Ræven

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

30. oktober 2017

Hck

Profilbillede for Hck
Anonym skriver:

Jeg er gravid i uge 14, er 13+ 2. Jeg har taget p-piller og anede ikke jeg var gravid før i sidste uge hvor jeg var hos lægen, da jeg har haft det mærkeligt. Hovedpine og træthed og så mega bleg. Samtidig med det har begge mine forældre været indlagt med kroatisk sygdom og Begge var i livsfare, så jeg troede det var en stress reaktion og ville have ham at tage blodprøver for at se om jeg manglede Vitaminer eller noget som fysiologisk kunne forklare min tilstand. Vi tager også en graviditets test, den var til mit store chok positiv. Han mærkede efter og mente jeg var maks i 8 uge og det kunne derfor klares med medicinsk abort. 

Jeg er 35, min kæreste er snart 50. Han har en voksen søn og jeg har børn på 9 og 10. Vi har kendt hinanden i 2 år og leder efter en fælles bolig. 

Vi aftalte sidste vinter at vi ikke skulle have børn. Han ville gerne men synes han er for gammel og han kan ikke se hvordan ham ville orke natteroderi osv. Jeg forstår ham godt, selv om jeg ville have tilbudt at tage den hårde tjans. 

Men jeg har så taget mine P-piller og planen var at jeg ville steriliseres, så jeg ikke skulle tænkte på det mere. 

Dagen efter hos gynækologen får jeg at vide jeg er i 13 uge. Jeg blir sendt til sygehuset og de bekræfter det samme. Vi er helt og aldeles i chok. Især da jeg med mine tidligere graviditeter har kunne mærke det så tydeligt. 

Min kæreste er helt besluttet, han vil ikke have barnet. Han er for gammelt, barnet kommer til at lide overladt af hans manglende energi. Det blir et slt for hårdt liv for os alle osv. 

Jeg vil ikke gøre en mand til far imod hand ville. Vi har derfor søgt om senabort og vi skal til samråd i ugen. Men for helvede hvor er det svært. Jeg har det så svært ved at skulle abortere et barn i den størrelse. Jeg har hellere ikke lyst tol at blive enlig mor for et tredje barn, men jeg ved at jeg nok skulle klare det. Jeg er slet ikke sikker på vi overhoved får lov til den abort. Min kæreste mener vi skal til Sverige hvis vi ikke får der igennem. Der we aboetgrænsen 18 uger. Men jeg kan mærke at der vil jeg ikke. 

Jeg har sagt jeg kan sige jan er ukendt far og så kan han blive helt fri. Men han siger han blir hos mig men han ved at det ikke bliver et godt liv og han kun vil tænke på hvornår det barn er stort nok til at passe sig selv. 

Hvaf gør jeg? Skal jeg yde vold på mig selv fordi jeg synes det er forkert at gøre en mand til far som ikke vil? Skal jeg håbe på den bedste fremtiden for mig og mine børn? Nogen af jer der har stået i lignende situation ? Hvordan gik det? 



Jeg er nok en af de eneste herinde, men ærligt, så forstår jeg godt din kæreste og havde jeg været i hans sted, havde jeg nok os kommet med forskellige (nok ikke særlige holdbare), forslag til at det barn ikke blev til noget. Ikke for at dunke dig oven i hovedet, men synes at det er helt reelt, at sige som ca 50 årig, at man ikke ønsker at blive forældre igen.

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

30. oktober 2017

Rosa-Sofia

Hck skriver:



Jeg er nok en af de eneste herinde, men ærligt, så forstår jeg godt din kæreste og havde jeg været i hans sted, havde jeg nok os kommet med forskellige (nok ikke særlige holdbare), forslag til at det barn ikke blev til noget. Ikke for at dunke dig oven i hovedet, men synes at det er helt reelt, at sige som ca 50 årig, at man ikke ønsker at blive forældre igen.



Jeg er faktisk enig med dig. Det er ikke alle, der nemt bare vil kunne indfinde sig med at "okay skæbnen har valgt, jeg snupper lige en 3'er". Det med at passe børn er ikke let for alle og jeg kan sagtens forstå, at det virker afskrækkende hvis man er 50 år og har et voksent barn. Så som kvinde i den situation (nu er det heldigvis ikke særligt realistisk, at jeg kommer til at stå i den) havde jeg fået en abort.

Omvendt forstår jeg virkelig godt, at mange alligevel kan stejle ved tanken om at en senabort kan bevilges udelukkende på baggrund af, at graviditeten falder på et uheldigt tidspunkt eller at parret føler sig for gamle. Måske de fleste forbinder provokeret-senabort med sygdom, handikap, voldtægt eller andre mere specielle omstændigheder. Jeg kan bare ikke se, at nogen kan være berettiget til at fortælle et andet menneske, hvad han eller hun skal gøre eller ikke gøre i en given situation. Det er trods alt en meget stor beslutning at få et barn og det er et valg, der har konsekvenser ikke blot for forældrene, men også det kommende barn og potentielle søskende.

 

Anmeld Citér

30. oktober 2017

Carina:-)

Profilbillede for Carina:-)
Mod
Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Og tak fordi i ikke har valgt alle de grimme ting som man kunne blive anklaget for i denne situation. 

Vi har haft en dejlig weekend sammen og fået snakket om en masse. Jeg har sagt at jeg forstår ham fuldt ud og jeg har der skidt med ikke at kunne tage til sverige, men det går mig for meget imod. Han siger han elsker mig og nok skal støtte mig. Hvis vi gennemfører blir det benhårdt, da jeg ved at hvis han skal være en god far om dagen, kræver der han får sin nattesøvn og får lov til at sove når han har haft 24 timers vagter. Det må jeg tage med. Jeg tror hellere ikke vi får bevilliget en abort. Men jeg vælger at tage til samtalen i morgen, da det måske også kan give mig noget afklaring på det hele, og måske jeg finder ud af at der her er helt helt forkert. 

 

Hvis jeg lige må spørge, hvordan klarer din mand sig som far i den alder? 

 

 



Nu er det ikke mig du spørger,men i vores bekendtskabskreds og børnenes skole - er det ikke unormalt at være modne forældre. 

Flere i mine børns klasser har fædre der er oppe i 50érne og en enkelt mor der var 47 da hun fik hendes søn ,og dermed 53 da han startede i skole. 

Og i vores område hvis man kan sige det sådan- der prioterer man uddannelse osv før børn - så 35 plus er de fleste inden de får den første,og så vil man naturligt være godt oppe i 40erne hvis man gerne vil have en 3 stykker og ikke ønsker dem alt for tæt. 

De er glimrende forældre,og de fædre der er godt oppe i 50erne siger  selv at de har mere ro og nærvær - og har  indset at livet skal nydes og det samme skal børnene. 

Ja de fædre er lidt mere grå i toppen ,men det er ikke ensbetydende med at man er graven nær.

Vi lever længere og bedre - og mange af os skal forvente at skulle arbejde til vi er mindst 70 

Så man er ikke gammel som 50 

 

Anmeld Citér

30. oktober 2017

Anonym

Jeg ville ikke selv kunne vælge abort medmindre jeg selv også fandt det som den rigtige beslutning, fordi jeg selv ikke ville have barnet. Håber I finder ud af I har truffet den bedste løsning for jer, uanset hvad I vælger.

Anmeld Citér

30. oktober 2017

lineog4

Profilbillede for lineog4
Mod
Hck skriver:



Jeg er nok en af de eneste herinde, men ærligt, så forstår jeg godt din kæreste og havde jeg været i hans sted, havde jeg nok os kommet med forskellige (nok ikke særlige holdbare), forslag til at det barn ikke blev til noget. Ikke for at dunke dig oven i hovedet, men synes at det er helt reelt, at sige som ca 50 årig, at man ikke ønsker at blive forældre igen.



Jeg kan såmænd også forstå man ikke ønsker flere børn, eller man føler sig for gammel eller hvad ved jeg. 

Men der er sat en tidsmæssigt grænse for den lovlige abort i DK, den kan man så være enig eller uenig i, men den er der. Og man kan så i særlige tilfælde bede om at få godkendt en senabort - en senabort der for de flestes tilfælde vil betyde en reel fødsel. Det er ikke bare lige, jeg kender ar hvor barnet var sygt der i første omgang fik nej men appellerede. Her er der tale om at det er ubelejligt, ikke ønsket men fuldt ud raskt foster (formodentligt) og jeg ville som kvinde have meget svært ved at sluge pillen der stopper livet og bagefter føde barnet med veer og det hele, for det er oftest proceduren i DK. Og jeg undres hvis de får ja til en senabort.

Så nej du er ikke den eneste, men jeg har bare i mit hoved et skel mellem at få en abort inden for den lovlige abort grænse og så at søge om en sen-abort og skulle føde. 

Anmeld Citér

30. oktober 2017

Dorthe1986

Profilbillede for Dorthe1986
Mor til Emil og Ella
Anonym skriver:

Tak for jeres svar. Og tak fordi i ikke har valgt alle de grimme ting som man kunne blive anklaget for i denne situation. 

Vi har haft en dejlig weekend sammen og fået snakket om en masse. Jeg har sagt at jeg forstår ham fuldt ud og jeg har der skidt med ikke at kunne tage til sverige, men det går mig for meget imod. Han siger han elsker mig og nok skal støtte mig. Hvis vi gennemfører blir det benhårdt, da jeg ved at hvis han skal være en god far om dagen, kræver der han får sin nattesøvn og får lov til at sove når han har haft 24 timers vagter. Det må jeg tage med. Jeg tror hellere ikke vi får bevilliget en abort. Men jeg vælger at tage til samtalen i morgen, da det måske også kan give mig noget afklaring på det hele, og måske jeg finder ud af at der her er helt helt forkert. 

 

Hvis jeg lige må spørge, hvordan klarer din mand sig som far i den alder? 

 

 



Jeg satser på det er mig du spørger. Han klarer det enormt godt faktisk så er han hjemmegående med vores datter og det var hans eget ønske  og de to har bare noget helt særligt  jeg klarer nætterne og det har jeg hele tiden gjort. Det er også mig der står op i weekenden men det er fint med mig. 

 

Anmeld Citér

30. oktober 2017

mor88

Anonym skriver:

Jeg er gravid i uge 14, er 13+ 2. Jeg har taget p-piller og anede ikke jeg var gravid før i sidste uge hvor jeg var hos lægen, da jeg har haft det mærkeligt. Hovedpine og træthed og så mega bleg. Samtidig med det har begge mine forældre været indlagt med kroatisk sygdom og Begge var i livsfare, så jeg troede det var en stress reaktion og ville have ham at tage blodprøver for at se om jeg manglede Vitaminer eller noget som fysiologisk kunne forklare min tilstand. Vi tager også en graviditets test, den var til mit store chok positiv. Han mærkede efter og mente jeg var maks i 8 uge og det kunne derfor klares med medicinsk abort. 

Jeg er 35, min kæreste er snart 50. Han har en voksen søn og jeg har børn på 9 og 10. Vi har kendt hinanden i 2 år og leder efter en fælles bolig. 

Vi aftalte sidste vinter at vi ikke skulle have børn. Han ville gerne men synes han er for gammel og han kan ikke se hvordan ham ville orke natteroderi osv. Jeg forstår ham godt, selv om jeg ville have tilbudt at tage den hårde tjans. 

Men jeg har så taget mine P-piller og planen var at jeg ville steriliseres, så jeg ikke skulle tænkte på det mere. 

Dagen efter hos gynækologen får jeg at vide jeg er i 13 uge. Jeg blir sendt til sygehuset og de bekræfter det samme. Vi er helt og aldeles i chok. Især da jeg med mine tidligere graviditeter har kunne mærke det så tydeligt. 

Min kæreste er helt besluttet, han vil ikke have barnet. Han er for gammelt, barnet kommer til at lide overladt af hans manglende energi. Det blir et slt for hårdt liv for os alle osv. 

Jeg vil ikke gøre en mand til far imod hand ville. Vi har derfor søgt om senabort og vi skal til samråd i ugen. Men for helvede hvor er det svært. Jeg har det så svært ved at skulle abortere et barn i den størrelse. Jeg har hellere ikke lyst tol at blive enlig mor for et tredje barn, men jeg ved at jeg nok skulle klare det. Jeg er slet ikke sikker på vi overhoved får lov til den abort. Min kæreste mener vi skal til Sverige hvis vi ikke får der igennem. Der we aboetgrænsen 18 uger. Men jeg kan mærke at der vil jeg ikke. 

Jeg har sagt jeg kan sige jan er ukendt far og så kan han blive helt fri. Men han siger han blir hos mig men han ved at det ikke bliver et godt liv og han kun vil tænke på hvornår det barn er stort nok til at passe sig selv. 

Hvaf gør jeg? Skal jeg yde vold på mig selv fordi jeg synes det er forkert at gøre en mand til far som ikke vil? Skal jeg håbe på den bedste fremtiden for mig og mine børn? Nogen af jer der har stået i lignende situation ? Hvordan gik det? 



En lille indskydelse - har tre børn, og med nummer to og tre har der slet ikke været "nattetjansen". De har sovet nærmest igennem fra de var næsten nyfødte. Det kan også være at i får sådan et "nemt" barn selvfølgelig er der dage hvor de er syge, men ellers sover de bare

Anmeld Citér

31. oktober 2017

Mariehøne123

Profilbillede for Mariehøne123

bare lige 2 input

1) du kan ikke skrive ukendt far. Staten tillader det ikke længere med mindre du vitterlig ikke ved det. Du vil blive idømt dagbøder og de vil formentlig kræve en blodprøve fra din kæreste, da staten ikke gider betale børnepenge til børn hvis fædre ikke vil. Bare så du er klar over det ikke er en mulighed, men du kan jo frasige dig retten til børnepenge og på den måde holde ham ude. 

2) jeg forstår 100 pct jer begge, men personligt tror jeg ikke det er holdbart med aftaler om at han kun er “halvt far” og har mere ret til søvn mv. For hvad hvis du er syg skal du så stadig stå op om natten og tidligt næste morgen? Desuden synes jeg du skal overveje hvordan det vil føles for et barn at vokse op og være uønsket af far såfremt i bliver sammen. Måske bliver han far med stort F men måske ikke og personligt ville jeg ikke leve sammen med en mand der ikke ønskede vores barn. Det vil give uendelige konflikter og ramme barnet. I kan selvfølgelig give det en chance men jeg mener du skal være klar til at reagere på det. Jeg ville selv enten kræve at han var 100 pct på eller forlade ham og så måtte han blive weekend fsr i det omfang han magtede. Jeg ved det er 1000 gange nemmere at skrive end at udføre, og det er dybt urimeligt at en graviditet i sidste ende hænger på kvinder men sådan er der jo bare. 

Med bedste ønsker om en lykkelig fremtid hvad den end må bringe med barn eller ej. 

Anmeld Citér

31. oktober 2017

Hck

Profilbillede for Hck
lineog4 skriver:



Jeg kan såmænd også forstå man ikke ønsker flere børn, eller man føler sig for gammel eller hvad ved jeg. 

Men der er sat en tidsmæssigt grænse for den lovlige abort i DK, den kan man så være enig eller uenig i, men den er der. Og man kan så i særlige tilfælde bede om at få godkendt en senabort - en senabort der for de flestes tilfælde vil betyde en reel fødsel. Det er ikke bare lige, jeg kender ar hvor barnet var sygt der i første omgang fik nej men appellerede. Her er der tale om at det er ubelejligt, ikke ønsket men fuldt ud raskt foster (formodentligt) og jeg ville som kvinde have meget svært ved at sluge pillen der stopper livet og bagefter føde barnet med veer og det hele, for det er oftest proceduren i DK. Og jeg undres hvis de får ja til en senabort.

Så nej du er ikke den eneste, men jeg har bare i mit hoved et skel mellem at få en abort inden for den lovlige abort grænse og så at søge om en sen-abort og skulle føde. 



Jeg tager som sådan ikke stilling til om ts skal have en senabort eller ej, det ligger uden for min vurderingsevne at afgøre det. Jeg skriver bare at jeg godt forstå den nok kommende far, forstår godt hans desperation hvis han virkelig ikke mener at have kræfter og energi til at starte forfra. Som jeg læser ts oplæg bor de ikke sammen og meningen var at hun skulle steriliseres, da der var en helt klar aftale om ingen børn og han havde meldt klart ud for lang tid siden af det var slut for hans vedkommende.

Anmeld Citér

2. november 2017

Anonym trådstarter

Jeg fik svar i dag og jeg fik tilladelse. Jeg havde helt forventet at de ville sige nej. Så jeg blev meget overrasket. Jeg havde meldt ud til kæresten at Sverige ikke var en mulighed. Så vi var egentlig klar på at vi skulle igennem en graviditet. Det skal jeg så ikke alligevel. Hele møllen starter på søndag. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på det og har det meget svært ved det. Jeg er så bange for at fortryde. Men jeg skal ALDRIG være gravid igen efter det her. 

Lige nu er jeg vred på min kæreste. Han er meget ked af det og vil gerne være der for mig og undervejs. Jeg skal ikke have ham med til selve aborten. Jeg kommer til at være skide ked af det når det går igang og når det gør ondt, og jeg kommer til at blive rigtig rigtig vred på ham tror jeg. Desuden vil jeg være meget ked af det når "barnet" kommer ud. Jeg ved jeg i starten vil tænke det var en fejl. Men med tiden vil jeg sikkert finde mine fornuft følelser frem igen og se det som det rigtige. Jeg gør det her fordi min kæreste kkke kan se sig som far. Jeg er derfor også i tvivl om vi er sammen efter det her. Jeg tror jeg kommer til at have så mange ambivalent følelser med ham, at jeg kommer til at gøre der forbi. Det har jeg lyst til at gøre allerede. 

Tk for alle jeres svar, de var brugbare hver og en i en svær tid. 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.