Hvorfor skamme sig?

Anonym skriver:

Hejsa. 

Jeg er så stolt over at have født min datter, men føler samtidig lidt at man skal skamme sig over at have fået smerte lindring. 

Møder ofte dem der ikke har fået noget som helst og kan føle hvordan de overlegent ser ned på mig og fortæller hvor seje de var og hvor udholdende de var. 

Ja i er seje. Det er alle der har født, om det så er med epidural blokade, kejsersnit eller helt naturligt. 

Jeg havde selv veer i 16 timer så da jeg var 8 cm. Åben ja der trængte jeg til en pause og fik en epidural blokade. Den virkede godt nok ikke i den ene side og endte med bistik og aldrig har jeg prøvet noget så smertefuldt som bistik! 

Det burde man få en medalje for at overleve

 

Ej men synes bare der er en tendens til at hvis man har fået smertelindring er man "svag" og man skal argumentere for det. Er jeg den eneste? 

Jeg synes OVERHOVEDET ikke man er svag! 

Ved min anden fødsel tiggede og bad jeg om smertestillende fordi det gjorde så pisse ondt og jeg tydeligvis havde glemt hvor ondt veer gør.

Men jordemoderen narrede mig og jeg fik aldrig smertestillende - de synes åbenbart også det er bedst uden. 

Nu her bagefter ville jeg egentlig være ligeglad med om jeg havde fået smertestillende.

Min fødsel varede 7 timer helt fra første lille bitte ve til slut, så kan sgu godt forstå dem der er igang længere får smertestillende 

Jeg nåede ikke at få det, men shit hvor ville jeg gerne have haft det - især ved fødsel nummer to... Jeg nåede at få en pillecocktail ved første fødsel og det toppen af smerterne. Da jeg så bad om en epidural sagde JM til mig, at der ville gå en halv time inden lægen kom, og der ville baby være ude. Så ufedt... Men det gik. Anden gang ville de ikke give mig pillerne, fordi de var bange for at min fødsel ville gå i sig selv!! Pladder. Da jeg til sidst ikke kunne fokusere på at trække vejret ordentligt under veerne, fordi det gjorde så ondt, bad jeg igen om en epidural. Den nåede jeg igen ikke at få, men jeg ville have givet alt for at kunne slappe bare en smule af og ikke være så nervøs for veerne. Jeg havde to meget hurtigt fødsler.

Anonym skriver:

Hejsa. 

Jeg er så stolt over at have født min datter, men føler samtidig lidt at man skal skamme sig over at have fået smerte lindring. 

Møder ofte dem der ikke har fået noget som helst og kan føle hvordan de overlegent ser ned på mig og fortæller hvor seje de var og hvor udholdende de var. 

Ja i er seje. Det er alle der har født, om det så er med epidural blokade, kejsersnit eller helt naturligt. 

Jeg havde selv veer i 16 timer så da jeg var 8 cm. Åben ja der trængte jeg til en pause og fik en epidural blokade. Den virkede godt nok ikke i den ene side og endte med bistik og aldrig har jeg prøvet noget så smertefuldt som bistik! 

Det burde man få en medalje for at overleve

 

Ej men synes bare der er en tendens til at hvis man har fået smertelindring er man "svag" og man skal argumentere for det. Er jeg den eneste? 

Om man skammer sig er dybest set éns egen reaktion, følelse, "valg" og ikke noget, andre kan påtvinge én. Om andre er særligt stolte, er ligeledes deres følelse. Det er helt legalt at være stolt af at have født uden smertelindring - præcis, som du har al ret til at mene, at du fortjener en medalje for dit bistik. Og jeg tror ikke, nogen ønsker sig, at du skal føle skam over at have fået smertelindring, så til syvende og sidst er det op til dig, om du lader deres stolthed over deres forløb påvirke dig negativt. Jeg tror, din følelse af at skulle forsvare dig, ligger hos dig selv, for andres berettigede stolthed udelukker jo ikke, at du er tilsvarende stolt af dit forløb, smertelindring eller ej. 

Jeg blev ikke smertelindret nogen af gangene, men ser ikke ned på dem der er blevet det. Jeg har heller ikke oplevet nogen i min omgangskreds se ned på det? Handler det måske ikke nogen gange om en slags indre selvopfyldende profeti-agtig. Man bekymrer sig over om andre ser ned på en, og så kommer man til at tage deres ord og fortællinger som netop det, selvom afsenderen slet ikke mener det nedladende? Bare en tanke jeg kender rigtig rigtig rigtig mange mødre, og oplever over hele linjen en fælles konsensus om, at alle mødre er seje uanset om de fødte naturligt, ved kejsersnit eller med eller uden smertelindring. 

I sidste ende er det vigtigste vel også hvad man selv synes, ikke hvad andre gør? 

Da jeg var gravid med den første, fik jeg skrevet i mon fødselsplan, at jeg bare sku ha ALT det smertestillende jeg ku få Hvorfor ha voldsomt ondt, hvis man ka få en "hyggelig/afslappet" fødsel i stedet for? 

Endte så dog med aks i uge 34, så planen blev slet ik relavant.

En bekendt sagde så efterfølgende at ks, simpelhen var det mest unaturlige i hele verden, og at havde det været hende ville hun aldrig være gået med til ks. Hun havde selv født naturligt, uden noget smerdelindring. Og desuden mente hun at det handle om overlevelses af den stærkeste, så havde det været "op" til hende's overbevisning havde vi begge været døde nu. 

Efter det gik hun ud og lavede en flaske med mme, og gav sin baby, fordi hun ik ku amme. Hun kunne dog ik se ironien i at havde det været overlevelse af den stærkeste, så havde hendes baby jo heller ik overlevet, når hun ik ku gi den mad ved brystet. 

Vil gerne understrege at jeg self ik mener der er noget i vejen med at gi flaske, men at det bare var et interesant perspektiv på den diskutioner jeg havde med min bekendte!

Anden gang fødte jeg selv og fik en epi og akupunktur. Geniale opfindelser! Vh Stine 

Jeg er jordemoder og ser sådan her på det: 

Fødselsoplevelsen er det vigtigste! 

Alle kvinder bringer deres livshistorie,  erfaringer og værdier med sig ind i fødslen.  Derfor kan smerte opleves forskelligt,  man kan have forskellige vilkår for at tackle smerter/modgang,  man kan gemme på fysiske traumer som fødslen trigger til angstfulde følelser osv osv. Og ingen fødsler er ens.  Hvis hovedet fx står skævt, vil det oftest være mere smertefuldt end hvis det stod korrekt.  

Så der er utrolig mange parametre der spiller ind.  

Jeg kan have DYB respekt for en fødende med epidural blokade,  fordi hun har klaret HENDES fødsel vildt flot og har fundet nogle skjulte ressourcer. Det er altså ikke om der er lindring eller ej,  men om kvinden har kæmpet SIT bedste.  Og hvad man har kræfter til mentalt er bestemt af alt det ovenstående og mere til.

Fødslen skal ses som en begivenhed med et KÆMPE potentiale.  Dvs at en god Fødselsoplevelse kan styrke kvindens selvværd, selvtillid og hendes forhold til hendes krop samt udvikle hendes personlighed positivt.  Omvendt kan en dårlig oplevelse føre til et knæk i selvtilliden,  mistillid til kroppen, depression osv.

Ja, det at føde uden smertestillende kan give et kæmpe rus og give en god oplevelse.  Men det kan det altså også at føde med en epiduralblokade.  Hvis kvinden slet ikke har tro på hun kan føde overhovedet,  men oplever at det KAN hun med hjælp fra en epi, ja så vil følelsen være den samme.  

Så jeg synes det er rigtig ærgerligt hvis du føler dig set ned på. Mærk efter,  er DU stolt af din præstation set i forhold til hvordan du oplevede fødslen da du var i det?   

Jeg tror altså lidt det har noget med dig selv at gøre, når du får den følelse. 

Tror da ingen har til hensigt, at andre skal skamme sig. 

Jeg har aldrig haft den oplevelse. Men har da selv udtrykt til mødre der har født uden smertelindring at de er vilde. Men det er alle vi andre som har modtaget smertelindring da også. Har bare aldrig fået følelsen af, at andre har set ned på mig eller negligeret min fødsel.

Jeg ved godt, at de siger, at der konkurrence. Men for mig er det da den dummeste konkurrence! �� 

For mig svarer det lidt til "jeg synes bare, at man kun skriver godt, når skriver i hånden og uden stavekontrol" - øhm ja? Men jeg skriver jo ikke mindre af at bruge computer eller stavekontrol? Jeg skriver hurtigere og mere rigtigt! ��

For nogen er smertestillende nødvendigt - og for andre er det ikke? Nogen har kørekort og andre har ikke? Nogen har høfeber og andre har ikke? Men jeg er slet heller ikke et konkurrencemenneske generelt, så der er mange af de her tanker, som jeg aldrig har haft selv - men jeg kan se, at det er normalt og det gør mig ked af det på andres vegne . Hvis minavefornemmelse siger, det er føles rigtigt - så er jeg totalt ligeglad med, hvad andre tænker om den beslutning

Jeg fik selv en epidural - men det var ikke selvvalgt. Jeg havde for højt blodtryk, også sænker de det ved epidural - det er den sikreste metode - også fordi der var høj risiko for, at jeg skulle have kejsersnit. 

Jeg endte med at besvime, kaste op osv MED epidural - et alt for højt blodtryk. Et barn der stod skæv og måtte tage med FEM sugekopper! (3 bløde og 2 hårde) 

Folk glemmer at smertestillende stopper med at hjælpe og faktisk hæmmer (for mange) presseveerne, så det bliver meget sværere at presse. 

Jeg skammer mig ikke, og tanken ville aldrig have strejfet mig, hvis ikke nogen oprettede debatter om det eller skrev artikler. For Jeg opfatter det ikke som en konkurrence - og hvis man ikke selv ser problemet - så opdager man det jo heller ikke, når folk taler om fødsler

Jeg har aldrig oplevet at kvinder ser ned på hinanden på grund af smertelindring...

Jeg fik det ikke selv, fordi de blev ved at udskyde hvornår jeg kunne få noget (først skulle jeg fra modtagelsen og ind på en fødestue, så skulle de lige have nogle målinger på mig og baby osv osv) - pludselig havde jeg presseveer og så var det altså for sent til epiduralen som jeg ellers havde bedt om i et par timer på det tidspunkt og var blevet lovet. Jeg misunder dem der har fået smertestillende og havde med glæde taget imod alt de kunne give mig (havde vestorm)

Næste gang er planen at forsøge at klare det med lattergas alene (denne gang skal jeg nemlig føde er sted med det tilbud) - men jeg vil med glæde tigge om epiduralen igen, hvis jeg føler behovet.

Du skal ikke føle sig dårligere eller svagere fordi du fik smertestillende. Hold hovedet højt og vær stolt af at du trods alt har født et barn  

Mor og meget mere skriver:

Om man skammer sig er dybest set éns egen reaktion, følelse, "valg" og ikke noget, andre kan påtvinge én. Om andre er særligt stolte, er ligeledes deres følelse. Det er helt legalt at være stolt af at have født uden smertelindring - præcis, som du har al ret til at mene, at du fortjener en medalje for dit bistik. Og jeg tror ikke, nogen ønsker sig, at du skal føle skam over at have fået smertelindring, så til syvende og sidst er det op til dig, om du lader deres stolthed over deres forløb påvirke dig negativt. Jeg tror, din følelse af at skulle forsvare dig, ligger hos dig selv, for andres berettigede stolthed udelukker jo ikke, at du er tilsvarende stolt af dit forløb, smertelindring eller ej. 

Lige mine ord!