Elskerinde?

PUHK skriver:

Jeg føler ansvar for alle mine medmennesker - ikke kun dem jeg har givet et direkte eller indirekte løfte af en art. Jeg stræber efter ikke at gøre nogen mennesker ulykkelige med mine handlinger, så at være fuldstændig kold overfor en potentiel kone og børn... Det ligger meget langt fra mit verdens- og menneskesyn. Uanset om jeg i øvrigt kender dem eller ej!

Jeg må indrømme at jeg har det på samme måde...

Jeg er egentlig lidt rystet over hvor lidt respekt kvinder har for hinanden, det virker for mig lidt nemt at smide " jamen det er jo hans ansvar" kortet 

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med mænd i forhold, både engangshalløj og gentagne gange, både da jeg var single og gift. Jeg snuppede min eksmand fra en anden pige. Jeg havde mange sidespring gennem vores år sammen og fremtil vi gik fra hinanden. Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed.

Nu er jeg sammen med en fyr der har en datter og en nyfødt søn med sin kæreste, vi har været "sammen" 13 mdr. Det slog bare gnister fra første dag vi mødte hinanden, vi kan slet ikke holde os fra hinanden. Han siger tit han vil forlade hende for mig hvis jeg ber om det, at han er forelsket. Men jeg er ikke interesseret i et rigtigt forhold med nogen. Du kan ikke gå gennem livet på den måde som jeg gør, og så samtidig stole blindt på andre mennesker. Når man først har fordævet sin egen moral, så mister man også troen på andres moral. Hvilket gør det umuligt at stole 100% på nogen. Derfor skifter jeg altid mine mænd ud før det bliver til kærlighed. Eller vælger mænd hvor det 100% aldrig kan blive kærlighed fordi de allerede har fundet kærligheden og bare vil ha lidt sjov. 

 

Hvad med at opbygge din egen moral igen. 

Det der er sku en sørgelig fortælling.

Må sige - jeg sidder faktisk og får kvalme over alle de kvinder der er fuldstændig ligeglade med hvordan deres handlinger påvirker andre. 

Hvad er der blevet af anstændighed og at passe på sig selv og andre? For som en skriver så fordærver man jo også sin egen moral undervejs, hvis man bliver ved. Tilliden til andre må bliver mindre når man selv er med til det "snigen" omkring.

og alle jer der er her inde der er utro .... hvad tænker i når I læser alle de historier med gravide kærester/ koner osv der finder ud af at deres mand er utro. Sorry.. men de børn var ikke blevet skilsmissebarn hvis I ikke havde indledt et forhold. Det er simpelthen toppen af egoisme. 

jeg kan sagtens se at det ksn sige bang. Men så kan man hurtigt erkende det og sige fra til sin kone. Man går ikke i måneder og holder folk for nar. 

Til alle jer, der selv har været elskerinder uden så mange kvaler:

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan I ville føle, hvis jeres mand var jer utro nu. Ville I så synes, det var fair game fra elskerindens side? Kun klandre jeres mand?

Bare nysgerrig.

Anonym skriver:

Til alle jer, der selv har været elskerinder uden så mange kvaler:

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan I ville føle, hvis jeres mand var jer utro nu. Ville I så synes, det var fair game fra elskerindens side? Kun klandre jeres mand?

Bare nysgerrig.

Min eks var mig utro med en anden kvinde. Jeg ringede til hende og snakkede med hende og fortalte at ham hun havde været sammen med var min kæreste og forsikrede hende at jeg ikke var sur på hende. 

Det er jeg stadig ikke. Det er ikke kvinden der er den anden kvinde utro. Det er manden der tager et valg om utroskab. 

Anonym skriver:

Til alle jer, der selv har været elskerinder uden så mange kvaler:

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan I ville føle, hvis jeres mand var jer utro nu. Ville I så synes, det var fair game fra elskerindens side? Kun klandre jeres mand?

Bare nysgerrig.

Ja. 

Som jeg skrev tidligere, er det min mands - og kun hans - valg, hvis han vælge at bryde de løfter han har givet mig. Så ja, hvis en kvinde var sammen med min mand, ville jeg synes det var 'fair game' fra hendes side. Jeg går da udfra at hun ikke gør det med en  intention om at såre mig, men fordi hun møder en sjov, flot og spændende fyr (hvilket jeg slet ikke ville klandre hende for at synes ). At det så potentielt har konsekvenser for mit og min mands forhold er da hverken hendes problem eller hovedpine. Det er min mands og mit problem, som vi sammen må løse hvis vi ønsker dette. 

Hvis han har lovet mig at komme hjem, men istedet tager til fodbold med vennerne, så ville jeg også blive sur på ham, men ikke de venner der inviterede ham til fodbold. Hvorfor skulle stå til ansvar for de aftaler jeg har lavet med min mand, som de ikke engang kender til. 

Jeg synes ikke man som enkeltperson kan tage ansvaret for ALLE andre personers lykke og potentielle ulykke over ens egne handlinger. Selvfølgelig går jeg også igennem livet med håbet om at være et ordentligt menneske, og ikke at såre andre, men jeg synes også der er grænser for, hvor meget man skal tage på egne skuldre. Man kan heller ikke (som også er debatteret herinde mange gange) undlade fx at poste en graviditet på Facebook, fordi der muligvis sidder en bekendt i fertilitetsbehandling, som bliver såret over dette. 

Jeg synes generelt det er dårlig stil at have en længerevarende affære, særligt hvis man har en klar aftale med sin partner om ikke at være sammen med andre. Og jeg kan sagtens forstå, hvis begge parter får dårlig samvittighed. Synes bare, at det er den der er i det faste forhold, der har ansvaret for, at sådan en situation ikke opstår. 

Ja. 

Som jeg skrev tidligere, er det min mands - og kun hans - valg, hvis han vælge at bryde de løfter han har givet mig. Så ja, hvis en kvinde var sammen med min mand, ville jeg synes det var 'fair game' fra hendes side. Jeg går da udfra at hun ikke gør det med en  intention om at såre mig, men fordi hun møder en sjov, flot og spændende fyr (hvilket jeg slet ikke ville klandre hende for at synes ). At det så potentielt har konsekvenser for mit og min mands forhold er da hverken hendes problem eller hovedpine. Det er min mands og mit problem, som vi sammen må løse hvis vi ønsker dette. 

Hvis han har lovet mig at komme hjem, men istedet tager til fodbold med vennerne, så ville jeg også blive sur på ham, men ikke de venner der inviterede ham til fodbold. Hvorfor skulle stå til ansvar for de aftaler jeg har lavet med min mand, som de ikke engang kender til. 

Jeg synes ikke man som enkeltperson kan tage ansvaret for ALLE andre personers lykke og potentielle ulykke over ens egne handlinger. Selvfølgelig går jeg også igennem livet med håbet om at være et ordentligt menneske, og ikke at såre andre, men jeg synes også der er grænser for, hvor meget man skal tage på egne skuldre. Man kan heller ikke (som også er debatteret herinde mange gange) undlade fx at poste en graviditet på Facebook, fordi der muligvis sidder en bekendt i fertilitetsbehandling, som bliver såret over dette. 

Jeg synes generelt det er dårlig stil at have en længerevarende affære, særligt hvis man har en klar aftale med sin partner om ikke at være sammen med andre. Og jeg kan sagtens forstå, hvis begge parter får dårlig samvittighed. Synes bare, at det er den der er i det faste forhold, der har ansvaret for, at sådan en situation ikke opstår. 

Ej man må da godt tænke lidt ud over sin egen næsetip i forhold.. altså hvad end handlinger medfører.

at anse gifte mænd som fair game fatter jeg intet af.

Man skal ikke gøre mod andre, hvad man ikke vil have gjort mod sig selv - det er en ret god grund regel. Og jeg ville godt nok være ked af at være hvis en anden kvinde var sammen med min mand mens jeg var højgravid fx. Bare fordi noget er spændende eller tillokkende betyder det ikke man har "ret" til at handle på det. Du kan slet ikke sammenligne det med en mand der bliver til fodbold. Nej de venner har ikke gjort noget forkert. De ved måske ikke engang hvad man har af aftale. Men mange der er elskerinder ved at der er børn og kone. Og det er altså familier der bliver brudt op pga ens dumhed og letsindighed. 

Hvis man forelsker sig og gør det forbi er det ok i mine øjne. Men at søge affairer med gifte mænd fordi det er spændende .. eller takke ja til det pga det er lidt "farligt" og forbudt... det fatter jeg simpelt hen ikke man kan. 

Og til ts

... det er forståeligt hvis dernæst sagt bang og I er forelskede. Men jeg ville trække i bremsen og bede ham træffe et valg nu før det bliver til en længere affaire

Jullesnulle skriver:

Og til ts

... det er forståeligt hvis dernæst sagt bang og I er forelskede. Men jeg ville trække i bremsen og bede ham træffe et valg nu før det bliver til en længere affaire

Det tror jeg også at jeg bliver nødt til. Vi skal ses på mandag og der tager jeg en snak med ham om at han må tage et valg hvis det skal udvikle sig videre. 

Så må jeg bide i det sure æble og slippe ham hvis han ikke er klar til det pga børnene. Hvilket jeg faktisk vil have fuld forståelse for. 

Det tror jeg også at jeg bliver nødt til. Vi skal ses på mandag og der tager jeg en snak med ham om at han må tage et valg hvis det skal udvikle sig videre. 

Så må jeg bide i det sure æble og slippe ham hvis han ikke er klar til det pga børnene. Hvilket jeg faktisk vil have fuld forståelse for. 

 

Du skal overveje følgende:

det er forståeligt at det kan sige bang og man bliver forelsket.. og måske er i skabt for hinanden. 

Men .. nogen mænd søger blot at blive bekræftet .. det er hårdt at have små børn derhjemme osv og konen er måske mere moragtig en sexet. Hvis de har et ok forhold og ham blot søger bekræftelse ville jeg trække mig meget kraftigt og lade dem arbejde på forholdet. Der er trods alt børn som du gør til skilsmissebarn. Og ja så er det en lille pris at bide i det sure æble.

du skal også tænke på at hvis I senere får børn bliver du papmor og mor og også mere moragtig... bliver du så dømt kedelig og udskiftet.. vil du kunne stole på ham osv.