Ræven

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

9.135 visninger
55 svar
175 synes godt om

Du kan svare anonymt i tråden
29. oktober 2017

Anonym trådstarter

Jeg er gravid i uge 14, er 13+ 2. Jeg har taget p-piller og anede ikke jeg var gravid før i sidste uge hvor jeg var hos lægen, da jeg har haft det mærkeligt. Hovedpine og træthed og så mega bleg. Samtidig med det har begge mine forældre været indlagt med kroatisk sygdom og Begge var i livsfare, så jeg troede det var en stress reaktion og ville have ham at tage blodprøver for at se om jeg manglede Vitaminer eller noget som fysiologisk kunne forklare min tilstand. Vi tager også en graviditets test, den var til mit store chok positiv. Han mærkede efter og mente jeg var maks i 8 uge og det kunne derfor klares med medicinsk abort. 

Jeg er 35, min kæreste er snart 50. Han har en voksen søn og jeg har børn på 9 og 10. Vi har kendt hinanden i 2 år og leder efter en fælles bolig. 

Vi aftalte sidste vinter at vi ikke skulle have børn. Han ville gerne men synes han er for gammel og han kan ikke se hvordan ham ville orke natteroderi osv. Jeg forstår ham godt, selv om jeg ville have tilbudt at tage den hårde tjans. 

Men jeg har så taget mine P-piller og planen var at jeg ville steriliseres, så jeg ikke skulle tænkte på det mere. 

Dagen efter hos gynækologen får jeg at vide jeg er i 13 uge. Jeg blir sendt til sygehuset og de bekræfter det samme. Vi er helt og aldeles i chok. Især da jeg med mine tidligere graviditeter har kunne mærke det så tydeligt. 

Min kæreste er helt besluttet, han vil ikke have barnet. Han er for gammelt, barnet kommer til at lide overladt af hans manglende energi. Det blir et slt for hårdt liv for os alle osv. 

Jeg vil ikke gøre en mand til far imod hand ville. Vi har derfor søgt om senabort og vi skal til samråd i ugen. Men for helvede hvor er det svært. Jeg har det så svært ved at skulle abortere et barn i den størrelse. Jeg har hellere ikke lyst tol at blive enlig mor for et tredje barn, men jeg ved at jeg nok skulle klare det. Jeg er slet ikke sikker på vi overhoved får lov til den abort. Min kæreste mener vi skal til Sverige hvis vi ikke får der igennem. Der we aboetgrænsen 18 uger. Men jeg kan mærke at der vil jeg ikke. 

Jeg har sagt jeg kan sige jan er ukendt far og så kan han blive helt fri. Men han siger han blir hos mig men han ved at det ikke bliver et godt liv og han kun vil tænke på hvornår det barn er stort nok til at passe sig selv. 

Hvaf gør jeg? Skal jeg yde vold på mig selv fordi jeg synes det er forkert at gøre en mand til far som ikke vil? Skal jeg håbe på den bedste fremtiden for mig og mine børn? Nogen af jer der har stået i lignende situation ? Hvordan gik det? 

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

29. oktober 2017

AnoMom

Anonym skriver:

Jeg er gravid i uge 14, er 13+ 2. Jeg har taget p-piller og anede ikke jeg var gravid før i sidste uge hvor jeg var hos lægen, da jeg har haft det mærkeligt. Hovedpine og træthed og så mega bleg. Samtidig med det har begge mine forældre været indlagt med kroatisk sygdom og Begge var i livsfare, så jeg troede det var en stress reaktion og ville have ham at tage blodprøver for at se om jeg manglede Vitaminer eller noget som fysiologisk kunne forklare min tilstand. Vi tager også en graviditets test, den var til mit store chok positiv. Han mærkede efter og mente jeg var maks i 8 uge og det kunne derfor klares med medicinsk abort. 

Jeg er 35, min kæreste er snart 50. Han har en voksen søn og jeg har børn på 9 og 10. Vi har kendt hinanden i 2 år og leder efter en fælles bolig. 

Vi aftalte sidste vinter at vi ikke skulle have børn. Han ville gerne men synes han er for gammel og han kan ikke se hvordan ham ville orke natteroderi osv. Jeg forstår ham godt, selv om jeg ville have tilbudt at tage den hårde tjans. 

Men jeg har så taget mine P-piller og planen var at jeg ville steriliseres, så jeg ikke skulle tænkte på det mere. 

Dagen efter hos gynækologen får jeg at vide jeg er i 13 uge. Jeg blir sendt til sygehuset og de bekræfter det samme. Vi er helt og aldeles i chok. Især da jeg med mine tidligere graviditeter har kunne mærke det så tydeligt. 

Min kæreste er helt besluttet, han vil ikke have barnet. Han er for gammelt, barnet kommer til at lide overladt af hans manglende energi. Det blir et slt for hårdt liv for os alle osv. 

Jeg vil ikke gøre en mand til far imod hand ville. Vi har derfor søgt om senabort og vi skal til samråd i ugen. Men for helvede hvor er det svært. Jeg har det så svært ved at skulle abortere et barn i den størrelse. Jeg har hellere ikke lyst tol at blive enlig mor for et tredje barn, men jeg ved at jeg nok skulle klare det. Jeg er slet ikke sikker på vi overhoved får lov til den abort. Min kæreste mener vi skal til Sverige hvis vi ikke får der igennem. Der we aboetgrænsen 18 uger. Men jeg kan mærke at der vil jeg ikke. 

Jeg har sagt jeg kan sige jan er ukendt far og så kan han blive helt fri. Men han siger han blir hos mig men han ved at det ikke bliver et godt liv og han kun vil tænke på hvornår det barn er stort nok til at passe sig selv. 

Hvaf gør jeg? Skal jeg yde vold på mig selv fordi jeg synes det er forkert at gøre en mand til far som ikke vil? Skal jeg håbe på den bedste fremtiden for mig og mine børn? Nogen af jer der har stået i lignende situation ? Hvordan gik det? 



Jeg er ikke i mod aborter vil jeg lige pointerer. Men at få en sen abort fordi barnet er uønsket og ligefrem rejse til Sverige for at fjerne det. Det er dybt forkasteligt - i min verden. 

Når det så er sagt så er valget jo jeres og min mening er dermed irrelevant. 

Håber det bedste for dig. Havde det været mig havde jeg beholdt det og blevet enlig mor. 

Anmeld Citér

29. oktober 2017

Mortil2piger18

Profilbillede for Mortil2piger18
Anonym skriver:

Jeg er gravid i uge 14, er 13+ 2. Jeg har taget p-piller og anede ikke jeg var gravid før i sidste uge hvor jeg var hos lægen, da jeg har haft det mærkeligt. Hovedpine og træthed og så mega bleg. Samtidig med det har begge mine forældre været indlagt med kroatisk sygdom og Begge var i livsfare, så jeg troede det var en stress reaktion og ville have ham at tage blodprøver for at se om jeg manglede Vitaminer eller noget som fysiologisk kunne forklare min tilstand. Vi tager også en graviditets test, den var til mit store chok positiv. Han mærkede efter og mente jeg var maks i 8 uge og det kunne derfor klares med medicinsk abort. 

Jeg er 35, min kæreste er snart 50. Han har en voksen søn og jeg har børn på 9 og 10. Vi har kendt hinanden i 2 år og leder efter en fælles bolig. 

Vi aftalte sidste vinter at vi ikke skulle have børn. Han ville gerne men synes han er for gammel og han kan ikke se hvordan ham ville orke natteroderi osv. Jeg forstår ham godt, selv om jeg ville have tilbudt at tage den hårde tjans. 

Men jeg har så taget mine P-piller og planen var at jeg ville steriliseres, så jeg ikke skulle tænkte på det mere. 

Dagen efter hos gynækologen får jeg at vide jeg er i 13 uge. Jeg blir sendt til sygehuset og de bekræfter det samme. Vi er helt og aldeles i chok. Især da jeg med mine tidligere graviditeter har kunne mærke det så tydeligt. 

Min kæreste er helt besluttet, han vil ikke have barnet. Han er for gammelt, barnet kommer til at lide overladt af hans manglende energi. Det blir et slt for hårdt liv for os alle osv. 

Jeg vil ikke gøre en mand til far imod hand ville. Vi har derfor søgt om senabort og vi skal til samråd i ugen. Men for helvede hvor er det svært. Jeg har det så svært ved at skulle abortere et barn i den størrelse. Jeg har hellere ikke lyst tol at blive enlig mor for et tredje barn, men jeg ved at jeg nok skulle klare det. Jeg er slet ikke sikker på vi overhoved får lov til den abort. Min kæreste mener vi skal til Sverige hvis vi ikke får der igennem. Der we aboetgrænsen 18 uger. Men jeg kan mærke at der vil jeg ikke. 

Jeg har sagt jeg kan sige jan er ukendt far og så kan han blive helt fri. Men han siger han blir hos mig men han ved at det ikke bliver et godt liv og han kun vil tænke på hvornår det barn er stort nok til at passe sig selv. 

Hvaf gør jeg? Skal jeg yde vold på mig selv fordi jeg synes det er forkert at gøre en mand til far som ikke vil? Skal jeg håbe på den bedste fremtiden for mig og mine børn? Nogen af jer der har stået i lignende situation ? Hvordan gik det? 



Jeg kan godt forstå at det er et frygteligt dilemma du står i. Og jeg har ikke stået i samme situation. For jeg kæmper med at blive gravid, i mange år og da jeg endelig blev gravid, blev min datter meget syg i uge 20. Jeg skulle søge om senabort og jeg fik den godkendt på få timer (mit grundlag var selvfølgelig anderledes end dit) 

MEN at føde sit døde barn, for det vil dit barn være når det kommer ud, du får piller der stopper graviditeten (den kan du blive rigtig dårlig af) de piller der skal sætte gang i fødslen når at slå dit barn ihjel før det kommer ud til dig fordi babyen er så lille. Det er død hårdt at føde sit døde barn, du får stadig veer og de gør stadig skide hamrende ondt selvom barnet er så lille, du kan risikere og skal have en udskrabning i fuld narkose fordi moderkagen kan sidde fast på livmodervæggen fordi den stadig er lille og "umoden" ift hvis man skulle føde termin. Når du har født er der flere ting det skal tages stilling til,skal sygehuset skaffe barnet af vejen? Vil i have det begravet? Og så er der bare det psykiske i at du har født et barn og du får det ikke med hjem. Du er velkommen til at skrive hvis du har brug for at snakke om det. 

Anmeld Citér

29. oktober 2017

Anonym

Der er jo også mulighed at bort adoptere barnet.

Anmeld Citér

29. oktober 2017

Mor11

Profilbillede for Mor11

Hvis han siger at han nok skal blive selvom du vælger at få barnet, så tror jeg også nok at hans følelser skal følge med hen ad vejen. Tror du ikke? 

For mig ville der ikke være et valg. I er over abort grænsen, ergo valgte "skæbnen" denne gang. At gå til yderligheder og rykke til Sverige for at kunne arbotere et barn der allerede er fuldt udviklet, synes jeg er helt absurd. Og herregud, du er 35! Det var noget andet hvis i begge var deroppe af, og i begge ikke havde energien. 

Stort kram! Det må være pissehårdt at skulle træffe så stort et valg på en andens vejne. 

Anmeld Citér

30. oktober 2017

frkchili

Profilbillede for frkchili

At søge om senabort alene af den grund at barnet er uønsket synes jeg et eller andet sted er en absurd beslutning. I fandt (desværre) ud af det sent, men ud fra det du skriver lyder det som om, at din mand er lidt splittet. Når jeg hører om situationer som din, hvor mor er klemt fordi far ikke vil have barnet, kommer jeg altid til at tænke på, at man ofte taler om, at kvinder bliver mødre i graviditeten, mens mænd bliver fædre, når barnet kommer til verden. Du kender ham bedst, men prøv at forestil dig scenariet. Vil han virkelig afvise sit barn, hvis du vælger at beholde det? Vil han se det som en årelang byrde, indtil barnet bliver stort nok til at "passe sig selv"? Er chokket over graviditeten måske grunden til, at han slet ikke kan se noget positivt i at skulle have et barn nu? 

Hvis du får den abort, vil det tage hårdere på dig end på ham, både fordi du vil barnet mere, end han vil, men også i høj grad fordi det er dig, der skal lægge krop til. Det er noget, du skal bære med dig resten af livet. Det er det at få barnet selvfølgelig også, men man siger jo, at man aldrig fortryder de børn, man vælger at få. 

Kan godt forstå at I synes 50 er en lidt høj alder at få børn i, men hvis han ellers er sund og rask er det vel heller ikke et større problem, og eftersom du "kun" er 35, synes jeg bestemt ikke, det er en afgørende faktor. 

Synes i hvert fald I skal tage jer en god lang snak, hvor I gennemgår de to udfald af situationen - hvad vil aborten gøre ved jer, og hvad vil et barn gøre ved jer? Også på længere sigt. Det er jo en enorm beslutning, som kan være svær at overskue konsekvenserne af. Håber det bedste for jer  

Anmeld Citér

30. oktober 2017

Carina:-)

Profilbillede for Carina:-)
Mod

Man får ikke senabort fordi barnet er uønsket . Heller ikke i Sverige. 

Der skal tungere argumenter på bordet end det. 

Desuden så er det ikke en leg st føde et lille barn. 

Der er en grund til vi har den grænse som vi har.

Jeg ville personligt til enhver tid vælge barnet til og vil far ikke være med er det bare ærgerligt.

 

Anmeld Citér

30. oktober 2017

lineog4

Profilbillede for lineog4
Mod
Anonym skriver:

Jeg er gravid i uge 14, er 13+ 2. Jeg har taget p-piller og anede ikke jeg var gravid før i sidste uge hvor jeg var hos lægen, da jeg har haft det mærkeligt. Hovedpine og træthed og så mega bleg. Samtidig med det har begge mine forældre været indlagt med kroatisk sygdom og Begge var i livsfare, så jeg troede det var en stress reaktion og ville have ham at tage blodprøver for at se om jeg manglede Vitaminer eller noget som fysiologisk kunne forklare min tilstand. Vi tager også en graviditets test, den var til mit store chok positiv. Han mærkede efter og mente jeg var maks i 8 uge og det kunne derfor klares med medicinsk abort. 

Jeg er 35, min kæreste er snart 50. Han har en voksen søn og jeg har børn på 9 og 10. Vi har kendt hinanden i 2 år og leder efter en fælles bolig. 

Vi aftalte sidste vinter at vi ikke skulle have børn. Han ville gerne men synes han er for gammel og han kan ikke se hvordan ham ville orke natteroderi osv. Jeg forstår ham godt, selv om jeg ville have tilbudt at tage den hårde tjans. 

Men jeg har så taget mine P-piller og planen var at jeg ville steriliseres, så jeg ikke skulle tænkte på det mere. 

Dagen efter hos gynækologen får jeg at vide jeg er i 13 uge. Jeg blir sendt til sygehuset og de bekræfter det samme. Vi er helt og aldeles i chok. Især da jeg med mine tidligere graviditeter har kunne mærke det så tydeligt. 

Min kæreste er helt besluttet, han vil ikke have barnet. Han er for gammelt, barnet kommer til at lide overladt af hans manglende energi. Det blir et slt for hårdt liv for os alle osv. 

Jeg vil ikke gøre en mand til far imod hand ville. Vi har derfor søgt om senabort og vi skal til samråd i ugen. Men for helvede hvor er det svært. Jeg har det så svært ved at skulle abortere et barn i den størrelse. Jeg har hellere ikke lyst tol at blive enlig mor for et tredje barn, men jeg ved at jeg nok skulle klare det. Jeg er slet ikke sikker på vi overhoved får lov til den abort. Min kæreste mener vi skal til Sverige hvis vi ikke får der igennem. Der we aboetgrænsen 18 uger. Men jeg kan mærke at der vil jeg ikke. 

Jeg har sagt jeg kan sige jan er ukendt far og så kan han blive helt fri. Men han siger han blir hos mig men han ved at det ikke bliver et godt liv og han kun vil tænke på hvornår det barn er stort nok til at passe sig selv. 

Hvaf gør jeg? Skal jeg yde vold på mig selv fordi jeg synes det er forkert at gøre en mand til far som ikke vil? Skal jeg håbe på den bedste fremtiden for mig og mine børn? Nogen af jer der har stået i lignende situation ? Hvordan gik det? 



JEg har ikke stået i din situation, for jeg var inden for abortgrænsen og det var manden der i forvejen var far til de andre børn. Han var også nær de 50, og ville ikke have flere børn, men samtidig vidste han også at jeg ikke kunne gennemføre en abort.

Vi fik en lille trold, og det slog en del skår i vores forhold - noget vi stadig efter 7 år arbejder med og imod. Han har et skønt forhold til sin søn, er far med stort F osv. Og ville da absolut ikke være ham foruden, men...

Jeg personsligt ville aldrig gå igennem en sen abort med mindre der er en meget tungtvejende grund, fx sygdom, handicap, voldtægt eller andet. Og jeg regner egentlig også med, at DK ikke giver lov alene fordi det ikke lige var meningen, og jeg synes jeg er blevet for gammel. Og ja så står du jo med et valg: tage til Sverige og gennemføre eller stå med graviditeten. Jeg ved, hvad jeg valgte men det valg kan du og kun du alene træffe.

Anmeld Citér

30. oktober 2017

Dorthe1986

Profilbillede for Dorthe1986
Mor til Emil og Ella

Enig med de andre - skæbnen har valgt denne gang. Om 50 år er gammelt at blive far i? Tja min mand var 51 da jeg fødte vores datter sidste år (hans femte barn  og mit nr 2). Hun vsr slet ikke planlagt.  Ligesom jer vsr vi afklaret med at vi ikke skulle have børn sammen. Ikke fordi han ikke ville men han syntes han var blevet for gammel. Men skæbnen ville at jeg på p piller bliver gravid og jeg opdager det allerede 3+3. Shit min verden væltede. Jeg nåede endda at skrive under på abort men til alles held kunne de ikke se noget på første scanning og så skulle jeg komme igen en uge efter. Den lille ekstra tid gjorde at vi begyndte at diskutere frem og tilbage og efter 3ugers tid blev vi enige om at det her barn måtte være meningen. 

Som sagt min mand var 51 da jeg fødte og jo det er hårdt for ham men han ville ikke bytte det for noget. 

Anmeld Citér

30. oktober 2017

Anonym trådstarter

Tak for jeres svar. Og tak fordi i ikke har valgt alle de grimme ting som man kunne blive anklaget for i denne situation. 

Vi har haft en dejlig weekend sammen og fået snakket om en masse. Jeg har sagt at jeg forstår ham fuldt ud og jeg har der skidt med ikke at kunne tage til sverige, men det går mig for meget imod. Han siger han elsker mig og nok skal støtte mig. Hvis vi gennemfører blir det benhårdt, da jeg ved at hvis han skal være en god far om dagen, kræver der han får sin nattesøvn og får lov til at sove når han har haft 24 timers vagter. Det må jeg tage med. Jeg tror hellere ikke vi får bevilliget en abort. Men jeg vælger at tage til samtalen i morgen, da det måske også kan give mig noget afklaring på det hele, og måske jeg finder ud af at der her er helt helt forkert. 

 

Hvis jeg lige må spørge, hvordan klarer din mand sig som far i den alder? 

 

 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+