Søge job på egen barns skole

Abracadabra skriver:

Jeg kan på ingen måde være professionel i forhold til mit eget barn - jeg er læge og har utallige gange frygtet meningitis, kræft, autisme mm. ud fra meget diskrete symptomer. Indenfor mit felt er det meget velkendt, at man ikke skal være læge for sin familie. Der er alt for mange følelser på spil.

Jeg ville som forælder til et barn i en specialklasse have det ret svært med, at én af lærerne var forælder til et barn i klassen. Især hvis det var skrøbelige børn som fx. børn med ADHD, autisme eller sociale vanskeligheder. 

Mine forældre kunne så absolut godt være professionelle.

Tommelise skriver:

Og lige et nysgerrigt, åbent spørgsmål til jer, der mener, at det er et problem.

Hvis vi ser bort fra, at der i TS´s tilfælde er tale om special-området - hvorfor er det så et problem ?

Er det fordi I ikke selv ville kunne finde ud af at være professionelle ?

Venlig hilsen et meget undrende "lærerbarn"

Jeg har oplevet problemer med kolleger, hvis børn var elever på skolen, adskillige gange. Det har sjældent omhandlet “lærer-forældrenes” professionalisme eller mangel på samme, men det faktum, at børnene ikke var/er  “professionelle”.

De har taget sig det nært, når deres mor eller far blev omtalt grimt af andre elever - og som lærere BLIVER vi altså indimellem omtalt negativt.

De har oplevet at skulle demonstrere, at de ikke var nogle artige “dengser” - et stempel, man godt kan få som lærerbarn. 

De har ikke haft et frirum og en egen verden på skolen - alle elever vidste, hvis Lærer Sannes datter havde knaldet med en fra parallelklassen til en fest, og de har gruet for, historierne også nåede lærerværelset og Mor Sanne. 

Fik de høje karakterer, har det ligget i luften, at det jo også var Mor/Far ELLER Mors/Fars gode kolleger, der havde givet dem. 

Der har været klassekammeraternes forældre, som mente at kunne regne ud, at Sofie altid er gået fri for ansvaret i konflikter, fordi hendes far var lærer på skolen. 

Jeg ville aldrig byde mine børn eller for den sags skyld mig selv dette. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg har oplevet problemer med kolleger, hvis børn var elever på skolen, adskillige gange. Det har sjældent omhandlet “lærer-forældrenes” professionalisme eller mangel på samme, men det faktum, at børnene ikke var/er  “professionelle”.

De har taget sig det nært, når deres mor eller far blev omtalt grimt af andre elever - og som lærere BLIVER vi altså indimellem omtalt negativt.

De har oplevet at skulle demonstrere, at de ikke var nogle artige “dengser” - et stempel, man godt kan få som lærerbarn. 

De har ikke haft et frirum og en egen verden på skolen - alle elever vidste, hvis Lærer Sannes datter havde knaldet med en fra parallelklassen til en fest, og de har gruet for, historierne også nåede lærerværelset og Mor Sanne. 

Fik de høje karakterer, har det ligget i luften, at det jo også var Mor/Far ELLER Mors/Fars gode kolleger, der havde givet dem. 

Der har været klassekammeraternes forældre, som mente at kunne regne ud, at Sofie altid er gået fri for ansvaret i konflikter, fordi hendes far var lærer på skolen. 

Jeg ville aldrig byde mine børn eller for den sags skyld mig selv dette. 

Undskyld - men det er en nem holdning at have, at man ikke ville byde nogen det, hvis der er andre jobs at få i nærheden.

Når man bor i "udkantsdanmark", så kan man ikke bare lige tage arbejde i naboskolen. 

Men mine forældre har også "opdraget mig ordentligt" - det har aldrig været et stort problem. Min holdning er, at hvis de voksne ikke gør det til et problem - så er det ikke et problem for børnene. Jeg er ret ligeglad med, om andre tror en hel masse. Det samme var de andre lærerbørn - og vi var en hel del på vores skole.

Abracadabra skriver:

Og alene risikoen for at skulle sende en mor ind i sin søns klasse som underviser gør, at ledelsen bør vælge en anden ansøger. Så får ledelsen en mere fleksibel medarbejder.

Det vil jeg så mene, er noget vrøvl.

Mor og meget mere skriver:

Jeg har oplevet problemer med kolleger, hvis børn var elever på skolen, adskillige gange. Det har sjældent omhandlet “lærer-forældrenes” professionalisme eller mangel på samme, men det faktum, at børnene ikke var/er  “professionelle”.

De har taget sig det nært, når deres mor eller far blev omtalt grimt af andre elever - og som lærere BLIVER vi altså indimellem omtalt negativt.

De har oplevet at skulle demonstrere, at de ikke var nogle artige “dengser” - et stempel, man godt kan få som lærerbarn. 

De har ikke haft et frirum og en egen verden på skolen - alle elever vidste, hvis Lærer Sannes datter havde knaldet med en fra parallelklassen til en fest, og de har gruet for, historierne også nåede lærerværelset og Mor Sanne. 

Fik de høje karakterer, har det ligget i luften, at det jo også var Mor/Far ELLER Mors/Fars gode kolleger, der havde givet dem. 

Der har været klassekammeraternes forældre, som mente at kunne regne ud, at Sofie altid er gået fri for ansvaret i konflikter, fordi hendes far var lærer på skolen. 

Jeg ville aldrig byde mine børn eller for den sags skyld mig selv dette. 

Sådan som jeg læser det - så er det netop de voksne  - "klassekammeraternes forældre" - der ikke kan være professionelle - og ikke børnene.

Tommelise skriver:

Det vil jeg så mene, er noget vrøvl.

Det må du jo gerne mene.

Men hvis man skal vælge mellem 2 lige gode ansøgere, hvor den ene har barn i klassen og vil foretrække ikke at undervise eget barn, vælger man så ikke den anden mere fleksible ansøger? Det ville jeg da gøre - så får man mest for pengene.

Abracadabra skriver:

Det må du jo gerne mene.

Men hvis man skal vælge mellem 2 lige gode ansøgere, hvor den ene har barn i klassen og vil foretrække ikke at undervise eget barn, vælger man så ikke den anden mere fleksible ansøger? Det ville jeg da gøre - så får man mest for pengene.

Nej, man får ikke mere for pengene, hvis man vælger den anden ansøger.

Jeg har aldrig oplevet, at mine forældre - eller de andre lærere - ikke kunne være professionelle.

Abracadabra skriver:

Det må du jo gerne mene.

Men hvis man skal vælge mellem 2 lige gode ansøgere, hvor den ene har barn i klassen og vil foretrække ikke at undervise eget barn, vælger man så ikke den anden mere fleksible ansøger? Det ville jeg da gøre - så får man mest for pengene.

De fleste forældre vil helst undgå klasser med deres egne børn - men det kan ikke lade sig gøre på små skoler -og det er mest p.gr.a. at de andre forældre ikke kan finde ud af at skelne.

Jeg tror altså, at du ser spøgelser.

Tommelise skriver:

Og lige et nysgerrigt, åbent spørgsmål til jer, der mener, at det er et problem.

Hvis vi ser bort fra, at der i TS´s tilfælde er tale om special-området - hvorfor er det så et problem ?

Er det fordi I ikke selv ville kunne finde ud af at være professionelle ?

Venlig hilsen et meget undrende "lærerbarn"

Jeg hverken ville kunne eller ønske, at være professionel overfor mit eget barn, og det er også på mit arbejdsområde (socialområdet) ganske anerkendt at man  bør undgå at blande sit profesionelle virke og sit privatliv).

Men det er egentlig ikke min primære modstand. Min primære modstand handler dels om den forvirring i rollerne, som jeg mener risikerer at opstå - men egentlig handler det allermest om drengen ret til, at mor ikke skal være en del af hans skoleliv. Det er hans sfære - og den skal ikke forstyrres af mors tilstedeværelse. Man behøver ikke at være “dårligt opdraget”, for som barn/ung at have brug for plads uden forældres kendskab til detaljerne.

At der findes eksempler på, at det kan gå godt, er jo ikke et argument for, at det generelt er en god idé... 

Og hvis andre forældre har er et problem med det, ja, så er det primært deres problem - men hvorfor risikerer at trække sådanne konflikter ind i barnets (skole)liv? Med mindre man virkelig ikke har andre jobmuligheder, men det lyder jo ikke til at være problemstillingen her...

Det ville være absolut sidste mulighed , hvis jeg sagde ja til en stilling, hvor jeg skulle være lærer i samme klasse som et af mine børn gik i. 

Jeg kunne sagtens være professionel i timerne - ved ikke om jeg kunne vurdere professionelt fagligt, er bange for jeg ville vurdere dem hårdere end de andre. Men jeg ville ikke kunne være forælder på lige fod med de andre forældre, jeg ville aldrig kunne snakke om klassetrivsel, faglighed, elevgruppe osv som forælder, for jeg ville altid repræsentere læreren/autoriteten, den med den skærpede underetningspligt osv. 

Jeg kunne til nød være lærer på den skole mine børn gik, men aldrig i klassen eller årgangen.

og i en specialklasse er jeg endda endnu mere skeptisk, for der man som lærer meget tæt på familiers og elevers udfordringer, g alt efter hvilke udfordringer ens eget barn har, så tænker jeg også man kræver at ens eget barn kan placere mor som mor hjemme og lærer i skolen - en skelnen som selv for et barn uden udfordringer er svært. 

Så her fra ville jeg ikke anbefale det og sad jeg i ansættelsesudvalget ville det være et stort minus, hvis det var et skema der involverede timer i eget barns klasse.