Jeg er gravid i uge 14, er 13+ 2. Jeg har taget p-piller og anede ikke jeg var gravid før i sidste uge hvor jeg var hos lægen, da jeg har haft det mærkeligt. Hovedpine og træthed og så mega bleg. Samtidig med det har begge mine forældre været indlagt med kroatisk sygdom og Begge var i livsfare, så jeg troede det var en stress reaktion og ville have ham at tage blodprøver for at se om jeg manglede Vitaminer eller noget som fysiologisk kunne forklare min tilstand. Vi tager også en graviditets test, den var til mit store chok positiv. Han mærkede efter og mente jeg var maks i 8 uge og det kunne derfor klares med medicinsk abort.
Jeg er 35, min kæreste er snart 50. Han har en voksen søn og jeg har børn på 9 og 10. Vi har kendt hinanden i 2 år og leder efter en fælles bolig.
Vi aftalte sidste vinter at vi ikke skulle have børn. Han ville gerne men synes han er for gammel og han kan ikke se hvordan ham ville orke natteroderi osv. Jeg forstår ham godt, selv om jeg ville have tilbudt at tage den hårde tjans.
Men jeg har så taget mine P-piller og planen var at jeg ville steriliseres, så jeg ikke skulle tænkte på det mere.
Dagen efter hos gynækologen får jeg at vide jeg er i 13 uge. Jeg blir sendt til sygehuset og de bekræfter det samme. Vi er helt og aldeles i chok. Især da jeg med mine tidligere graviditeter har kunne mærke det så tydeligt.
Min kæreste er helt besluttet, han vil ikke have barnet. Han er for gammelt, barnet kommer til at lide overladt af hans manglende energi. Det blir et slt for hårdt liv for os alle osv.
Jeg vil ikke gøre en mand til far imod hand ville. Vi har derfor søgt om senabort og vi skal til samråd i ugen. Men for helvede hvor er det svært. Jeg har det så svært ved at skulle abortere et barn i den størrelse. Jeg har hellere ikke lyst tol at blive enlig mor for et tredje barn, men jeg ved at jeg nok skulle klare det. Jeg er slet ikke sikker på vi overhoved får lov til den abort. Min kæreste mener vi skal til Sverige hvis vi ikke får der igennem. Der we aboetgrænsen 18 uger. Men jeg kan mærke at der vil jeg ikke.
Jeg har sagt jeg kan sige jan er ukendt far og så kan han blive helt fri. Men han siger han blir hos mig men han ved at det ikke bliver et godt liv og han kun vil tænke på hvornår det barn er stort nok til at passe sig selv.
Hvaf gør jeg? Skal jeg yde vold på mig selv fordi jeg synes det er forkert at gøre en mand til far som ikke vil? Skal jeg håbe på den bedste fremtiden for mig og mine børn? Nogen af jer der har stået i lignende situation ? Hvordan gik det?
