Søge job på egen barns skole

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg hverken ville kunne eller ønske, at være professionel overfor mit eget barn, og det er også på mit arbejdsområde (socialområdet) ganske anerkendt at man  bør undgå at blande sit profesionelle virke og sit privatliv).

Men det er egentlig ikke min primære modstand. Min primære modstand handler dels om den forvirring i rollerne, som jeg mener risikerer at opstå - men egentlig handler det allermest om drengen ret til, at mor ikke skal være en del af hans skoleliv. Det er hans sfære - og den skal ikke forstyrres af mors tilstedeværelse. Man behøver ikke at være “dårligt opdraget”, for som barn/ung at have brug for plads uden forældres kendskab til detaljerne.

At der findes eksempler på, at det kan gå godt, er jo ikke et argument for, at det generelt er en god idé... 

Og hvis andre forældre har er et problem med det, ja, så er det primært deres problem - men hvorfor risikerer at trække sådanne konflikter ind i barnets (skole)liv? Med mindre man virkelig ikke har andre jobmuligheder, men det lyder jo ikke til at være problemstillingen her...

Det har du lov til at mene - men jeg synes virkelig, at det er uhyggeligt, at du ikke kan finde ud af at være professionel i forhold til hverken dit eget barn eller andres børn. Forældrene får ikke kendskab til detaljerne, da de fleste lærere netop kan være professionelle i forhold til deres kollegers børn.

Jeg taler om den helt almindelige skole - ikke specialområdet.

Og jeg går ikke ud fra, at du arbejder som ganske almindelig lærer.

Det ER de voksne, der laver forvirringen. Ikke børnene. Og jo - det har noget med forældrenes indstilling og opdragelse at gøre.

lineog4 skriver:

Det ville være absolut sidste mulighed , hvis jeg sagde ja til en stilling, hvor jeg skulle være lærer i samme klasse som et af mine børn gik i. 

Jeg kunne sagtens være professionel i timerne - ved ikke om jeg kunne vurdere professionelt fagligt, er bange for jeg ville vurdere dem hårdere end de andre. Men jeg ville ikke kunne være forælder på lige fod med de andre forældre, jeg ville aldrig kunne snakke om klassetrivsel, faglighed, elevgruppe osv som forælder, for jeg ville altid repræsentere læreren/autoriteten, den med den skærpede underetningspligt osv. 

Jeg kunne til nød være lærer på den skole mine børn gik, men aldrig i klassen eller årgangen.

og i en specialklasse er jeg endda endnu mere skeptisk, for der man som lærer meget tæt på familiers og elevers udfordringer, g alt efter hvilke udfordringer ens eget barn har, så tænker jeg også man kræver at ens eget barn kan placere mor som mor hjemme og lærer i skolen - en skelnen som selv for et barn uden udfordringer er svært. 

Så her fra ville jeg ikke anbefale det og sad jeg i ansættelsesudvalget ville det være et stort minus, hvis det var et skema der involverede timer i eget barns klasse.

Jeg tror ganske enkelt, det er fordi, I mangler erfaringen.

Det bliver netop kun et problem, hvis de voksne gør det til et problem.

Det har været en kæmpe fordel for mit, at mine forældre kunne hjælpe med lektierne på en måde, som mange andre forældre ikke kunne.

Selvfølgelig kan man placere mor som mor derhjemme - og som læreren i skolen. Det handler om ens forældres indstilling.

For mig lyder det til, at I sidder og skaber en masse problemer, som ikke er der.

Det har vi jo lov til at se forskelligt på - men det er JER, der som de voksne skaber problemerne, hvilket jeg synes er rigtig uheldigt.

Tommelise skriver:

For mig lyder det til, at I sidder og skaber en masse problemer, som ikke er der.

Det har vi jo lov til at se forskelligt på - men det er JER, der som de voksne skaber problemerne, hvilket jeg synes er rigtig uheldigt.

 

Hmm... men når der nu er så mange voksne (for børnene har vi ikke spurgt), der mener, at det er problematisk med en mor som lærer, kunne den mor jo også søge andet arbejde end lige præcis i det specialrækkespor, hendes søn går i.

Det kan godt være, at vi er en lang række fordomsfrederikker, men hvorfor opsøge problemerne? 

Du virker meget overbevist og nærmest missionerende for dit synspunkt, men vi er mange, der mener noget andet end dig.

Måske ligger sandheden et sted midt i mellem?

Abracadabra skriver:

Hmm... men når der nu er så mange voksne (for børnene har vi ikke spurgt), der mener, at det er problematisk med en mor som lærer, kunne den mor jo også søge andet arbejde end lige præcis i det specialrækkespor, hendes søn går i.

Det kan godt være, at vi er en lang række fordomsfrederikker, men hvorfor opsøge problemerne? 

Du virker meget overbevist og nærmest missionerende for dit synspunkt, men vi er mange, der mener noget andet end dig.

Måske ligger sandheden et sted midt i mellem?

Som jeg netop har skrevet  - så kan det være et problem på specialområdet, fordi et barn, der har brug for specialområdet, netop har nogle problemer

Men jeg synes, I opfinder en masse problemer inden for det ganske almindelige område. Der er SÅ mange fordomme netop på det område. Og som det er med så meget andet - så bliver man så træt af fordomme. Men dem kommer man selvfølgelig aldrig til livs.

Og beklager - men jeg kan kun læse det, som om I ikke kan finde ud af at være professionelle.

Men fred nu med det. 

Tommelise skriver:

Det har du lov til at mene - men jeg synes virkelig, at det er uhyggeligt, at du ikke kan finde ud af at være professionel i forhold til hverken dit eget barn eller andres børn. Forældrene får ikke kendskab til detaljerne, da de fleste lærere netop kan være professionelle i forhold til deres kollegers børn.

Jeg taler om den helt almindelige skole - ikke specialområdet.

Og jeg går ikke ud fra, at du arbejder som ganske almindelig lærer.

Det ER de voksne, der laver forvirringen. Ikke børnene. Og jo - det har noget med forældrenes indstilling og opdragelse at gøre.

 

 

Hehe ... der er da ikke noget spor uhyggeligt i den generelt meget anerkendte faglige og etiske problemstilling, mellem det at adskille professionelle og følelsesmæssige kompetencer 

Med mindre jeg var desperat (fx for et job), ville jeg ikke tilvælge en sammenblanding af de to. Ikke fordi jeg ikke kan (eller jo, grundlæggende mener jeg egentlig ikke, at man kan - dit eksempel om at dine forældre højest var “lidt strengere” ved dig viser jo netop relationsforvirringen), men mest fordi jeg ikke finder det hensigtsmæssigt. Jeg skal ikke være professionel overfor mit barn (eller min mand, eller min mor, eller min fætter...) Jeg skal være mor for mit barn, og det foretrækker jeg er noget ganske andet end faglighed...

Igen ... fordi det lykkedes nogenlunde for dine forældre (og jeg tror ikke, at jeg opfatter potentiel lektiehjælp som et tungtvejende argument), så gør det ikke at jeg generelt mener, at det er en god idé at lægen behandler sin søn, at socialrådgiveren udreder sit eget barn - eller at læreren underviser sit

Ps: Og nej, ingen personlige erfaringer herfra. Det ville mine forældre ikke byde mig. Men min venindes mor var sekretær på vores skole, og nøj hvor var hun ked og frustreret over, når hendes klassekammerater talte dårligt om hendes mor, eller når hendes mor automatisk kendte til en konflikt hun havde haft i sin klasse ....

Tommelise skriver:

Undskyld - men det er en nem holdning at have, at man ikke ville byde nogen det, hvis der er andre jobs at få i nærheden.

Når man bor i "udkantsdanmark", så kan man ikke bare lige tage arbejde i naboskolen. 

Men mine forældre har også "opdraget mig ordentligt" - det har aldrig været et stort problem. Min holdning er, at hvis de voksne ikke gør det til et problem - så er det ikke et problem for børnene. Jeg er ret ligeglad med, om andre tror en hel masse. Det samme var de andre lærerbørn - og vi var en hel del på vores skole.

 

Tja, jeg kører godt 25 km til en anden kommune for at arbejde dér, og mange af mine kolleger bor endnu længere væk - jeg tænker, man skal bo virkelig langt ude på landet, hvis det ikke er muligt at finde en anden skole en halv times kørsel væk. 

Jeg ved ikke, hvad du mener med, at dine forældre har “opdraget dig ordentligt” - og om du dermed antyder, at det er garanti for, der ikke opstår problemer. Eller rettere - at opstår der problemer, skyldes det manglende opdragelse. Jeg var selv et ordentligt opdraget lærerbarn, som ikke desto mindre skejede ud særligt de sidste år af min skoletid, og det var slemt nok for mig at møde mine mors elever til fester og i byen, selvom hun arbejdede på en anden skole i byen. Sladrede de til hende om, hvad jeg foretog mig? Hvis jeg snakkede med dem, ville de så sige, hun var en skrap kælling? Osv. Jeg havde det SÅ fint med, da mine egne børn var teenagere, at de havde deres sted, og jeg havde mit. 

Som nævnt har jeg oplevet alt for mange trælse episoder med kollegers børn på min egen skole til, at jeg vil anbefale det. Jeg kunne nævne flere endnu. P.t. har vi en sag, hvor en tidligere lærer på skolen har klaget over sin søns karakter til en mundtlig afgangsprøve. Dvs. en klage over en eks-kollega. Alene dét er svært, selvom de ikke længere er kolleger - der er en fælles omgangskreds, og det er svært ikke at tage parti. 

Så er der mine egne børns tidligere lærer, hvis tre børn gik på samme skole. Han blev - med rette eller urette, jeg kan ikke gennemskue det - omtalt blandt eleverne som klam og alt for nærgående over for pigerne. Ikke fedt for hans børn! 

Og så var der mine egne første år som lærer, hvor min mentor og mit forbillede blandt kollegerne havde sin datter til at gå i min klasse, og hvor det var virkeligt svært for mig at fortælle ham om, hvorfor hun var uden for fællesskabet blandt pigerne - og endnu sværere for ham at tage imod budskabet om, at hun selv havde en del af ansvaret. 

Det er dejligt, det har været problemfrit for dig, men jeg kan ikke helt forstå, du ikke kan se, at det kan være problematisk, uanset hvor professionelle lærerne er. Derudover - ved man nødvendigvis selv, hvor professionel man er i en sådan situation, før man står i den, og der opstår problemer? 

Tommelise skriver:

Som jeg netop har skrevet  - så kan det være et problem på specialområdet, fordi et barn, der har brug for specialområdet, netop har nogle problemer

Men jeg synes, I opfinder en masse problemer inden for det ganske almindelige område. Der er SÅ mange fordomme netop på det område. Og som det er med så meget andet - så bliver man så træt af fordomme. Men dem kommer man selvfølgelig aldrig til livs.

Og beklager - men jeg kan kun læse det, som om I ikke kan finde ud af at være professionelle.

Men fred nu med det. 

 

Hvordan kan konkrete oplevelser være fordomme? Og hvordan er det udtryk for manglende professionalisme, at børn kan have svært ved at tilbringe ti år i følelsen af, at deres far eller mor er lige om hjørnet, og at de andre børn er yderst opmærksomme på dette? 

Du har været heldig, at det forløb uden problemer, men kunne du tillægge vores erfaringer samme værdi som dine egne? 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Hehe ... der er da ikke noget spor uhyggeligt i den generelt meget anerkendte faglige og etiske problemstilling, mellem det at adskille professionelle og følelsesmæssige kompetencer 

Med mindre jeg var desperat (fx for et job), ville jeg ikke tilvælge en sammenblanding af de to. Ikke fordi jeg ikke kan (eller jo, grundlæggende mener jeg egentlig ikke, at man kan - dit eksempel om at dine forældre højest var “lidt strengere” ved dig viser jo netop relationsforvirringen), men mest fordi jeg ikke finder det hensigtsmæssigt. Jeg skal ikke være professionel overfor mit barn (eller min mand, eller min mor, eller min fætter...) Jeg skal være mor for mit barn, og det foretrækker jeg er noget ganske andet end faglighed...

Igen ... fordi det lykkedes nogenlunde for dine forældre (og jeg tror ikke, at jeg opfatter potentiel lektiehjælp som et tungtvejende argument), så gør det ikke at jeg generelt mener, at det er en god idé at lægen behandler sin søn, at socialrådgiveren udreder sit eget barn - eller at læreren underviser sit

Ps: Og nej, ingen personlige erfaringer herfra. Det ville mine forældre ikke byde mig. Men min venindes mor var sekretær på vores skole, og nøj hvor var hun ked og frustreret over, når hendes klassekammerater talte dårligt om hendes mor, eller når hendes mor automatisk kendte til en konflikt hun havde haft i sin klasse ....

Det ville dine forældre "ikke byde dig" - okay - så du synes lige, du kan tillade dig at udtale dig om, at mine forældre var dårligere forældre end dine - og nej det lykkedes ikke "nogenlunde" for mine forældre - det lykkedes rigtig godt.

Ja, jeg har da også hørt andre elever tale dårligt om min mor og far, men mine forældre har netop givet mig en ballast og styrke, som betyder, at jeg ikke er så sart.

Jeg synes, det er meget uhyggeligt, at forældre i dag er så pylrede omkring deres børn. 

Mor og meget mere skriver:

Hvordan kan konkrete oplevelser være fordomme? Og hvordan er det udtryk for manglende professionalisme, at børn kan have svært ved at tilbringe ti år i følelsen af, at deres far eller mor er lige om hjørnet, og at de andre børn er yderst opmærksomme på dette? 

Du har været heldig, at det forløb uden problemer, men kunne du tillægge vores erfaringer samme værdi som dine egne? 

Jeg går ud fra, at du er en hel del yngre end mine forældre var,

Man er nødt til at tage et job, der hvor ens linjefag ligger. Man kan f.eks. ikke bare lige være idrætslærer, hvis man har et fysisk handicap.

Nej, jeg har ikke været heldig, Men jeg har lært ikke at gøre alting til et problem.

Og forældre kan godt opdrage deres børn til ikke at være så sarte.