Elskerinde?

Aristocats skriver:

Men det er jo for det første et fuldstændigt umuligt menneskeligt udgangspunkt, at "hvis alle bare ikke" - situationer er jo sjældent sort/hvid og menneskers tanker og handlinger er langt mere nuanceret. Jeg tror på at alle mennesker grundlæggende har en sans for moral og etik - og langt de fleste mennesker har en ganske sund mængde af det. Men delen af det at være menneske er jo unægteligt også at blive fristet, lade sig forføre og begå fejltagelser og ting vi helst ville have set bedst med uden. Jeg tror sjældent mennesker begår en handling i form af "nu skal jeg bare være et amoralsk svin" - det er her nuancerne kommer ind, både de gode og de dårlige, men også de helt naturlige og menneskelige som vi alle sammen har indeni os og kan lade os påvirke af i forskellige situationer og sammenhænge - jeg er på langt de fleste plan moralens strenge vogter, men i nævnte sammenhænge mener jeg faktisk, at det udelukkende er den gifte person der står med ansvaret og lorten - det er dem som for det første har brudt et løfte og en tillid. Dette virker måske en anelse usympatisk, men i sidste ende må ægtefællen derhjemme selv være noget den utro kan ligge og rode med. Jeg forstår ikke tendensen til at blive sur på "den anden kvinde" - det er vel i virkeligheden ikke deres ansvar hvad en optaget mand tager af valg i forhold til hans eget parforhold? Det med at man bare kan vælge en ledig mand er jo i teorien meget smart og logisk, men måden man møder hinanden på og tiltrækkelse er jo sjældent så lige så - det er først og fremmest manden selv, den gifte, som helt klart bærer det største ansvar af dem alle, som tager et valg - jeg mener nødvendigvis ikke at kvinder bør forholde sig til hvilke upsere optagede mænd selv vælger at lave - jeg er absolut ikke normalt typen til at tænke på denne måde, men jeg mener faktisk at i dette tilfælde er det udelukkende mandens problem og ikke den anden part, som faktisk intet ansvar bærer overfor andre på samme måde. 

Jeg føler ansvar for alle mine medmennesker - ikke kun dem jeg har givet et direkte eller indirekte løfte af en art. Jeg stræber efter ikke at gøre nogen mennesker ulykkelige med mine handlinger, så at være fuldstændig kold overfor en potentiel kone og børn... Det ligger meget langt fra mit verdens- og menneskesyn. Uanset om jeg i øvrigt kender dem eller ej!

PUHK skriver:

Jeg føler ansvar for alle mine medmennesker - ikke kun dem jeg har givet et direkte eller indirekte løfte af en art. Jeg stræber efter ikke at gøre nogen mennesker ulykkelige med mine handlinger, så at være fuldstændig kold overfor en potentiel kone og børn... Det ligger meget langt fra mit verdens- og menneskesyn. Uanset om jeg i øvrigt kender dem eller ej!

Det kan jeg sagtens følge dig i - men helt grundlæggende mener jeg som sådan ikke at den anden kvinde har et ansvar på den måde. Om jeg selv kunne finde på at være sammen med en mand der var i et forhold, ved jeg faktisk ikke - men jeg ved, at jeg ikke bryder mig om tendensen til at dæmonisere de kvinder mænd er utro med - det er manden der først og fremmest har taget et valg om at være utro og derved chancen for at ødelægge sit familieliv - han kunne i første omgang slet ikke have indledt noget. Det er hans valg som det aller første der er skyld i tingene. Lorten starter hos ham og ender hos ham og det synes jeg egentligt er fair nok. Jeg mener faktisk ikke at man har et ansvar for om andre mennesker er utro eller ej - det er et valg kun de kan træffe og tage konsekvensen af. Andre kvinder ville jo slet ikke have en finger med i spillet hvis det ikke var fordi manden traf valget om ikke at være sin partner tro. 

To gange. Sort of...

Første gang var vi sammen, da han holdt en pause fra sin kæreste. Han fandt dog sammen med hende igen, og nøj hvor var jeg såret! Han holdt sig dog på måtten, men havde han været frisk, havde jeg jeg så sandelig også. Jeg var pænt ligeglad med hans kæreste, jeg ville bare have ham. Da de slog op, var vi sammen to dage efter. Vi blev aldrig kærester, og det er jeg glad for i dag. For jeg ville på ingen måde kunne have stolet på ham.

Anden gang fandt jeg først ud af, at han havde en kæreste, da vi havde været sammen første gang. Jeg gjorde det dig klart, at jeg intet ville have med ham at gøre, så længe han havde en kæreste. Et par uger efter kontaktede han mig og fortalte, at han havde droppet sin kæreste. Vi var lidt sammen on/off, men han var bare ikke min type.

For mig handlede det 100 procent om følelser i det første tilfælde. Jeg var forelsket, og jeg var ligeglad med, hvem jeg sårede. Jeg ved godt, at det er forkert, men på det tidspunkt, var jeg så forblændet, at jeg simpelthen var ligeglad med den anden kvinde. Nu var vi i starten af 20'erne, og der var ingen børn involveret.

Bonus: Jeg har også været sammen med en fyr, hvor jeg havde en klar formodning om, at han havde en kæreste. Han nævnte på intet tidspunkt sit forhold, men jeg havde det på fornemmelsen. Jeg pressede på, helt ærligt for at se, hvor langt han ville gå. Han ville tydeligvis gå hele vejen. Dagen efter indrømmede han, at han havde en kæreste. Han havde dårlig samvittighed, det havde jeg ikke. 

Aristocats skriver:

Det kan jeg sagtens følge dig i - men helt grundlæggende mener jeg som sådan ikke at den anden kvinde har et ansvar på den måde. Om jeg selv kunne finde på at være sammen med en mand der var i et forhold, ved jeg faktisk ikke - men jeg ved, at jeg ikke bryder mig om tendensen til at dæmonisere de kvinder mænd er utro med - det er manden der først og fremmest har taget et valg om at være utro og derved chancen for at ødelægge sit familieliv - han kunne i første omgang slet ikke have indledt noget. Det er hans valg som det aller første der er skyld i tingene. Lorten starter hos ham og ender hos ham og det synes jeg egentligt er fair nok. Jeg mener faktisk ikke at man har et ansvar for om andre mennesker er utro eller ej - det er et valg kun de kan træffe og tage konsekvensen af. Andre kvinder ville jo slet ikke have en finger med i spillet hvis det ikke var fordi manden traf valget om ikke at være sin partner tro. 

For mig starter og ender den dér, hvor jeg sårer et andet menneske - vel vidende at jeg gør det med den handling, jeg har gang i. Så er det for mig irrelevant om jeg er partneren eller elskerinden, ligesom jeg heller ikke undskylder mig selv med, at "der er én, der agerer værre end mig". Jeg kan kun tage ansvar for mine egne handlinger.

Betyder det, at jeg kan garantere, at jeg aldrig nogensinde er utro/agerer elskerinde? Nej.. Men jeg ville sørme fortryde, at jeg påførte et andet menneske smerte - uanset om jeg kendte vedkommende eller ej.

Jeg snakker i øvrigt ikke om en specifik dæmonisering af den anden kvinde på et generelt plan - nu er det ligesom bare dét, der er lagt op til i tråden.

PUHK skriver:

For mig starter og ender den dér, hvor jeg sårer et andet menneske - vel vidende at jeg gør det med den handling, jeg har gang i. Så er det for mig irrelevant om jeg er partneren eller elskerinden, ligesom jeg heller ikke undskylder mig selv med, at "der er én, der agerer værre end mig". Jeg kan kun tage ansvar for mine egne handlinger.

Betyder det, at jeg kan garantere, at jeg aldrig nogensinde er utro/agerer elskerinde? Nej.. Men jeg ville sørme fortryde, at jeg påførte et andet menneske smerte - uanset om jeg kendte vedkommende eller ej.

Jeg snakker i øvrigt ikke om en specifik dæmonisering af den anden kvinde på et generelt plan - nu er det ligesom bare dét, der er lagt op til i tråden.

Men det er jo der det tager en meget personlig drejning - netop hvordan man ser på det i den forstand med hvordan man ville have det med sig selv. Jeg snakker mere grundlæggende om at jeg som sådan ikke mener at det er den anden kvindes ansvar og det bestemt heller ikke er den samme bedragelse - hvis min mand var utro, ville jeg da uden tvivl anse ham som den største bedrager imod mig og ikke kvinden han var utro med og jeg ville heller ikke mene at hendes gerning var lige så slem som hans. 

Jeg ville ligesom dig, selv grundlæggende  have det dårligt med at såre et andet menneske - men jeg ville på sin vis egentligt ikke mene, at det var mit endelige og afgørende ansvar og skyld at mennesket blev såret som sådan (lyder temmeligt usympatisk, men helt generelt) - det var nok nærmere det menneske der havde brudt tilliden og et løfte, der egentligt er grunden til den generelle følelse af at blive såret - og så er det andet menneske egentligt temmelig underordnet for mig, fordi det var den utro der først og fremmest træffer det afgørende valg og begår handlingen. Men synes alligevel at det selvfølgelig er en ambivalent snak med mange aspekter, for selvfølgelig skal man ikke bevidst såre andre mennesker, men tror også meget sjældent at folk er sammen med en optaget mand med henblik på at såre en anden kvinde - det er jo også der følelserne og fristelsen og en tusinde masse andre ting spiller ind, som man måske ikke har så meget kontrol over i sekundet som man kunne ønske. 

Jeg tror egentligt de fleste ville have det skidt med at en anden kvinde blev såret, men spørgsmålet er jo så, hvor meget skyld man skal påtage sig - jeg mener som sagt at den grundlæggende skyld er hos den utro partner og ikke "den anden kvinde". 

Tak for alle jeres svar. Både jer der tør stå frem (respekt til jer) og men sandelig også jer anonyme. 

Jeg stillede spørgsmålet fordi jeg selv står i situationen at være elskerinden lige nu. 

Har for nyligt mødt en mand hvor det hele bare sagde bang fra første øjekast. Mødt ham i byen sidste fredag. Har set ham hvad dag frem til mandag. Han har fortalt mig at han er i et forhold gennem 18 år. Det fortalte han med det samme. 

Har det rigtig moralsk dårligt med det fordi jeg ved hvor såret hans kæreste vil blive når vi opdages (for det gør vi. Han er ikke så forsigtig) men kan heller ikke lade være. Han vækker noget i mig som ingen andre har gjort og det samme siger han om mig. 

Jeg ved det er forkert og er derfor ikk ude efter en sviner. Ej heller klap på skulderen. Var kun ude efter at høre erfaringer fra andre der har stået i samme situation 

Anonym skriver:

Kunne godt tænke mig at høre fra jer kvinder der har været elskerinde i et forhold. 

Hvordan havde i det? 

Hvor længe varede det?

Gik han fra sin kæreste/kone?

Fandt i sammen i fast forhold?

Kunne i stole på ham?

Er her mænd på siden så samme spørgsmål men omvendte fortegn selvfølgelig 

det er selvfølgelig muligt at svare anonymt 

Jeg har været sammen med mænd i forhold, både engangshalløj og gentagne gange, både da jeg var single og gift. Jeg snuppede min eksmand fra en anden pige. Jeg havde mange sidespring gennem vores år sammen og fremtil vi gik fra hinanden. Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed.

Nu er jeg sammen med en fyr der har en datter og en nyfødt søn med sin kæreste, vi har været "sammen" 13 mdr. Det slog bare gnister fra første dag vi mødte hinanden, vi kan slet ikke holde os fra hinanden. Han siger tit han vil forlade hende for mig hvis jeg ber om det, at han er forelsket. Men jeg er ikke interesseret i et rigtigt forhold med nogen. Du kan ikke gå gennem livet på den måde som jeg gør, og så samtidig stole blindt på andre mennesker. Når man først har fordævet sin egen moral, så mister man også troen på andres moral. Hvilket gør det umuligt at stole 100% på nogen. Derfor skifter jeg altid mine mænd ud før det bliver til kærlighed. Eller vælger mænd hvor det 100% aldrig kan blive kærlighed fordi de allerede har fundet kærligheden og bare vil ha lidt sjov. 

Anonym skriver:

Kunne godt tænke mig at høre fra jer kvinder der har været elskerinde i et forhold. 

Hvordan havde i det? 

Hvor længe varede det?

Gik han fra sin kæreste/kone?

Fandt i sammen i fast forhold?

Kunne i stole på ham?

Er her mænd på siden så samme spørgsmål men omvendte fortegn selvfølgelig 

det er selvfølgelig muligt at svare anonymt 

Ja det har jeg, havde ingen kvaler med det, var ung og for mig var det bare sex. Det stod på i nogle år, jeg havde også nogle kærester indimellem. Lige pludselig blev jeg forelsket i ham (det havde han altid været i mig) og da jeg sagde det til ham kørte han hjem og pakkede sit tøj og flyttede hjem til mig og vi er nu sammen på 12 år og har 3 dejlige unger. 

Anonym skriver:

To gange. Sort of...

Første gang var vi sammen, da han holdt en pause fra sin kæreste. Han fandt dog sammen med hende igen, og nøj hvor var jeg såret! Han holdt sig dog på måtten, men havde han været frisk, havde jeg jeg så sandelig også. Jeg var pænt ligeglad med hans kæreste, jeg ville bare have ham. Da de slog op, var vi sammen to dage efter. Vi blev aldrig kærester, og det er jeg glad for i dag. For jeg ville på ingen måde kunne have stolet på ham.

Anden gang fandt jeg først ud af, at han havde en kæreste, da vi havde været sammen første gang. Jeg gjorde det dig klart, at jeg intet ville have med ham at gøre, så længe han havde en kæreste. Et par uger efter kontaktede han mig og fortalte, at han havde droppet sin kæreste. Vi var lidt sammen on/off, men han var bare ikke min type.

For mig handlede det 100 procent om følelser i det første tilfælde. Jeg var forelsket, og jeg var ligeglad med, hvem jeg sårede. Jeg ved godt, at det er forkert, men på det tidspunkt, var jeg så forblændet, at jeg simpelthen var ligeglad med den anden kvinde. Nu var vi i starten af 20'erne, og der var ingen børn involveret.

Bonus: Jeg har også været sammen med en fyr, hvor jeg havde en klar formodning om, at han havde en kæreste. Han nævnte på intet tidspunkt sit forhold, men jeg havde det på fornemmelsen. Jeg pressede på, helt ærligt for at se, hvor langt han ville gå. Han ville tydeligvis gå hele vejen. Dagen efter indrømmede han, at han havde en kæreste. Han havde dårlig samvittighed, det havde jeg ikke. 

Du pressede på for at se hvor langt han ville gå - hvorfor dog? 

Zelinasmor skriver:

Nej og jeg har ingen respekt for kvinder der ikke kan holde snitterne fra gifte mænd med mindre de er i åbne forhold. Jeg synes det er lavt. Find dog en der er ledig. Og den der med at så ville han bare være utro med en anden? Tja. Hvis alle kvinder havde respekt for parforhold, så nej. Så ville han ikke have noget at være utro med da ingen ville røre ham med en ildtang. Jeg mener at kvinden er en lige så stor skovl som manden i de tilfælde og jeg forstår ikke at man kan have så lidt respekt  Men det ved i vel selv siden alle svarer anonymt og dermed ikke vil stå ved det

Der var mange ting der ville være anderledes hvis alle kvinder samt MÆND havde respekt for hinanden.

Det bare ikke alle der har samme opfattelse af Respekt. Det er også en kunst at kunne respektere andres valg selvom man ikke forstår dem 

Personligt synes jeg dog man skal tage sig sammen og snakke med sin partner, i stedet for at finde en elsker/elskerinde.