Lidt for sarte og nervøse eller....

IenFart skriver:

Sandt - men det kommer efter min mening an på hvad du mener med kommunikation. Jeg synes af og til jeg hører forældre begive sig ud i lange og til tider indviklede forklaringer omkring emner, hvor jeg synes et "Nej, fordi det bestemmer jeg" er helt fint.

Jeg ville aldrig bare sige “nej det bestemmer jeg”, men stadig holde det på et niveau hvor barnet er med.

f.eks. synes Aya at det er genialt at vaske spisebordet i havregrød og så siger jeg “Aya du skal spise din havregrød, hvis du er mæt må du gerne sige tak for mad og komme ned”

Aya spiser enten videre, pænt - eller beder om at få tørret sine hænder.

Boyz2 skriver:

Jeg har også tit tænkt på, om alt den sarthed, nervøsitet og stræben efter perfektionisme i vores børneopdragelse arvler robuste, uafhængelige, risikovillige, sociale og empatiske børn som er klar til at erobre verden ?

eller om vi får sarte, nervøse, uselvstændige, egocentreret og anti risikovillige børn i stedet ?

Sender vi dette signal til vores børn : Du er den vigtigste i hele verden og alle skal kun tage hensyn til dig og indrette sig efter det vi som familie synes er det rigtige,  for hele verden handler kun om dig og dit velvære og vi skal passe på og skåne dig, for verden er et farligt sted.

Amen!

jeg har I mit liv indenfor HR oplevet, at folk er blevet så skuffede over ikke at være kommet i betragtning til en stilling, at de skriver til den administrerende direktør i harme.

Det er virkelig ærgerligt når ens første nederlag - følelse af modgang er når man er 29  

grinny skriver:

Jeg ville aldrig bare sige “nej det bestemmer jeg”, men stadig holde det på et niveau hvor barnet er med.

f.eks. synes Aya at det er genialt at vaske spisebordet i havregrød og så siger jeg “Aya du skal spise din havregrød, hvis du er mæt må du gerne sige tak for mad og komme ned”

Aya spiser enten videre, pænt - eller beder om at få tørret sine hænder.

Men der vil komme situationer, hvor der ikke er tid til forklaring, eller hvor forklaringen ikke godtages, eller man egentlig heller ikke selv kan forklare, men bare ved. Fx hvis der lyder en brandalarm, eller man skal nå på arbejde. 

Mine børn kender sætningen: det er ikke til diskussion og så ved de, at der nytter ikke at diskutere det kan fx være de skal k båd, skal spise, skal få sko på så vi kan komme afsted - ingen valg, ingen forklaring bare en kommando. Så ved de tilgengæld også, at når den sætning ikke bliver sagt så er der åben for forhandlinger. 

Jeg må indrømme jeg som lærer ville ønske alle børn der mødte skolen kendte til noget a la. Ikke fordi det skal være diktatorisk, men fordi når der er 24 børn der skal være k et fællesskab, så er der skal ting og de skal ikke konstant debatteres men bare anerkendes som; der ved de voksne bedst.

grinny skriver:

Jeg ville aldrig bare sige “nej det bestemmer jeg”, men stadig holde det på et niveau hvor barnet er med.

f.eks. synes Aya at det er genialt at vaske spisebordet i havregrød og så siger jeg “Aya du skal spise din havregrød, hvis du er mæt må du gerne sige tak for mad og komme ned”

Aya spiser enten videre, pænt - eller beder om at få tørret sine hænder.

Ja det virker nu, men du ved om der virker om et år, hvor hun bare fortsætter med at vaske bordet, for jeg er  mæt, men det er skide sjovt at lege med maden. 

Man kan have åhh så mange ideer, og tænker; det kommer jeg aldrig til gøre/sige, når de er små, men det er fordi man ikke kender dem som store selvstændige mennesker endnu, trodsalderen, jeg kan selv, vil selv. Du bestemmer ikke over mig m.m.. Der bliver man nød til ikke at forhandle, men bestemme. " Tag de sko på, vi går nu." 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Åh, du rammer lige ned i én af mine yndlingskæpheste Har tænkt meget over det spørgsmål du stiller igennem de seneste år, og synes at det er en super relevant diskussion.

For ja, vi er utvivlsomt en generation af meget bekymrede forældre. Men sarte synes jeg er et forkert ord, for vores generelle bekymringeskultur har mange årsager.

Dels taler vi om det meget mere - og vidensdeler i en grad vi ikke har set før igennem moderne teknologi (også selvom kvaliteten af denne viden og vores evne til at sortere i den, kan diskusteres).

Vi bombes med information og med dette fører også det, jeg nogle gange tænker som en “akademisering” eller i hvert fald en komplicering af forældreskabet, som gør de ellers meget simple ting voldsomt komplicerede for os selv. Jeg nævner i flæng mødre omkring mig, som i øvrigt er både velbegavede og fantastisek, men som i ramme alvor bekymrer sig og teoretiserer i det uendelige over:

- Ammesystemer: “Skal jeg friamme, blokamme, bruge ammeskiven, tage tid, veje barnet, må jeg amme offentligt”. Hvad med at vi blot kiggede på vores børn og gav dem mælk, når vi vurderer at de var sultne?

- Sovesituationer: Skal vi samsove? Kan vi sovetræne? Hvor meget, hvordan, hvor ofte? Må hun græde? Må hun ligge alene? Hvad med at vi prøver os frem pg løbende vælger den model der får den samlede familie til at sove så godt som det nu er muligt? Og så ændrer det, når det ikke fungerer mere.

-Spisning: Skal vi give mos? Og hvornår? Og hvad? Eller hvad med “BLW” og... og ... og..! Giv dog ungen lidt mad og prøv dig frem, på en måde der føles naturlig.

Jeg kunne fortsætte i uendelige strømme ... vi snakker tigerspring, udviklingstrin, mad- og soveteknikker og sender vores børn til henholdsvis fysioterapeut, kiropraktor og stimulastik, imens vi pisker rundt på massagekurser og lærer om madlavning til spædbørn. 

Vi bekymrer os om at naboen ryger og om hvorvidt Buller har siddet en halv time for længe i autostol i denne uge - mest af alt fordi vi er for dårlige til kritisk at sortere i al den information vi modtager, og paniske for ikke at gøre det gost nok.

Vi tror at alle vores valg har endegyldig betydning for vvores børns fremtid og glemmer at de er hammer rubuste - og at vi alligevel ikke kan skærme den fra verdens dårligdom 100 %. Og vi glemmer at lukke for bøgerne, Google og Svigermor og huske, at langt det meste den viden og selvtillid vi har brug for bor inde i vores egne maver - og at trygge forældre med tillid til egne vurderinger har det med at skabe trygge og tilfredse børn...

Okay... det blev mega langt!! Sorry

Men ... spændende emne!

Du rammer lige ned i en af mine kæpheste, nemlig vores behov for at sætte labels på. Vi kan ikke bare amme, men skal også bestemme os for, hvilken slags ammere vi er, vi kan ikke bare sove men skal definere hvilken slags sovere vi er.

Vi skal hele tiden definere vores rolle som forældre ind i allerede definerede kasser som er baseret på såkaldt evidens- når jeg skriver såkaldt er det fordi der er evidens for modsatrettede holdninger og evidens. Tænker en del af usikkerheden eller sartheden opstår med det, for vi har måske en tendens til at overanalysere og ikke mindst være bange for vi ikke giver vores poder de Aller Aller bedste vilkår og rammer for at udvikle sit potentiale til det ypperste. Og nu skal vi konstant forholde os til om vi nu som samlevere giver de bedste vilkår i stedet for at sove sammen når og hvordan vi vil fordi det føles mest naturligt og ikke fordi vi kan argumentere med evidens.

Jeg  gør i følge bunker af teori tusind ting forkert hver dag, jeg får givet for meget hvidt pasta, jeg får skældt ud, jeg glemmer at læse 15 minutter, jeg kan sige ja til digitale spil en hel dag fordi jeg har brug for pausen, jeg siger nogle gange dumme ukonstruktivt ting, jeg kan have en weekend hvor jeg vitterlig er træt af at være mor, jeg tog mine to drenge på 7 og 10 med til Eminem i går og vi var først hjemme kl 1 om natten- I bund og grund helt forkert, jeg glemte alt om vacciner og skal nu akut afsted i morgen før de igen skal på Roskilde. Jeg giver dem cola, for meget slik osv osv. Men jeg har besluttet jeg glemmer teorierne og definerer mig som teori fri mor 

Men nej synes ikke vi er mere sarte bare alt for oplyste og for kasse agtige...

J-star skriver:

Ja det virker nu, men du ved om der virker om et år, hvor hun bare fortsætter med at vaske bordet, for jeg er  mæt, men det er skide sjovt at lege med maden. 

Man kan have åhh så mange ideer, og tænker; det kommer jeg aldrig til gøre/sige, når de er små, men det er fordi man ikke kender dem som store selvstændige mennesker endnu, trodsalderen, jeg kan selv, vil selv. Du bestemmer ikke over mig m.m.. Der bliver man nød til ikke at forhandle, men bestemme. " Tag de sko på, vi går nu." 

Uha ja, mine to ældste drenge ville fortsætte til en af os gik bort. Nogle ting er bare ikke til at diskutere. Når de er 15 og 17, så kan de og moderen, have to forskellige meninger, og de er ligeglade med hvilke årsager man har. Nogle ting skal og kan besluttes i samråd igennem en “diskution”, men hvorvidt fx om den 15 årige må drikke X eller X øl, trods han mener, han ikke bliver påvirket, så er det bare sådan reglerne er. (Og de følger dem indtil videre ).

når man har et (let) barn, som forstår og accepterer ens årsager, som min ældste datter, så er det peace of cake, at være pædagogisk, trods jeg egentlig synes de skal lære et nej, bare kan være et nej, uden forklaring bag.

Og som én nævner som lærer, hvis alt skal diskuteres iblandt 30 unger, så bliver det nogle lange forklaringer. Godt at lære man bare nogle gange, må acceptere tingene, som de nu er 

Ano18 skriver:

Uha ja, mine to ældste drenge ville fortsætte til en af os gik bort. Nogle ting er bare ikke til at diskutere. Når de er 15 og 17, så kan de og moderen, have to forskellige meninger, og de er ligeglade med hvilke årsager man har. Nogle ting skal og kan besluttes i samråd igennem en “diskution”, men hvorvidt fx om den 15 årige må drikke X eller X øl, trods han mener, han ikke bliver påvirket, så er det bare sådan reglerne er. (Og de følger dem indtil videre ).

når man har et (let) barn, som forstår og accepterer ens årsager, som min ældste datter, så er det peace of cake, at være pædagogisk, trods jeg egentlig synes de skal lære et nej, bare kan være et nej, uden forklaring bag.

Og som én nævner som lærer, hvis alt skal diskuteres iblandt 30 unger, så bliver det nogle lange forklaringer. Godt at lære man bare nogle gange, må acceptere tingene, som de nu er 

Så store børn kan ikke opdrages efter min mening de kan guides. At sætte regler for en på 15 og 17 er enormt mærkeligt. De er jo ikke små børn. Der må man stole på, at ens opdragelse indtil ca de 12 år er gået som den skulle.

Ingen “børn” overholder deres forældres regler, når de er sammen med deres venner. De er jo netop igang med at løsrive sig. 

Man kan som mor/far sige “altså, det kan være ret ubehageligt at drikke for meget. Så det skal man lige passe på. Jeg har flere gange kastet op af det og gået glip af de fedeste fester. Men jeg ved, at du ved bedre end mig” 

(Sådan er jeg selv opdraget - og jeg drak mig først meget fuld, da jeg nærmede mig de 20. Havde et “fornuftigt” forhold til alkohol osv.)

Mange af mine venners forældre havde samme tilgang til “alkohol osv” og de drak sig fra sans og samling, løj og gjorde stupide ting. Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg havde jo muligheden - men vidste også, hvad jeg ikke ville - og stolede på min egen fornemmelse for, hvad jeg kunne tåle - for det havde jeg jo lært hjemmefra. 

De to som hvad de mest rigide regler, er også de to jeg kender, som ikke kan styre sig i en alder af 30... de har ingen fornemmelser for hvad de kan - de går bare amok altid. Jeg siger ikke, at det er sådan og sammenhængen er på den måde vedr. Alt. Men jeg synes, det er påfaldende, at jeg altid var den mest ædru og ringede efter deres forældre, når jeg havde “frie” tøjler og de måtte drikke 2 øl...

Det handler nok om, at vi er blevet mere oplyste, men også at vi kan spejle os i hinanden. Det er jo forholdsvist nemt at finde ud af, hvad andre gør, hvad andre mener osv. pga. de sociale medier.

På de sociale medier ser man for det meste kun glansbilledet, og man hører næsten aldrig om, når man som forældre har "dummet" sig, eller at man lige har haft brug for 5-10 min selv, og derfor har barnet fået lov til at se lidt mere tv, sidde på ipad eller et eller andet. Jeg ved godt, at nogle prøver at gå imod det her glansbillede, men det er også derfor, for det meste tidligere.

Jeg tror, at man nogle gange helt ubevist prøver at stræbe efter det her glansbillede, som der er blevet stillet op, og derfor kan man godt blive nervøs for om man gør det bedste for sit barn, om barnet tager skade, fordi man nu har gjort et eller andet, som får en til at føle sig som en dårligere mor. 

Derudover er det også blevet så nemt at finde information om rigtigt mange ting - sovesituationer, amning, opdragelse - you name it. Vi bliver jo også bombarderet med artikler om, hvordan man gør det ene og det andet. Jeg tror også, at det kan have en faktor for, at vi er SÅ bange for at fejle!

Og som nogle skriver, så er der bare blevet sat labels på ALT istedet for bare at kigge på sit barn og gøre det, som fungerer for barnet og familien, så længe der er fornuftig tænkning bag - og man selvfølgelig ikke skader barnet 

Ano18 skriver:

Uha ja, mine to ældste drenge ville fortsætte til en af os gik bort. Nogle ting er bare ikke til at diskutere. Når de er 15 og 17, så kan de og moderen, have to forskellige meninger, og de er ligeglade med hvilke årsager man har. Nogle ting skal og kan besluttes i samråd igennem en “diskution”, men hvorvidt fx om den 15 årige må drikke X eller X øl, trods han mener, han ikke bliver påvirket, så er det bare sådan reglerne er. (Og de følger dem indtil videre ).

når man har et (let) barn, som forstår og accepterer ens årsager, som min ældste datter, så er det peace of cake, at være pædagogisk, trods jeg egentlig synes de skal lære et nej, bare kan være et nej, uden forklaring bag.

Og som én nævner som lærer, hvis alt skal diskuteres iblandt 30 unger, så bliver det nogle lange forklaringer. Godt at lære man bare nogle gange, må acceptere tingene, som de nu er 

Præcis alt kan være peace of cake når de er små, men nøj de kan ændre sig.

Anonym skriver:

Så store børn kan ikke opdrages efter min mening de kan guides. At sætte regler for en på 15 og 17 er enormt mærkeligt. De er jo ikke små børn. Der må man stole på, at ens opdragelse indtil ca de 12 år er gået som den skulle.

Ingen “børn” overholder deres forældres regler, når de er sammen med deres venner. De er jo netop igang med at løsrive sig. 

Man kan som mor/far sige “altså, det kan være ret ubehageligt at drikke for meget. Så det skal man lige passe på. Jeg har flere gange kastet op af det og gået glip af de fedeste fester. Men jeg ved, at du ved bedre end mig” 

(Sådan er jeg selv opdraget - og jeg drak mig først meget fuld, da jeg nærmede mig de 20. Havde et “fornuftigt” forhold til alkohol osv.)

Mange af mine venners forældre havde samme tilgang til “alkohol osv” og de drak sig fra sans og samling, løj og gjorde stupide ting. Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg havde jo muligheden - men vidste også, hvad jeg ikke ville - og stolede på min egen fornemmelse for, hvad jeg kunne tåle - for det havde jeg jo lært hjemmefra. 

De to som hvad de mest rigide regler, er også de to jeg kender, som ikke kan styre sig i en alder af 30... de har ingen fornemmelser for hvad de kan - de går bare amok altid. Jeg siger ikke, at det er sådan og sammenhængen er på den måde vedr. Alt. Men jeg synes, det er påfaldende, at jeg altid var den mest ædru og ringede efter deres forældre, når jeg havde “frie” tøjler og de måtte drikke 2 øl...

Tror ikke verden er så sort og hvid, har set flere elever med frie tøjler der ikke kunne styre det og modsat elever med faste rammer der kunne. Har aldrig købt argumentet om, at det giver bagslag at lave restriktioner om det så er fjernsyn eller alkohol, verden og mennesket er langt mere komplekst.

Jeg står midt i det, har en datter på 15. Og hvis opdragelse forstås som kadaverdisciplin og guidning som mere debatterende tilgang, ja så kan jeg følge dig et stykke af vejen. Dog vil jeg påstå jeg i den grad stadig opdrager, jeg opdrager til at min unge datter selv kan træffe nogle fornuftige og konstruktive valg, men der er sørme også stadig regler, da der er valg hun slet ikke skal sættes over for. Fx er hun på Roskilde i denne uge for første gang med voksen armbånd (har været der i mange år sammen med os). Og der er regler, regler som er lavet for hendes sikkerhed og som hun skal overholde (og hun også overholder). Det er fx skal hun hjem senere end 24 så skal det være i følgeskab enten med os eller med venner (hun gik hjem sammen med os i går klokken 3 og havde hørt sidste koncert med os), hun må ikke drikke det hårde alkohol (og hun drikker mest vand for har åbenbart ikke behovet for alkohol), hun må ikke gå med nogle ned i deres camp, hun må ikke modtage drikkelse af andre som er åben osv. Og du kan tro det er regler, og så har hun den Aller Aller vigtigste regel, selv om du har brudt alle regler så skal du altid kontakte os, hvis der er noget.

Hun har også andre regler i hverdage, hvor hun ikke blot guides men opdrages  , hun skal stå op hver dag og gå i skole, hun skal være hjemme til aftensmad med mindre hun har du ret og fortalt det, hun skal komme hjem til den aftalte tid om aftenen, hun skal tale pænt til alle, hun skal hjælpe til osv osv osv. Og hun må så absolut ikke bare drikke som hun lyster med en anekdote om hvordan  jeg har været fuld. Det er aftalt før hun tager afsted og der aftales med en snak der starter med, ar jeg spørger hvad synes du er rimeligt (det samme med hjemtidspunkt)?

Så jeg opdrager min 15 årige og oplever ikke bagslag tværtimod har jeg lige nu en fornuftig pige der på en side er umoden og på den anden side moden. Hun kan være på festival, klare et arbejde derude, høre en masse musik og kan grine og danse uden ar kollapse. Og til næste år vil jeg turde give lidt mere slip og lade hende være en del af en camp (dog sove hjemme).