Lidt for sarte og nervøse eller....

Mor og meget mere skriver:

Jeg vil nu give TS ret i, at der nogle gange skal MEGET lidt til, før folk tror, de har påført deres børn uoprettelig skade. Der er forskel på at skåne sit barn for passiv rygning og på at tro, barnet tager varig skade af at have ligget i barnevognen i ti minutter, mens naboen har røget i sin have - og på at tage det alvorligt, at fysisk afstraffelse har svære konsekvenser for barnet og at se efter tegn på manglende tillid fra barn til voksen, fordi mor spontant har klasket barnet på låret i en paniksituation. 

Men jeg tænker ikke at vi er blevet mere sarte tror faktisk omvendt at folk er bange for mor-politiet og det at, hvis vi gør noget anerledes skal vi nok få det af vide så derfor passer vi mere på? Men blot mine tanker omkring det 

Åh, du rammer lige ned i én af mine yndlingskæpheste Har tænkt meget over det spørgsmål du stiller igennem de seneste år, og synes at det er en super relevant diskussion.

For ja, vi er utvivlsomt en generation af meget bekymrede forældre. Men sarte synes jeg er et forkert ord, for vores generelle bekymringeskultur har mange årsager.

Dels taler vi om det meget mere - og vidensdeler i en grad vi ikke har set før igennem moderne teknologi (også selvom kvaliteten af denne viden og vores evne til at sortere i den, kan diskusteres).

Vi bombes med information og med dette fører også det, jeg nogle gange tænker som en “akademisering” eller i hvert fald en komplicering af forældreskabet, som gør de ellers meget simple ting voldsomt komplicerede for os selv. Jeg nævner i flæng mødre omkring mig, som i øvrigt er både velbegavede og fantastisek, men som i ramme alvor bekymrer sig og teoretiserer i det uendelige over:

- Ammesystemer: “Skal jeg friamme, blokamme, bruge ammeskiven, tage tid, veje barnet, må jeg amme offentligt”. Hvad med at vi blot kiggede på vores børn og gav dem mælk, når vi vurderer at de var sultne?

- Sovesituationer: Skal vi samsove? Kan vi sovetræne? Hvor meget, hvordan, hvor ofte? Må hun græde? Må hun ligge alene? Hvad med at vi prøver os frem pg løbende vælger den model der får den samlede familie til at sove så godt som det nu er muligt? Og så ændrer det, når det ikke fungerer mere.

-Spisning: Skal vi give mos? Og hvornår? Og hvad? Eller hvad med “BLW” og... og ... og..! Giv dog ungen lidt mad og prøv dig frem, på en måde der føles naturlig.

Jeg kunne fortsætte i uendelige strømme ... vi snakker tigerspring, udviklingstrin, mad- og soveteknikker og sender vores børn til henholdsvis fysioterapeut, kiropraktor og stimulastik, imens vi pisker rundt på massagekurser og lærer om madlavning til spædbørn. 

Vi bekymrer os om at naboen ryger og om hvorvidt Buller har siddet en halv time for længe i autostol i denne uge - mest af alt fordi vi er for dårlige til kritisk at sortere i al den information vi modtager, og paniske for ikke at gøre det gost nok.

Vi tror at alle vores valg har endegyldig betydning for vvores børns fremtid og glemmer at de er hammer rubuste - og at vi alligevel ikke kan skærme den fra verdens dårligdom 100 %. Og vi glemmer at lukke for bøgerne, Google og Svigermor og huske, at langt det meste den viden og selvtillid vi har brug for bor inde i vores egne maver - og at trygge forældre med tillid til egne vurderinger har det med at skabe trygge og tilfredse børn...

Okay... det blev mega langt!! Sorry

Men ... spændende emne!

Jeg har også tit tænkt på, om alt den sarthed, nervøsitet og stræben efter perfektionisme i vores børneopdragelse arvler robuste, uafhængelige, risikovillige, sociale og empatiske børn som er klar til at erobre verden ?

eller om vi får sarte, nervøse, uselvstændige, egocentreret og anti risikovillige børn i stedet ?

Sender vi dette signal til vores børn : Du er den vigtigste i hele verden og alle skal kun tage hensyn til dig og indrette sig efter det vi som familie synes er det rigtige,  for hele verden handler kun om dig og dit velvære og vi skal passe på og skåne dig, for verden er et farligt sted.

Jeg tror, at moderne forældre er alt for bange for barnegråd. Det må helst ikke gøre ondt på barnet at blive opdraget - men faktum er jo desværre, at forældre SKAL sætte grænserne, og at det gør ondt at støde ind i en grænse. Ligemeget om det er, at man ikke må tisse i potteplanterne som 3 årig eller at man ikke må tage på Roskilde festivalen som 12 årig. 

Børn bliver mere skadede af grænseløse forældre end af at blive skældt solidt ud. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Åh, du rammer lige ned i én af mine yndlingskæpheste Har tænkt meget over det spørgsmål du stiller igennem de seneste år, og synes at det er en super relevant diskussion.

For ja, vi er utvivlsomt en generation af meget bekymrede forældre. Men sarte synes jeg er et forkert ord, for vores generelle bekymringeskultur har mange årsager.

Dels taler vi om det meget mere - og vidensdeler i en grad vi ikke har set før igennem moderne teknologi (også selvom kvaliteten af denne viden og vores evne til at sortere i den, kan diskusteres).

Vi bombes med information og med dette fører også det, jeg nogle gange tænker som en “akademisering” eller i hvert fald en komplicering af forældreskabet, som gør de ellers meget simple ting voldsomt komplicerede for os selv. Jeg nævner i flæng mødre omkring mig, som i øvrigt er både velbegavede og fantastisek, men som i ramme alvor bekymrer sig og teoretiserer i det uendelige over:

- Ammesystemer: “Skal jeg friamme, blokamme, bruge ammeskiven, tage tid, veje barnet, må jeg amme offentligt”. Hvad med at vi blot kiggede på vores børn og gav dem mælk, når vi vurderer at de var sultne?

- Sovesituationer: Skal vi samsove? Kan vi sovetræne? Hvor meget, hvordan, hvor ofte? Må hun græde? Må hun ligge alene? Hvad med at vi prøver os frem pg løbende vælger den model der får den samlede familie til at sove så godt som det nu er muligt? Og så ændrer det, når det ikke fungerer mere.

-Spisning: Skal vi give mos? Og hvornår? Og hvad? Eller hvad med “BLW” og... og ... og..! Giv dog ungen lidt mad og prøv dig frem, på en måde der føles naturlig.

Jeg kunne fortsætte i uendelige strømme ... vi snakker tigerspring, udviklingstrin, mad- og soveteknikker og sender vores børn til henholdsvis fysioterapeut, kiropraktor og stimulastik, imens vi pisker rundt på massagekurser og lærer om madlavning til spædbørn. 

Vi bekymrer os om at naboen ryger og om hvorvidt Buller har siddet en halv time for længe i autostol i denne uge - mest af alt fordi vi er for dårlige til kritisk at sortere i al den information vi modtager, og paniske for ikke at gøre det gost nok.

Vi tror at alle vores valg har endegyldig betydning for vvores børns fremtid og glemmer at de er hammer rubuste - og at vi alligevel ikke kan skærme den fra verdens dårligdom 100 %. Og vi glemmer at lukke for bøgerne, Google og Svigermor og huske, at langt det meste den viden og selvtillid vi har brug for bor inde i vores egne maver - og at trygge forældre med tillid til egne vurderinger har det med at skabe trygge og tilfredse børn...

Okay... det blev mega langt!! Sorry

Men ... spændende emne!

Word!!!! 

Abracadabra skriver:

Jeg tror, at moderne forældre er alt for bange for barnegråd. Det må helst ikke gøre ondt på barnet at blive opdraget - men faktum er jo desværre, at forældre SKAL sætte grænserne, og at det gør ondt at støde ind i en grænse. Ligemeget om det er, at man ikke må tisse i potteplanterne som 3 årig eller at man ikke må tage på Roskilde festivalen som 12 årig. 

Børn bliver mere skadede af grænseløse forældre end af at blive skældt solidt ud. 

Jeg synes dog der er en væsentlig forskel på at forældre er blevet “sarte” og så, at de ikke tør at sætte grænser?

Der er grænser i vores hjem, men de bliver da kommunikeret med vores datter - ikke fordi jeg er bange for gråd, der lytter jeg til hver dag, men fordi hun intet får ud af, at jeg bare siger nej mor bestemmer?

grinny skriver:

Jeg synes dog der er en væsentlig forskel på at forældre er blevet “sarte” og så, at de ikke tør at sætte grænser?

Der er grænser i vores hjem, men de bliver da kommunikeret med vores datter - ikke fordi jeg er bange for gråd, der lytter jeg til hver dag, men fordi hun intet får ud af, at jeg bare siger nej mor bestemmer?

Men hun får rigtig meget ud af at vide at visse ting ikke på nogen måde er til diskussion eller behøver uddybende forklaringer.

Det tror jeg lærere og pædagoger senere i børnenes liv sætter pris på.

IenFart skriver:

Men hun får rigtig meget ud af at vide at visse ting ikke på nogen måde er til diskussion eller behøver uddybende forklaringer.

Det tror jeg lærere og pædagoger senere i børnenes liv sætter pris på.

Men det kan man vel også med kommunikation? 

IenFart skriver:

Men hun får rigtig meget ud af at vide at visse ting ikke på nogen måde er til diskussion eller behøver uddybende forklaringer.

Det tror jeg lærere og pædagoger senere i børnenes liv sætter pris på.

Det ville jeg i hvert fald have ønsket at jeg havde praktiseret bedre da min den store var mindre. Hun tror at et nej altid kan vendes til et ja, hvis bare argumenterne er i orden

grinny skriver:

Men det kan man vel også med kommunikation? 

Sandt - men det kommer efter min mening an på hvad du mener med kommunikation. Jeg synes af og til jeg hører forældre begive sig ud i lange og til tider indviklede forklaringer omkring emner, hvor jeg synes et "Nej, fordi det bestemmer jeg" er helt fint.