanken tillægger noget i fortiden en betydning/effekt, det ikke påviseligt har haft. Så nej, der er ikke noget galt med det, men det er heller ikke et validt argument for, at “Jeg blev/gjorde sådan, fordi ...” - og slet ikke for udsagnet “At sætte regler for en på 15 og 17 er enormt mærkeligt.” 

Mine hjemmeboende på 19 og 20 lever skam stadig med regler: Ring eller skriv, hvis du ikke som planlagt tager det sidste tog hjem, men overnatter i den store by. Når du låner min bil, skal du fylde benzin på, hvis den nærmer sig det røde felt. Hvis du har kæresten eller en ven på overnatning, så giv os et praj, så de ikke fx render på din splitternøgne mor eller far. Osv. osv. Der opstår løbende nye situationer, hvor vi lige må ridse op, hvad vi forventer, de indretter sig efter, så længe de bor her. Og det stopper altså ikke på deres 18-års-fødselsdag - men den dag, de flytter hjemmefra. 

Mine tre børn er hverken ubetænksomme eller uselvstændige, og de sætter såmænd også regler for os af og til - når man bor under samme tag, er det praktisk og hensigtsmæssigt at sætte “færdselsregler” op, præcis som i et bofællesskab eller kollektiv. Og i forældre-barn-relationen ses det ikke sjældent, at sidstnævnte - også som myndige - liiiige glemmer at tage samme hensyn og have samme omtanke for forældrene, som de ville gøre overfor en ny roommate. 

Hvad tænker du i øvrigt om efterskoler? Er det enormt mærkeligt, at der dér er masser af regler for de 15-17-årige? 

Jeg siger intet om dine 3 børn. Eller din evne som mor, eller om dine børn klarer sig godt eller skidt. Jeg siger og mener, at det er mærkeligt at lave regler om alkohol for sine børn, når de er 17 år. 

Rammer er normalt pli - det du beder dine voksne børn om, er vel også noget, du forventer eller siger højt til dine venner? Hvis mine venner bor hos mig - så siger de også, hvornår de kommer hjem - netop så jeg ikke står nøgen. Men for at følge dine egne tankerækker, så er det ikke et validt argument, at  sammenligne alm. pli og regler, som er opstillet af forældre, for at forhindre deres børn i at drikke for meget alkohol, gøre dumme/ulovlige ting ect.

Det er DE regler, jeg taler om. Jeg synes stadig ikke man kan kalde det regler at bede andre respektere personlige grænser. 

For mig er en regel noget med: man går i seng kl 19.30 på en hverdag. 

Rammer er: gå i seng,  når du er træt og ved, at du skal op i skole og kan klare det på den mængde søvn. 

Så ja, jeg synes stadig, det er mærkelig at sige “hey du må kun drikke 2 øl” til sin 17-årige.

jeg ville sige “pas på dig selv, drik kun det du ved, du kan tåle og ring, hvis der er noget - god tur” 

Jeg udtaler mig ikke personligt om nogen. Jeg synes, at regler er mærkelig for 17-årige. Jeg synes ikke nødvendigvis, at personen der giver reglerne er mærkelig - det kan der jo være mange grunde til. 

Mht efterskoler - ja, synes rammer giver mening. Men ikke “klokken 21 skal i sove” regler...

rammer som “der skal være stille og ingen høj musik efter kl 22” giver mening 

ifølge ordbogen er regler: bestemmelser -

rammer er afgrænsning. En meget vigtig skelnen for mig. En afgrænsning er “gå i seng når du vil, men du skal kunne passe dine ting i morgen”

en regel er: du skal sove kl 22 på skoleaftener...

Ano18 skriver:

Jeg har slet ikke et problem med, at vi er uenige, hvor ville verden være kedelig hvis vi alle var ens. Det er skam bare, fra min side en debat, hvor jeg har respekt for andres meninger, men stadig diskuterer og argumenterer Det jeg egentlig mente var, at jeg tror i bund og grund ikke vi er så forskellige. 

Alle børn er efter min mening forskellige individer og skal opdrages/ guides whatever efter deres personlighed og miljø. Så jeg tror bare ikke man kan sætte det i boks, hvad man vil gøre præcist, før man er udsat for situationen. For nogle er løse rammer måske mere nok end for andre der ikke ville kunne håndtere dem, trods god prægning.

hav en dejlig aften

Og i lige måde  

jeg har bare en meget firkantet opfattelse af regler og rammer. For mig er det vigtigt med den semantiske dimension. At regler er meget rigide og rammer er mere pragmatiske. 

Små børn skal have regler, for de forstår ikke sammenhænge som sådan. Unge og voksne skal have rammer, for ellers fungerer vi ikke som fællesskab med respekt for os selv eller andre. 

og jeg tror heller ikke, vi er så langt fra hinanden.