Lidt for sarte og nervøse eller....

grinny skriver:

Jeg ville aldrig bare sige “nej det bestemmer jeg”, men stadig holde det på et niveau hvor barnet er med.

f.eks. synes Aya at det er genialt at vaske spisebordet i havregrød og så siger jeg “Aya du skal spise din havregrød, hvis du er mæt må du gerne sige tak for mad og komme ned”

Aya spiser enten videre, pænt - eller beder om at få tørret sine hænder.

Du skal bare huske, at sværhedsgraden stiger eksponentielt fra nu af: Dit søde barn rammer trodsalderen lige om lidt, og hendes sproglige evner eksploderer.

Hvis du vænner dig til lidt færre argumentationer, gør du dig selv, dit barn og dit barns omgivelser en kæmpe tjeneste. For nogle gange skal børn bare gøre, hvad de voksne siger - uden en argumentation bag, men bare fordi de voksne ved bedst.

Abracadabra skriver:

Du skal bare huske, at sværhedsgraden stiger eksponentielt fra nu af: Dit søde barn rammer trodsalderen lige om lidt, og hendes sproglige evner eksploderer.

Hvis du vænner dig til lidt færre argumentationer, gør du dig selv, dit barn og dit barns omgivelser en kæmpe tjeneste. For nogle gange skal børn bare gøre, hvad de voksne siger - uden en argumentation bag, men bare fordi de voksne ved bedst.

Ja man undres når ens fantastiske bane lige pludselig har besluttet sig for at jakke om vinteren det er totalt overdrevet, hvorimod strutskørt uden strømpebukser klart er et must til trods for vejen af dækket af hvidt sne. Eller en hårbørste kan udløse skrig som om et ben er ved at blive amputeret uden bedøvelse. Eller når solcreme opleves som creme fra djævlen selv, eller det pludselig er blevet det vigtigste i verden at lege med sine klodser når man står og skal ud af døren for at nå på arbejde til tiden.... puha hvis jeg hver gang skulle have argumenteret og ventet på de forstod og ikke mindst samarbejdede så havde jeg hverken arbejde, mand eller mentalt helbred tilbage. De er dejlige, de er samarbejdsvillige det meste af tiden (og nu faktisk næsten altid for de kender stemmen og ordene når det ikke skal debatteres), men puha de har og så trukket tænder hver især og har uden tvivl haft godt af: det bestemmer jeg for jeg er voksen.

Det handler nok om, at vi er blevet mere oplyste, men også at vi kan spejle os i hinanden. Det er jo forholdsvist nemt at finde ud af, hvad andre gør, hvad andre mener osv. pga. de sociale medier.

På de sociale medier ser man for det meste kun glansbilledet, og man hører næsten aldrig om, når man som forældre har "dummet" sig, eller at man lige har haft brug for 5-10 min selv, og derfor har barnet fået lov til at se lidt mere tv, sidde på ipad eller et eller andet. Jeg ved godt, at nogle prøver at gå imod det her glansbillede, men det er også derfor, for det meste tidligere.

Jeg tror, at man nogle gange helt ubevist prøver at stræbe efter det her glansbillede, som der er blevet stillet op, og derfor kan man godt blive nervøs for om man gør det bedste for sit barn, om barnet tager skade, fordi man nu har gjort et eller andet, som får en til at føle sig som en dårligere mor. 

Derudover er det også blevet så nemt at finde information om rigtigt mange ting - sovesituationer, amning, opdragelse - you name it. Vi bliver jo også bombarderet med artikler om, hvordan man gør det ene og det andet. Jeg tror også, at det kan have en faktor for, at vi er SÅ bange for at fejle!

Og som nogle skriver, så er der bare blevet sat labels på ALT istedet for bare at kigge på sit barn og gøre det, som fungerer for barnet og familien, så længe der er fornuftig tænkning bag - og man selvfølgelig ikke skader barnet 

 

Jeg er delvist enig - men egentlig handler det i mine øjne ikke om, at vi er mere oplyste, men snarere om at vi ofte fejlfortolker store dele af den "viden/evidens" der er blevet tilgængelig for os, til at tro, at der er tale om "oplysning". Dertil deler vi "erfaringer" i bedste mening (fx via glasbilleder på sociale medier,) med en alt for stor tiltro til selv useriøse kilder (fx en artikel fra en formiddagsavis, hvor en ekstpert siger noget om børneopdragelse, helt og aldeles normativ og holdningsbaseret) - men i angst for ikke at være gode nok, tager vi det til os og cykler hjælpeløst rundt i al denne "viden".At sige at der er "evidens for noget" er blevet det nemmeste buzzword at anvende for at få vores opmærksomhed - langt de færreste forældre er dog skolet til at vurdere kvalitetet og metode bag den "evidens" de præsenteres for.

Vi er vand til at kunne søge og finde information om snart sagt alting. Vi glemmer bare, at langt de fleste svar er baseret på fx holdninger, (forsimplet) teori og/eller videnskabelige resultater som skal tolkes i den berænsede kontekst de er frembragt i. Et klassisk eksempel er, at vi efterhånden har fundet ud af, at det er sundt at amme. Sågar har et studie påpeget, at ammebørn statistisk set har højere IQ senere i livet.

Betyder dette, at amning giver høj intelligens? Nej! Det betyder formentlig bare, at der er en statistisk korrelation mellem A) amning og B) senere IQ. 

Kan vi ud fra dette slutte, at hvis du af den ene eller anden grund fravælger amning, så bliver dine børn mindre kloge? Nej, selvfølgelig ikke! Der er tale om en korrelation (og formentlig om en række uopserverbare variable også), som gør at selvom amning er rigtig fint og sundt, så vil en familie som fravælger det kunne klare sig præcis ligeså godt som alle mulige andre, alt andet lige. Alligevel kan mødre i vores tid nu lide under frygten for, at de har" "fejlet", når de fravalgte/måtte opgive amning (selvom det måske skete ud fra en fornuftig vurdering af familiens samlede trivsel).

Så det er jo ikke en "fejl" at lade ungen se mere Ipad den dag man har influenza, eller droppe de 15 minutters læsning, når alle er dødtrætte, eller køre i autostol i flere timer en enkelt dag, fordi man skal til familiefest. Det er fornuftige, rationelle beslutninger - for den "viden" vi har på området er slet ikke så determinerende, som vi ofte opfatter den.

Vores små dagligdagsbeslutninger er slet ikke så afgørende for vores børn, som vi ofte får bildt os selv ind. Og vi bliver i mine øjne ikke bedre forældre af mere "viden", men af at lære at turde mærke i maven, hvad der er det rigtige for os og vores unger - så længe vi er nogenlunde almindelige og fornuftige, og knytter en sund relation til de små skrævl, så skal det såmænd nok gå. Præcis som du skriver i dit indlæg. Og heldigvis for det da 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg er delvist enig - men egentlig handler det i mine øjne ikke om, at vi er mere oplyste, men snarere om at vi ofte fejlfortolker store dele af den "viden/evidens" der er blevet tilgængelig for os, til at tro, at der er tale om "oplysning". Dertil deler vi "erfaringer" i bedste mening (fx via glasbilleder på sociale medier,) med en alt for stor tiltro til selv useriøse kilder (fx en artikel fra en formiddagsavis, hvor en ekstpert siger noget om børneopdragelse, helt og aldeles normativ og holdningsbaseret) - men i angst for ikke at være gode nok, tager vi det til os og cykler hjælpeløst rundt i al denne "viden".At sige at der er "evidens for noget" er blevet det nemmeste buzzword at anvende for at få vores opmærksomhed - langt de færreste forældre er dog skolet til at vurdere kvalitetet og metode bag den "evidens" de præsenteres for.

Vi er vand til at kunne søge og finde information om snart sagt alting. Vi glemmer bare, at langt de fleste svar er baseret på fx holdninger, (forsimplet) teori og/eller videnskabelige resultater som skal tolkes i den berænsede kontekst de er frembragt i. Et klassisk eksempel er, at vi efterhånden har fundet ud af, at det er sundt at amme. Sågar har et studie påpeget, at ammebørn statistisk set har højere IQ senere i livet.

Betyder dette, at amning giver høj intelligens? Nej! Det betyder formentlig bare, at der er en statistisk korrelation mellem A) amning og B) senere IQ. 

Kan vi ud fra dette slutte, at hvis du af den ene eller anden grund fravælger amning, så bliver dine børn mindre kloge? Nej, selvfølgelig ikke! Der er tale om en korrelation (og formentlig om en række uopserverbare variable også), som gør at selvom amning er rigtig fint og sundt, så vil en familie som fravælger det kunne klare sig præcis ligeså godt som alle mulige andre, alt andet lige. Alligevel kan mødre i vores tid nu lide under frygten for, at de har" "fejlet", når de fravalgte/måtte opgive amning (selvom det måske skete ud fra en fornuftig vurdering af familiens samlede trivsel).

Så det er jo ikke en "fejl" at lade ungen se mere Ipad den dag man har influenza, eller droppe de 15 minutters læsning, når alle er dødtrætte, eller køre i autostol i flere timer en enkelt dag, fordi man skal til familiefest. Det er fornuftige, rationelle beslutninger - for den "viden" vi har på området er slet ikke så determinerende, som vi ofte opfatter den.

Vores små dagligdagsbeslutninger er slet ikke så afgørende for vores børn, som vi ofte får bildt os selv ind. Og vi bliver i mine øjne ikke bedre forældre af mere "viden", men af at lære at turde mærke i maven, hvad der er det rigtige for os og vores unger - så længe vi er nogenlunde almindelige og fornuftige, og knytter en sund relation til de små skrævl, så skal det såmænd nok gå. Præcis som du skriver i dit indlæg. Og heldigvis for det da 

Jamen jeg er faktisk helt enig med dig det meste af vejen. 

Og det er lidt sjovt, du nævner det med amning og høj intelligens, for den har jeg næsten lige fået smidt i hovedet (har måtte droppe amningen for anden gang her for nylig) af en veninde, som en af  argumenterne for at jeg skulle kæmpe hårdere for det, samt en masse andre artikler om alt muligt andet, som gør at amning er det bedste for barnet (og det ved jeg jo godt det er), og hvis jeg havde været førstegangs, så kunne det godt have givet følelsen af, at jeg havde "fejlet".

Jeg er dog ikke bange for, at mine børn nok skal klare sig alligevel, og jeg ved også det ikke betyder, at de ikke bliver intelligente  

Jeg har jo netop taget en vurdering af vores situation herhjemme, og mærket helt ind i min mave (som du skriver), hvad der er det rigtige for mig og min familie.

og det sidste du skriver i dit indlæg - er skrevet SÅ godt, for det er nemlig det jeg også mener!

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg er delvist enig - men egentlig handler det i mine øjne ikke om, at vi er mere oplyste, men snarere om at vi ofte fejlfortolker store dele af den "viden/evidens" der er blevet tilgængelig for os, til at tro, at der er tale om "oplysning". Dertil deler vi "erfaringer" i bedste mening (fx via glasbilleder på sociale medier,) med en alt for stor tiltro til selv useriøse kilder (fx en artikel fra en formiddagsavis, hvor en ekstpert siger noget om børneopdragelse, helt og aldeles normativ og holdningsbaseret) - men i angst for ikke at være gode nok, tager vi det til os og cykler hjælpeløst rundt i al denne "viden".At sige at der er "evidens for noget" er blevet det nemmeste buzzword at anvende for at få vores opmærksomhed - langt de færreste forældre er dog skolet til at vurdere kvalitetet og metode bag den "evidens" de præsenteres for.

Vi er vand til at kunne søge og finde information om snart sagt alting. Vi glemmer bare, at langt de fleste svar er baseret på fx holdninger, (forsimplet) teori og/eller videnskabelige resultater som skal tolkes i den berænsede kontekst de er frembragt i. Et klassisk eksempel er, at vi efterhånden har fundet ud af, at det er sundt at amme. Sågar har et studie påpeget, at ammebørn statistisk set har højere IQ senere i livet.

Betyder dette, at amning giver høj intelligens? Nej! Det betyder formentlig bare, at der er en statistisk korrelation mellem A) amning og B) senere IQ. 

Kan vi ud fra dette slutte, at hvis du af den ene eller anden grund fravælger amning, så bliver dine børn mindre kloge? Nej, selvfølgelig ikke! Der er tale om en korrelation (og formentlig om en række uopserverbare variable også), som gør at selvom amning er rigtig fint og sundt, så vil en familie som fravælger det kunne klare sig præcis ligeså godt som alle mulige andre, alt andet lige. Alligevel kan mødre i vores tid nu lide under frygten for, at de har" "fejlet", når de fravalgte/måtte opgive amning (selvom det måske skete ud fra en fornuftig vurdering af familiens samlede trivsel).

Så det er jo ikke en "fejl" at lade ungen se mere Ipad den dag man har influenza, eller droppe de 15 minutters læsning, når alle er dødtrætte, eller køre i autostol i flere timer en enkelt dag, fordi man skal til familiefest. Det er fornuftige, rationelle beslutninger - for den "viden" vi har på området er slet ikke så determinerende, som vi ofte opfatter den.

Vores små dagligdagsbeslutninger er slet ikke så afgørende for vores børn, som vi ofte får bildt os selv ind. Og vi bliver i mine øjne ikke bedre forældre af mere "viden", men af at lære at turde mærke i maven, hvad der er det rigtige for os og vores unger - så længe vi er nogenlunde almindelige og fornuftige, og knytter en sund relation til de små skrævl, så skal det såmænd nok gå. Præcis som du skriver i dit indlæg. Og heldigvis for det da 

Helt enig. 

Jeg fravalgte f.ex i sin tid amning for alle mine børn, da jeg ikke brød mig om det.

Jeg undersøgte mit valg grundigt og jeg kom frem til, at amning ikke forhøjer børns intelligens, da den undersøgelse der altid refereres til (og der findes kun den ene undersøgelse), er baseret på så få børn og variablerne i undersøgelsen er så usikre, at den højere intelligens ligeså godt kan stamme fra forældrenes intelligens, forældrenes uddannelses niveau, hvor mange børn der er i familien samt meget andet. 

Endvidere er der heller ingen evidens for, at barnet immunforsvar forbedres ved amning, hvis man læser de oprindelige undersøgelser.

Man bliver virkelig nød til, at forholde sig kritisk til alt den information  man kan finde på internettet og finde frem til den oprindelige kilde / undersøgelse og forholde sig til den og så må man tro på sig selv som forældre, også selv om alle andre har en anden holdning end ens egen.

Anonym skriver:

Så store børn kan ikke opdrages efter min mening de kan guides. At sætte regler for en på 15 og 17 er enormt mærkeligt. De er jo ikke små børn. Der må man stole på, at ens opdragelse indtil ca de 12 år er gået som den skulle.

Ingen “børn” overholder deres forældres regler, når de er sammen med deres venner. De er jo netop igang med at løsrive sig. 

Man kan som mor/far sige “altså, det kan være ret ubehageligt at drikke for meget. Så det skal man lige passe på. Jeg har flere gange kastet op af det og gået glip af de fedeste fester. Men jeg ved, at du ved bedre end mig” 

(Sådan er jeg selv opdraget - og jeg drak mig først meget fuld, da jeg nærmede mig de 20. Havde et “fornuftigt” forhold til alkohol osv.)

Mange af mine venners forældre havde samme tilgang til “alkohol osv” og de drak sig fra sans og samling, løj og gjorde stupide ting. Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg havde jo muligheden - men vidste også, hvad jeg ikke ville - og stolede på min egen fornemmelse for, hvad jeg kunne tåle - for det havde jeg jo lært hjemmefra. 

De to som hvad de mest rigide regler, er også de to jeg kender, som ikke kan styre sig i en alder af 30... de har ingen fornemmelser for hvad de kan - de går bare amok altid. Jeg siger ikke, at det er sådan og sammenhængen er på den måde vedr. Alt. Men jeg synes, det er påfaldende, at jeg altid var den mest ædru og ringede efter deres forældre, når jeg havde “frie” tøjler og de måtte drikke 2 øl...

Jeg er dybt uenig med dig i, at det er mærkeligt at sætte regler for 15- og 17-årige. Jeg mener, det er meget mærkeligt og ret ansvarsløst at lade være, i særdeleshed over for 15-årige, som jo bare er store skolebørn. Man skal ikke indføre regler for reglernes skyld, men det er meget væsentligt og udtryk for omsorg at give sit store barn faste rammer og regler at gebærde sig indenfor. Det gælder i høj grad også alkohol, hvor de seneste ca. 20 års praksis med klare aftaler mellem forældre i skoleklasserne har givet virkeligt gode resultater med at udskyde de helt unges alkoholdebut. 

At undgå regler ud fra en fast overbevisning om, at “ingen børn overholder deres forældres regler, når de er sammen med vennerne”, er ansvarsunddragelse og i visse, grelle tilfælde omsorgssvigt. 

grinny skriver:

Jeg ville aldrig bare sige “nej det bestemmer jeg”, men stadig holde det på et niveau hvor barnet er med.

f.eks. synes Aya at det er genialt at vaske spisebordet i havregrød og så siger jeg “Aya du skal spise din havregrød, hvis du er mæt må du gerne sige tak for mad og komme ned”

Aya spiser enten videre, pænt - eller beder om at få tørret sine hænder.

Man skal være varsom med “aldrig”. Det er en rigtig god læring at give sine børn, at nogle gange er det bare “nej” uden begrundelse, så det ikke står fuldstændigt uforberedt, når det i børnehaven og siden skolen vil blive mødt af krav og regler, som ikke skal serveres med argumenter og begrundelser. 

Lillefis90 skriver:

Jamen jeg er faktisk helt enig med dig det meste af vejen. 

Og det er lidt sjovt, du nævner det med amning og høj intelligens, for den har jeg næsten lige fået smidt i hovedet (har måtte droppe amningen for anden gang her for nylig) af en veninde, som en af  argumenterne for at jeg skulle kæmpe hårdere for det, samt en masse andre artikler om alt muligt andet, som gør at amning er det bedste for barnet (og det ved jeg jo godt det er), og hvis jeg havde været førstegangs, så kunne det godt have givet følelsen af, at jeg havde "fejlet".

Jeg er dog ikke bange for, at mine børn nok skal klare sig alligevel, og jeg ved også det ikke betyder, at de ikke bliver intelligente  

Jeg har jo netop taget en vurdering af vores situation herhjemme, og mærket helt ind i min mave (som du skriver), hvad der er det rigtige for mig og min familie.

og det sidste du skriver i dit indlæg - er skrevet SÅ godt, for det er nemlig det jeg også mener!

 

Nedenstående link er fra NHS = national health service I UK hvilket svarer til den danske Sundhedsstyrelse.  Som du kan se, mener den engelske Sundhedsstyrelse heller ikke, at amning gør børn mere intelligente.

https://www.nhs.uk/news/pregnancy-and-child/breastfeeding-doesnt-boost-childrens-intelligence/

Mor og meget mere skriver:

Jeg er dybt uenig med dig i, at det er mærkeligt at sætte regler for 15- og 17-årige. Jeg mener, det er meget mærkeligt og ret ansvarsløst at lade være, i særdeleshed over for 15-årige, som jo bare er store skolebørn. Man skal ikke indføre regler for reglernes skyld, men det er meget væsentligt og udtryk for omsorg at give sit store barn faste rammer og regler at gebærde sig indenfor. Det gælder i høj grad også alkohol, hvor de seneste ca. 20 års praksis med klare aftaler mellem forældre i skoleklasserne har givet virkeligt gode resultater med at udskyde de helt unges alkoholdebut. 

At undgå regler ud fra en fast overbevisning om, at “ingen børn overholder deres forældres regler, når de er sammen med vennerne”, er ansvarsunddragelse og i visse, grelle tilfælde omsorgssvigt. 

Men det er ikke regler jeg er imod. For det havde jeg sådan set også - vi kaldte det dog ikke regler, men rammer. Og så fik jeg altid en “du ved heldigvis bedre en mig” med på vejen. Hvilket også gjorde at jeg aldrig har røget - selvom jeg ikke havde regler for det og begge mine forældre røg og samtlige af mine bedste veninder. De sagde “det er jo dit valg - du ved jo heldigvis bedre end os og blive afhængig resten af livet” de talte ikke om regler eller restriktioner som” ryger du, så får du ikke kørekort...” eller hvis jeg drak “du må ikke drikke mere end 2 øl, så får du stuearrest” - det er den form for regler og “aftaler” jeg ikke forstår.  

Jeg taler om, at sætte regler for alkohol specifikt også tro, at de overholder det. 

Mine regler var som følger, da jeg var 15:

Jeg skulle informere mine forældre hvor jeg var og hvem jeg var med. 

Jeg måtte ikke gøre skade på andre 

jeg måtte ikke gøre skade på mig selv 

jeg skulle altid ringe, hvis der var noget som helst! 

Men regler for alkolhol - de gav mig en flaske vin til at dele med mine veninder da jeg var ca 15. For så havde vi jo lidt og købte ikke hårdt alkohol. Det virkede faktisk. Også talte vi om, at hvis vi valgte at drikke hårdt alkohol, så kunne det ende med meget dårligdom og evt sygehus. 

Anonym skriver:

Så store børn kan ikke opdrages efter min mening de kan guides. At sætte regler for en på 15 og 17 er enormt mærkeligt. De er jo ikke små børn. Der må man stole på, at ens opdragelse indtil ca de 12 år er gået som den skulle.

Ingen “børn” overholder deres forældres regler, når de er sammen med deres venner. De er jo netop igang med at løsrive sig. 

Man kan som mor/far sige “altså, det kan være ret ubehageligt at drikke for meget. Så det skal man lige passe på. Jeg har flere gange kastet op af det og gået glip af de fedeste fester. Men jeg ved, at du ved bedre end mig” 

(Sådan er jeg selv opdraget - og jeg drak mig først meget fuld, da jeg nærmede mig de 20. Havde et “fornuftigt” forhold til alkohol osv.)

Mange af mine venners forældre havde samme tilgang til “alkohol osv” og de drak sig fra sans og samling, løj og gjorde stupide ting. Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg havde jo muligheden - men vidste også, hvad jeg ikke ville - og stolede på min egen fornemmelse for, hvad jeg kunne tåle - for det havde jeg jo lært hjemmefra. 

De to som hvad de mest rigide regler, er også de to jeg kender, som ikke kan styre sig i en alder af 30... de har ingen fornemmelser for hvad de kan - de går bare amok altid. Jeg siger ikke, at det er sådan og sammenhængen er på den måde vedr. Alt. Men jeg synes, det er påfaldende, at jeg altid var den mest ædru og ringede efter deres forældre, når jeg havde “frie” tøjler og de måtte drikke 2 øl...

Det er sørme da ikke enormt mærkeligt af “prøve “ at sætte nogle regler / rammer for ens 15-17 årige børn, det er efter min mening mere mærkeligt ikke af gøre det. Mine unger er i dag 18 og 21, de er opvokset under rimelige frie forhold, men derfor fik de sørme nogle regler/grænser af vide. 

som jeg læser det du skriver, så skal man bare opdrage/ sætte regler til barnet indtil det bliver ca 12 år, også stole på af det holder de næste ca 6 år ?