Hvorfor skamme sig?

CC79 skriver:

Det sjovt for jeg har da slet ikke sådan at kvinder der får smertelindring ikke er seje. Jeg har bare en forventning til mig selv om at føde mine børn uden smertelindring fordi jeg ved jeg kan, har en høj smertetærskel og godt vil mærke alt hvad der sker 100% fordi jeg synes det gør fødslen ekstra enestående og elsker at se hvor meget jeg kan presse mig selv psykisk og fysisk. Men at der er andre kvinder der frygter smerten, har en lav smertetærskel og i det hele taget har det svært med fødslen psykisk som fysisk har jeg fuld forståelse for. Vi mennesker opever livet forskelligt og det skal man kunne sætte sig ind i. Men jeg ville have svært ved at acceptere selv at skulle smertelindres og ville føle jeg var svag da jeg sagtens kan klare smerterne fordi jeg ikke er bange for fødslen. Derudover hader jeg tanken om en epiduralblokade og ikke selv have fuld føling med processen. Så tror det er en følelse hos dig selv du overfører til andre ligesom jeg selv er lykkelig for aldrig at have oplevet et kejsersnit og synes det er synd og ikke nemt sluppet når kvinder fortæler de har fået det. Det handler jo om en individuel oplevelse og vi gør det på hver vores måde. Nogle vil gerne undgå smerten og jeg syns den skal være der men kunne aldrig se ned på andre. Så er der sikkert noget de kan jeg ikke formår og sådan har man hver sine ting man kan klare her i livet.��

Jeg må ærlig også fortælle at det intet har med høj eller lav smertetærskel at gøre. Jeg har født to gange. 1 gang med smertestillende og 1 gang uden. Der var simpelthen utrolig stor forskel på de to fødsler. Den ene nåede jeg aldrig at få smertestillende i, da den gik ekstremt hurtigt, men jeg havde altså heller ikke behov for det i forhold til den anden som bare gjorde ekstremt ondt i hele kroppen. Jeg kunne ingen steder være. Epidural blokaden hjalp mig til at kunne sove i 10 timer ud af de 13 timer fødslen varede. Der er forskel på fødsler. 

Anonym skriver:

Jeg er jordemoder og ser sådan her på det: 

Fødselsoplevelsen er det vigtigste! 

Alle kvinder bringer deres livshistorie,  erfaringer og værdier med sig ind i fødslen.  Derfor kan smerte opleves forskelligt,  man kan have forskellige vilkår for at tackle smerter/modgang,  man kan gemme på fysiske traumer som fødslen trigger til angstfulde følelser osv osv. Og ingen fødsler er ens.  Hvis hovedet fx står skævt, vil det oftest være mere smertefuldt end hvis det stod korrekt.  

Så der er utrolig mange parametre der spiller ind.  

Jeg kan have DYB respekt for en fødende med epidural blokade,  fordi hun har klaret HENDES fødsel vildt flot og har fundet nogle skjulte ressourcer. Det er altså ikke om der er lindring eller ej,  men om kvinden har kæmpet SIT bedste.  Og hvad man har kræfter til mentalt er bestemt af alt det ovenstående og mere til.

Fødslen skal ses som en begivenhed med et KÆMPE potentiale.  Dvs at en god Fødselsoplevelse kan styrke kvindens selvværd, selvtillid og hendes forhold til hendes krop samt udvikle hendes personlighed positivt.  Omvendt kan en dårlig oplevelse føre til et knæk i selvtilliden,  mistillid til kroppen, depression osv.

Ja, det at føde uden smertestillende kan give et kæmpe rus og give en god oplevelse.  Men det kan det altså også at føde med en epiduralblokade.  Hvis kvinden slet ikke har tro på hun kan føde overhovedet,  men oplever at det KAN hun med hjælp fra en epi, ja så vil følelsen være den samme.  

Så jeg synes det er rigtig ærgerligt hvis du føler dig set ned på. Mærk efter,  er DU stolt af din præstation set i forhold til hvordan du oplevede fødslen da du var i det?   

Hvor er det bare fint beskrevet og det giver så god mening. Oplevede ved min 2 og 3 fødsel at have problemer med at producere gode veer. Tredie fødsel fik jeg vedrop og havde en god oplevelse med det, men følte mig som en fiasko fordi min krop ikke kunne finde ud af de veer. Men her 4 gang producerede min krop fantastiske veer og var simpelthen så stolt af min krop. Så stolt at jeg slet ikke oplever at have noget imod min krop og mine pt 7 kg for meget. Det var en kæmpe succesoplevelse der påvirker mit liv positivt nu på andre måder. Så ja man kan bruge sine fødelsoplevelser som mennesket man er i sit liv og derfor er det vigtigt man føder på sin måde.

Anonym skriver:

Jeg må ærlig også fortælle at det intet har med høj eller lav smertetærskel at gøre. Jeg har født to gange. 1 gang med smertestillende og 1 gang uden. Der var simpelthen utrolig stor forskel på de to fødsler. Den ene nåede jeg aldrig at få smertestillende i, da den gik ekstremt hurtigt, men jeg havde altså heller ikke behov for det i forhold til den anden som bare gjorde ekstremt ondt i hele kroppen. Jeg kunne ingen steder være. Epidural blokaden hjalp mig til at kunne sove i 10 timer ud af de 13 timer fødslen varede. Der er forskel på fødsler. 

Ja det har du ret i. Min sidste fødsel for snart 8 uger siden var den mest smertefulde fødsel af mine 4 fødsler. Det gjorde vildt ondt og han sad fast fordi hans krop var ligeså stor som hovedet og han skulle "lirkes" ud. Men er vildt glad for at have gjort det uden smertelindring og have oplevet hvordan man kan arbejde med sin smerte. Og ja har også oplevet "nemme" fødsler. Så jo den samme person kan sagtens have flere forskellige smerteoplevelser ved fødslerne.

noder1 skriver:

Nu behøver kvinder, der har fået f.eks. en epidural jo ikke at have en lav smertetærskel. Der er stor forskel på hvor ondt en fødsel gør. Jeg fik ikke smertestillende, men det var da fordi, at mine smerter var overkommelige og jeg havde en nem fødsel. Tør vove at påstå, at mange andre kvinder har haft væsentligt mere ondt end mig - fordi smerterne simpelthen har været stærkere. Det har intet med min smertetærskel at gøre. Jeg kender en kvinde, der ikke havde smerter forbundet med sine veer, hun mærkede først presseveerne. 

Det er jo en svær en for har selv oplevet forskellige smerteniveauer ved mine 4 fødsler. Min 1 fødsel var meget nem. Anden fødsel svær fordi mine veer var dårlige og tredie fødsel krævede vedrop og min sidste fødsel for snart 8 uger siden var voldsomt smertefuld. Baby skulle "lirkes" ud fordi han sad fast da kroppen var ligeså hård at føde som hovedet og han var en meget stor baby ift mine tre før ham. Følte han sad i spænd og måtte presse på niveauer jeg ikke havde oplevet med de andre. Det var meget voldsomt og smerten helt forfærdelig men havde aldrig tanken om bare jeg havde valgt smertelindring for jeg har følt mig overbevist om at jeg kan og vil føde alle mine børn uanset smerten uden smertelindring fordi det er vigtigt for mig. Så tror også det er et mentalt spørgsmål som så hænger sammen med ens personlighed og hvor langt man vil gå. Og ja nogen mennesker har det svært med ganske lidt smerte og andre ikke og det er jo også psykisk baseret og noget med hvad vi har med os i bagagen. Bliver man bange for smerten eller bruger man den konstruktivt og hvilket perspektiv har man på smerten. Så tror det er komplekst og ja så er nogen kvinders kroppe bedre bygget til fødsler end andres og derfor vil det også opleves forskelligt.

CC79 skriver:

 

Det er jo en svær en for har selv oplevet forskellige smerteniveauer ved mine 4 fødsler. Min 1 fødsel var meget nem. Anden fødsel svær fordi mine veer var dårlige og tredie fødsel krævede vedrop og min sidste fødsel for snart 8 uger siden var voldsomt smertefuld. Baby skulle "lirkes" ud fordi han sad fast da kroppen var ligeså hård at føde som hovedet og han var en meget stor baby ift mine tre før ham. Følte han sad i spænd og måtte presse på niveauer jeg ikke havde oplevet med de andre. Det var meget voldsomt og smerten helt forfærdelig men havde aldrig tanken om bare jeg havde valgt smertelindring for jeg har følt mig overbevist om at jeg kan og vil føde alle mine børn uanset smerten uden smertelindring fordi det er vigtigt for mig. Så tror også det er et mentalt spørgsmål som så hænger sammen med ens personlighed og hvor langt man vil gå. Og ja nogen mennesker har det svært med ganske lidt smerte og andre ikke og det er jo også psykisk baseret og noget med hvad vi har med os i bagagen. Bliver man bange for smerten eller bruger man den konstruktivt og hvilket perspektiv har man på smerten. Så tror det er komplekst og ja så er nogen kvinders kroppe bedre bygget til fødsler end andres og derfor vil det også opleves forskelligt.

Syntes du bevæger dig ud i psykologiske aspekter uden evidens? 

Jeg har en meget høj smerte tærksel, mærker ikke engang brænd mærker, bliver syet uden bedøvelse osv. 

Psykisk gik jeg ikke engang til fødsels forberedelse det så jeg ingen grund til kroppen ved hvad den skal og hvornår. 

Men det ændret ikke på 24 timer med veer (1 min 1-2 min pause 1 min) og stadig kun var 3 cm åben med vandafgang i 12 dage og begyndende fødsel 5 gange var færdig! Så da de skruede helt op for vedrop måtte jeg også ty til en epi. 

Syntes du bevæger dig ud i psykologiske aspekter uden evidens? 

Jeg har en meget høj smerte tærksel, mærker ikke engang brænd mærker, bliver syet uden bedøvelse osv. 

Psykisk gik jeg ikke engang til fødsels forberedelse det så jeg ingen grund til kroppen ved hvad den skal og hvornår. 

Men det ændret ikke på 24 timer med veer (1 min 1-2 min pause 1 min) og stadig kun var 3 cm åben med vandafgang i 12 dage og begyndende fødsel 5 gange var færdig! Så da de skruede helt op for vedrop måtte jeg også ty til en epi. 

 

Der er faktisk lavet mange studier af smerteoplevelser og alt fra musik, meditation, billeder af familiemedlemmer og kæledyr kan påvirke ens oplevelse af smerte. Det er meget psykisk baseret når man forholder sig til smerte. Jeg har haft menstrationssmerter jeg syntes var værre end fødselssmerter fordi der ikke er nogen "gevinst" forbundet med dem og ja smerter er altså noget man psykisk kan arbejde med og have indflydelse på. Det er der vist ikke noget nyt og overaskende i. Men måske er det ikke noget alle magter og det er noget helt andet der bunder i hvad man har med sig i bagagen og ens personlighed. Min jordemoder sagde også jeg var meget god til at lytte til min krop og arbejde med smerten og hun sagde det er der mange der ikke formår fordi de panikker og lader frygten overtage. Men det er jo ikke noget med at føle sig bedre. Det er bare en anden tilgang til det så man kan få mere kontrol med smerten med hvis man ønsker det.

Flomama skriver:

Syntes du bevæger dig ud i psykologiske aspekter uden evidens? 

Jeg har en meget høj smerte tærksel, mærker ikke engang brænd mærker, bliver syet uden bedøvelse osv. 

Psykisk gik jeg ikke engang til fødsels forberedelse det så jeg ingen grund til kroppen ved hvad den skal og hvornår. 

Men det ændret ikke på 24 timer med veer (1 min 1-2 min pause 1 min) og stadig kun var 3 cm åben med vandafgang i 12 dage og begyndende fødsel 5 gange var færdig! Så da de skruede helt op for vedrop måtte jeg også ty til en epi. 

 

Smertetærskel og psykiske forhold spiller da afgjort ind for NOGLE, dermed ikke sagt alle. Nogle beslutter på forhånd, fx af frygt for smerte, at de vil gå All in på smertelindring. Andre, mig selv inklusiv, er så overbeviste om, at de kan og vil klare sig uden, at tanken ikke falder dem ind. Nogle ændrer holdning undervejs. Begge veje. 

Det er ikke nødvendigt at underbygge med evidens, at fx forventninger og smertetærskel udgør en del af billedet. Hertil forskellige forløb, varighed, realiteter, nye erkendelser. 

Kan man ikke roligt konkludere, at der er masser af faktorer inde i billedet, når man undersøger, hvem der forlanger morfin ved et galdestensanfald - herunder OGSÅ smertetærskel og forhåndsforventninger? Det er jo ikke fuldstændigt objektivt. Det samme gør sig selvfølgelig gældende for fødsler. 

Syntes du bevæger dig ud i psykologiske aspekter uden evidens? 

Jeg har en meget høj smerte tærksel, mærker ikke engang brænd mærker, bliver syet uden bedøvelse osv. 

Psykisk gik jeg ikke engang til fødsels forberedelse det så jeg ingen grund til kroppen ved hvad den skal og hvornår. 

Men det ændret ikke på 24 timer med veer (1 min 1-2 min pause 1 min) og stadig kun var 3 cm åben med vandafgang i 12 dage og begyndende fødsel 5 gange var færdig! Så da de skruede helt op for vedrop måtte jeg også ty til en epi. 

 

Men kan da bestemt også godt forstå du var udmattet efter det du beskriver. Har selv prøvet  langvarige fødsler og jo man bliver træt og det er da ingen skam at behøve lindring. Man skal gøre det man har behov for når muligheden alligevel er der.Det handler også om forventninger. Hvad har man forberedt sig på? Ved min første fødsel var jeg forberedt på det værste smertehelvede jeg ku tænke mig med det resultat at jeg efter fødslen tænkte: Var det bare det. Og jo det gjorde da ondt. Men mentalt var jeg forberedt og havde bearbejdet mig selv og det ved jeg påvirkede min smerteoplevelse positivt. Men selvfølgelig kan man ikke forberede sig på alt hvis det ikke går efter bogen så at sige og man kender heller ikke altid sig selv under pres.

CC79 skriver:

Der er faktisk lavet mange studier af smerteoplevelser og alt fra musik, meditation, billeder af familiemedlemmer og kæledyr kan påvirke ens oplevelse af smerte. Det er meget psykisk baseret når man forholder sig til smerte. Jeg har haft menstrationssmerter jeg syntes var værre end fødselssmerter fordi der ikke er nogen "gevinst" forbundet med dem og ja smerter er altså noget man psykisk kan arbejde med og have indflydelse på. Det er der vist ikke noget nyt og overaskende i. Men måske er det ikke noget alle magter og det er noget helt andet der bunder i hvad man har med sig i bagagen og ens personlighed. Min jordemoder sagde også jeg var meget god til at lytte til min krop og arbejde med smerten og hun sagde det er der mange der ikke formår fordi de panikker og lader frygten overtage. Men det er jo ikke noget med at føle sig bedre. Det er bare en anden tilgang til det så man kan få mere kontrol med smerten med hvis man ønsker det.

Det jo slet ikke det jeg siger?

jeg siger at smerte tærskel i sig selv intet har med smertestillende at gøre? 

Mor og meget mere skriver:

Smertetærskel og psykiske forhold spiller da afgjort ind for NOGLE, dermed ikke sagt alle. Nogle beslutter på forhånd, fx af frygt for smerte, at de vil gå All in på smertelindring. Andre, mig selv inklusiv, er så overbeviste om, at de kan og vil klare sig uden, at tanken ikke falder dem ind. Nogle ændrer holdning undervejs. Begge veje. 

Det er ikke nødvendigt at underbygge med evidens, at fx forventninger og smertetærskel udgør en del af billedet. Hertil forskellige forløb, varighed, realiteter, nye erkendelser. 

Kan man ikke roligt konkludere, at der er masser af faktorer inde i billedet, når man undersøger, hvem der forlanger morfin ved et galdestensanfald - herunder OGSÅ smertetærskel og forhåndsforventninger? Det er jo ikke fuldstændigt objektivt. Det samme gør sig selvfølgelig gældende for fødsler. 

så du er enig? Forstår ikke rigtig dit indlæg.