Lidt for sarte og nervøse eller....

Anonym skriver:

Så store børn kan ikke opdrages efter min mening de kan guides. At sætte regler for en på 15 og 17 er enormt mærkeligt. De er jo ikke små børn. Der må man stole på, at ens opdragelse indtil ca de 12 år er gået som den skulle.

Ingen “børn” overholder deres forældres regler, når de er sammen med deres venner. De er jo netop igang med at løsrive sig. 

Man kan som mor/far sige “altså, det kan være ret ubehageligt at drikke for meget. Så det skal man lige passe på. Jeg har flere gange kastet op af det og gået glip af de fedeste fester. Men jeg ved, at du ved bedre end mig” 

(Sådan er jeg selv opdraget - og jeg drak mig først meget fuld, da jeg nærmede mig de 20. Havde et “fornuftigt” forhold til alkohol osv.)

Mange af mine venners forældre havde samme tilgang til “alkohol osv” og de drak sig fra sans og samling, løj og gjorde stupide ting. Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg havde jo muligheden - men vidste også, hvad jeg ikke ville - og stolede på min egen fornemmelse for, hvad jeg kunne tåle - for det havde jeg jo lært hjemmefra. 

De to som hvad de mest rigide regler, er også de to jeg kender, som ikke kan styre sig i en alder af 30... de har ingen fornemmelser for hvad de kan - de går bare amok altid. Jeg siger ikke, at det er sådan og sammenhængen er på den måde vedr. Alt. Men jeg synes, det er påfaldende, at jeg altid var den mest ædru og ringede efter deres forældre, når jeg havde “frie” tøjler og de måtte drikke 2 øl...

Det er vel ikke mærkeligt at stille regler op for f.eks. en 15-årig. En 15-årig skal vel ikke have lov til at rende ude til kl. 5 om morgenen. Det er der selvfølgelig delte meninger om, men det har mine bonusbørn ikke fået lov til. Og det fik jeg heller ikke selv. 

Jeg er aldrig blevet sendt i byen med et - "du bestemmer selv, hvornår du kommer hjem" - bare som et eksempel. 

Du skriver det, som om det er en fuldstændig endegyldig regel, at de unge mennesker, der har haft lidt mere strikse forældre, end du har, altid bryder forældrenes "regler". Mine forældre havde en holdning til alkohol - de har ikke forbudt os at drikke, men de havde netop - en holdning. Og min mor har godt nok aldrig sagt til mig, at jeg ved bedre end hende. Og har aldrig underholdt mig med drukhistorier fra sin egen ungdom. Til gengæld har jeg været så forkælet, at min far stod op og hentede mig om natten. Da jeg gik i gymnasiet skiftedes brødre, fædre, mødre og kærester til at hente os - vi boede i en landsby ca. 20 km derfra.

Og jeg har aldrig drukket mig stang barcardi som ung. Jeg tror, det kan handle lige så meget om personlighed. Jeg havde bare ikke lyst, og jeg lå ikke under for gruppepres. Jeg kan faktisk ikke huske, at der var så meget gruppepres. Jeg var hverken specielt moden eller specielt umoden - nok meget gennemsnitlig.

Unge danskere drikker gennemsnitligt mere end unge fra mange andre lande. Måske fordi vi har en så liberal alkoholkultur. Jeg synes faktisk, det er lidt pinligt, som de opfører sig i f.eks. Sunny Beach. Der gjorde det vel ikke noget, hvis forældre sendte lidt mere tydelige signaler.

Der er nok ikke så mange forældre, der siger "fordi jeg siger det" til en 15- eller 17-årig.  Men derfor kan der godt gælde nogle regler.

Og det ændrer sig ikke på et splitsekund, den dag de fylder 18.

Anonym skriver:

Jeg siger intet om dine 3 børn. Eller din evne som mor, eller om dine børn klarer sig godt eller skidt. Jeg siger og mener, at det er mærkeligt at lave regler om alkohol for sine børn, når de er 17 år. 

Rammer er normalt pli - det du beder dine voksne børn om, er vel også noget, du forventer eller siger højt til dine venner? Hvis mine venner bor hos mig - så siger de også, hvornår de kommer hjem - netop så jeg ikke står nøgen. Men for at følge dine egne tankerækker, så er det ikke et validt argument, at  sammenligne alm. pli og regler, som er opstillet af forældre, for at forhindre deres børn i at drikke for meget alkohol, gøre dumme/ulovlige ting ect.

Det er DE regler, jeg taler om. Jeg synes stadig ikke man kan kalde det regler at bede andre respektere personlige grænser. 

For mig er en regel noget med: man går i seng kl 19.30 på en hverdag. 

Rammer er: gå i seng,  når du er træt og ved, at du skal op i skole og kan klare det på den mængde søvn. 

Så ja, jeg synes stadig, det er mærkelig at sige “hey du må kun drikke 2 øl” til sin 17-årige.

jeg ville sige “pas på dig selv, drik kun det du ved, du kan tåle og ring, hvis der er noget - god tur” 

Jeg udtaler mig ikke personligt om nogen. Jeg synes, at regler er mærkelig for 17-årige. Jeg synes ikke nødvendigvis, at personen der giver reglerne er mærkelig - det kan der jo være mange grunde til. 

Mht efterskoler - ja, synes rammer giver mening. Men ikke “klokken 21 skal i sove” regler...

rammer som “der skal være stille og ingen høj musik efter kl 22” giver mening 

 

ifølge ordbogen er regler: bestemmelser -

rammer er afgrænsning. En meget vigtig skelnen for mig. En afgrænsning er “gå i seng når du vil, men du skal kunne passe dine ting i morgen”

en regel er: du skal sove kl 22 på skoleaftener...

Nu vender du gentagne gange tilbage til alkoholregler, og dér er netop efterskolerne helt klare i spyttet: Nul alkohol nogensinde. De fleste har også nul rygning og nul sex-regler. Ikke rammer, men regler - for 14-17-årige. Synes du, det er enormt mærkeligt, og at det ikke giver mening? 

Langt de fleste 15-årige får i dag opstillet regler for indtaget af alkohol af deres forældre, som har vedtaget reglerne sammen med klassekammeraternes forældre, som igen er blevet opfordret til dette af SSP-repræsentanter. Selvfølgelig er der både børn og forældre, som bryder eller omformulerer reglerne, men indsatsen har ikke desto mindre bevirket, at unge drikker mindre, og at debutalderen er udskudt. Jeg har i de tyve år, hvor jeg har medvirket til at udfærdige sådanne regler, kun i ganske, ganske få tilfælde oplevet forældremodstand over for dette. Til gengæld har jeg oplevet flere forældre rase over, at andre forældre i klassen ville acceptere et moderat alkoholindtag til festen på sidste skoledag i 9. klasse - dette kom bag på mig de første gange. Så jeg tænker, det er mere mærkeligt - i betydningen sjældent forekommende - IKKE at sætte regler for den 15-åriges alkoholforbrug i dag. Og eftersom denne udvikling har haft en påviselig positiv effekt, kan jeg ikke finde argumenter for at gå tilbage til “frihed under ansvar”-modellen, som var hip, da jeg var ung, og som alt for mange ikke kunne administrere. 

Mht. din sondring mellem almen pli, rammer og regler, så er grænserne for mig langt mere udflydende. Der skal ikke et “fordi jeg siger det!” til, før jeg vil kalde det en regel. 

For rigtigt mange 15-årige er det nødvendig omsorg at forlange, de går i seng kl. XX. Undersøgelser har dokumenteret, at alt for mange teenagere får alt for lidt søvn, netop fordi forældrene vurderer, de selv kan styre det. Og jeg ved ikke, hvor stor berøring du har med 15-årige, men deres definition af at kunne passe deres ting næste dag afviger ganske ofte fra de voksnes. At møde rettidigt i skolen og ikke decideret falde i søvn er en hyppig fortolkning. 

Jeg synes, hjerneforskningen de sidste 10-15 år har påvist så mange overraskende forhold vedrørende de helt unges udvikling, at der har været rigtigt tungtvejende årsager til at se kritisk på opfattelsen af teenagere som værende i stand til at træffe ansvarlige beslutninger, konsekvensberegne etc., og med min daglige omgang netop med den aldersgruppe kan jeg kun hilse det velkomment, at vi passer bedre på dem og deres skrøbelige hjerner og psyker. Det har også medført, at jeg har måttet revurdere min oprindelige opfattelse af, hvordan mine egne teenagebørn skulle “behandles” - og at jeg har givet dem noget strammere line, end jeg selv fik som barn. Herunder regler, som de i det store og hele har accepteret og overholdt - ikke mindst, fordi deres kammerater havde tilsvarende. 

Mor og meget mere skriver:

Nu vender du gentagne gange tilbage til alkoholregler, og dér er netop efterskolerne helt klare i spyttet: Nul alkohol nogensinde. De fleste har også nul rygning og nul sex-regler. Ikke rammer, men regler - for 14-17-årige. Synes du, det er enormt mærkeligt, og at det ikke giver mening? 

Langt de fleste 15-årige får i dag opstillet regler for indtaget af alkohol af deres forældre, som har vedtaget reglerne sammen med klassekammeraternes forældre, som igen er blevet opfordret til dette af SSP-repræsentanter. Selvfølgelig er der både børn og forældre, som bryder eller omformulerer reglerne, men indsatsen har ikke desto mindre bevirket, at unge drikker mindre, og at debutalderen er udskudt. Jeg har i de tyve år, hvor jeg har medvirket til at udfærdige sådanne regler, kun i ganske, ganske få tilfælde oplevet forældremodstand over for dette. Til gengæld har jeg oplevet flere forældre rase over, at andre forældre i klassen ville acceptere et moderat alkoholindtag til festen på sidste skoledag i 9. klasse - dette kom bag på mig de første gange. Så jeg tænker, det er mere mærkeligt - i betydningen sjældent forekommende - IKKE at sætte regler for den 15-åriges alkoholforbrug i dag. Og eftersom denne udvikling har haft en påviselig positiv effekt, kan jeg ikke finde argumenter for at gå tilbage til “frihed under ansvar”-modellen, som var hip, da jeg var ung, og som alt for mange ikke kunne administrere. 

Mht. din sondring mellem almen pli, rammer og regler, så er grænserne for mig langt mere udflydende. Der skal ikke et “fordi jeg siger det!” til, før jeg vil kalde det en regel. 

For rigtigt mange 15-årige er det nødvendig omsorg at forlange, de går i seng kl. XX. Undersøgelser har dokumenteret, at alt for mange teenagere får alt for lidt søvn, netop fordi forældrene vurderer, de selv kan styre det. Og jeg ved ikke, hvor stor berøring du har med 15-årige, men deres definition af at kunne passe deres ting næste dag afviger ganske ofte fra de voksnes. At møde rettidigt i skolen og ikke decideret falde i søvn er en hyppig fortolkning. 

Jeg synes, hjerneforskningen de sidste 10-15 år har påvist så mange overraskende forhold vedrørende de helt unges udvikling, at der har været rigtigt tungtvejende årsager til at se kritisk på opfattelsen af teenagere som værende i stand til at træffe ansvarlige beslutninger, konsekvensberegne etc., og med min daglige omgang netop med den aldersgruppe kan jeg kun hilse det velkomment, at vi passer bedre på dem og deres skrøbelige hjerner og psyker. Det har også medført, at jeg har måttet revurdere min oprindelige opfattelse af, hvordan mine egne teenagebørn skulle “behandles” - og at jeg har givet dem noget strammere line, end jeg selv fik som barn. Herunder regler, som de i det store og hele har accepteret og overholdt - ikke mindst, fordi deres kammerater havde tilsvarende. 

Vi er bare enormt uenige

hvis vi som klasse aftalte, at der var regler - så ville jeg altid støtte op om det. Jeg ville aldrig sige eller omformulere de regler i eget hjem. Jeg har aldrig sagt, at jeg er imod regler i forsamlinger og i store fællesskab. Folk komme med forskellige værdier og erfaring her og holdninger og tilgange - så regler nødvendige... Det bør der være. 

Men mine børn skulle jo gerne få nogle værdier fra vores familie - og dem mener jeg, at de får via rammer som 15-årige ex.

Men i skolen og i fællesskab er der regler - og dem skal de følge - ude  diskussion. Præcis som jeg selv gør. Men igen - jeg har aldrig diskuteret regler som en generel ting. Jeg taler om relationen mellem en far og en mor og deres unge. Intet andet. 

Jeg er ikke imod regler partout og kan derfor ikke forstå dine argumenter med at flytte diskussionen fra familieniveau til en efterskole? Du kan give mig 1000 steder hvor regler er en god ide for en 15-årig. Men ikke i min familie - og at sammenligne fællesskab med flere 100’ mennesker er ikke et argument for, at indføre regler generelt for 15-årige i en forældre relation 1 til 1. 

Jeg forstår behovet for det på en efterskole, fordi det er et gigantisk fællesskab, og der er ex 14-årige som ikke har det med hjemmefra, som en del af deres mavefornemmelse. Og netop fordi alle opdrager forskelligt og børnene kommer med vidt forskelligt liv og erfaring med voksne og regler - så forstår jeg godt behovet. Præcis som i resten af samfundet. Og jeg synes, det er et ulødigt at argumentere med en hel efterskole og en klasse, som er gigantiske fællesskaber med en stor spredning af mennesker og liv og erfaring - præcis som færselsreglerne - de giver  mening fordi der er så mange mennesker med forskellige værdisæt. 

For lige at slå det fast: Jeg har aldrig udtalt mig om regler generelt i fællesskab på meso eller makroniveau. Jeg taler om, at forældrenes relation til egne børn. Jeg skelner generelt mellem nivauerne. Så jeg synes bestemt ikke, at det et argument, at fordi en efterskole med 200 elever i alderen fra 14-17 år gar regler - så er det bedste for en 15-årig i en forældrerelation. 

Men jeg ønsker ikke et regelsæt for en 15/16 årig herhjemme i min familie. Og jeg synes stadig det er mærkeligt at give en 15 årig så konkrete regler. - igen; ikke nødvendigvis mennesket, det gør det. Men selve regler for den aldersgruppe i en familiekonstallation.

De må også gå i seng med andre - men må forældre så lave regler for det, når der faktisk er en lovgivning, som giver dem lov? Og må de også sætte den regel, når den unge er 17? Et regelsæt som er lavet af det største fællesskab. 

Jeg har en del at gøre med 15-årige og unge (meste) fra omkring 18-årig qua mit arbejde som lærer. 

Men vi behøver slet ikke blive enige. Du kan stille alle de regler op du ønsker for de 15-17årige du har af børn - også lader jeg være for mine børn.  

Anonym skriver:

Vi er bare enormt uenige

hvis vi som klasse aftalte, at der var regler - så ville jeg altid støtte op om det. Jeg ville aldrig sige eller omformulere de regler i eget hjem. Jeg har aldrig sagt, at jeg er imod regler i forsamlinger og i store fællesskab. Folk komme med forskellige værdier og erfaring her og holdninger og tilgange - så regler nødvendige... Det bør der være. 

Men mine børn skulle jo gerne få nogle værdier fra vores familie - og dem mener jeg, at de får via rammer som 15-årige ex.

Men i skolen og i fællesskab er der regler - og dem skal de følge - ude  diskussion. Præcis som jeg selv gør. Men igen - jeg har aldrig diskuteret regler som en generel ting. Jeg taler om relationen mellem en far og en mor og deres unge. Intet andet. 

Jeg er ikke imod regler partout og kan derfor ikke forstå dine argumenter med at flytte diskussionen fra familieniveau til en efterskole? Du kan give mig 1000 steder hvor regler er en god ide for en 15-årig. Men ikke i min familie - og at sammenligne fællesskab med flere 100’ mennesker er ikke et argument for, at indføre regler generelt for 15-årige i en forældre relation 1 til 1. 

Jeg forstår behovet for det på en efterskole, fordi det er et gigantisk fællesskab, og der er ex 14-årige som ikke har det med hjemmefra, som en del af deres mavefornemmelse. Og netop fordi alle opdrager forskelligt og børnene kommer med vidt forskelligt liv og erfaring med voksne og regler - så forstår jeg godt behovet. Præcis som i resten af samfundet. Og jeg synes, det er et ulødigt at argumentere med en hel efterskole og en klasse, som er gigantiske fællesskaber med en stor spredning af mennesker og liv og erfaring - præcis som færselsreglerne - de giver  mening fordi der er så mange mennesker med forskellige værdisæt. 

For lige at slå det fast: Jeg har aldrig udtalt mig om regler generelt i fællesskab på meso eller makroniveau. Jeg taler om, at forældrenes relation til egne børn. Jeg skelner generelt mellem nivauerne. Så jeg synes bestemt ikke, at det et argument, at fordi en efterskole med 200 elever i alderen fra 14-17 år gar regler - så er det bedste for en 15-årig i en forældrerelation. 

Men jeg ønsker ikke et regelsæt for en 15/16 årig herhjemme i min familie. Og jeg synes stadig det er mærkeligt at give en 15 årig så konkrete regler. - igen; ikke nødvendigvis mennesket, det gør det. Men selve regler for den aldersgruppe i en familiekonstallation.

De må også gå i seng med andre - men må forældre så lave regler for det, når der faktisk er en lovgivning, som giver dem lov? Og må de også sætte den regel, når den unge er 17? Et regelsæt som er lavet af det største fællesskab. 

Jeg har en del at gøre med 15-årige og unge (meste) fra omkring 18-årig qua mit arbejde som lærer. 

Men vi behøver slet ikke blive enige. Du kan stille alle de regler op du ønsker for de 15-17årige du har af børn - også lader jeg være for mine børn.  

Jeg har faktisk ikke brugt efterskole-regler som argument. Jeg har spurgt dig, hvad du tænkte om det, for bedre at forstå din holdning. Og her svarer du først, at “ja, synes rammer giver mening. Men ikke “klokken 21 skal i sove” regler... - rammer som “der skal være stille og ingen høj musik efter kl 22” giver mening.”, hvilket gav mig det indtryk, at du også hér var til rammer og ikke til regler, men jeg er nu med på, at du ER til fællesskabs-regler, men udelukkende tager afstand fra forældre-børn-regler. Min tanke var nemlig, at det kan blive virkeligt svært at praktisere nul regler for fx alkohol som forælder, når fællesskabet har en anden aftale, og at et barn, hvis forældre nægter at opstille regler, kan få det svært, hvis kammeraternes forældre ved, at det ikke er med i det fælles regelsæt og dermed kan være den, der medbringer en flaske vin, selvom aftalen er nul alkohol. Men jeg er med nu - og så er spørgsmålet, hvor ofte du i praksis overhovedet vil stå i en situation, hvor du har mulighed for IKKE at udstikke regler om alkohol for en 15-årig - du kommer jo oftest til at henvise til de indgåede fællesskabsregler. 

For mig virker det lidt søgt og princip for princippets skyld-agtigt, når den regel-nægtende mor spørger sit barn, om barnet i netop denne sammenhæng gerne vil have, at mor siger nej - altså, som jeg ser det, beder barnet om lov til at udstikke en regel. Der mener jeg, at en tydelig og ansvarlig forælder, der slet og ret siger nej, når noget er no-go, er mere troværdig end en mor, der spørger, om hun må have lov at være en autoritet lidt - hvilket barnet i den pågældende situation jo tydeligvis ønsker. 

Vi er bare enormt uenige

hvis vi som klasse aftalte, at der var regler - så ville jeg altid støtte op om det. Jeg ville aldrig sige eller omformulere de regler i eget hjem. Jeg har aldrig sagt, at jeg er imod regler i forsamlinger og i store fællesskab. Folk komme med forskellige værdier og erfaring her og holdninger og tilgange - så regler nødvendige... Det bør der være. 

Men mine børn skulle jo gerne få nogle værdier fra vores familie - og dem mener jeg, at de får via rammer som 15-årige ex.

Men i skolen og i fællesskab er der regler - og dem skal de følge - ude  diskussion. Præcis som jeg selv gør. Men igen - jeg har aldrig diskuteret regler som en generel ting. Jeg taler om relationen mellem en far og en mor og deres unge. Intet andet. 

Jeg er ikke imod regler partout og kan derfor ikke forstå dine argumenter med at flytte diskussionen fra familieniveau til en efterskole? Du kan give mig 1000 steder hvor regler er en god ide for en 15-årig. Men ikke i min familie - og at sammenligne fællesskab med flere 100’ mennesker er ikke et argument for, at indføre regler generelt for 15-årige i en forældre relation 1 til 1. 

Jeg forstår behovet for det på en efterskole, fordi det er et gigantisk fællesskab, og der er ex 14-årige som ikke har det med hjemmefra, som en del af deres mavefornemmelse. Og netop fordi alle opdrager forskelligt og børnene kommer med vidt forskelligt liv og erfaring med voksne og regler - så forstår jeg godt behovet. Præcis som i resten af samfundet. Og jeg synes, det er et ulødigt at argumentere med en hel efterskole og en klasse, som er gigantiske fællesskaber med en stor spredning af mennesker og liv og erfaring - præcis som færselsreglerne - de giver  mening fordi der er så mange mennesker med forskellige værdisæt. 

For lige at slå det fast: Jeg har aldrig udtalt mig om regler generelt i fællesskab på meso eller makroniveau. Jeg taler om, at forældrenes relation til egne børn. Jeg skelner generelt mellem nivauerne. Så jeg synes bestemt ikke, at det et argument, at fordi en efterskole med 200 elever i alderen fra 14-17 år gar regler - så er det bedste for en 15-årig i en forældrerelation. 

Men jeg ønsker ikke et regelsæt for en 15/16 årig herhjemme i min familie. Og jeg synes stadig det er mærkeligt at give en 15 årig så konkrete regler. - igen; ikke nødvendigvis mennesket, det gør det. Men selve regler for den aldersgruppe i en familiekonstallation.

De må også gå i seng med andre - men må forældre så lave regler for det, når der faktisk er en lovgivning, som giver dem lov? Og må de også sætte den regel, når den unge er 17? Et regelsæt som er lavet af det største fællesskab. 

Jeg har en del at gøre med 15-årige og unge (meste) fra omkring 18-årig qua mit arbejde som lærer. 

Men vi behøver slet ikke blive enige. Du kan stille alle de regler op du ønsker for de 15-17årige du har af børn - også lader jeg være for mine børn.  

Når jeg læser, kommer jeg hele tiden til at tænke på definitionen af regler, og ikke mindst hvordan de så bliver brugt når børnene ikke er teenagere. Og jeg tænker på de såkaldte familieværdier som jo ikke altid passer overens med en teenager, for det er jo ikke bare alkohol og hjem tidspunkter, men også at være en del af det fællesskab som en familie er.

Jeg tror aldrig mine børn har mødt regler a la gør du ikke det, så sker det som eksemplet med kørekortet. De møder regler a la du skal i seng nu for jeg som voksen ved, at det er bedst for dig at få din søvn og være frisk i morgen hvor du skal i skole, vi skal på tur hele dagen til zoo eller vi skal til faster Gyrdas fødselsdag. Eller du skal komme og spise sammen med os nu, for I vores familie er fællesskabet, når vi spiser sammen vigtigt for os som familie. 

Og nu sidder jeg som mor til en teenager, en fornuftig en af slagsen skal jeg huske at skrive, en del rammer/regler er til konstruktiv debat fx er mit start udgangspunkt for alkohol og hjemkomsttider altid, at jeg spørger hvad hun synes er rimeligt for en på 15 år, og så tager vi den der fra. Men der er også ting, som ikke er til debat, fx at man da selvsagt giver besked i god tid, hvis man ikke er hjemme til aftensmad for vores familie er et forpligtende fællesskab og alle har en forpligtigelse i forhold til hinanden, det er også en regel at man hjælper med at tage ud af bordet, dækker bord, tager sine ting ud af stuen osv. For jeg er ikke ansat tjenestepige, vi har alle et ansvar og det er absolut ikke bare en ramme eller ren værdi, det er en bestemmelse. Der er også regler om, hvad tid man kommer hjem om natten, men reglerne er lavet i fællesskab, der er også regler som fx tilgodeser, at vi er flere i familien som skal have sin søvn, så der er ikke høj musik som forstyrrer, ikke ud og tænde alt lys, tandbørstning er foregået så der er ro i lejligheden osv. Der er sørme også regler om, at man står op hver morgen og går i skole - det er ikke bare en ramme, men en bestemmelse. På samme måde forventes det, at man laver sine lektier, at man taler pænt til hinanden, at man ikke ødelægger ting med vilje og og og og... for i vores familie er vi et fællesskab bestående af 5 individer og der skal være plads til alle, og det kan nogle gange betyde man må slække på sin personlige frihed. Det gælder for alle teenager, præteen og bare sjov lillebror. Det gælder sørme også for mor og far.  Med den øgede frihed, følger jo også det øgede ansvar for andre. 

Når hun skal ud til fest, eller som i de her dage på Roskilde Festival, så bliver hun ikke mødt af et krav om at vide bedre end mig, ikek dumme sig som mig - det åg vil jeg ikke putte på hendes skuldre, hun skal ikke skamme sig, hvis hun “fejler”, hun bliver ikke mindre klog, mindre “god”, hvis hun opfører sig, som jeg en gang gjorde, og hvorfor overhovedet møde de kære unge med det? Jeg oplever det som et irrationelt argument for jeg har jo klaret mig fint, hvorfor ikke hellere være ærlig og sige: jeg ville gerne sætte en regel op om, at du ikke må ryge, men jeg ved desværre også, at den regel måske virker som varm luft for vil du så gør du det. Jeg selv fortæller min teenager, hvad jeg mener er reglerne eller rimeligt for en der lige er fyldt 15, noget af det er regler fx man kommer hjem til den aftalte tid og forklaringen er meget simpel: for ellers bliver jeg bange, og det er min pligt som forælder at reagere hvis du bliver væk (har lige haft en episode med en grønlandsk elev vi havde boende for er par år siden, hun blev fundet død i december. Og først på af formiddagen for ingen vidste hun var væk, ingen havde reageret for der var ingen aftaler med forælder om komme hjem tid eller om man sov de ene sted eller det andet. Så reglerne er der jo også for at beskytte og være der for de unge mennesker. 

Og til sidst så vil jeg sige rent kognitivt og i forhold til de eksekutive funktioner, så er en hjerne på 15 år ikke færdigudviklet (bliver de faktisk først en sjat op i 20’erne). De er påbegyndt, men man kan ikke som voksen forvente samme rationale og konsekvensforståelse far en teenager som du kan af dig selv. Måske også derfor jeg ikke forstår, at man måder de unge mennesker med: jeg tror du er klogere end mig. De er langt mere impulsstyrede end du og jeg, de er dog langt bedre end den lille trold her hjemme der lige er fuldt 8 i dag. Derfor er det ingen skam, at give dem frihed i doser og ikke den fulde frihed, for nu er du teenager (og så bagefter brokke sig over de ikke et til at få op om morgenen, eller værelset ligner et bombekrater, eller de fortæller aldrig om de er hjemme eller ej, eller.....). 

Vi behøver selvsagt ikke være enige, men må indrømme jeg også som lærer, ville løfte øjenbrynene en smule, hvis jeg kontaktede hjemmet om en elev der som 13 årig sad og hang hele dagen, og virkede som om han har i total søvnunderskud og jeg blev mødt af, vi vil ikke fortælle ham, hvornår han skal sove, for det skal han selv mærke efter. Hvis den samme familie havde en velfungerende dreng på 13, som var frisk og veludhvilet ville det være mig fuldstændig ligegyldigt. Og jo jeg møder 13 årige drenge med sorte rander under øjenene, som ikke er i stand til at mørke efter om de er trætte når fortnite eller World of Warcraft er i gang. Jeg har min famøse teenage datter og jeg kan give slip som du beskriver på næsten alt (det ned at skulle sove og ikke ligge og se friends en helt nat, det kræver regler), men jeg ved også jeg er heldig, for ser andre af vennerne, hvor alkohol fylder meget både fredag og lørdag, hvor man kommer hjem klokken 5 om natten, hvis overhovedet, hvor man ved hash er en del af festerne osv. Og nej det er ikke fordi de har strammere regler eller andet, det er alene fordi det er forskellige børn - og jeg ved jeg ikke kan forvente det bliver lige så let med de to næste i børneflokken, og vil derfor aldrig opstille kategoriske “regler” for hvordan jeg vil opdrage min teenager, det bliver ud fra hver enkelt teenager, der kommer i denne familie. 

lineog4 skriver:

Når jeg læser, kommer jeg hele tiden til at tænke på definitionen af regler, og ikke mindst hvordan de så bliver brugt når børnene ikke er teenagere. Og jeg tænker på de såkaldte familieværdier som jo ikke altid passer overens med en teenager, for det er jo ikke bare alkohol og hjem tidspunkter, men også at være en del af det fællesskab som en familie er.

Jeg tror aldrig mine børn har mødt regler a la gør du ikke det, så sker det som eksemplet med kørekortet. De møder regler a la du skal i seng nu for jeg som voksen ved, at det er bedst for dig at få din søvn og være frisk i morgen hvor du skal i skole, vi skal på tur hele dagen til zoo eller vi skal til faster Gyrdas fødselsdag. Eller du skal komme og spise sammen med os nu, for I vores familie er fællesskabet, når vi spiser sammen vigtigt for os som familie. 

Og nu sidder jeg som mor til en teenager, en fornuftig en af slagsen skal jeg huske at skrive, en del rammer/regler er til konstruktiv debat fx er mit start udgangspunkt for alkohol og hjemkomsttider altid, at jeg spørger hvad hun synes er rimeligt for en på 15 år, og så tager vi den der fra. Men der er også ting, som ikke er til debat, fx at man da selvsagt giver besked i god tid, hvis man ikke er hjemme til aftensmad for vores familie er et forpligtende fællesskab og alle har en forpligtigelse i forhold til hinanden, det er også en regel at man hjælper med at tage ud af bordet, dækker bord, tager sine ting ud af stuen osv. For jeg er ikke ansat tjenestepige, vi har alle et ansvar og det er absolut ikke bare en ramme eller ren værdi, det er en bestemmelse. Der er også regler om, hvad tid man kommer hjem om natten, men reglerne er lavet i fællesskab, der er også regler som fx tilgodeser, at vi er flere i familien som skal have sin søvn, så der er ikke høj musik som forstyrrer, ikke ud og tænde alt lys, tandbørstning er foregået så der er ro i lejligheden osv. Der er sørme også regler om, at man står op hver morgen og går i skole - det er ikke bare en ramme, men en bestemmelse. På samme måde forventes det, at man laver sine lektier, at man taler pænt til hinanden, at man ikke ødelægger ting med vilje og og og og... for i vores familie er vi et fællesskab bestående af 5 individer og der skal være plads til alle, og det kan nogle gange betyde man må slække på sin personlige frihed. Det gælder for alle teenager, præteen og bare sjov lillebror. Det gælder sørme også for mor og far.  Med den øgede frihed, følger jo også det øgede ansvar for andre. 

Når hun skal ud til fest, eller som i de her dage på Roskilde Festival, så bliver hun ikke mødt af et krav om at vide bedre end mig, ikek dumme sig som mig - det åg vil jeg ikke putte på hendes skuldre, hun skal ikke skamme sig, hvis hun “fejler”, hun bliver ikke mindre klog, mindre “god”, hvis hun opfører sig, som jeg en gang gjorde, og hvorfor overhovedet møde de kære unge med det? Jeg oplever det som et irrationelt argument for jeg har jo klaret mig fint, hvorfor ikke hellere være ærlig og sige: jeg ville gerne sætte en regel op om, at du ikke må ryge, men jeg ved desværre også, at den regel måske virker som varm luft for vil du så gør du det. Jeg selv fortæller min teenager, hvad jeg mener er reglerne eller rimeligt for en der lige er fyldt 15, noget af det er regler fx man kommer hjem til den aftalte tid og forklaringen er meget simpel: for ellers bliver jeg bange, og det er min pligt som forælder at reagere hvis du bliver væk (har lige haft en episode med en grønlandsk elev vi havde boende for er par år siden, hun blev fundet død i december. Og først på af formiddagen for ingen vidste hun var væk, ingen havde reageret for der var ingen aftaler med forælder om komme hjem tid eller om man sov de ene sted eller det andet. Så reglerne er der jo også for at beskytte og være der for de unge mennesker. 

Og til sidst så vil jeg sige rent kognitivt og i forhold til de eksekutive funktioner, så er en hjerne på 15 år ikke færdigudviklet (bliver de faktisk først en sjat op i 20’erne). De er påbegyndt, men man kan ikke som voksen forvente samme rationale og konsekvensforståelse far en teenager som du kan af dig selv. Måske også derfor jeg ikke forstår, at man måder de unge mennesker med: jeg tror du er klogere end mig. De er langt mere impulsstyrede end du og jeg, de er dog langt bedre end den lille trold her hjemme der lige er fuldt 8 i dag. Derfor er det ingen skam, at give dem frihed i doser og ikke den fulde frihed, for nu er du teenager (og så bagefter brokke sig over de ikke et til at få op om morgenen, eller værelset ligner et bombekrater, eller de fortæller aldrig om de er hjemme eller ej, eller.....). 

Vi behøver selvsagt ikke være enige, men må indrømme jeg også som lærer, ville løfte øjenbrynene en smule, hvis jeg kontaktede hjemmet om en elev der som 13 årig sad og hang hele dagen, og virkede som om han har i total søvnunderskud og jeg blev mødt af, vi vil ikke fortælle ham, hvornår han skal sove, for det skal han selv mærke efter. Hvis den samme familie havde en velfungerende dreng på 13, som var frisk og veludhvilet ville det være mig fuldstændig ligegyldigt. Og jo jeg møder 13 årige drenge med sorte rander under øjenene, som ikke er i stand til at mørke efter om de er trætte når fortnite eller World of Warcraft er i gang. Jeg har min famøse teenage datter og jeg kan give slip som du beskriver på næsten alt (det ned at skulle sove og ikke ligge og se friends en helt nat, det kræver regler), men jeg ved også jeg er heldig, for ser andre af vennerne, hvor alkohol fylder meget både fredag og lørdag, hvor man kommer hjem klokken 5 om natten, hvis overhovedet, hvor man ved hash er en del af festerne osv. Og nej det er ikke fordi de har strammere regler eller andet, det er alene fordi det er forskellige børn - og jeg ved jeg ikke kan forvente det bliver lige så let med de to næste i børneflokken, og vil derfor aldrig opstille kategoriske “regler” for hvordan jeg vil opdrage min teenager, det bliver ud fra hver enkelt teenager, der kommer i denne familie. 

 

Jeg har aldrig følt mig skamfuld. Aldrig nogensinde - og har aldrig følt, at jeg ikke måtte dumme mig. Min mor sagde det til mig, for at få mig til at føle mig ansvarlig for mit eget liv og set var ment som et udtryk for at hun stolede på mig. Jeg har aldrig skammet mig som sådan - jeg har aldrig følt jeg ikke måtte fejle. Jeg har aldrig skammet mig men jeg har fejlet - en masse gange. Men heldigvis har jeg intet, jeg har fortrudt i mit liv.  

som jeg også skriver, så er jeg enig i, at der skal være regler for fællesskabet. Og jeg er sådan set slet ikke uenig i noget af det du skriver. 

Hvis min 13-årige ikke kan administrere sin søvn selv, hvis jeg kan se det påvirker, så vil jeg som mor aldrig ikke tage affære. Jeg ville forhåbenligt også have taget affære før, og set mit barn inden det var så slemt (det håber jeg)

jeg vil aldrig lade en 13-årig der havde det dårlig være! Aldrig!!!

Det er noget, som andre læser - at jeg mener tingene som absolutter. Det gør jeg ikke. Intet er sort og Hvidt - det har jeg aldrig sagt. 

Jeg siger, at det er mærkelig at stille regler op for en 15-17 årig, men ikke at der er rammer, ikke at der er krav og ikke at de får lov at sejle indernes egen sø. Jeg mener, at de er så store, at de skal have ansvar og indflydelse i alt i deres liv, jo mindre de decideret har et problem eller ikke kan styre det. Men indflydelse er jo rammer - regler er bestemt af andre (i min verden) 

Helt personligt er jeg enormt tilfreds med mit liv, min dejlige uddannelse og mit faste job og min mand og mine børn. Og ikke mindst mit selvværd og min evne til at følge min mavefornemmelse og min tro på mig selv og der mener jeg bestemt, at den frihed og den opdragelse jeg har fået, spiller enormt meget ind. 

Og ja, der er også forskellige personligheder og der endda diagnoser, hvor mine tanker om rammer ikke kan give sig. Selvfølglig - jeg er ikke blind. Men jeg diskuterer meget specifikt og har aldrig sagt, at jeg ville lade en 13-årig sidde med sorte rander og ikke tage ansvar. Det ene udelukker ikke det andet. Det handler om, at jeg synes at ordet regler - og konkrete regler, er et problem for den 15-årige. Og det som du gør, at lade dine børn være med til at definere rammerne - (som jeg ville kalde det) er præcis den måde, ja er opdraget på. Men for nogen er det “ansvar” at definere rammerne også en stor mundfuld. 

Jeg sagde barn, store børn kan ikke opdrages med regler. Og med det mener jeg “du må ikke drikke mere end 2 øl, fordi det bestemmer vi” (regler er i min opfattelse en bestemmelse udstukket af nogen, hvor nogle andre skal følge dem) 

at sige: hvad synes du selv er fint i din alder, er rammer og forhandling og ikke regler som er udstukket af andre. (Rammer er indflydelse og frihed under ansvar og ikke bestemt som sådan) 

men jeg takker for en fin debat god dag

lineog4 skriver:

Når jeg læser, kommer jeg hele tiden til at tænke på definitionen af regler, og ikke mindst hvordan de så bliver brugt når børnene ikke er teenagere. Og jeg tænker på de såkaldte familieværdier som jo ikke altid passer overens med en teenager, for det er jo ikke bare alkohol og hjem tidspunkter, men også at være en del af det fællesskab som en familie er.

Jeg tror aldrig mine børn har mødt regler a la gør du ikke det, så sker det som eksemplet med kørekortet. De møder regler a la du skal i seng nu for jeg som voksen ved, at det er bedst for dig at få din søvn og være frisk i morgen hvor du skal i skole, vi skal på tur hele dagen til zoo eller vi skal til faster Gyrdas fødselsdag. Eller du skal komme og spise sammen med os nu, for I vores familie er fællesskabet, når vi spiser sammen vigtigt for os som familie. 

Og nu sidder jeg som mor til en teenager, en fornuftig en af slagsen skal jeg huske at skrive, en del rammer/regler er til konstruktiv debat fx er mit start udgangspunkt for alkohol og hjemkomsttider altid, at jeg spørger hvad hun synes er rimeligt for en på 15 år, og så tager vi den der fra. Men der er også ting, som ikke er til debat, fx at man da selvsagt giver besked i god tid, hvis man ikke er hjemme til aftensmad for vores familie er et forpligtende fællesskab og alle har en forpligtigelse i forhold til hinanden, det er også en regel at man hjælper med at tage ud af bordet, dækker bord, tager sine ting ud af stuen osv. For jeg er ikke ansat tjenestepige, vi har alle et ansvar og det er absolut ikke bare en ramme eller ren værdi, det er en bestemmelse. Der er også regler om, hvad tid man kommer hjem om natten, men reglerne er lavet i fællesskab, der er også regler som fx tilgodeser, at vi er flere i familien som skal have sin søvn, så der er ikke høj musik som forstyrrer, ikke ud og tænde alt lys, tandbørstning er foregået så der er ro i lejligheden osv. Der er sørme også regler om, at man står op hver morgen og går i skole - det er ikke bare en ramme, men en bestemmelse. På samme måde forventes det, at man laver sine lektier, at man taler pænt til hinanden, at man ikke ødelægger ting med vilje og og og og... for i vores familie er vi et fællesskab bestående af 5 individer og der skal være plads til alle, og det kan nogle gange betyde man må slække på sin personlige frihed. Det gælder for alle teenager, præteen og bare sjov lillebror. Det gælder sørme også for mor og far.  Med den øgede frihed, følger jo også det øgede ansvar for andre. 

Når hun skal ud til fest, eller som i de her dage på Roskilde Festival, så bliver hun ikke mødt af et krav om at vide bedre end mig, ikek dumme sig som mig - det åg vil jeg ikke putte på hendes skuldre, hun skal ikke skamme sig, hvis hun “fejler”, hun bliver ikke mindre klog, mindre “god”, hvis hun opfører sig, som jeg en gang gjorde, og hvorfor overhovedet møde de kære unge med det? Jeg oplever det som et irrationelt argument for jeg har jo klaret mig fint, hvorfor ikke hellere være ærlig og sige: jeg ville gerne sætte en regel op om, at du ikke må ryge, men jeg ved desværre også, at den regel måske virker som varm luft for vil du så gør du det. Jeg selv fortæller min teenager, hvad jeg mener er reglerne eller rimeligt for en der lige er fyldt 15, noget af det er regler fx man kommer hjem til den aftalte tid og forklaringen er meget simpel: for ellers bliver jeg bange, og det er min pligt som forælder at reagere hvis du bliver væk (har lige haft en episode med en grønlandsk elev vi havde boende for er par år siden, hun blev fundet død i december. Og først på af formiddagen for ingen vidste hun var væk, ingen havde reageret for der var ingen aftaler med forælder om komme hjem tid eller om man sov de ene sted eller det andet. Så reglerne er der jo også for at beskytte og være der for de unge mennesker. 

Og til sidst så vil jeg sige rent kognitivt og i forhold til de eksekutive funktioner, så er en hjerne på 15 år ikke færdigudviklet (bliver de faktisk først en sjat op i 20’erne). De er påbegyndt, men man kan ikke som voksen forvente samme rationale og konsekvensforståelse far en teenager som du kan af dig selv. Måske også derfor jeg ikke forstår, at man måder de unge mennesker med: jeg tror du er klogere end mig. De er langt mere impulsstyrede end du og jeg, de er dog langt bedre end den lille trold her hjemme der lige er fuldt 8 i dag. Derfor er det ingen skam, at give dem frihed i doser og ikke den fulde frihed, for nu er du teenager (og så bagefter brokke sig over de ikke et til at få op om morgenen, eller værelset ligner et bombekrater, eller de fortæller aldrig om de er hjemme eller ej, eller.....). 

Vi behøver selvsagt ikke være enige, men må indrømme jeg også som lærer, ville løfte øjenbrynene en smule, hvis jeg kontaktede hjemmet om en elev der som 13 årig sad og hang hele dagen, og virkede som om han har i total søvnunderskud og jeg blev mødt af, vi vil ikke fortælle ham, hvornår han skal sove, for det skal han selv mærke efter. Hvis den samme familie havde en velfungerende dreng på 13, som var frisk og veludhvilet ville det være mig fuldstændig ligegyldigt. Og jo jeg møder 13 årige drenge med sorte rander under øjenene, som ikke er i stand til at mørke efter om de er trætte når fortnite eller World of Warcraft er i gang. Jeg har min famøse teenage datter og jeg kan give slip som du beskriver på næsten alt (det ned at skulle sove og ikke ligge og se friends en helt nat, det kræver regler), men jeg ved også jeg er heldig, for ser andre af vennerne, hvor alkohol fylder meget både fredag og lørdag, hvor man kommer hjem klokken 5 om natten, hvis overhovedet, hvor man ved hash er en del af festerne osv. Og nej det er ikke fordi de har strammere regler eller andet, det er alene fordi det er forskellige børn - og jeg ved jeg ikke kan forvente det bliver lige så let med de to næste i børneflokken, og vil derfor aldrig opstille kategoriske “regler” for hvordan jeg vil opdrage min teenager, det bliver ud fra hver enkelt teenager, der kommer i denne familie. 

 

SÅ enig særligt i det sidste. Vores børn har krævet vidt forskellige regler og rammer og tilgang, også som teenagere, og vi har lært om og om igen, at når vi syntes, vi havde “knækket koden”, kom der nye behov til. Helt generelt er jeg slet ikke til faste principper og absolutter i forhold til børneopdragelse - altså udover de helt selvfølgelige og basale.