Ræven

lineog4 skriver:

Jeg synes om udgangspunkt ikke en abort er en dårlig ide, især ikke når faren er meget stålsat vedr. Ikke at ville have barnet. 

Der er bare det men, at ts ikke taler om en abort, hun taler ikke om en medicinsk abort eller om en udskrabning i fald narkose. Hun taler om at tage en pille som stopper hjertet, for derefter at skulle føde fosteret/barnet med veer og have muligheden for at se det lille foster, kunne få oplyst køn, tage finger og fødder aftryk mm.

Jeg har pga jeg selv har mistet et barn, både deltaget i og været oplægsholder til åbne huse for de der har mistet, jeg er aktiv på forum hvor man har mistet. Og jeg har mødt fædre og mødre som har valgt at ende en graviditet af forskellige årsager, og det er ikke en “bare” ting. Det er fyldt med en masse hvis’er og det til trods for børnene oftest har været for syge til livet eller har haft downs osv. Det fylder som en sorg, en mangel i deres liv. Det kan godt være ts kan lukke af for følelserne, “glemme” oplevelsen og fosteret/barnet og kan føde og sige; det var det. Men hvis ts på nogle måde er usikker, ville jeg til hver en tid råde ts til at tale det igennem med en fagperson, ts har allerede skulle igennem en samtale for at ansøge, og ved denne samtale har hun fået en masse gode råd til hvordan hun kan fravælge aborten (ja egentlig undrer det mig ts har fået ja og endda uden at skulle anke, for hendes situation lever ikek op til de krav der er for at få tilkendt en senabort, men der må så være lidt mere som vi ikke kender til og det er okay). Grunden til man fraråder og tager samtaler og det skal op i et råd, er ikke bare fordi man tænker alle fostre har ret til liv, men må i højere grad fordi man ved, der kan være en del senfølger mentalt for de forældre der går igennem en senabort. 

Så nej ikke imod abort, fraråder ikke abort, men siger: tag imod alle snakke, tænke dig virkelig grundigt om før du gennemgår en senabort i DK (jeg ved i England gør de det vist i narkose).

Du har sikkert ret og jeg prøver ikke at negligere at det kan have store konsekvenser for hende med en sen-abort.

Jeg synes bare der manglede det aspekt, at hun de næste mange år måske bliver nødt til at forholde sig til en mand hun allerede er vred på.

Der er ingen hemligheder i det her. Jeg fortalte social rådgiveren præcis hvad jeg har skrevet i starten. Jeg har Google talrige indlæg om senabort og afslag. Og tænkte at med de afslag folk havde fået, som eller var meget bedre grund end mine, ville jeg aldrig få lov. Jeg sagde også til samtalen t jeg ikke ville tage til Sverige hvis de sagde nej. Jeg spurgte hvordan det kunne være jeg fik er ja or hun hentydede til min sociale situation at jeg måske blev alene, havde to børn og min økonomi. Jeg tjener omkring 40.000kr om mdr. Og min kæreste der dobbelte. Så det undrer også mig. Nu kæmper jeg også med følelsen af at føle mig uduelig da 3 mennesker kan votere og blive enige om at en abort er det bedste. 

Jeg har beskyttet mig og kom for sent til lægen da jeg slet ikke havde mistanke til graviditet pga korrekt brug af minipiller. Og nu føler jeg at jeg står med lort til halsen. Jeg kan vælge at ufrivilligt gøre min kæreste til far og se hvordan det går. Men hvor sjov en en følsom tid som gravid hvis man bliver forladt? Jeg skal også have overskud til mine andre to børn. 

På den anden side er jeg panisk angst for at tage den pille og skulle igennem en fødsel og der kommer et foster ud som er i 15 uge. Det ligner jo et lille menneske. Min kæreste er meget berørt af der her, men synes stadig det er den vej vi skal gå. Jeg er bange for at når han ser hvad det er vi skal igennem og når han ser det lille foster, så går det op for ham hvad der er sket. Men så er det bare for sent. Jeg er bange for at hans oplevelser med ikke at kunne være far for sin nu store datter, der var massiv modstand fra morens side da hun var lille, gør at han tænker han ikke egner sig til far. Fordi han ville blive en god far og han har gode værdier, bortset fra lige der her. 

Vi kigger jo på lejlighed sammen og han snakker om at giftes, men når man vil alt det, burde man så ikke kunne overskue der her? 

Det gør mig også ked af at min sidste graviditet i mit liv skal afsluttes i uge 15 pga den her situation. Situationen er helt uholdbar på alle måder.  

Anonym skriver:

Der er ingen hemligheder i det her. Jeg fortalte social rådgiveren præcis hvad jeg har skrevet i starten. Jeg har Google talrige indlæg om senabort og afslag. Og tænkte at med de afslag folk havde fået, som eller var meget bedre grund end mine, ville jeg aldrig få lov. Jeg sagde også til samtalen t jeg ikke ville tage til Sverige hvis de sagde nej. Jeg spurgte hvordan det kunne være jeg fik er ja or hun hentydede til min sociale situation at jeg måske blev alene, havde to børn og min økonomi. Jeg tjener omkring 40.000kr om mdr. Og min kæreste der dobbelte. Så det undrer også mig. Nu kæmper jeg også med følelsen af at føle mig uduelig da 3 mennesker kan votere og blive enige om at en abort er det bedste. 

Jeg har beskyttet mig og kom for sent til lægen da jeg slet ikke havde mistanke til graviditet pga korrekt brug af minipiller. Og nu føler jeg at jeg står med lort til halsen. Jeg kan vælge at ufrivilligt gøre min kæreste til far og se hvordan det går. Men hvor sjov en en følsom tid som gravid hvis man bliver forladt? Jeg skal også have overskud til mine andre to børn. 

På den anden side er jeg panisk angst for at tage den pille og skulle igennem en fødsel og der kommer et foster ud som er i 15 uge. Det ligner jo et lille menneske. Min kæreste er meget berørt af der her, men synes stadig det er den vej vi skal gå. Jeg er bange for at når han ser hvad det er vi skal igennem og når han ser det lille foster, så går det op for ham hvad der er sket. Men så er det bare for sent. Jeg er bange for at hans oplevelser med ikke at kunne være far for sin nu store datter, der var massiv modstand fra morens side da hun var lille, gør at han tænker han ikke egner sig til far. Fordi han ville blive en god far og han har gode værdier, bortset fra lige der her. 

Vi kigger jo på lejlighed sammen og han snakker om at giftes, men når man vil alt det, burde man så ikke kunne overskue der her? 

Det gør mig også ked af at min sidste graviditet i mit liv skal afsluttes i uge 15 pga den her situation. Situationen er helt uholdbar på alle måder.  

 

Men hvad med dig - ja der er en chance for din kæreste vil fortryde for sent, men hvad med dig, kan du med bare en lille form for ro i sindet fortælle dig selv og dine følelser, at det er det rigtige valg? Kan du sige med en hvis form for sikkerhed, at jeg jeg kan klare at føde det her foster for det er rigtigt, at jeg ikke kan klare at være alene hverken følelsesmæssigt eller økonomisk med 3 børn?

Kan du forestille dig, at livet går videre med fælles boligkøb, rejser, familie med papfar, mor og to børn og I så en sjælden gang sender en lille vemodig tanke til det barn der kunne have været, men ellers levet jeres dages ende?

Jeg kunne blive ved at finde på spørgsmål, og jeg håber nogle på din vej har stillet dig dem og givet dig tid til at besvare dem. Ikke fordi jeg synes senabort er forkert, men fordi jeg synes den er forkert hvis ikke forældrene (begge to) er næsten 100% sikre på det er det rigtige valg. Og at begge forældre når det handler om en ikke ønsket graviditet kan se det som et foster og ikke som et barn - det er noget helt andet hvis historien var fx et meget hjertesygt foster så ville jeg anbefale at tage kontakt til landsforeningen ved spædbarnsdød, tale om bisættelse/begravelse, finde et tæppe, en bamse hvad ved jeg, men med dig handler det jo om, hvorvidt du er der hvor du kan se det som et uønsket foster som aldrig skulle være et barn. Jeg håber virkelig du har tænkt det grundigt igennem, har talt med professionelle og også har fået gode råd til hvordan livet kunne arte sig hvis du ikke valgte en abort. 

Jeg synes du skal få barnet, så må han blive eller gå.. hvis han går, så var han nok gået på et senere tidspunkt i livet, hvis der kom andre udfordringer.

Og når du beslutter dig for at beholde det, så må du gerne glæde dig, snakke om det "hele tiden", glæde dine børn med nyheden og alle de ting som følger med.. så må han affinde sig med det eller gå.

Hvis du får en abort, så tror jeg seriøst du fortryder det big time..... 

Ps: Tror i øvrigt du har fat i god essens omkring din mand, han har ikke følt han har slået til tidligere med sin datter - derfor frygter han, at han heller ikke gør det denne gang. Har du snakket med ham om det? Det værste for mænd er følelsen af ikke at slå til.......

Jeg tror på dig, det skønne dejlige barn... og jeres lille familie 

Du har sikkert ret og jeg prøver ikke at negligere at det kan have store konsekvenser for hende med en sen-abort.

Jeg synes bare der manglede det aspekt, at hun de næste mange år måske bliver nødt til at forholde sig til en mand hun allerede 

Anonym skriver:

Der er ingen hemligheder i det her. Jeg fortalte social rådgiveren præcis hvad jeg har skrevet i starten. Jeg har Google talrige indlæg om senabort og afslag. Og tænkte at med de afslag folk havde fået, som eller var meget bedre grund end mine, ville jeg aldrig få lov. Jeg sagde også til samtalen t jeg ikke ville tage til Sverige hvis de sagde nej. Jeg spurgte hvordan det kunne være jeg fik er ja or hun hentydede til min sociale situation at jeg måske blev alene, havde to børn og min økonomi. Jeg tjener omkring 40.000kr om mdr. Og min kæreste der dobbelte. Så det undrer også mig. Nu kæmper jeg også med følelsen af at føle mig uduelig da 3 mennesker kan votere og blive enige om at en abort er det bedste. 

Jeg har beskyttet mig og kom for sent til lægen da jeg slet ikke havde mistanke til graviditet pga korrekt brug af minipiller. Og nu føler jeg at jeg står med lort til halsen. Jeg kan vælge at ufrivilligt gøre min kæreste til far og se hvordan det går. Men hvor sjov en en følsom tid som gravid hvis man bliver forladt? Jeg skal også have overskud til mine andre to børn. 

På den anden side er jeg panisk angst for at tage den pille og skulle igennem en fødsel og der kommer et foster ud som er i 15 uge. Det ligner jo et lille menneske. Min kæreste er meget berørt af der her, men synes stadig det er den vej vi skal gå. Jeg er bange for at når han ser hvad det er vi skal igennem og når han ser det lille foster, så går det op for ham hvad der er sket. Men så er det bare for sent. Jeg er bange for at hans oplevelser med ikke at kunne være far for sin nu store datter, der var massiv modstand fra morens side da hun var lille, gør at han tænker han ikke egner sig til far. Fordi han ville blive en god far og han har gode værdier, bortset fra lige der her. 

Vi kigger jo på lejlighed sammen og han snakker om at giftes, men når man vil alt det, burde man så ikke kunne overskue der her? 

Det gør mig også ked af at min sidste graviditet i mit liv skal afsluttes i uge 15 pga den her situation. Situationen er helt uholdbar på alle måder.  

 

Jeg har meget svært ved at finde ud af om du vil have abort eller vil have barnet. Du skriver meget om din kæreste, hvad han føler, synes, vil eller ikke vil. Og at du har meget svært ved at skulle igennem det mm. Der er ting der sker for dig, folk der træffer beslutninger og har meninger. Men vil du have en abort? Vil du gerne selv have det her barn? 

Hold nu k... Jeg er nødt til at svare nu. Jeg sidder her karriere mor og far (+40) med 4 børn + et bonus og alle er under 8. Vores hverdag er sindssygt hård men jeg kunne aldrig have aborteret den yngste selvom jeg havde muligheden for at gøre det i 4 uge. 

Dine børn er store, din kæreste er en dejlig mand. Det kan sagtens lade sig gøre. Det er nemt. Stol på dig selv.  Du vil ikke have den abort.  Du er nødt til at gøre hvad der er bedst for dig, barn og mand;  du kender svaret. Her er det kvinden - dig- der er det stærke køn. 

I er virkelig søde til at komme med gode input. 

Vi fik en lang snak i eftermiddag. Han græd som pisket og var virkelig ked af det. Han havde i går med sit arbejde været ude ved en to mdr gammel baby og hun havde været så fin og han havde tænkt det kunne være hans om nogen tid. Han var bare så bange for ikke at have overskud, og hvad hvis der var er barn som græd hele tiden, og hvis han blev træt og irriterert, så ville jeg sikkert ende med at få fra ham. 

Han mener  dog stadig at en abort er mest fornuftig, men han ville blive hos mig hvis jeg vælger anderledes. Men han er bange for vi ender med at gå fra hinanden og der synes han er at svigte er lille barn. 

Jeg kan sagtens se mig selv uden børn, så forsætter mit liv som hidtil. Lige nu er der god knald på karrieren og livet var dejligt indtil det her. Men jeg ved godt at jeg udemærket kunne klare er barn mere. Jeg har altid masser af energi. Men jeg ville nok synes det var ensomt at sidde alene altid som småbørns mor. Derfor er det at der får mig imod at ende som enlig mor. Jeg gider der slet ikke som gravid og mor til en baby. Men hvor føles der forkert at adskille mig med et barn som er så langt henne. 

Jeg tager ud på hospitalet på søndag, men jeg er ikke sikker på jeg tager den pille. Jeg snakker med dem og hvis jeg ikke vil gøre der vil jeg høre om de kan lave en skanning så jeg kan se den ordentligt og få er billede med til min kæreste og børn, og så ruller det, så må vi se hvad der sker. Jeg er ikke sikker endnu. Men hælder mest til at vi får der barn. 

Tal for svar og god weekend. 

Anonym skriver:

I er virkelig søde til at komme med gode input. 

Vi fik en lang snak i eftermiddag. Han græd som pisket og var virkelig ked af det. Han havde i går med sit arbejde været ude ved en to mdr gammel baby og hun havde været så fin og han havde tænkt det kunne være hans om nogen tid. Han var bare så bange for ikke at have overskud, og hvad hvis der var er barn som græd hele tiden, og hvis han blev træt og irriterert, så ville jeg sikkert ende med at få fra ham. 

Han mener  dog stadig at en abort er mest fornuftig, men han ville blive hos mig hvis jeg vælger anderledes. Men han er bange for vi ender med at gå fra hinanden og der synes han er at svigte er lille barn. 

Jeg kan sagtens se mig selv uden børn, så forsætter mit liv som hidtil. Lige nu er der god knald på karrieren og livet var dejligt indtil det her. Men jeg ved godt at jeg udemærket kunne klare er barn mere. Jeg har altid masser af energi. Men jeg ville nok synes det var ensomt at sidde alene altid som småbørns mor. Derfor er det at der får mig imod at ende som enlig mor. Jeg gider der slet ikke som gravid og mor til en baby. Men hvor føles der forkert at adskille mig med et barn som er så langt henne. 

Jeg tager ud på hospitalet på søndag, men jeg er ikke sikker på jeg tager den pille. Jeg snakker med dem og hvis jeg ikke vil gøre der vil jeg høre om de kan lave en skanning så jeg kan se den ordentligt og få er billede med til min kæreste og børn, og så ruller det, så må vi se hvad der sker. Jeg er ikke sikker endnu. Men hælder mest til at vi får der barn. 

 

Tal for svar og god weekend. 

Min søs var 45 da hun blev mor og min mands far var 56 da han fik min mand - det kan sagtens lade sig gøre. - held og lykke med valget, jeg er sikker på at hvis du vælger babyen til så skal I nok klare det

Held og lykke med valget. Jeg har læst hele tråden. Jeg håber du vælger at beholde barnet. Jeg kunne aldrig ende en graviditet så sent pga bad timing. Jeg er ellers ikke abort modstander. Har selv fået provokeret abort da jeg var yngre. Er 34 år nu, har en søn på knap 3 år, og nemt ved at blive gravid men svært ved at fuldføre graviditet. 

Jeg håber du træffer det rigtige valg for DIG <3